X

Tirsdag Aften den een og tyvende October forlode vi Granada. Oberst Larramendi og Visby, vore to trofaste Venner i Maurernes gamle Stad, vare paa Pletten; mine smaa Venner, Larramendis Børn, ligesaa for at raabe: »Nadios! Vaya usted con Dios!«

Diligencen var et Slags Omnibus, med Sæder paa Siderne, de bleve ganske fyldte; meest Plads tog en gammel Bedstemoder med en Crinoline, den Alle vi i Vognen kunde have havt nok af til Telttag; hun fik saa mange Kys, at ogsaa de kunde have været nok, fordeelte paa hele Selskabet. Tre unge, livlige Spaniere gjorde Reisen med; de strømmede over af Folkesange, en heel guldbærende Darro for en Samler af Folkemelodier. Allerede i den uendelig lange Forstad begyndte Sangen, alle mulige Viser, meest sungne paa Bondemaneer, i Spanien som i Italien, snøvlende, med lange, snurrende Toner. De første tre Timer var det ganske interessant, siden trættede det, man fik ingen Hvile. Der blev ogsaa sunget een og anden saftig Vise; det kunde jeg faae ud af de Ord, jeg forstod, og af den overgivne Latter, de unge Fyre istemte ved hvert Vers. Gamle Bedstemoder brøde de sig ikke om, hun sov eller lod som hun sov. Under denne lystige Syngen fore vi hen over Campagnen, hvor hist og her et Lys blinkede ud fra en af de mange Gaarde, eller et stort Blus lyste paa Marken.

Ved Midnat naaede vi Loja; der skiltes vi fra vore syngende Ungersvende og fik nyt Reiseselskab, en heel Familie; Manden høi, mørk og alvorlig, med spansk NGrandezza; han saae meget lærd ud og blev kaldet NCatedratico, det vil sige Professor; hans Kone var et nydeligt Barn, hun saae ud til kun at være sexten Aar, havde store, milde Øine og tre Børn; vi havde dem alle i Vognen; de gjorde Alt hvad Børn kunde gjøre i en Vogn og vilde ikke sove uden ved tændt Lys; derfor sad den unge Mama med et stort, brændende Voxlys i Haanden og lyste, saa at jeg nær var blendet deraf, og da hun vilde sove, maatte Fatter holde Lyset, og da han vilde sove, maatte Pigen holde det, og da hun ogsaa sov og var nærved at tabe baade Lyset og Barnet, slukkede hendes Nabo Fyret, og vi sad i søvnindbydende Mørke; men med Eet istemte den mindste Lille et Lysets Skrig, og saa den anden Lille, og saa den Tredie; der blev en almindelig Opvaagnelse og Fyret tændtes.

Vognen slingrede, Tobak blev der røget, den unge Kone var søsyg; det var Nattens Begivenheder. Udenfor var Luften kold og klam; en vaad Taage laae over Bjergene, den fordeelte sig først, da vi i Dagningen naaede over Bjerghøiden, og Veien heldede ned mod Malaga. Eensomt og øde var det rundt om; vi kjørte ved dybe Afgrunde; nede i de snevre Dale rugede endnu Mørket, medens vi oppe i Høiden saae klart hver Gjenstand om os. Bjælderne paa Muuldyrene fik større Klang i denne umaadelige Taushed. Vi mødte ridende Politisoldater, altid to og to; paa et Sted af Veien havde de tændt en stor Ild, de vare stegne af Hestene og varmede sig.

Nu brød Solen frem, Havet bredte sig blankt og blaat, Malagas hvide, fladtagede Huse, dens mægtige Domkirke og det høitliggende mauriske NCastel traadte frem mod Hav og Luft. Nu saae vi NGuadalmedinas udtørrede Flodleie; derned, mellem støvede, store Cacteer, rullede vi imod Byen. Det var hjemligt at komme her igjen, Alt var os saa kjendt og i Hotellet bleve vi modtagne som gamle Venner.

Jeg sad igjen paa Balconen ud til Alameda, det saae ud, som om den samme Menneskevrimmel bølgede dernede, og i Havnen, som om alle de samme Skibe laae der, men det var dog ikke Tilfældet; alle de danske Fartøier vare afseilede, hjemveis mod Danmark.

Jeg skyndte mig til Consul Scholtz og mine andre Venner. Velkomsten var overalt saa hjertelig. Jeg gik igjen i Vrimlen paa Alameda, langs Havbredden, hvor Brændingen sprøitede høit i Luften; jeg kjørte til mit Yndlingssted, den protestantiske Kirkegaard; min Tanke havde været der, da jeg følte mig syg i Fonda de los siete suelos.

sang jeg engang i Norden under Bøgetræerne, her gjentog jeg det under de susende Palmer, hvor Myrterne blomstre og NPebersvendens Geranier voxe høit og frodigt: »Ved det speilklare Hav, ved det svulmende Hav!« det havde et mørkere Udseende, end da jeg var her sidst, og viste, at Stormen kunde sætte det i Bevægelse; Vinden blæste med Kraft, som hjemme i Danmark, Skyer trak sammen, der faldt tunge Regndraaber.

Dagen derpaa stod i Malaga Avis: »Igaar begyndte Vinteren.« Den strenge Tid var altsaa nu begyndt, strengere blev den heller ikke, ellers var der ikke Sandhed i Verset:

(Fortryllende Malaga med det evige Foraar).

Allerede for et Par Uger siden var en Mængde Nbrystsyge Englændere indtrufne; det er her Tegnet paa Vinterens Komme, ligesom hjemme hos os Storkens Ankomst bebuder Foraar.

Theatrene vare aabnede; den italienske Opera var begyndt med de verdiske Compositioner: »Rigoletto, la Traviata« og »un ballo in maschera«; den vilde nu forsøge at bringe til Opførelse en tydsk Musik, nemlig NFlotows Syngestykke: »N«.

Saavidt jeg her har kunnet erfare, er endnu ikke en eneste Opera af Mozart, ikke engang hans udødelige, til et ægte spansk NSujet componerede Mesterværk, NDon Juan, naaet over Pyrenæerne. Flotows Martha er den første Aabenbarelse fra Tydskland. De fransk og italiensk klingende flotowske Melodier ere som lette Jægertropper gaaede foran den store musikalske Hærmagt, anførte af Tonernes Konger NMozart og Beethoven samt de Herrer Generaler Carl Maria Weber, Marschner etc.

Jeg bivaanede den første Forestilling af Martha; Hovedpartiet blev smukt sunget af en ung polsk Dame, Tenoren var fra Rusland, de andre Sangere og Sangerinder vare fra Italien. Decorationerne og Sceneriet var usselt; men Stemmerne og Foredraget meget smukt, dog ikke en Haand rørte sig under hele Forestillingen; man forklarede mig Aarsagen; den egentlig regjerende Primadonna havde ikke Partie i denne Opera, men var tilstede, hun sad i sin Loge over Orchestret; hun vilde ikke have tilgivet sit Publikum, om Andre end hun her i Huset fik Bifaldsstormen. Alligevel var Hjertet godt; i Mellemacterne gik hun, sagde man, op bag Coulisserne og takkede de publikumforladte Sangerinder.

Huset har fire Etager; men mange Mennesker vare her ikke; en Deel unge Piger sad forrest i første Etage og talte meget livlig med en Deel pyntede, opmærksomme unge Herrer; alle vare de, da jeg hørte deres Alder, endnu kun Børn; Herrerne femten Aar, Damerne elleve Aar, men fuldkommen udviklede; de unge Damer bevægede med den sædvanlige Ynde og Ziirlighed deres Vifte, slog saa kjækt og klædeligt med Nakken, nydelige Smaapiger! een af dem, hørte jeg, var allerede for et Aar siden gift og nu Mama.

Afreisens Dag kom. Dampskibet Paris, der, efter at have forladt Havnen i Lissabon, ved Storm var blevet forsinket, indtraf i den tidlige Morgen og skulde ud paa Aftenen igjen gjøre Reisen tilbage; vi toge vore Pladse, jeg ordnede mine Sager til Afreisen og da fik jeg en Overraskelse, en Skræk, en Sorg kan jeg kalde den.

