X
Eet Aar fremad. Det romerske Carneval. Sangerinden.

Skulde jeg uafbrudt følge Traaden, der knytter sig til Bernardos Kjærlighed og min Vandring gjennem Ghetto, da maatte jeg springe et heelt Aar af mit Liv over; men dette Aar havde, med al sin jevne Gang, langt mere for mig, end at det gjorde mig de tolv Maaneder ældre. Det var en Art Mellemact i mit Livs Drama.

Sjældent saae jeg Bernardo, og mødtes vi, var han vel den lystige, raske Ungersvend, han pleiede, men fortrolig som for syntes han mig slet ikke; det kolde, fornemme Blik tittede frem bag Venskabs Maske; det forstemte og bedrøvede mig! spørge, hvorledes det gik hans Kjærlighed, havde jeg ikke Mod til.

Ret ofte kom jeg i Borghesernes Palais og fandt hos Eccellenza, Fabiani og Francesca et sandt Hjem, dog ofte Anledning til dyb Smerte. Min Sjæl var opfyldt af Taknemmelighed for Alt, hvad jeg skyldte dem Alle her, hvert alvorligt Blik kastede da strax Skygge over min Livslyst. Francesca roste mine gode Egenskaber, men vilde nu ogsaa fuldkommengjore mig; min Holdning, Maaden jeg udtrykte mig paa, modte hendes Kritik, og den var stræng, vistnok for stræng; tidt bragte den mig Taarer i Øinene, skjøndt jeg var alt et stort 16-Aars Menneske. Den gamle Eccellenza, som havde kaldt mig fra Domenicas Hytte til sit prægtige Hjem, var mig endnu hjertensgod, som første Gang vi mødtes, men ogsaa han havde Signoras Opdragelses-Maade med mig! Hans store Interesse for Planter og sjeldne Væxter deelte jeg ikke nok, og han kaldte det Mangel paa Lyst til det Grundige. Mit eget Jeg, fandt han, beskjæftigede mig for meget; jeg gik ham ikke nok udenfor mig selv, lod ikke Aandens Radier skjære den store Verdens Cirkel. »Husk min Søn,« vedblev han da, »at Bladet, der kun ruller sig i sig selv, visner!« Men, efter hver heftig Tale, klappede han mig igjen paa Kinden og trøstede ironisk med, at det var en slem Verden, man levede i, man maatte presses, som Blomsterne, skulde Madonna faae skjønne Exemplarer af os. Fabiani tog Alt fra den lystige Side, loe af dem med deres velmeente Forelæsninger, idet han forsikkrede, jeg blev dog aldrig lærd, som Eccellenza, eller pikant, som Francesca, men en tredie Characteer, der hører med til Livet, og det en Characteer, som ei var at forkaste. Da kaldte han sin lille Abbedisse, og hos hende glemte jeg snart mine smaa Sorger.

Det følgende Aar vilde de tilbringe i Norditalien, saaledes at de bleve i de varme Sommermaaneder i Genua, og Vinteren i Milano; mig forestod paa samme Tid det store Skridt, med en Slags Examen at træde op i Abbatestanden og saaledes i en høiere Stilling, end den, jeg for Øieblikket kjendte.

