VIII
Et ukjært og et kjært Møde. Den lille Abbedisse. Den gamle Jøde.

Vi savnede alle den vilde, overgivne Bernardo, og ingen savnede ham mere end jeg; der blev en Tomhed rundt om, syntes jeg; mine Bøger vare mig ikke nok, i min Sjæl klang Dissonancer, jeg ikke selv mægtede at løse, Musik alene bragte øieblikkelig Harmonie; i Tonernes Verden fik mit Liv og min hele Stræben først Klarhed, her fandt jeg mere, end nogen Digter, end selv Dante udtalte, ikke blot Følelsen opfattede her det sjælelige Billede, men selv Øret, den sandselige Deel, inddrak her dets levende Væren. Hver Aften, foran Madonnabilledet paa Muren, sang Børnestemmerne mig Erindring om min egen Barndom, den lød som en Vuggesang fra Pifferariernes melancholske Sækkepibe, jeg hørte jo i den formummede Liigskares eensformige Sang de samme Toner, der løde ved min Moders Kiste. Jeg begyndte at tænke over det Svundne, og hvad der vilde komme; sælsomt snævert følte jeg det om mit Hjerte, jeg maatte synge, gamle Melodier tonede mig for Øret og Ordene strømmede paa disse høit fra Læberne, ja, altfor høit, thi det forstyrrede Habbas Dahdah flere Værelser derfra, saa han lod mig sige, at her var ingen Opera eller Syngeskole, de skulde ingen Trimulanter have i Jesuiter-Skolen uden dem, som løde til Madonnas Priis! taus lagde jeg da mit Hoved i Vindueskarmen, Blikket vendte vel mod Gaden, men Tanken mod mig selv.

»Felicissima notte, Antonio!«* lød det til mig. En deilig stolt Hest gjorde Caprioler under Vinduet og jog saa afsted med sin stolte Rytter. Det var en pavelig Officier; med ungdommelig Smidighed bøiede han sig paa Hesten, hilsede og hilsede, til han var mig ude af Syne, men jeg havde kjendt ham, det var Bernardo, den lykkelige Bernardo! Hvor forskjelligt var ikke hans Liv imod mit! nei, jeg vilde ikke tænke

* Nordboen ønsker »god Nat, sov vel!« Italienerne ønske »den lykkeligste Nat!« Sydens Nætter eie mere end - Drømme.

derover, trykkede Hatten dybt ned over Panden, og som forfulgt af en ond Aand, drev jeg afsted, hvor hen Vinden vilde føre mig. Jeg tænkte slet ikke over, at der var en Lov, at Disciplen, i Jesuiterskolen, Propaganda og hver Læreanstalt i Pavestaten, naar han gik ud i Byen maatte ledsages af en ældre eller jevnaldrende Meddiscipel, og ikke vise sig ene uden en speciel Tilladelse. En saa almindelig Lov var aldrig blevet indpræget. Jeg tænkte slet ikke paa, at min Frihed saaledes var indskrænket, og gik fra den Side rolig afsted Den gamle Custode tænkte vel jeg havde Tilladelse dertil.

I Corso vrimlede det med Equipager, en Række Vogne med Romere og Fremmede foer opad, en anden nedad; de gjorde deres Aftenpromenade; Folk stode i Klynger om Kunsthandlerens udhængte Kobberstik, og Betlerne holdt sig til for at faae en Skilling; det var vanskeligt at komme frem, vilde man ikke vove sig ind mellem Vognene; jeg var netop sluppet igjennem, da en Haand holdt mig fast i Kjolen, og jeg hørte en bekjendt hæslig Stemme hvisle: »bon giorno, Antonio!« jeg saae ned: der sad min Onkel, den hæslige Peppo, med de to visne Been bundne op om Siderne, og med Træpladerne til at skyde sig frem paa. Saa nær havde vi ikke i mange Aar været hinanden; jeg havde altid undgaaet ham ved store Omveie, skyet den spanske Trappe, hvor han sad, og naar jeg i en Procession eller med de andre Skolarer maatte forbi ham, da søgt paa det bedste at skjule Ansigtet.