Naturligviis havde jeg ladet mine Ordensdecorationer blive hjemme i Danmark, men en Efterligning i det Smaa, alle forenede ved en Guldkjæde, førte jeg med; derimellem var »NNordstjernen«, netop den, Oehlenschläger havde baaret og engang, da jeg var dybt bedrøvet over altfor streng critisk Medfart som Digter, givet mig med Erkjendelsens og Opmuntringens Ord, den skulde være mig et Minde om ham, det Eneste jeg eiede; den betragtede jeg som en Amulet paa Reisen. Kun i Malaga havde jeg ved et Festmaaltid baaret denne Prydelse, i Granada viist den til en af mine Venner og derpaa lagt den hen. Flere Uger vare gaaede og nu pludselig, idet jeg aabnede Æsken, hvori den skulde ligge, var den borte. Jeg søgte i hvert Gjemme, rystede hvert Klædningsstykke, forgjeves. Jeg skrev til Hr. Visby i Granada derom; han lod i begge Fondaer, hvor jeg havde boet, spørge og undersøge. Consul Scholtz lod i Malagas og Granadas Aviser efterlyse det Tabte eller Stjaalne; jeg fik det aldrig. Oehlenschlägers baarne Nordstjerne, den, han havde givet mig, var tabt og kom aldrig mere igjen. Jeg var dybt bedrøvet, endnu trykker Tanken mig.

Granada, i al sin Pragt og Herlighed, var i Spanien det Sted, hvorfra meer end een piinlig og tung Erindring er tilbage. Besøget her var dyrere end det turde være og tog saaledes Uger fra et længere Ophold i Spanien; i Granada blev, som fortalt, jeg og min Reisefælle syg, i Granada laae i mere end eet Brev »et raakoldt Pust« fra det Land, der har min Kjærlighed og Tanke. Jeg havde en Fornemmelse af at prøve Hverdagslivets nopprede NHvergarn og ikke slide Fløiel, som man skulde troe.

Ja, den Vise har jeg allerede sunget før, men den vil gjentages, skal jeg leve.

Solen skinnede endnu paa Fortet, det gamle Gibralfaro, da jeg med vor Consul, i hans Baad, roede ud til Dampskibet. Aftenen kom snart og pludseligt; jeg foretrak ved Daglys at gaae ombord; Collin indtraf senere paa Aftenen, tidsnok før Skibets Afgang, der først fandt Sted ved Midnat; Lysene i Byen blinkede ud til os; Fyrtaarnet var længe at see, Søen rolig.

I Dagningen kom jeg op paa Dækket. Den afrikanske Kyst, med sortblaae Bjerge, laae foran, til Høire det spanske Kystland med sit sydligste Punkt, Klippen Gibraltar; tæt op til den skinnede hvide Huse, en heel By, der dog ikke laae saa nær som den syntes, det var den spanske By Algeciras paa Vestsiden af Gibraltar-Bugten, vi saae den over Landtangen, som forbinder Gibraltar-Klippen med det spanske Land. Gibraltar var unegtelig engang en Klippe ude i Havet, dette har i Tiden sat Sand ind imellem Klippe og Fastland, og forenet dem, hvorved Gibraltar er bleven Europas NSydspids.

Vort Fartøi gled forbi den flade Sandstrimmel, ind under den mægtige Klippe; Havet har boret dybe Huler ind i den; skrigende Søfugle var her nok af. Høit oppe er hugget Tunneler og anlagt svære Befæstninger; NFirsindstyvepundigere vende deres dødsendende Gab ud over Havet. Vort Fartøi skød gjennem Vandet, mellem de efter Vinden krydsende Skibe, hen forbi Fæstningsværkerne paa Klippens sydligste Pynt, dreiede saa mod Nord ind i Bugten, og en heel By udfoldede sig med Bygninger terrasseformigt opstillede. Det var imidlertid endnu ikke Fæstningsbyen Gibraltar, men den udenfor samme liggende Deel, der af Spanierne kaldes N og af Englænderne Syd, det vil sige Syd-Gibraltar; nu fulgte Haveterrasser med Villaer og endelig, bag Bastioner og Fæstningsmure, den egenlige Stad, heldende sig op ad den stenede med Cacteer begroede Klippe.

En Baad kom ud til Dampskibet; alle Papirer bleve tagne med en Jerntang, seete paa og da leverede tilbage med Hænderne; vi fik nu Lov til at stige i Land og ved Landingsstedet Tilladelse til at opholde os her et Par Dage. Vi vare altsaa nu paa engelsk Grund.

En broget Vrimmel, et heelt NMønsterkort paa Nationaliteter, mylrede ind og ud af den lave Fæstningsport, foran hvilken stode rødkjolede engelske Soldater med blaae Øine og lyst Haar. Udenfor Porten var Kjød-, Urte- og Frugttorv, indenfor en stor Paradeplads, der førte til Byens lange Hovedgade; her vrimlede med Beduiner i Burnus, marokkanske Jøder i Kaftan, Tøfler og Turban, Matroser af alle Folkefærd, Fremmede ligesaa, Enkelte bare et langt grønt Slør om Hatten, som Værn mod de stærke Solstraaler.

I Hotellet Kings arms havde vor danske Consul, NHr. Mathiasen, bestilt Værelser for os, Leietjeneren, som i Havnen modtog os, vidste Besked derom, og snart vare vi indqvarterede i god engelsk Comfort. Paa Trapper og i Stuer saae man Folk af alle Nationer og Sprog. Ved Bordet blev ihast gjort Bekjendtskab; her var et Par livlige, elskværdige engelske Søofficerer, to unge Franskmænd, en Tydsker og en Russer, to unge Spaniere vare lige indtrufne fra Crocodil-Jagt paa Nilen.

Medens vi endnu sad ved Bordet, kom Consul Mathiasen og førte os til sit gjestfrie Huus. Rundt om i Stuerne var saa Meget, der mindede om Danmark; der hang et stort Maleri, en dansk Bøgeskov, malet af N; paa Bordet laae NPaludan-Müllers Nsamlede Skrifter. Hr. Mathiasen bragte os det sidste Nummer af »NDagbladet«, det kom hertil over England. Jeg læste deri det kongelige Theaters Repertoire for Ugen otte Dage tilbage; man gav »NFjernt fra Danmark,« selv var jeg fjern og dog nær, Tanken har en Guds Kraft til at flyve. Et Brev havde her allerede i en Maaned ventet paa mig, det var fra den engelske Ministerresident i NTanger, NSir John Drummond Hay; han var saa venlig at indbyde mig med min Reisekammerat at boe i hans Huus, dersom vi besøgte den afrikanske Kyst.

Kun eengang om Ugen gik Dampskibet mellem Gibraltar og Tanger, vi havde et Par Dage endnu før det tog afsted, kunde saaledes forud melde vor Ankomst; en Fisker, der ofte besørgede Breve mellem Gibraltar og Tanger, fik min Skrivelse; nu var det at benytte Dagene, vi bleve her paa Gibraltar-Klippen.

Consul Mathiasen afhentede os til en smuk Udflugt. Vi kjørte gjennem de trykkende, mægtige Fæstningsværker, hen ad snevre, slyngede Veie, ud paa den flade Landtange, der forbinder Klippen Gibraltar med det spanske Høiland. Alt var udbrændt og tørt; hist og her stod en Agave med sin afbrudte, tykke Stængel, Støvet laae hen over de tunge, sabellange Blade. Havbugten mod Algeciras strakte sig til Venstre, det aabne Hav til Høire. Paa Sand-Veien, hvor vi kjørte, var opslaaet en Feltleir; den engelske Besætning herovre skiftes til at ligge i Byen og udenfor, under Telte, for at vænnes til Feltlivet.

Snart naaede vi hen over et, paa Skudvidde, øde Stykke neutralt Land, og derpaa den første lille, spanske By, den laae med et plankeværkagtigt Hegn; spanske Soldater stode ved Porten.

Vi vendte om, og foran os, stigende op fra Sandsletten og Havet, løftede sig lodret den mægtige Klippevæg; tydeligt saae man Skydehullerne i Galerierne, som i viid Udstrækning ere sprængte i Stenen. Paa NSand-Isthmen var Skydeøvelse, med Skarpt; vi maatte derfor holde os til Veien, vi vare komne, og af samme vende tilbage. Gjennem Fæstningsværkerne og hen over Murene, hjemme vilde vi kalde det »hen over Volden,« naaede vi Syd paa ud igjen af Byen til NAlameda, her et heelt Have-Anlæg; snart laae Syd-Gibraltar nedenfor; vi kjørte forbi venlige Landsteder, med hvide Mure og grønmalede Vinduesskjerme; i Haverne prangede Træer med store, solsikkelignende røde Blomster; her var en Rigdom af Grønt og brogede Slyngplanter. I en Villa, der tilhørte vor Consuls Svigermoder, en irsk Dame, nøde vi Forfriskninger og den deiligste Udsigt over Algeciras-Bugten til By og Bjerge, hen mod Tarifa og den afrikanske Kyst. Dog endnu mere storartet udfoldede sig det hele Skue, idet vi fra Klippens sydligste Punkt, hvor Kjøreveien dreier mod Nordost og der snart aldeles holder op, stege tilfods saa høit vi kunde paa den udbrændte Klippe, som Sol og Havtaagen har forvittret. Forbi Soldater og Kanoner naaede vi denne storartede Eensomhed; vilde Agurker voxe hen over Klippeblokkene; dybt under os saae vi det mørkeblaae, næsten blæksorte Vand, der væltede skumhvide Bølger; en Fisker i sin Baad laae dernede, Søfugle fløi hen over ham ind i de dybe Klippehuler. Mange Fartøier havde her søgt Læ og ventede paa Vind til at passere Strædet ud i Atlanterhavet. Vort Øie havde i Omraade et Skue fra de mørke Bjerge Nordpaa, oppe fra Malaga-Bugten den hele Kyst, og ud over det uendelige Middelhav; Syd for os løftede sig det afrikanske Høiland; kun sex danske Miil er her over til NCeuta, den spanske By paa Afrikas Kyst, den var saa tydelig at see i den tynde, klare Luft, selv de enkelte Bygninger viste sig, Bjergenes Conturer kom saa bestemte frem, den ene Høide bag den anden.