Før Familiens Afreise var et stort Bal i det Borghesiske Palais, hvortil jeg ogsaa var indbudet. Beegkrandse brændte udenfor, og alle Faklerne, der båres foran Gjesternes Vogne, bleve stukne ind i Jernarmene paa Muren, saa denne syntes en heel Ildcascade. Pavelige Soldater tilhest holdt ved Porten. Den lille Have var pyntet med brogede Papirslygter, Marmortrappen prægtigt oplyst; der duftede af Blomster, thi paa hvert Trin langs Muren stode Vaser med Blomster og smaa Orange-Træer. Soldaterne skuldrede ved Døren; der vrimlede med rigtklædte Tjenere. Francesca var glimrende skjøn; den kostelige Fjer, hun bar, af Paradisfuglen, den hvide atlaskes Kjole med de rige Kniplinger klædte hende allerkjæreste, men at hun rakte mig Haanden -ja det fandt jeg dog endnu nydeligere! I to Sale, hver med fuldt Orchester, svævede de Dandsende. Mellem disse var Bernardo, og han var smuk; den røde, guldbroderede Uniform, de snevre, hvide Beenklæder, alt sad, som aandet omkring de skjønne Former; han dandsede med den Smukkeste, og hun smilte fortroligt og kjærligt til ham. Hvor det ærgrede mig, at jeg ikke kunde dandse; ingen tog heller ret Notice af mig. I mit eneste Hjem syntes jeg mig den meest Fremmede mellem de Fremmede; men Bernardo rakte mig Haanden, og hvert Mismod var igjen borte. Bag de lange, røde Gardiner, ved det aabne Vindue, drak vi den skummende Champagne, han stødte fortroligt sit Glas imod mit, skjønne Melodier strømmede gjennem Øret til vort Hjerte, og udslettet var hver Tanke om mindre Venskab end i tidligere Dage. Jeg vovede endogsaa at nævne den smukke Jødepige, og han loe og syntes helbredet for de dybe Saar.

»Jeg har fanget en anden lille Guldfugl,« sagde han, »den er mere tam og har sjunget mig Grillerne bort! vi ville derfor lade den anden flyve! den er da ogsaa borte, er sluppet ud af Jødeqvarteret, ja af Rom selv, skal jeg troe mine Folk!«

Endnu engang stødte vore Glas sammen, Champagnen og den lystige Musik gjød dobbelt Liv i vort Blod! - Bernardo var igjen midt i Dandsen, jeg stod ene, men med hiint Lyksalighedens Havblik i Sjælen, hvori man gjerne gad trykke den hele Verden til sit Bryst. Nede paa Gaden jublede de fattige Drenge ved Gnisterne, der fløi fra Beegkrandsene; jeg tænkte paa min egen fattige Barndom, hvorledes jeg ogsaa havde leget som de, og nu stod som hjemme oppe i den rige Balsal, mellem Roms første Familier. Tak og Kjærlighed til Guds Moder, der saa kjærligt havde ført mig frem i Verden, fyldte min hele Sjæl, mit Knæ bøiede sig tilbedende; de lange tætte Gardiner skjulte mig jo for alle de Andre. Jeg var uendelig salig.

Natten fløi hen; to Dage gik endnu og hele Familien drog fra Rom. Habbas Dahdah indprægede mig hver Time, hvad dette Aar vilde bringe mig, Navnet og Værdigheden af Abbate. Jeg læste flittigt, saae næsten aldrig Bernardo eller nogen Bekjendt; Uger gik og bleve til Maaneder, og disse bragte Dagen, der, efter endt Prøve, iførte mig den sorte Dragt og den korte Silkekaabe.

Alt sang mig Victoria! de høie Pinier og de nysudsprungne Anemoner, Raaberne paa Gaden og den lette Sky, som fløi gjennem den blaa Luft. Jeg var med den sorte Silke-Abbate-Kappe iført et nyt og lykkeligere Menneske. Francesca havde og sendt mig en Vexel paa 100 Scudi til Fornødenhed og Fornøielse. I min Glæde stormede jeg op ad den spanske Trappe, kastede en blank Scudo til Onkel Peppo og fløi bort, uden at høre mere, end hans »Eccellenza, Eccellenza Antonio!

