VI

NMurcia

Vi kjørte hen ad ubrolagte Gader, forbi Byens Spadseregang Nla glorieta, og Diligencen holdt ved et NHuespedes, der mindede om Vertshuset i Orihuela. En ung, skiden NPepita, med friske, hvide Blomster i det sorte, fedtede Haar, tog os uden videre i Haanden og vilde føre os til to balconaabne Stuer; det ildrøde Skjørt, det brandgule Tørklæde og den udskaarne, hvide Krave skreg om, hvor lidt rene hendes Hals og Arme vare, hun syntes vis paa sin Deilighed. Haner og Høns fløi iveiret, naar hun gik over Gaarden, og da hun hørte, vi havde valgt os Bopæl andetsteds i Byen, heldede hun sig op til det skrøbelige, lave Rækværk foran Gaardens Æselstald og slog med Castagnetter og kastede med Øinene, til vi vare dette Fyrværkeri af Syne.

En spinkel, gammel Karl forslæbte sig næsten paa vore Kofferter og Natsække, dem, han havde bundet i en Byldt og løb med i Galop, for at han desto hurtigere kunde blive Byrden qvit. Snart naaede vi Cathedralen, og bag den, paa Plaza de San Leandro, traadte vi ind i det os anbefalede Hotel: Nantigua casa de hospedage de la Cruz. Det var ingen Fonda af første Rang, men dog det bedste Sted i Murcia for en Fremmed at tage ind. Her var fortræffeligt og utroligt billigt. Vi fik to store Stuer med Balconer ud til Pladsen og Sidegaden. Verten, Don Juan de la Cruz, og hans Hustru, bragte vi Brev, men de To, sagde man os, vare ikke længer i Huset, det bestyredes af Slægtninge, unge, venlige, høist skikkelige Folk. De spurgte, om vi vilde bevertes paa Fransk eller Spansk, vi valgte det Sidste, og fandt os særdeles tilfredse. Vi fik i Overflod stegte NPaafugle og Vagtler, mageløs Frugt og god Viin. For alt Dette, Kost og Huusleilighed, betaltes dagligt sexten Realer, omtrent ni Mark dansk.

Vi boede netop paa Pladsen bag den prægtige Domkirke, Orgelmusik og Messesang lød over til os, men udenfor var eensomt og stille; vi saae nogle Præster i fuld Ornat skride hen over Pladsen, ledsagede af et Par Chordrenge i røde Kjortler med stor Kniplings-Krave. Kirken blev naturligviis det første Sted, vi her besøgte.

I sin Oprindelse som Ntyrkisk Moskee maa den hele Bygning have været af stor Skjønhed, nu er den gjennem forskjellige Tidsaldre undergaaet en Deel Forandringer og har lidt ved tilføiede Forziringer. Den store Hovedindgang er bleven overlæsset med Snirkler og NBasreliefs; tunge Steenfigurer trykke hele Portalen. Dog uagtet det mauriske Taarn ogsaa har faaet flere af sine hesteskoformede, slanke Vinduer tilmurede og lider af en og anden NPaaklining, raader dog i dette den mauriske Stiil. Lave, opadheldende Skraaplaner danne en beqvem Opgang fra Gaden til Klokkerne i Høiden. Luftigt og frit ringe de der ud over By og Land.

Hvad der særligt opfyldte og interesserede mig ved Murcia var Zigeunerfolket, her skulde jeg finde det fastgroet, her, ligesom i Granada, beboede de en heel Forstad. Ganske alene burde man just ikke begive sig derud, havde man sagt, Kniven sad temmelig løs hos de Folk. I alle Europas Lande, hvor endnu Zigeunerne findes, ere de en omdragende, bandlyst Slægt, saaledes i Ungarn, i England og oppe i Norge, hvor de kjendes som »NFantefolket«; kun Spanien synes at blive dem et Hjemland. Uden Cultur, vandrende i Hedenskab, blev NGitanos, en ægyptisk Horde, dragende om i Landet som et andet Vildt, man lader leve og søge sin Føde. Næste Dag maatte jeg ud i Murcias Forstad, hvor de boede, men jeg vilde ikke, sagde man mig, finde der et Qvarteer, udelukkende for denne Slægt, i de sidste Aaringer boede ogsaa christne Familier der, og enkelte Gitanosfødte havde sat sig ned inde i selve Byen; Gitanos og Spaniere giftede sig med hverandre; Udviklingen skred frem paa Romantikens Bekostning.