Ogsaa med Consul Mathiasen, der forskaffede os Gouverneurens Tilladelse, saae vi senere en Dag de uindtagelige Fæstningsværker, alle Nsprængte i Klippens Sider. Gjennem en lille, bebygget Plads, hvor en Deel af Besætningen med deres Familier boer, førtes vi, ledsagede af to Soldater, ind i fængselsagtige Hvælvinger; man laasede og lukkede for os igjen, snart gik vi i Mulm og Mørke, snart stege vi i aabne Gange, med den klare Luft over os og Klippen selv til Væg med Skydehuller. Det var en trættende Vandring heelt op til NFlaghuset, øverst paa Klippen; Veien derfra ned førte forbi en mægtig NKlippehule, hvis selsomme Drypsteens-Former og aldrig opdagede Dybde er af stor Interesse; det er et Sagn, en Folkemening, at denne Hule strækker sig ned under Strædet og har sin Udgang paa den afrikanske Kyst; Aberne, troer man, have, gjennem denne undersøiske Tunnel, fundet Vei herover. Mange Skeletter af disse Dyr findes i Hulen; Aberne begrave selv deres Døde. Da Collin var her, kom just Gouverneuren med en Deel Fremmede, der blev tændt NBlaalys inde i Hulen, hvis selsomme Former og Drypsteens-Skikkelser traadte forunderlig trolddomsagtigt frem. Fra Maurernes Tid sees endnu mod Nordvest et Slags NFort, det er saa at sige nu groet sammen med de nye Muurværker og Befæstninger, der naae fra øverst til nederst. Man er paa Gibraltar under Laas og Lukke, og det fornemmes især ved Solnedgang, Signalskuddet lyder, Fæstningsportene lukkes, al Forbindelse med Omverdenen udenfor er da afbrudt, indtil ved Solopgang et Kanonskud igjen beordrer at Portene aabnes. Husker man ikke herpaa, da fornemmes ikke dette Baand: den lange, gasbelyste Gade vrimler med Mennesker af alle Nationer, Tyrker, Arabere, Englændere og Franskmænd; Regimentsmusiken spiller, Theatret aabnes; her var for Øieblikket Opera; en af de nyeste »NMoreto«, Musiken af en Spanier, gjorde stor Lykke.

Graat, regnfuldt Veir fik vi en halv Dag, det var som nordisk Efteraar, men hørte ikke til det Almindelige. Gibraltars hele Vintertid svøber sig i et Par saadanne blæsende, graavaade Dage; ved Juletid er allerede Foraaret her, sagde man, da seer man det friske Grønne og de tidlige Blomster.

Et ganske deiligt, varmt Solskinsveir havde vi Dagen derpaa; netop den første November. Collin kravlede om paa Klipperne og samlede Snegle og andre NKrybdyr til sin Samling; jeg var paa Vandringen med en ung, livsglad Franskmand; vi gik ud til Alameda og kom saaledes først paa Kirkegaarden, der ligger tæt udenfor Byens sydlige Port op til Murene. Figentræer skyggede over Gravene, mørke Cypresser og blomstrende Buske give Afvexling; her voxe høie Hækker med store, klokkeformede Blomster, der næsten ligne hvide NCalla, de groe rundt om i Haverne og benyttes af Damerne til Bal; den første Time beholde de deres oprindelige Farve, ud paa Natten blive de lilla og i Morgenstunden ere de røde. Snart vare vi paa Alameda, der ved Plantninger af Træer, Buske og Blomster er høist indbydende; her lufter den friske Søvind, herfra seer man ud over den med Baade og Skibe opfyldte udstrakte Bugt til Algeciras og de nøgne, stenede Bjerge, hvormed Europa slipper.

Vi mødte en Deel Spadserende, især Damer og Børn, de fleste lyshaarede af blond, engelsk Udseende. Min unge Franskmand, et varmt, let bevægeligt Gemyt, blev strax betagen ved Synet af en Blondine, uagtet hans Hjerte ellers, som han sagde, slog kun for de sortøiede Spanierinder. Man skulde af hans Tale rigtignok troe, at han var uimodstaaelig, som de Skjønne, han fortalte om. Hvor var han ung, flammende og meddelelig! men tillige ogsaa høist elskværdig godmodig, saa at hans gamle Tante, der altid, som han sagde, forkjælede ham, nok havde en Slags Aarsag til at kalde alle hans Svagheder Ridderlighed. Han vidste at fortælle om »Nspanske Piger«; jeg troede ikke det Halve.

Sydboen har saa megen Livlighed, Noget saa barnligt og uberegnet, at mange Fremmede tilvisse opfatte Qvinderne i disse Lande ganske urigtig. Man bør ikke, i den Henseende, troe Alt, hvad hvert lystigt Blod fortæller, ikke troe Alt, hvad der skrives og trykkes.

XI

Et Besøg i NAfrika

I den tidlige Morgenstund, den anden November, afgik Dampskib fra Gibraltar til Tanger. Collin og jeg vare allerede ombord, da vi endnu engang saae vor opmærksomme Ven, Hr. Consul Mathiasen; han bragte os Hilsen fra sin Frue og en ung Ubekjendt, hans yngste Søn, der for et Par Timer siden var født i denne Morgen, en ny Indvaaner for Klippen Gibraltar.

Besætningen ombord paa Dampskibet var saagodtsom kun Maurer, vor Leietjener anbefalede os til en af disse, der var Understyrmand. Fartøiet hørte til de meget smaa og vippede stærkt paa den bevægede Sø; vi styrede tværs over Bugten mod Algeciras, gik saa langs den spanske Kyst, der var nøgen og klippefuld, heelt ind under Tarifa. Sorte, mørke Steen-Masser ragede op af Søen, Brændingen slog hen over. Europas hele Sydpynt er et vildt Fjeldland, udbrændt og øde; Byen Tarifa skjulte sig bag nøgne, sorte Klippeblokke; kun et gammelt, graasort Fyrtaarn ragede frem, omkredset af skrigende Fugle. Afrika, som vi fra Tarifa styrede over imod, i Retning af Tanger, laae smilende og frugtbart. Op bag Ceuta hævede Landet sig storartet med tre NBjergrækker, bag hverandre, den ene høiere end den anden, og een af dem saa takket udsavet som var det Monserrat ved Barcelona; men altsom Kysten strækker sig mod Tanger, ud af Strædet, til Atlanterhavet, bliver den mere og mere lav og har grønne Høider, ikke uliig Sjællands nordlige Kyst. Med hvide Mure, fladtagede Huse og øverst en kalkhvid NFæstning fremtonede nu Tanger. Bag ved Byen syntes henslængt en lille Prøve paa Ørkenens gule Sand, og hen over dette bevægede sig et Tog af belæssede Kameler. Her er ingen Havn, ingen Læ imod den rullende Sø, selv den lange, stærke Molo er af Europæerne bleven ødelagt, Nfør de forlod som deres Besiddelse. Dampskibet stoppede temmeligt langt ude og kastede Anker; et Par Baade med halvnøgne, solbrændte Maurer kom under stærke Aaretag ud til os; skrigende, vinkende trængte de ind paa Skibstrappen. Jeg ventede at opdage Een eller Anden fra Drummond Hays Huus for at tage imod os, men jeg saae Ingen.