»Antonio! mit eget Blod!« sagde han og holdt mig i Kjolen. »Kjender Du ikke nok din Morbroder Peppo? Tænk paa Sanct Joseph*, saa har Du mit Navn! Ak! hvor Du er blevet stor og mandig!«

»Slip mig!« skreg jeg, thi Folk rundt om saae paa os.

»Antonio!« sagde han, »kan Du huske, da vi red sammen paa det lille Æsel? Du søde Barn! ja nu rider Du paa en høiere Hest, vil ikke kjendes ved din fattige Morbro'er! vil aldrig komme til mig paa Trappen! Du har dog kysset mig paa Haanden, sovet paa min Smule Straa! vær ikke utaknemmelig, Antonio -!«

»Slip mig dog!« raabte jeg og rev Kjolen ud af hans Hænder, foer ind imellem Vognene, der krydsede hinanden og kom i en Sidegade; mit Hjerte bankede af Skræk, af-ja hvad skal jeg kalde det, krænket Stolthed; jeg syntes mig forhaanet for alle Mennesker, der havde seet os; men kun nogle Øieblikke var denne Følelse herskende, da vaagnede * Peppo er en italiensk Forkortelse af Navnet Giuseppe d.v.s. Joseph. en anden, en langt bittrere. Hvert Ord han havde sagt, var jo Sandhed jeg var jo hans Søsters eneste Barn. Jeg følte det Grusomme i min Opførsel, skammede mig for Gud og mig selv, det brændte mig som Ild i Hjertet; havde jeg nu været ene med Peppo, jeg kunde have kysset ham paa de hæslige Hænder og bedt ham om Forladelse. Jeg var rystet i mit Inderste.

Da ringede Klokken til Ave Maria fra Kirken Sanct Agostino; min Synd laae tungt paa min Sjæl, og jeg gik ind for at bønfalde Guds Moder. Tomt og mørkt var det under de høie Buer, Lysene paa de forskjellige Altere brændte matte og døsige, uden Straaler, kun som Trøske i Natten, naar den vaade Scirocco falder. Min Sjæl drak Trøst og Tilgivelse.

»Signore, Antonio!« sagde en Stemme tæt ved mig, »Eccellenza er kommet og den skjønne Signora! De ere her fra Firenza og have deres Guds Engel med! vil I strax gjøre Eders Besøg og bringe Eders Hilsen?«

Det var den gamle Fenella, Portnerens Hustrue i Palazzo Borghese. Min Velgjørerinde var her med Mand og Barn; i nogle Aar havde jeg ikke seet dem. Min Sjæl blev Glæde, jeg fløi afsted og snart gjenhilste mig de kjære venlige Ansigter.

Fabiani var mild og naadig, Francesca moderlig glad, ved at see mig; hun bragte mig deres lille Datter Flaminia, et venligt Barn med forunderlig lyse Øme; hun rakte mig strax Munden til Kys, gik gjerne til mig, og vi vare i to Minuter alt gamle Bekjendter og Venner. Hun sad paa min Arm og loe hoit af Glæde, naar jeg dandsede rundt med hende i Salen og sang en af mine gamle, lystige Viser.

»Gjør mig ikke min lille Abbedisse* til et Verdensbarn,« sagde Fabiani smilende, »seer Du ei, hun alt bærer Tegnet paa sin Værdighed!« og nu viste han mig et lille Solvkors med Frelseren paa, der hang i en Sløife ved Barnets Bryst. »Den hellige Fader har givet hende det, hun har alt sin Sjæle-Brudgom ved sit Hjerte!«

I deres Kjærligheds Lykke havde de lovet Kirken det første Barn, og Paven havde alt skjænket den Lille paa Vuggen det hellige Tegn; som Slægtning af Borghesernes rige Familie stod den første Plads * Det er en Skik hos de fleste italienske Familier, at naar en af Døttrene fra Barndommen bestemmes for Klostret, faaer hun alt som lille et eller andet Hædersnavn, der lyder paa hendes Bestemmelse, saaledes: Jesusbruden, Nonnen, Abbedissen, etc. hende aaben i Roms Nonneklostre, hvorfor de og al hendes Omgivning alt kaldte hende ved Hædersnavnet: den lille Abbedisse. Enhver Fortælling, enhver Leg gik ud paa at bibringe hende Ideen om den Verden, hun egentlig levede for, den Lykke, som ventede hende.

