MATHIES
Tilladelse fik jeg – og har jo to Been,Der nok kan bære mig – jeg var ei seen.
Jeg vandred afsted, jeg tænkte paa Dig,
Og saa blev den kort, den lange Vei!
Men Du, min Rosel, min egen Pige,
Du maa fortælle, nu maa Du sige,
Hvordan det er gaaet Dig fra vi saaes sidst.
MATHIES
Jeg oplevet meget og ikke meget!
I Krigen min Ven gaaer alt saa gesvindt
Saasnart jeg var kommet i min Mondering,
Det var som man kun havde ventet paa mig!
Strax heed det: »nu bryder det løst i Italien!«
Godt! Marschen begyndte, fra Morgen til Aften.
Det gik som fra Vuggen jeg havde marscheret.
Og blev der paa Veien en Dag gjort Holdt
Saa øved man Os i excerceren;
For det maa man kunde naar det gaaer løst!
Og Hjertet maa sidde det rigtige Sted,
Og Æren – ja, den maa sidde der med.
Da er man som brav Karl med Livet parat.
En daarlig Karl kan ei være Soldat.
MATHIES
En Dands er kjærere det maa jeg sige,
Men er man deri, la’er man fem være lige!
Det første Skridt er det Værste at gjøre.
Den Trommen – og Blæsen – og Skyden at høre,
Det er noget Nyt for en ung Rekrut –
Man holder ei af at der bliver skudt! –
Saa gik det mig og det Andre med;
Men alle de Ældre i Regimentet
De gjorde lidt Nar af vor blege Mine.
Og Generalen var skrap at see;
Vor Feldtpræst sagde: »Guds Villie skee!«
Han gav sin Velsignelse, nok saa kjærligt.
Og saa kom Couragen! det gik herligt!
Naar sig Fanen udfolder og Trommerne gaae
Føle Alle som Een rigtig Lyst til at slaae!
Naar saa Kuglerne pibe, de har denne Skik
Siger strax hver Soldat, det er min Musik!
Lader Fjenden os falde, det kan hænde tidt,
Paa den Maade kun kan han blive os qvit,
Der er ikke Een som vil forlade sit Geled,
Naar ei Døden er der og faaer Manden afsted.
Naar Kanonerne dundre, det gjør de ei slet.
Faae en Kugle, – den Bolle fordøies ei let!
Slig en Føde fra Fjenden, den er ei saa sund.
Giv Bollen tilbage i ligemange Pund.
Enhver lige udsat staaer for Kuglernes Fortred
Soldat, Officier og Generalen selv med.
Og man føler og forstaaer der, at man alle Mand
Ere lige Børn af samme Fædreland.
Hjem kom ikke alle som droge afsted.
Nu, de som saa døde, de har vundet Fred.
Det græmme Dig ei det mindste Stykke.
See her Kongens Billed, det er mit Smykke:
Jeg loved’, jeg ei skulde gjøre Dig Skam,
Det har jeg ei og eiheller ham!
ROSEL
O, Du gjør mig stolt! – var jeg dog fulgt med,
Saa kunde jeg som Marketenderpige,
– For de gaae jo med, har jeg hørt sige –
Imellem dog rakt Dig en Lædskedrik,
Og pleiet Dig, naar et Saar Du fik!
ROSEL
Hver Søndag den festlige Dag var saa lang.
Da gik jeg til Kirken og græd mens de sang,
Hver Mandag paa Bjerget saa ensom jeg sad.
Du var al min Tanke og for Dig jeg bad.
Hver Tirsdag – de selvsamme Tanker kom.
»Min Glæde i Verden hvor vandrer Du om!«
Hver Onsdag – den halve Uge var endt.
Mit Hjerte var sygt dog og længsels-bespændt.
Ja, saadan gik Uger – og Maaneder og Aar!
Men nu, det er ogsaa glemt – alt bittert og haardt
Er ligesom om det reent var blæst bort:
Alt hvad Du fortalte, – har sagt – hvad jeg vidste
Mathies, vor Kjærlighed kunde ei briste!
Men – jeg staaer og snakker – og Du har gaaet
Saa langt, – og ikke en Bid har Du faaet!
Du maa være træt, baade sulten og tørstig
Jeg skal hente Brød og Mælk – eller vil Du
Jeg laver lidt varmt!
