– I Aar og i Maaneder aldrig ret glad!
– Jeg skulde have Ild paa, koge lidt Mad.
Den smager mig ikke, – mindst Løverdagen:
Den Dag kom Mathies, – ja det er Sagen.
Ved hver en Bid jeg ta’er i min Mund,
Jeg tænker paa ham i den samme Stund.
Maaskee han sulter og lider stor Nød,
Maaskee er han død – nei han er ei død:
Thi dersom han var det, havde han skrevet,
Og Svar paa mit Brev ei udeblevet.
Maaskee var det vanskeligt, reent umuligt
At finde Een der rigtigt og dueligt,
Forstod at skrive hans Hjertes Tanke.
Jeg finder knap Een der kan ret forstaae,
At læse hans Brev, som det læses maa.
Desuden hvad Kjærestefolk har at skrive
Det skal man just ei til en Tredie give,
Den skal ei vide hvert Ord der staaer
– To Breve – og det i tre lange Aar:
Det er ikke meget, det maa jeg sige,
Dog er det en Skat, som et Kongerige.
Med Øinene kan jeg vel ei læse Skrift
Men med mit Hjerte jeg læser det Skrevne:
Og udenad lærte ere Brevene blevne:
Jeg kan dem og veed dem – o det er en Lyst!
Jeg gjemmer dem altid her paa mit Bryst.
Nu Dagen er endt – og Solen er nede;
Og der skinner Stjernen; – den seer nu Mathies!