Hun viste mig sit Jesusbarn, sine smaa hvidklædte Nonner, der hver Dag gik i Messen, stillede dem op i to Rader paa Bordet, som Ammen havde lært hende, og fortalte mig nu, hvor smukt de sang og bad til det deilige Jesusbarn. Jeg tegnede hende lystige Bønder, der i deres lange uldne Kjortel dandsede om Steentritonen, Polichineller, der sad paa hinandens Pukkel, og de nye Billeder morede usigeligt den Lille. Hun kyssede dem mange Gange, men rev dem saa i sin Overgivenhed itu, og jeg maatte ridse nye, til vi skiltes ad, thi Ammen kaldte den lille Abbedisse til Sengs, det var jo alt over hendes Sovetid.

Fabiani og Francesca spurgte mig om Jesuiterskolen, om min Sundhed og Tilfredshed, lovede altid at være mig god og ønskede mig den bedste Lykke. »Vi maa daglig sees,« sagde hun, »kom ret flittigt, medens vi ere her.« Ogsaa om gamle Domenica paa Campagnen spurgte hun, og jeg fortalte, hvor lykkelig den Gamle var, naar jeg en enkelt Gang i Høsten eller Foraaret kom ud til hende, hvor hun da stegte Castanier til mig og syntes at blive ung igjen, ved at tale om de Dage vi vare sammen; ogsaa maatte jeg hver Gang see den lille Krog, jeg havde sovet i, og Billederne, jeg havde ridset, som hun gjemte endnu ved sin viede Rosenkrands og ved den gamle Bønnebog.

»Hvor han bukker moersomt,« sagde Francesca til Fabiani, idet jeg ved Afskeden gjorde min Compliment. »Det er fortræffeligt, at Aanden bliver uddannet, men Legemet maa heller ikke forsømmes, det sees der meget paa i denne Verden! men det vil komme? Ikke sandt, Antonio!« og smilende rakte hun mig Haanden at kysse paa.

Det var kun nogle Timer ud paa Aftenen, da jeg igjen stod nede paa Gaden, for at vandre hjemad, men Alt var bælmørkt. Da var i Rom endnu ikke Lygterne komne i Brug; de tilhøre, som bekjendt, de sidste Aaringer; Lampen foran Madonnabilledet var det eneste Lys i de ujevne, snevre Gader. Jeg maatte gribe for mig, for ikke at støde paa, og saaledes bevægede jeg mig langsomt fremad, med Tankerne opfyldte af denne Eftermiddags Begivenheder.

Idet jeg gik, stødte min Haand mod en Gjenstand.

»For Djævelen!« lød en bekjendt Stemme, »stød mig ikke Øinene ud, for saa seer jeg endnu mindre!«

»Bernardo!« udbrød jeg glad, »saa træffes vi dog engang!«

»Antonio! min kjære Antonio!« raabte han og greb mig under Armen. »Det er jo et lystigt Møde! hvor kommer Du fra? Fra et lille Eventyr? Det ventede jeg ikke af Dig! men grebet er Du paa Mørkets Veie! Hvor er Slavecorporalen, Cicisbeoen, eller hvad Du kalder din tro Ledsager.«

»Jeg er ganske ene!« sagde jeg.

»Ene!« gjentog han. »Du er i Grunden en rask Fyr! Du skulde i den pavelige Garde, maaskee kunde vi faae Dig i ordentlig Gang endnu!«

Jeg fortalte ham i faa Ord om Eccellenzas og Signoras Ankomst og yttrede nu min Glæde over dette vort Møde. Hans Glæde var ikke mindre, vi tænkte nu slet ikke paa Mørket og sladdrede fort, idet vi vandrede fremad, uden at tænke paa, hvorhen, eller i hvad Retning.

