V
Paa Hjemveien

O, hvor Meget havde Rudy at bære, da han næste Dag gik hjem over de høie Bjerge. Ja, han havde tre Sølv-Bægere, to udmærkede Bøsser og en Kaffekande af Sølv, den kunde man bruge, naar man satte Bo; det var dog ikke det Vægtigste, noget Vægtigere, Mægtigere bar han, eller bar ham 34| hjem over de høie Bjerge. Men Veiret var raat, graat, regnfuldt og tungt; Skyerne sænkede sig som Sørgeslør over Bjerghøiderne og indhyllede de skinnende Bjergtoppe. Fra Skovgrunden klang de sidste Øxeslag, og ned ad Bjergsiden rullede Træstammer, som Pindeværk at see fra Høiden, men nær ved masttunge Træer. Lütschinen bruste sin eensformige Accord, Vinden susede, Skyerne seilede. Tæt ved Rudy gik pludselig en ung Pige, han havde ikke bemærket hende, før hun var lige tæt ved ham; ogsaa hun vilde over Fjeldet. Hendes Øine havde en egen Magt, man maatte see ind i dem, de vare saa selsomt glasklare, saa dybe, bundløse.

»Har Du en Kjæreste?« spurgte Rudy; al hans Tanke var fyldt med at have en Kjæreste.

»Jeg har ingen!« sagde hun og loe, men det var, som hun talte ikke et sandt Ord. »Lad os ikke gaae en Omvei!« blev hun ved. »Vi maae mere til Venstre, det er kortere!«

»Ja, til at falde i en Iiskløft!« sagde Rudy. »Veed Du ikke bedre Vei og vil være Fører!«

»Jeg kjender just Veien!« sagde hun, »og jeg har mine Tanker med mig. Dine ere nok nede i Dalen; heroppe skal man tænke paa Iisjomfruen, hun er ikke Menneskene god, sige Menneskene!«

»Jeg frygter hende ikke!« sagde Rudy, »hun maatte slippe mig, da jeg var Barn, jeg skal nok slippe hende, nu jeg er ældre!«

Og Mørket tog til, Regnen faldt, Sneen kom, den lyste, den blendede.

35| »Ræk mig din Haand, saa skal jeg hjelpe Dig med at stige!« sagde Pigen, og hun rørte ham med iiskolde Fingre.

»Du hjelpe mig!« sagde Rudy. »Ikke endnu behøvede jeg Qvinde-Hjelp for at klattre!« og han gik raskere til, bort fra hende; NSneefoget slog som et Gardin om ham, Vinden susede, og bag ved sig hørte han Pigen loe og sang; det klang saa underligt. Det var nok Troldtøi i Iisjomfruens Tjeneste; Rudy havde hørt om det, da han som Lille overnattede heroppe paa sin Vandring over Bjergene.

Sneen faldt tyndere, Skyen laae under ham; han saae tilbage, der var Ingen meer at see, men han hørte Latter og Jodlen, og ikke lød det som kom det fra et Menneske.

Da Rudy endelig naaede Bjergets øverste Deel, hvor Bjergstien gik ned mod Rhonedalen, saae han, i den klare blaae Luftstribe, i Retning mod Chamouny, to klare Stjerner, de lyste saa funklende, og han tænkte paa Babette, paa sig selv og sin Lykke og blev varm ved Tankerne.