Vor Styrmand anbefalede os en af Baadene, og strax bleve vi og vort Gods, ligesom revne ned i den, og i jagende Fart roet mod Kysten. Brændingen sprøitede over den ødelagte Skibsbro; Søerne kom i store Rullinger og skyllede høit op paa Sandet. En halv Snees marokkanske kaftanklædte Jøder sprang ud i Vandet og vadede hen til os. Een snappede en Koffert, en Anden en Vadsæk, en Tredie løb med Paraplyerne, det var som en Plyndring. De hørte hverken Raab eller Tale. Een greb mig ved det ene Been, en Anden ved det andet Been, og før jeg vidste det, sad jeg paa Hovedet af en Tredie, og saaledes løftet i Høiden, baaren og holdt paa, blev jeg, Collin og endnu en reisende Englænder bragt paa det Tørre, mellem ilandtrukne Fiskerbaade og udstrakte, halvsovende Maurer; Nogle vendte sig og blev liggende, Andre reiste sig og, med en heel Skare nøgne, skrigende Drenge, fulgte os til Byens aabne, yderste Port. Vi stode der, som flyttede til N eller en anden af »Tusind og een Nats« omtalte Byer. Her, i en aaben Hal, sad, med Turban og langt Skjæg, Folk, der saae ud som Nde syv Vise: her var da kun de sex, og deres Viisdom kan jeg ikke tale om, da jeg ikke forstod Sproget. Vi vare i Douanen, vore Kofferter maatte aabnes. Jeg kan hverken Marokkansk eller Arabisk, jeg sagde derfor kun de magiske Ord: »the english ambassador!« og det var ogsaa Tale nok; vi fik god Behandling, Lov til at drage videre, og det gjorde vi, ledsagede af en Snees halvnøgne NBarbarer; vare vi ikke ogsaa paa Barbarernes Kyst, i Landet hvorfra i gammel Tid NSørøverne gik ud, som fra NTunis, Algier og Tripolis, for at øve Rov og Drab. Vore Ledsagere raabte og pluddrede hverandre i Munden, Een løb med eet Stykke af vort Tøi, en Anden med et andet Stykke, Alle vilde de, ligesom Jøderne, der havde baaret os i Land, have deres Fortjeneste. Vi kom gjennem en Byport endnu, snevrere end den ud til Havnen, og nu gik vi mellem solhede, hvide Mure, Huse, med en lav Dør og et Hul i Væggen til Vindue. Fruentimmerne, som mødte os, svøbte sig tættere i deres Sække-Omhæng og listede sig som Skygger forbi. Nogle Muuldyr og en bepakket Kameel spærrede aldeles Gaden, der halsbrækkende ligger som den kan mellem Husene og fører forbi NMoskeen. Porten til denne stod aaben, man turde see ind, men ikke standse; det Sted var Nfor helligt for christne Øine.

En ung Maurer førte os til den engelske Ministers Hotel, men hele Familien her var paa Landet, paa deres Landsted »Ravensrock«, der ligger ud mod Atlanterhavet, omtrent en dansk Miil fra Tanger. Vi traf imidlertid det engelske Gesandtskabs Secretair, NMr. Green , han vidste, at man ventede os, men forsikkrede, at intet Brev fra mig var indtruffet. Fiskeren, der skulde bringe dette, erfarede vi siden, var fra Gibraltar gaaet til Tarifa, og først tre Dage efter vor Ankomst hos Drummond Hay afleverede han Brevet, der meldte vort Komme.

Snart bleve Heste og Muuldyr bragte for os og vort Tøi, kjøre var her ikke at tænke paa, Vogne fandtes ikke, og Tangers Gader ere endelig ogsaa som et udtørret Flodleie, man maa frem over Steen, Muurbrokker og Feieskarn. Næsten alle Huse frembyde en Forening af Dør og Vindue, der tillige tjener som Disk eller Værksted; deroppe sad paa østerlandsk Maneer de Handlende og Arbeidende, meest marokkanske Jøder, i lang Slobrokskjole med Skjærf om Livet. Paa selve Gaden saae vi en Deel Arabere i hvide Burnus; Vandsælgerne gik saagodtsom kun skjorteklædte, og vare af et forunderligt vildt Udseende, med Messingzirater i deres kulsorte, purrede Haar. Flere hundrede Mile inde fra Landet komme de til Tanger, for at skaffe sig en lille Fortjeneste ved at sælge Vand; dette bære de paa Ryggen i store Gedeskindssække, som Haarene vende udad paa. Vandet sivede gjennem Skindet, bag til vare de aldeles vaade; Draaberne løb dem ned over de sortbrune Lægge. Halvnøgne, solbrændte Drenge trængte sig frem eller laae udenfor Husets Indgang og legede med Pinde; mauriske Qvinder bevægede sig forbi udeeltagende, ganske hyllede ind i deres Sækkelærreds Omhæng, de saae ud som vandrende Møllesække. Byens vestlige Port, ud mod Landet, er lav og smal; den vinklede Gyde foran var opfyldt med Folk og Fæ; det var ogsaa Markedsdag. Tæt udenfor Fæstningsmuren maatte vi gjennem en heel Leir af Beduiner og Arabere, der her med deres Kameler strakte sig i det dybe Sand. Et Par mauriske unge Knøse ledede vore Muuldyr, Hr. Green ledsagede os. Vi rede hen over den maleriske Hede, hvor kæmpestore Cactus mylrede frem. Et Par forladte Villaer kom vi forbi, Orangetræer derinde dannede et tæt Skovkrat; vi rede videre mellem Jordskrenter med Laurbærhækker og et Buskads af NDvergpalmer. Vor Vei, om det kan kaldes en Vei, lignede snart Tangers stenede Gader, snart en smal Hedesti; den førte ind mellem Indhegninger om en Arabers landlige Bopæl og Familie-Kirkegaarden med dens Grave; nu vare vi i en Plantning af NSpanskrør, og atter igjen ude paa Heden; dybt under os rullede Havet, bag ved os saae vi, hen over det mørkegrønne glindsende Skovkrat, Byen Tanger og hele Kystlandet, hvor den skumhvide Brænding dannede sin bevægelige Kantning. Mr. Green fortalte, at for ni Aar siden havde en Løve forvildet sig herop; Drummond Hay, med en Deel af Befolkningen, gjorde forgjeves Jagt paa den; her i Krattet, bag de høie Stene, havde en af Maurerne først faaet Øie paa den, dødbleg blev han staaende, uden at kunne mæle et Ord, saa stor var hans Forfærdelse. Vilde Dyr vare her nok af; Vildsviin og NPigrotter vilde vi faae at see og maaskee allerede til Natten høre Skriget af Schakalerne, der kom ind i Haven ved Landstedet; vi naaede herud efter en Times Ridt. Skinnende hvidt, stort som et Slot, præsenterede sig Ravensrock, midt i det Grønne, høit over Havet. Boliger for de forskjellige Betjente, Vaskehuus, Staldbygning, laae med hvide, flade Tage, spredte i den fra Hedestrækning indvundne Have; udenfor var et vildsomt Krat af blomstrende Myrter, store Buske med jordbærlignende Frugter, Dvergpalmer og vilde Orangetræer, flere af disse havde faaet Lov at blive, da Haven anlagdes. Hele Tjenerskabet, selv Fruentimmerne, bestode af Maurer; Hussein, den fornemste af Tyendet, en smuk Karl, med stadselig Turban og hvid Burnus med sorte Striber, enhver Dame kunde i vore europæiske Byer have baaret den, kom med to unge Maurer, Hamed og Boomgrais, i hvide NPlusbuxer og med rød Fez; de hjalp os af Muuldyrene og førte disse til Staldene. Sir Drummond Hay, en Mand med et klogt, venligt Ansigt, tog saa hjerteligt og godt mod os, vi fornam strax, at vi vare velkomne. NFru Drummond Hay med begge de unge NDøttre hilsede os paa Dansk. Det kjære Modersmaal klang paa den afrikanske Kyst, i den deiligste Natur, ved det store, rullende Atlanterhav.

Det Værelse, man anviste mig, havde den skjønneste Udsigt; til Høire, hen over Haven og den kratgroede, grønne Kyst, saae man bag Tanger de høie, blaanende Bjerge ved Ceuta og derud for det aabne Stræde mod Middelhavet, hvor Seil- og Dampskibe kom og gik. Lige for laae det spanske Kystland, fra Gibraltar-Klippen, hele den vilde Kyst med Tarifa, NTrafalgar-Bugten og Bjergene op mod NCadiz. Atlanterhavet strakte sig i sin Uendelighed mod Vest.

Deiligst var her om Aftenen. Fyret ved Tarifa syntes saa nær, og enkelte Øieblikke øinede man et Blink fra det fjerne Trafalgar-Fyrtaarn; Fuldmaanen skinnede ud over det udstrakte, rullende Hav; Luften var saa uendelig gjennemsigtig, grønblaa i sin Farve; Maanen seilede i Luftrummet, de enkelte Stjerner, der vare at see, syntes ikke at sidde fast paa den dybe Himmelgrund, de rullede som Kloder gjennem det Uendelige.