»Seer Du Antonio!« sagde han, »nu har jeg først lært, hvad Livet er! Du kjender det slet ikke! det er for lystigt, til at sidde bort paa den haarde Skolebænk og høre Habbas Dahdahs skimlede Taler! Min Hest kan jeg tumle, Du saae mig jo i Dag? og de smukke Signora'er sende mig Blikke, o saa brændende! jeg er jo en ganske kjøn Karl, som Uniformen klæder! det forbandede Mørke her er! Du kan slet ikke faae mig at see! Mine nye Kamerader have ført mig an, det er ikke Bænkeslidere, som I. Vi tømme vort Bæger paa Statens Vel, have ogsaa smaa Eventyr, men det kan din Hellighed ikke taale at høre om! Hvor Du dog er et daarligt Mandfolk! Antonio, jeg har faaet ti Aars Erfaring i disse faa Maaneder! Nu føler jeg min Ungdom, den bruser i mit Blod, svulmer i mit Hjerte, og jeg nyder den, nyder den i store Drag, mens endnu mine Læber brænde, og jeg føler denne kildrende Tørst!«

»Dit Selskab er ikke godt, Bernardo!« sagde jeg.

»Ikke godt!« afbrød han, »præk mig ikke Moral! hvad kan Du sige mod min Omgang? Mine Kamerader ere af det reneste Patricie-Blod, Rom eier! vi ere den hellige Faders Æres-Vagt, hans Velsignelse udsletter vore smaa Synder! i de første Dage, jeg var kommet ud af Skolen, havde jeg ogsaa noget af disse Klosterbegreber, men jeg var klog nok til ikke at lade mine nye Kamerader mærke det, jeg fulgte med dem, mit Kjød og Blod, mit hele egentlige Jeg bævede af Livslyst og jeg fulgte denne Drift, thi den var stærkest; men jeg følte ogsaa en hæslig, ond Stemme inden i mig, det var den propagandiske Klostertugt og den sidste Rest af Barnagtigheden, der sagde: Du er ikke længer uskyldig som Barnet! siden har jeg leet deraf, nu forstaaer jeg det bedre! jeg er Mand, Barnet er rystet af Ærmet! det var det, som græd, da det mistede sin Villie! - Men her ere vi jo ved Chjavica, det bedste Osterie, hvor Kunstnerne samles; kom med, vi maae drikke en Fogliette sammen paa vort behagelige Møde; kom med! der er lystigt derinde!«

»Hvad tænker Du paa!« svarede jeg, »hvis man i Jesuiterskolen fik at vide, at jeg havde været der med en af Officiererne i den pavelige Garde.«

»Jo, det var en stor Ulykke! drikke et Glas Viin og høre de fremmede Kunstnere synge deres Viser i Hjemmets Sprog, tydsk, fransk, engelsk og vor Herre veed, hvilke Tungemaal! det gaaer lystigt, kan Du troe!«

»Hvad der er passende for Dig, er lovstridigt for mig, tal ikke til mig derom og -« afbrød jeg mig selv, idet jeg fra den lille Sidegade hørte Latter og Bravoraab, og gjerne vilde lede Samtalen andetsteds hen, »der staae saamange Folk samlede! hvad mon det kan være! jeg troer, de gjøre Kunster tæt under Madonnabilledet!« og nu drog jeg ham med derhen.

Karle og Drenge af den laveste Klasse havde spærret Gaden; de gjorde en aflang Kreds om en gammel Jøde, der, som vi hørte, skulde tvinges til at springe over en Stok, som en af Karlene holdt, vilde han slippe ud af Gaden.