Fra den stille Kirkeplads, hvor vi boede, kommer man snart ind i et befærdet Qvarteer, her ligger Alameda, hvor yppige Grædepile hænge deres bladfulde Grene ned i det udtørrede Flodleie; en muret, stor NBro fører over til en Plads,A hvor vi fandt Tummel og Trængsel af Mennesker, maleriskklædte Bønder sad paa deres udpyntede Muuldyr, Konen eller Kjæresten havde Plads bag paa Dyret. Nøgne Unger paa to, tre Aar løb og brunede sig i Solen, En havde en Appelsinskrælling om Halsen, det var hans Udmærkelse; Laurbærtræer og blomstrende NOleander groe her bogstaveligt i Rendestenen, og den havde Vand, det klare Vand, som den offrede til den store Flods udtørrede Dybde. Vi vare imidlertid ikke her paa Veien til Zigeuner-Forstaden, hørte vi, men findes maatte den og vi fandt den. Kunde jeg tegne, skulde jeg have hjembragt et Billede derfra.

Ved et lille, rørtækket Huus, hvor en overstøvet, blomstrende Oleanderbusk bredte sig, stod en sorthaaret Knøs, bruun i Huden, som om han var indgneden med Valnødsaft, Øinene gnistrende sorte, Trækkene tydeligt en Gitanos, han sleb en stor Røverkniv, og blev hjulpen af en lille, nøddebruun Pige i brandguult Skjørt; hendes ene NSærkeærme manglede, men det var en nydelig Barnearm, man saae. Hun dreiede Slibestenen og rakte Tungen ud efter mig, da jeg gik forbi.

Gjennem den lange Hovedgade NCalle del caballeros var Hjemveien kortest; Solen brændte, saa at man selv fik Udseende af en Gitano. Der laae ikke langt fra Kirken en Bygning, som vi antoge for en Café, indrettet med den Elegance, vi havde seet i Barcelona. Her var luftige Haller, Steensøiler bar Taget, et stort Seil var spændt ud over Haven, hvor der mellem Blomsterbede og Springvand vare stillede Bænke og smaa Borde, paa hvilke laae Bøger og Aviser. Collin og jeg gik herind, forlangte Forfriskninger, Opvarteren smilede og sagde, at vi vare i Localet for et sluttet Selskab, Byens NCasino, men tilføiede, at vi kunde blive, nyde hvad vi vilde, læse Aviserne, vi vare jo Fremmede og det var nok, kun maatte han først melde det hos en af Directeurerne, og vi erholdt strax med spansk Høflighed Tilladelsen, der spurgtes ikke om vore Navne, kun om Landet, vi vare fra.

Her var skyggefuldt, men ikke en Luftning, Varmen raadede; man skulde i den solhede Dag holde sig stille, ikke ideligt være paa Vandring, men NBisselæderet sad os i Skoene; det skulde man først slide paa ved Aften, paa den høitliggende Alameda, hvorfra man seer over Floden og Campagnen ud til Bjergene; de bestraaledes ved Solnedgang saa at de glødede, men kun et Øieblik, Skjæret slukkedes, og nu sprang Stjernerne frem, som om de havde ventet paa Signalet. Castagnetter klang fra et Huus, men ikke som man hører det i Norden; der klinge de, som raslede man med Træskaaler, her slaae de en Accord, udstøde en Klang, der i det stærke Taktslag svulmer i Fylde; de hævde deres Plads som selvstændige Instrumenter, de udslynge deres Melodi, det er en heel Digtning, to Hjerters hemmelige og dog høittalende Bekjendelser. Vi kjende i Norden ikke Castagnetternes Magt og høie Byrd.

Ja, det klang fra Castagnetterne, og Castagnetternes Klang blev i Spanien min første Sang.