Herligt og Nyt var Alt rundt om, medens inde i Huset fandtes engelsk Comfort og de hjerteligste, de bedste Mennesker, hvis Tanke var at gjøre os Opholdet her lykkeligt og godt. Velsignede, uforglemmelige Dage og Aftener tilbragtes her, et nyt, indholdsrigt Blad i mit Livs Eventyr.

Hjemligt var her; mit Modersmaal hørte jeg. Fru Drummond-Hay, en af disse stille, ædle, qvindelige Naturer, er en Datter af den afdøde danske General-Consul N i Tanger. Om Slægt og Venner i det kjære Danmark var meget at tale; danske Melodier klang fra Claveret. Husets unge, smukke Døttre sad hos os, Louisa og Alice, den Ene er født i Kjøbenhavn, den Anden i Tanger; de kjendte mine Eventyr i Nengelsk-Oversættelse; den franske NGenfer-Udgave, hvori staaer NDyndkongens Datter, et Eventyr, hvori Scenen skifter mellem Danmark og Afrika, fik Plads i deres Bogskab; i Bogen selv skrev jeg:

Vi gik fra Haven ud i den vildtblomstrende Campagne, der stod med en Pragt af Lyngblomster, de meest forskjellige Arter, en Rigdom, der vilde pryde hvert udsøgt Drivhuus i Europa. Dvergpalmen bredte sine grønne Vifter i en heel Bouquet, som vore Bregne-Bouquetter. Myrter og Laurbær dannede et tæt Krat. Herude havde ved solklar Dag lyst paa Himlen et Meteor, der var faldet mellem de nære, høie Klippeblokke, som ragede frem høit over Krat og Buske; der var intet Spor at see af Meteoret, men en Udsigt, glimrende stor, ud over den hele Campagne, langt ind i Landet, mod Sydost; de besneede N løftede sig der i Horizonten som en Alperække. Hen over os fløi i Flokke sorte, skrigende Ravne. Den Mængde her findes, havde givet Stedet Navnet Ravensrock.

Maurerne fortælle en Historie om Ravnene; jeg hørte den af Drummond Hay, der bad mig engang at give den i et Eventyr.

Maurerne troe, at Ravnene, naar de komme ud af Ægget, ere hvide, og de fortælle da med megen Livlighed, hvor forskrækket Ravnefader blev, da Ungen krøb ud og var hvid: »Hvad er det?« sagde Ravnefader og saae paa sig selv, men ikke en hvid Fjer kunde han finde paa sin Krop, og Ungen var dog hvid. Han saae paa Ravnemoder, ikke en hvid Fjer var heller at finde der, og saa tiltalte han Mutter og bad om en Forklaring. »Jeg begriber det ikke«, sagde hun, »men giv bare Tid, saa kommer nok det Rette frem!« »Jeg flyver herfra!« sagde han, »herfra, fra, fra!« og saa fløi han. Der sad Mutter med Ungen. Fatter var saa gal i sit Hoved, som han kunde være, men efter at han var fløien en Tid, begyndte han at tænke: »jeg har vel dog seet rigtigt! jeg maa see engang endnu!« og da han saa kom og saae, var den hvide Unge bleven graa. »Hvid er den da ikke!« sagde han, »men sort kan man heller ikke kalde den! hverken Mutter eller jeg seer saaledes ud!« saa fløi han igjen, men han kom ogsaa igjen tilbage, og da var Ungen bleven sort. »Giv bare Tid, saa kommer nok det Rette frem!« det er Moralen, og den holdt Fatter paa. Det er Historien om Ravnene.

Her i Nærheden, under Pinier og mellem frugttyngede Orangetræer, havde en af Tangers rigeste Jøder sit Landsted; det og et Par mauriske Hytter var det eneste Naboskab; en meget lidet betraadt Fodsti slyngede sig mellem Krattet ned til Havet; paa denne var det, man for flere Aar siden først havde seet den omtalte Løve; det kom mig i Tanke, da jeg her en Dag pludselig saae et stort, guult Dyr; jeg vil ikke skjule, jeg blev et Øieblik forskrækket, det var imidlertid kun en Hund, dog disse ere heller ikke her saa ganske fredelige. Et saadant stort, herreløst Bæst havde for ikke længe siden nede i Tanger ædt et lille, levende Jødebarn. Jeg traf forresten hverken paa NIchneumon eller Vildsviin, uagtet et var for nyligt brudt ind i Haven. En Pigrotte løb tværs over Stien, hvor jeg gik, jeg fandt paa Hjemveien en af dens vældige Pigge, den tjener mig nu som Penneholder.

Der var noget forunderligt Lokkende i at fjerne sig meer og meer fra det beboede Sted, noget Pirrende i det Uvisse om, hvorhen man kom og hvad der her kunde møde. Hele Omgivelsen var saa ny, saa fremmed, og altid susede for Øret Havets Rullen; den hele Strandbred laae med fladslikkede Stene, brogede Muslingskaller og Conchylier. Hvilken Eensomhed hernede! og dog hvilket Liv, Verdenshavets Liv og Bevægelse! Man blev et lille tankeflyvende Insekt i denne Natur.

Ved Havet, i Campagnen og paa Villaens høitsvævende Balcon, overalt satte Tanken Blomst til Digtning. Hvad kunde ikke her Cigaren fortælle? Luften var varm, Luften var let; en Vrimmel af Fiskerbaade laae som en talløs Svaneflok i Trafalgar-Bugten og ventede paa Vind; ikke en Sky var at see, uden den som Cigarens Røg lod bølge og svæve. Cigaren kunde fortælle, jeg kan det ogsaa:

– »Paa Cuba stode de sorte Piger og skare Tobaksplanter; Øinene skinnede som Stjerner, men stærkest skinnede de hos hende, den Yngste. En Kongedatter var hun fra det hede Afrika, nu Slavinde paa Vestlandets store Ø.

Paa Bladet, hun skar af Tobaksplanten, faldt en Taare; der er en Sjæl i en Taare, en Sjæl kan aldrig døe, og denne rummede Barndomsminder, Længsel og Sorg. Bladet rullede, – den Nbrune Mumie kaldtes en god Cigar.

Det var netop den, jeg her paa Afrikas Kyst havde tændt; den dampede, Røgen bølgede, et lille Skyland, en Drømmeverden. Hvad laae deri? En Sjæl, en Taare fra Afrikas Datter.

Den løste sig, den løftede sig i hendes Fædreland, svang sig over Atlasbjergene til det ubekjendte, indre Land. Sjælen i Taaren var fri i Tankens Hjemland!«A

Bylivet inde i Tanger skulde vi ogsaa kjende; Drummond Hay med Familie flyttede ind. I stor Karavane droge Muuldyrene, belæssede med Gods og Kjøkkentøi. Seent paa Eftermiddagen forlode vi, med vor elskværdige Vert, det romantiske Ravensrock. Det var den første Sommer, Familien boede her, tidligere havde de tilbragt denne Tid paa en gammel maurisk Villa nær ved Tanger; vi kom tæt forbi den. Haven var mærkelig ved dens Rigdom af Oranger og Roser, der nu saa godt som Nskjøttede sig selv; de venligt pleiende Hænder vare borte. Vi rede igjen ad Veien vi vare komneA herud, rede mellem høie Bambusrør, forbi den mauriske Gaard med dens stille Kirkegaard og atter op mellem høie Laurbærhækker og Palmekrat. Jordbunden blev mere og meer knoldet; det øvrige Selskab red til og kom mig snart af Syne, selv kunde jeg ikke skjelne, hvad der her skulde være Vei eller Sti; det maatte jeg overlade Muuldyret, men lidt raskere skulde det gaae, jeg baskede det med en Laurbærgreen, og det tog Fart. Jeg er ikke Rytter, dog blev jeg siddende; men Dyret fornam nok, at jeg ikke var Skabningens Herre, og ved denne gode Tanke blev det særdeles muntert. Solen gik ned, det blev pludseligt Aften, Tusmørket laae over den dybe Dal, et Par Blus tændtes paa Bjergsiden, Maanen lyste over den udstrakte Eensomhed.