Bekjendt er det, at i Rom, Christenhedens første Stad, tør Jøderne kun boe i det dem anviste Qvarteer af Byen, det snevre, smudsige Ghetto; hver Aften lukkes Porten for dem, og Soldater holde Vagt, for at ingen skal slippe ud eller ind Aarligt maae de Ældste vandre til Capitoliet og knælende bede om Tilladelse, at forblive endnu eet Aar i Rom, tilbyde sig at betale Udgifterne ved Carnevalets Væddeløbe og love, at de alle, eengang i Aaret, paa den dertil bestemte Dag skulle gaae i catholsk Kirke og høre en Omvendelses-Prædiken.

Den gamle Mand vi her saae, var i den mørke Aften ene kommet igjennem Gaden, hvor Drengene legede og Karlene stode i deres Morraspil. »See I Jøden!« havde Een raabt, og nu haanede og spottede de den gamle Mand, og da han taus vilde fortsætte sin Gang, spærrede de Gaden. En af Karlene, en tyk, bredskuldret Person, holdt en lang Stok frem og raabte: »naa Jøde: tag nu Benene med Dig! De lukke Ghetto, Du kommer ikke ud i Nat! - lad os see, hvor let Du er i Beentøiet!«

»Spring Jøde!« skreg alle Drengene, »Abrahams Gud hjælper Dig nok!«

»Hvad ondt har jeg dog gjort Eder?« sagde han, »lad mig gamle Mand vandre min egen Vei, og spot ikke de graa Haar foran hende, I selv bede om Forbarmelse!« og han pegede paa Madonnabilledet tæt ved.

»Troer Du,« sagde Karlen, »Madonna bryder sig om en Jøde? Vil Du springe, din gamle Hund!« og nu knyttede han Haanden imod ham, og Drengene gjorde Kredsen tættere.

Da sprang Bernardo frem, stødte de nærmeste til Side, rev i et Nu Stokken ud af Karlens Haand, svingede sin Sabel over ham, holdt Stokken, han havde taget, frem foran Karlen selv og raabte med stærk, mandig Stemme. »Spring nu Du, eller jeg kløver Dig dit Hoved! Nøl ikke! ved alle Hellige jeg hugger Dig gjennem Pandeskallen, springer Du ikke.«

Karlen stod som himmelfalden, mellem den forbausede Mængde. De tordnende Ord, den dragne Sabel og den pavelige Officierdragt, Alt electriserede ham, og uden at svare et Ord, gjorde han et høit Spring over Stokken, som han nylig havde holdt frem for den arme Jøde. Hele Forsamlingen var ligesaa overrasket, ingen vovede at sige et Ord, men saae forundrede paa, hvad der skete. Neppe var Karlen sprunget over, før Bernardo greb ham i Skulderen og klappede ham paa Kinden med den flade Klinge:

»Bravo, min Hund! godt gjort! endnu engang samme Kunststykke, og saa, tænker jeg, Du har nok af Hunde-Kunsterne!«

Karlen maatte springe og Forsamlingen, der gik over til den lystige Side deri, raabte Bravo og tilklappede Bifald.

»Hvor er Du, Jøde?« spurgte Bernardo! »kom, jeg vil følge Dig!« -men han var borte, Ingen svarede.

»Kom!« sagde jeg, da vi vare ude af Klyngen. »Kom, lad dem sige, hvad de vil, jeg drikker en Fogliet Viin med Dig! Din Skaal vil jeg drikke! Venner maa vi altid blive, i hvilket Forhold vi end komme!«

»Du er en Nar Antonio!« svarede han, »og jeg i Grunden ogsaa, at jeg har ærgret mig over den raa Karl! jeg tænker, han nu ikke saa snart lader nogen springe!«

Vi gik ind i Osteriet, ingen af de lystige Gjester lagde Mærke til os. I et Hjørne stod et lille Bord; her lode vi os bringe en Fogliette og klinkede nu paa vort gunstige Møde og fortsat varigt Venskab; saa skiltes vi ad. Jeg gik til Jesuiter-Skolen, hvor den gamle Custode, min særdeles Patron, lukkede mig ind, saa at ingen mærkede det, og snart sov og drømte jeg om denne Aftens mange Eventyr.