Fra den smalle Gade kom hen over Pladsen en Procession, den eneste, jeg saae under hele mit Ophold her i Landet; Lysene brændte med lang NTane, Bøn og Psalmesang blandede sig, jeg forstod ikke Ordene, men tænkte paa den gamle spanske Psalme af NPrudentius F5, som vi have i vor danske Psalmebog. Det var en ung Piges Begravelse, Geistlige med Kors og Fane, hver Enkelt i Toget fulgte med et tændt, langt smalt Voxlys, Chordrenge svingede Røgelsekar. Høit paa formummede Mænds Skuldre bares paa sølvbroderet Tæppe den aabne Liigkiste; en ung Pige laae der, som et deiligt Voxbilled, med Blomster henover sig og Guds klare Stjernehimmel allerøverst; det var, som om hun sov, som om hun under Sang og Velsignelse skulde bringes til sit Sovekammer. Fra alle Tilskuere paa Balconerne og af alle Mødende fik den Døde en Hilsen, hun, som i sin Hvile var et Skridt nærmere de Forudgangne, end alle vi Levende ere det. Jeg fulgte Processionen om forbi Kirken og saae fra min Balcon endnu de sidste Lyspunkter af den forsvinde.

Aftenen var saa stille, saa stjerneklar; pludseligt lød igjen Castagnetter, unge Hjerter mødtes eller længtes efter at mødes. Nu klingrede, ringlede og raslede det, en tung Rumlen hørtes, det var Diligencen, trukken af tolv Muuldyr, behængte med Bjælder og Messingstads; de foer afsted, Lygten foran Mayoralen skinnede hen over de jagende Muuldyr, og saa var det igjen stille paa Pladsen og i Gaderne, ogsaa Guitar og Castagnetter taug, her var en Fred og Ro paa Jorden og i Himlen, Stjernerne deroppe vare saa store og klare, Luften saa let og dog saa varm, deilig at leve og aande i.

Hvorlænge vilde vel endnu vort Ophold blive i Murcia? Ja det vilde det første Dampskib, der gik fra Cartagena til Malaga, afgjøre; otte Dage vilde vi vente paa det, men ikke længer, saa maatte vi Veien tilbage igjen til Alicante, hvorfra Skibenes Afreise er regelmæssig.

En af vore Venner i Murcia telegrapherede for os til Cartagena, og Telegrammet, som kom, meldte, at et Dampskib til Malaga var ivente, og snarest, altsaa næste Dag, maatte vi de sex Timers Kjørsel til Cartagena.

Klokken Ti om Formiddagen afgik Diligencen fra samme Huespedes, hvor vi for fire Dage siden stege af. Den skidne Pepita stod igjen i sit ildrøde Skjørt og med det brandgule Tørklæde, en frisk Blomst i det fedtede Haar. Diligencen, vi skulde ind i, syntes at bestaae af to Træboder, man havde hamret sammen; Collin og jeg kom med en gammel Geistlig i den forreste Bod; Skodderne mellem os og den bageste Boutik bleve strax slaaede ned, saa at vi stadigt havde frisk Luftdrag i Nakken og sex Personer til Baglast. Der var en skrækkelig coquet, affecteert Tjenestepige, Munden løb paa hende som paa en Peberqværn; der var en ældre Madame, fed og dvask, et Stykke sovende Flesk; yderst i Hjørnet sad en til det Utrolige i Klæderne lappet Person; det var en Gjetningssag at finde ud, hvilken Klud i Kjole og i Buxer der hørte til fra Klædningens Oprindelse. Der var endnu tre Personer, hvoraf den Ene hørte til de mere velklædte, han havde NKalvekryds og glimrende Brystnaal, men hans Linned var i den Grad snavset, at dersom han hver Dag saae saaledes ud, maatte han bestemt leie Skidentøi hos en eller anden Vaskerkone. Tobaksrøg og Løglugt var Atmosphæren i Vognen; jeg mærkede den allerede, da jeg satte Foden paa Hjulet for at stige op; jeg maatte vende mig, for at faae en mindre blandet Mundfuld Luft. Jeg saae op mod Altanen paa det nærmeste Huus, der stod en Deel Fruentimmer og tilvinkede deres Venner og Veninder Lev vel; allerforrest stod et yndigt, lille Barn, en Pige paa to Aar; jeg nikkede til hende, og hun blev saa forlegen, at hun i sin Uskyldighed tog sin lille Særk op over Hovedet. Siig mig saa, at de unge Spanierinder ikke ere blufærdige!

Nu rumlede vi afsted gjennem Trængsel af Mennesker, ud af Byen, ind i en skyggefuld Allee med Haver, Viinmarker og Morbærlunde, bort fra det varme Murcia.