Tæt udenfor Tanger, henimod de cactusbegroede Skrenter, laae i Sandet en heel Karavane af Kameler, en enkelt løftede sit Hoved høit i Veiret og bevægede sin lange Hals, de andre syntes at sove. En Ild brændte med stærk Røg nede i den dybe Bygrav. Vi rede ind gjennem den lave, snevre Port, hvor et Par Arabere, barbenede og i den skjortelignende Burnus, løb med tændte Lys op ad den snevre, halsbrækkende Gyde. Over Steen og Gruus kom vi frem, ind i den smalle Gade hvor de fremmede Consuler boe; her repræsenteres den franske, spanske og engelske Magt; Sir Drummond Hay indtager nok den høieste Rang, idet han er engelsk Ministerresident for Keiserdømmet Marokko. Nu, efter Solnedgang vare alle Flag strøgne, ved Dagen vaiede her paa hans Hotel to, det engelske og det danske, Neftersom , fra sin afdøde Faders Tid, er vedbleven at være dansk Generalconsul.

Vi vare her i en gammel Gaard, med fremspringende Balcon ud til Haven, flade Tage og omsluttet af tykke Mure, Porten blev vel laaset og lukket. Herinde var saa hyggeligt og vel indrettet. Trappen og Corridoren prangede med prægtige Skind af Løver, Panthere og Tigere, Opsatser af mauriske Krukker, Spyd, Sabler og Geværer; her hang kostbare Sadler og NHesteskaberakker, forstørstedelen Foræringer, Sir John Drummond Hay havde modtaget ved sit Besøg hos NKeiseren af Marokko F9.

Dagligstuen, der støder op til et ikke ubetydeligt Bibliothek, frembød, mellem de mange Malerier og Kobberstykker, her havde Plads, mere end eet kjendt Sted og Portrait hjemme fra Danmark. To kostbare Sølvcandelabre, en NGave fra den svenske Konge, NOscar, stode i det ene Hjørne, og en kostbar Porcellainsvase, given Sir Drummond Hay af den danske Konge, NChristian den Ottende, stod i det andet Hjørne af Stuen, og da her nu lukkedes for Vinduerne, gjenkjendtes hvert Rullegardin som kjøbenhavnsk Fabrikat, med malede Prospekter af Slottene Frederiksborg, Frederiksberg og Rosenborg; jeg maatte troe mig i en dansk Stue, i det danske Land og var dog i en anden Verdensdeel.

Herinde var al engelsk Beqvemmelighed, selv en Kamin, og ud fra Altanen saae man over Husets lille Have, hvis enkelte Oleanderbuske blomstrede, mellem de farveskiftende Klokkeblomster, jeg havde seet paa Gibraltars Kirkegaard; et stort Palmetræ løftede sig i den maaneklare, blaagrønne Luft og gav Udsigten særligt sit fremmede Præg, Havet rullede med skumhvide Søer, Fyret ved Tarifa fra Europas Kyst blinkede over til os, der sad i en lille, lykkelig Kreds, i den rige, hyggelige Stue. Drummond Hay fortalte os om Landet og Folkefærdet, fortalte os om sin Reise til Marokko og om sit Ophold i NConstantinopel.

NDer hang paa Væggen et Portrait af den skjønneste Sultana hos NMahmud den Anden, den Nnuværende Sultans Bedstefader. At faae et Portrait af en Sultana hører til det Utrolige; dette Billede havde ogsaa sin egen romantiske Historie.

Keiseren havde en lille Dverg af et usædvanligt hæsligt Ydre, men begavet med mange ypperlige Indfald, der ret morede Hans Keiserlige Majestæt. Da dette en Dag særligt lykkedes, sagde den Lille: »Hvad giver Du nu mig, Herre!« »Jeg giver Dig den af mine Koner, som Du kan kysse!« sagde Sultanen. »Ja, men jeg kan ikke naae,« sagde Dvergen, »de ville lee!« »Det er din Sag«, svarede Sultanen og forlangte nu sin Tobakspibe. Den Smukkeste af alle hans Qvinder kom med den, knælede og overrakte ham den; da sprang Dvergen til, tog hende om Halsen og kyssede hende. »Jeg giver Dig Penge,« sagde Sultanen, »men jeg giver Dig ikke hende!« »Sultanen bryder ikke sit Ord!« sagde Dvergen. »Nu vel! hun er din!« svarede Sultanen, »men I tør, fra denne Time, aldrig mere komme herinden for NSerailets Porte!« – Den skjønne Sultana maatte følge med Dvergen. Hun glødede af Harme og Vrede. »Du fik din Villie!« sagde hun, »men nu vil jeg ogsaa have min! jeg vil leve frit, som de christne Qvinder leve; jeg vil kjøre ud naar jeg vil, jeg vil komme hjem naar jeg vil; jeg skal pine Dig, jeg skal plage Dig!« Dette gjorde hun da ogsaa i alle Maader, og da en fransk Maler kom, lod hun sit Billede male; saaledes var det blevet til.

Det var Midnat, før jeg kom paa mit Værelse. Jeg trængte ikke til Søvn eller Hvile, jeg kunde endnu længe, beskæftiget med mine Tanker, have siddet og seet op i den uendelige Luft! Det dybeste Hav er et Fladvande mod dette Dyb. Jeg hørte den tyrkiske N MueddinAsynge sin Vægtersang: »At bede er bedre end at sove! Gud er stor!« Havet susede og summede sin evige Sang. Jeg lagde mig og lukkede mine Øine i den Nmuhamedanske By.

Tanger er Romernes gamle NTingis i den vestlige Deel af hvad der kaldtes Mauritanien; Ni det ottende Aarhundrede blev det erobret af Maurerne og i det femtende af Portugiserne; disse lode det, et Aarhundrede senere, som Brudegave med en af deres Prindsesser, blive Englands Eiendom; herfra, efter en Snees Aar, overlodes det igjen Maurerne. Alt dette kan man læse sig til i ethvert Conversations-Lexicon, men det er altid godt at have Forkundskaber; med disse gik vi næste Dag ud, ledsaget af Husets meest betroede Tjener Hussein. Vi skulde see Byens NMærkeligheder og desuden føres hen til en af de handlende Jøder, der havde det største Udsalg af mauriske Sager, som Skjorteknapper, Brystnaale og Broscher, Ting, man kunde hjembringe til Danmark, som en Erindring fra Tanger. Senere fandt jeg rigtignok i Paris, hos en af de der handlende Tyrker, ganske de samme Sager, og da jeg spurgte om disse kom fra Tanger, fortalte han mig, at de alle bleve forarbeidede i Paris, derfor kun vare halv saa dyre her, som ovre i Afrika. De gik fra Frankrig i store Forsendelser til Algier, NOran og alle de afrikanske Middelhavs-Byer; kjøbte i disse, vare de jo altid Erindring om Afrika, og i Erindringen lyser Phantasus-Blusset.

Hussein førte os gjennem Trængselen af Jøder og Maurer. De vege tilside, idet han gjorde Tegn med Haanden; her kom, som Personer af Betydning, Venner eller Slægtninge af den engelske Ambassadeur. Vi besøgte et Par NKaravanseraier, tunge, plumpt opførte Bygninger, dog ganske i maurisk Stiil. Gaard og Buegange vare opfyldte af Arabere, der solgte Korn og Høns; tæt op til hverandre stode aflæssede Esler og hvilede sig ud; her var næsten ufremkommeligt, hver lille Plads i Gaarden var optagen, og en Mængde Qvinder, hyllede ind i store Sækketøier, bredte sig mellem Esler og Kornvarer; de vendte sig mod os og blinkede med det ene Øie, det andet var aldeles skjult i deres Sække-Hylster.

Ved Byens Port stod et Øieblik NStimlen complet i Klemme; Kameler, Esler, Børn og Gamle trængte paa, Nogle vilde ud, Andre vilde ind; der var en Raaben og Skrigen. Endelig slap vi udenfor; en stor Ild var tændt i den udtørrede Bygrav; den sorte, tætte Røg slikkede Murene. Dernede blev slagtet; reenligt saae der ikke ud, blodige Kjødstykker hang i Solskinnet. Foran os i Sandet laae belæssede Kameler, en anden stor Flok saae vi drage bort; man sagde, at den gik til NTetuan; et Par af Mændene vare stærkt bevæbnede og bare forunderlige lange Geværer. Veien derhen var ikke sikker.

Rundt om os, hvor vi stode, blev kogt og braset; den stegende Fisk kunde man baade see og lugte; et Par unge Qvinder sad i Sandet og nøde denne Ret, derfor var Ansigtet sluppet ud af Sækkeaabningen; da vi kom, vendte de sig bort, men jeg havde dog seet deres kjønne Øine. En Neger, med store Sølvringe i Ørene, gik om og saae stadselig ud; Vandbærere, med Amuletter i det vildt purrede Haar, kom med den fyldte Vandsæk; en Mængde Maurer sad i Kreds og hørte paa en Eventyr-Fortæller, der, mens han fortalte, stadigt slog paa Tambourin. Her var ypperlige lyttende Ansigter; det Hele frembød et høist malende Billede.

Vi gik over den veiløse Fælled, hen til NJødernes Kirkegaard, der, uden Indhegning, laae som en Mark med henslængte flade Gravstene, paa hver af dem var en hebraisk Indskrift at læse. Her samle Qvinderne sig paa NSabbaten, pynte Gravene med brændende Lys og sidde i Samtale eller istemme Sange, som de ledsage med Strængespil. Udsigten herfra hen over Bugten er overordenlig deilig. Medens vi stode her, drog Karavanen, et langt Tog, nede langs Strandbredden, hvor Søerne, skumhvide, rullede op i Sandet; vi fulgte efter, gjennem en dyb Huulvei, med fremvæltende, støvede Cacteer og Figenbuske. Nede ved Havet sloge Brændingerne høit over den ødelagte NMolo, vi fik et Par Gange en NOverhaling. Vi maatte heelt yderligt ud og der kravle og gaae over Jorddynger og Muurbrokker, derpaa igjen stige, søge Fodfæste hvor vi kunde, til vi endelig, gjennem et Ngræsseligt Roderi, naaede en Aabning i Byens Muur, der førte ind i et Garveri eller Slagteri, Svineri var maaskee det meest betegnende Ord, og vi stode igjen i en af de tørre, halsbrækkende Gader, hvorfra vi gik ind i en smal Gyde eller NSlippe, hen til det betydeligste Udsalg af broderede Puder, Tøfler, Armknapper og Broscher. Indenfor den ydre, lave Dør fik Huset et høist indbydende Udseende; man stod i en fliselagt Gaard, omgiven af slanke Søiler; en Trappe, belagt med Porcellainsfliser, førte op til en aaben Gang med smaa Stuer, en heel Bazar, overfyldt af guldbroderede Fløiels Sager, Arbeider af NSafian og Metal; her duftede af Rosenolie, Moskus og NMyrrha. Den unge Jødepige, som førte os om, var nydelig, hendes Mama faldt mere i det Storskaarne, hun kunde tjene som Model til en NJudith, det vil sige, en gammel Judith, der sidder og fortæller sine Børnebørn om Holophernes.

Fredagen er hellig for Maurerne, og derfor er paa den Dag Portene til Tanger lukkede, saalænge Bønnerne læses i Moskeerne. Collin vidste det ikke og var efter vor By-Vandring gaaet ud paa Excursioner; hen paa Eftermiddagen kom han tilbage, gik fra Port til Port, men kunde ikke komme ind i Byen. I sin Omvandren kom han til Jødernes Kirkegaard; Qvinderne havde tændt Lys paa Gravene og sad med Instrumenter og sang. En gammel Jøde viste ham en Sti op til NCastellet, hvor NPaschaen residerer, og sagde ham, at kun ad denne Omvei kunde han paa denne Time slippe ind i Byen, kun fra Castellet var en lille aaben Laage; derigjennem naaede han til os, medens der endnu læstes Bønner i Moskeen.

Ogsaa jeg vovede mig ud i Byen og Campagnen uden Ledsager, Ingen saae ilde til mig, ja et Par af Jøderne vare endogsaa altfor opmærksomme; de kylede de smaa mauriske Unger tilside, uagtet de slet ikke stode mig iveien. En Jøde, fattig i Klæder, smilende over hele Ansigtet, vilde endelig have mig med sig ind i en Sidegade; jeg spurgte ham, hvad der var at see: »en Jødes Huus!« sagde han, nikkede og gjorde ydmygelige Fagter; jeg blev nysgjerrig og fulgte med ham ind i en af de snevre Slipper; vi vare ganske ene, han vilde have mig endnu længere op i dette Aflukke; jeg blev uvis, om han var til at troe. Jeg havde en Deel Guldpenge hos mig, dog Manden saae i al sin Fattigdom saa ærlig ud; Alt rundt om lovede noget Eventyrligt. Ved en lav Dør i Muren standsede han, steg et Trin ned, blev staaende, vinkede, og jeg fulgte ham. Vi kom ind i en lille, steenlagt Gaard, hvor en snavset, gammel Jødepige rumsterede. En bred Trappe førte med et Par Trin op til et lille, aabent Kammer; her laae en ung, bleg Kone, hun havde et Tæppe over sig og et lille Barn ved Brystet.

»Jødekone! Jødebarn!« sagde Manden, loe og hoppede; han tog det lille Barn, holdt det hen mod mig, for at jeg skulde see, det var et rigtigt NAbrahams-Barn. Jeg maatte give det en Skjerv. Konen tog den Pude, hun selv sad paa, og gav mig, og jeg satte mig. Manden kyssede sin blege, fine Kone, kyssede Barnet og saae meget lyksalig ud. Hele Indboet syntes kun at bestaae af nogle Laser og en stor Krukke.

Dagen derpaa fik jeg anderledes Rigdom at see i et jødisk Huus. Den rigeste NIsraelit havde gjennem Drummond Hay indbudet mig at see sit Hjem, see, hvorledes en af Tangers meest velhavende Jøder boede. Selv kom han at afhente mig, netop idet Drummond Hay, med den engelske Consul og andre Venner, drog afsted til et storartet Jagtpartie, som jeg ikke havde Kjendskab og Lyst til at tage Deel i. Over eet hundrede Mennesker vare der for at jage og klappe. Jonas Collin red en udmærket arabisk Hest, en Foræring fra Keiseren af Marokko, den havde en Stamtavle, der nævnede dens femhundrede Aner. I vild Galop joge de afsted.

Den israelitiske Kjøbmand, Nfrankiskklædt som jeg, førte mig til sit Huus; det laae i ligesaa smal en Slippe, som den, hvori jeg Dagen forud havde besøgt den fattige Jøde; Huset selv, udenfra seet, saae ikke stort bedre ud; der var et gittret, fiirkantet Hul i Muren og en lav Dør; men da jeg kom over Tærskelen, ind i den lille Forgaard, havde Alt et andet NSyn. Gulvet og Trapperne vare belagte med Porcellainsfliser, Væggene syntes en blankpoleret Steen, Stuerne vare høie og luftige, med aaben Søilegang ud til Gaarden; Lyset faldt ovenfra. Herinde sad den unge Kone, iført sin kostelige Brudedragt, rimeligviis for at jeg skulde see den; ingen østerlandsk Prindsesse kunde være prægtigere klædt; Sligt havde jeg kun seet i »Tusind og een Nat«, naar jeg der med NHarun al Raschid gik paa Eventyr i Bagdad.

Hun bar et aabent rigt guldbroderet grønt Fløiels Skjørt, med hvidt Silketøi under; et Nguldindvirket, langt rødt NSilkeskjærf, en Brocades Trøie med mange Knapper, hver Knap var en Perle; et Guldflor hang vidærmet ned om de nøgne Arme, der ligesom Fingrene vare besatte med kostbare Ringe. Hendes Haar var, Nefter jødisk Brug, raget af, konstige Fletninger hang ned fra det turbanheftede blaae Silkeklæde om Hovedet, paa Snippen i Panden straalede en stor Juveel. Ørenringene vare saa massive, de lignede smaa Stigbøiler. Det var en Pragt at see, ung og smuk var hun, Øinene kulsorte og Tænderne skinnende hvide. Manden dreiede hende rundt paa Gulvet, for at jeg skulde see hende fra alle Sider. Hun talte Arabisk til ham og et Par Ord paa Spansk til mig. Begge vare de glade, men endnu mere glad var deres lille treaarige Datter, hun stod i Fløiel og Guld, rakte mig leende Haand og Mund, men fik denne dog først rigtig paa Gang, da Kager og Orange-Liqueur bragtes.

Konens Broder kom til med to ældre Damer af Familien; de vare ikke i deres Brudedragt, men dog eiendommeligt klædt. Bibelen med engelsk og hebraisk Text blev fremlagt, og det var af en stor Virkning, da jeg, som enhver Skoledreng Ni vore Latinskoler, kunde læse op hele det første Vers af N

Den elskværdige Vert førte mig igjen til mit Hjem, men da vi paa Veien derhen kom forbi et andet velhavende jødisk Huus, der tilhørte hans Søster og Svoger, skulde jeg see det. Her havde den indre Gaard et stort Glastag, det hvilede paa grønne Søiler og løftede sig over alle tre Etager, dannende en mægtig Halle, der var behængt og belagt med kostbare Tæpper. Smaa aabne Cabinetter, eet med en Deel hebraiske Bøger og Haandskrifter, eet med bibelske Tegninger, andre med huuslige Beqvemmeligheder, indbøde ret til at blive her, slaae sig til Ro, læse og bladre. Konen i Huset, en ikke længer ung Dame, klædt i mørkt, eensfarvet Tøi og med et stort Klæde Nkonstigt lagt om Hovedet, tog meget forekommende mod mig; her var endnu andre Damer og nogle Børn, Alle talte de Arabisk, Manden, som kom til, kunde derimod Engelsk. En af de smaa Jødedrenge morede sig særdeles ved dette mit Besøg, han skjulte sit Ansigt i Skjørter og Gardiner, spruttede dog lydelig ud i Latter og var derfor slemt stedt, da jeg trak ham frem og spurgte om hans Navn, og hvad Andet jeg kunde finde paa at spørge om; Moderen oversatte det for ham og gav Stikordene til de Svar, han ikke kom med. Jeg saae, at han i en Krog for de andre Børn stillede sig paa Tæerne og rakte begge Arme høit i Veiret, for at vise dem hvor lang jeg var. Min lille Komiker hed Moses; en nydelig Unge var han. Gid han maa voxe og blive saa lang som jeg, saa skal jeg lee!

Da vi kom ud paa Gaden, saae vi en Mængde Jøder, een af disse var heelt i rødt NAtlask. Der kom en lille Negerdreng i skinnende hvid Kjortel, guldbroderet Skjærf og med Sølvringe om sine sorte Arme; man kunde see paa ham, at han havde Bevidstheden om, at han var godt klædt. Jeg spurgte, om det var en Høitid i Dag og hørte, at baade Jøderne og Maurerne havde Fest.

Seent paa Eftermiddagen kom vore Jagtherrer tilbage. Collin havde travlt til langt ud paa Natten med at skelettere Hoveder af fældede Dyr. Ogsaa to levende Skildpadder bragtes hjem; de fulgte med os paa hele Reisen, uden i flere Maaneder at spise eller drikke, og naaede levende Kjøbenhavn.

Da jeg var kommen tilsengs, blev jeg med Eet forstyrret ved en frygtelig Trommen; rundt om fra Gaderne hørtes den meest voldsomme Støi; jeg stod op, spurgte om Aarsagen til den Alarm, man sagde, at det var Negerne der i Byen, som trommede; de maatte have en Fest eller feire et Bryllup. Næste Dag fortaltes der, at Fanden var faret i en Kone, og ham havde man villet tromme ud. At Nisser og Trolde ikke holde af Trommeslag, er en gammel Tro oppe i Norden; her lærte jeg nu, at hans Forfærdelighed Djævelen heller ikke holder af Tromme-Musik.

Opad Formiddagen hørtes Sang i den snevre Gade udenfor Hotellet; ideligt lød navnet Mahomed; jeg saae fra Balconen ud over Havemuren sex Maurer bære paa deres Skulder en Kiste, som var omsvøbt med et rødt Skjærf, Tegn paa at et Fruentimmer begravedes. Mændenes Kiste er uden al Pynt. En stor Skare fulgte gjennem de smalle Slipper hen til Moskeen.

Efter Middag vilde Sir Drummond Hay føre Collin og mig op paa Fæstningen og forestille os for Paschaen; vi vilde da faae en Forestilling om Livet der. Paschaen vidste vort Komme. Hans NSerail vilde i Anledning af vort Besøg blive flyttet til de indre Gemakker. Hans Majestæt den regjerende Keiser af Marokko har kun, hørte jeg, et Par hundrede Koner; hans Fader derimod, uagtet han var halvfjerdsindstyve Aar, havde ottehundrede Madamer og fik dertil endnu hver tiende Dag sendt en ung, frisk Pige, sædvanlig en Foræring fra de forskjellige NCadier. Hvor stort derimod Antallet er hos Paschaen af Tanger veed jeg ikke.

Vi gik ud af Byen, op mellem høie Mure og Befæstninger til Castellet. I den forreste Gaard opstillede sig ved vort Komme den hele Vagt; Burnus, bare Fødder i gule Safians Tøfler, Turban og dragen Sabel, var Uniformen. Den vagthavende Officeer trykkede vor Haand, og i den aabne Port saae vi Paschaen selv, en smuk, kraftig Mand, af Alder omtrent oppe i de Halvtreds; han havde ogsaa bare Fødder i gule Safians Tøfler, var forresten godt klædt paa, i kostbar hvid Burnus, med en Turban af det fineste NMusselin. Drummond Hay præsenterede os og sine to smaa Døttre, der vare fulgte med, og vi bleve modtagne med megen Hjertelighed og europæisk Belevenhed; Paschaen trykkede os i Haanden og førte os ind i den fliselagte Gaard, der mindede om Alhambra, kun at Søilerne, der bare de hesteskoes Buer, havde her i Gaarden græske Capitæler.

To høifornemme marokkanske Officerer fulgte med; der blev givet os Stole at sidde paa; Paschaen selv tog Plads paa en Pude paa Gulvet, hvor kostbare Tæpper vare udbredte. Han og Drummond Hay talte Arabisk; det lod til, at dette Sprog var det eneste, her taltes. Man bragte Thee, vi fik hver to store Kopper; de vare til at give os Badstue-Varme. Vi skulde have den tredie Kop, men jeg bad Drummond Hay forhindre det og sige, at det var mod vor Religion at drikke tre Kopper. Vi slap da ogsaa. Deiligt Sukkerbrød fik vi og derpaa en Vandring gjennem Slottets mørke, krinkelkrogede Gange, forbi smaa mystiske Aflukker og fliselagte Badestuer. Vi kom gjennem en lille Orangehave; øverst paa Muren vare smaa tilgittrede Vinduer, en af Officererne stødte Collin paa Armen og hviskede: »smukke Øine!« Deroppe fra saae smukke Øine ned paa os, der var Paschaens Serail. Stakkels Duer i Dueslag! kurrende ømme, men vistnok ogsaa arrige som Duerne.

Paschaen tilbød os Heste at ride ned til Byen, vi foretrak at gaae; han fulgte os til Slottets yderste Port, hvor han rakte os Haanden og med megen Hjertelighed sagde os Levvel.

Da vi kom hjem, laae Breve til os fra Danmark, kun otte Dage havde de brugt til Reisen. »Dagbladet« fra Kjøbenhavn, havde Consul Mathiasen sendt mig fra Gibraltar; det var, som det afrikanske Huus med Eet var baaret gjennem Luften til Hjemmet i Norden.

Hver tiende Dag gaaer et Krigsdampskib fra Algier til Frankrig; det berører Oran, Gibraltar, Tanger, NCadiz o. s. v. Tidligt paa Morgenen den niende November skulde Skibet være her, men endnu var det ikke isigte; vi vilde gaae med til Cadiz.

Det var Søndag. Tangers Befolkning bestaaer af Maurer og Jøder; de enkelte Katholiker og Protestanter her, have naturligviis hverken Kirke eller Kapel, Søndagens Hellighed maa feires i Familiestuen og i Enhvers eget Hjerte. Nede i Havestuen blev et Tæppe bredt over Bordet, Bibelen og Psalmebogen lagt frem; Drummond Hay læste høit for os et Par Psalmer og derpaa Dagens Evangelium. Sindet stemtes til andægtig Tanke i den stille, bramfri Kirketjeneste.

Om nogle Timer skulde jeg forlade dette Hjem, jeg havde fundet i en fremmed, en anden Verdensdeel; jeg skulde sige Levvel til Mennesker, der, i den korte Tid vi havde været sammen, kun havde søgt at glæde mig; det var uvist, om vi nogensinde oftere mødtes i denne Verden, sikkert kom jeg aldrig mere her til Afrikas Kyst.

Vi saae Dampskibet nærme sig, det var det franske Krigsskib Titan; snart laae det for Anker i Bugten. Tjenerne samlede vore Sager, Hussein og Boomgrais gik foran; Drummond Hay fulgte os ned til Baaden. Jeg kan det ikke med Skilsmisse, mit Hjerte var bedrøvet; endnu et Haandtryk, et varmt Levvel klang ud til os. Fra Baaden saae vi Fru Drummond Hay og de unge Døttre staae paa Husets Altan; de svingede med Lommetørklæderne, vi med vore Hatte. Vore Rorkarle toge stærke Tag i Aarerne. Solen gik ned, det var med Eet Aften, da vi lagde til ved Skibets Falderebstrappe.

Fra Dækket saae vi endnu engang over Vandet til Tangers hvide Mure og flade Tage; Lysene blinkede fra Byen. Jeg var veemodig stemt.

Opholdet her paa den marokkanske Kyst var det Interessanteste endnu af den hele Reise.