Det var de første Dage i Februar, Mandeltræerne blomstrede, Orangetræerne gulnede meer og meer, det lystige Carneval forestod, som var det en Fest til Hæder for min Optrædelse i Abbatestanden, Herolderne til Hest, med Trompeter og kostelige Fløielsfaner, havde alt forkyndt dets Komme. Aldrig før havde jeg endnu ganske nydt disse Glæder, ret inddrukket Billedet af denne Hjemmets lykkelige: slaae Gækken løs. Da jeg var et Barn, frygtede min Moder for, at jeg skulde komme til Skade i Trængselen; jeg saae derfor kun Momenter af den hele Lystighed, i det hun stod med mig kun paa et bestemt Hjørne af Gaden; som Skolar i Jesuiter-Skolen havde jeg seet det paa samme Maade, idet jeg, med en Afdeling af de andre Skolarer, fik Lov at staae paa det flade Tag af Sidebygningen i Palazzo del Doria; men selv være med, selv kunne flyve fra den ene Ende af Gaden til den anden, komme paa Capitoliet, og til Trastevere, kort, gaae og blive, hvor jeg selv vilde, det var der slet ingen Tanke om; hvor naturligt altsaa, at jeg nu kastede mig i den vilde Strøm og ret som et Barn glædede mig til det Hele. Mindst tænkte jeg da paa, at mit Livs alvorligste Eventyr skulde begynde, at en Begivenhed, der engang havde beskjæftiget mig saa levende men som siden var glemt, nu atter traadte frem levende og stærk; det tabte Frøkorn, glemt og useet, nu vilde vise sig som en grøn, duftende Væxt, der slyngede sig fast om mit eget Livstræ.

Carnevalet var al min Tanke. Jeg besøgte i den tidlige Morgen Piazza del Popolo for at see Forberedelserne til Veddeløbet, gik om Aftenen corso op og ned, idet jeg betragtede de brogede Carnevalsdragter, der vare hængt ud, Figurerne med Maske og i fuld Costume. Jeg leiede en Advocats Dragt, som en af de lystigste Characterer, og sov næsten ikke hele Natten; jeg maatte jo ordentligt overtænke og indstudere min Rolle.

Den kommende Dag syntes mig en hellig Fest; jeg var lykkelig som et Barn. Rundtom i Sidegaderne reiste Confettikræmmerne deres Diske og Borde og udbredte de brogede Varer*; corso blev feiet og de brogede Tepper hængt ud fra alle Vinduer. Henimod Klokken tre, efter den franske Maade at regne Timerne paa**, var jeg paa Capitoliet, for at nyde Festens Begyndelse for første Gang. Balkonerne vare opfyldte med fornemme Fremmede; Senatoren sad i Purpur paa en Fløiels Throne, nydelige smaa Pager, med Fjær i deres Fløiels Barret, stode paa høire og venstre Side foran den pavelige SchweitserGarde. Nu traadte en Skare af de ældste Jøder ind; med blottede Hoveder knælede de foran Senatoren. Jeg kjendte den midterste, det var

* Confetti ere smaa rode og hvide Kalkkugler, saa store som Ærter; undertiden laves de ogsaa af Korn, der ere trillede i en Gipsdeig. Ved Carnevalet kaster man hinanden over med disse. ** Timerne i Italien regnes efter Solens Nedgang, da er et Døgn til Ende, og Klokkerne ringe til av e maria; den første Time, efterat Solen saaledes er gaaet ned, er da Klokken eet, den følger Klokken to og saaledes til 24. Hver Uge stilles Uhrene efter Solen et Qvarteer frem eller tilbage. Den almindelige Maade, man ellers regner Tiden paa, kalde Romerne den franske. Gaaer Solen ned Klokken sex om Aftenen, da er Klokken tre om Eftermiddagen: tre Timer før Natten eller Klokken 21. Natten begynder ved Solens Nedgang.

Hanock, den gamle Jøde, hvis Datter havde saa megen Interesse for Bernardo. Den Gamle førte Ordet, holdt en Slags Tale, hvori han, efter gammel Vedtægt, bad om Tilladelse for sig og sit Folk, at de endnu eet Aar turde forblive her i Rom i det dem anviste Qvarteer, lovede at gaae eengang i catholsk Kirke og udbad sig, at de, istedetfor efter gammel Skik selv at løbe corso igjennem for Romerne, maatte betale Omkostningerne for Hestevæddeløbet, samt den fremsatte Priis og de brogede Fløiels-Faner. Senatoren gav et naadigt Nik, (den gamle Brug, at sætte Foden paa den Bedendes Skulder, var afskaffet), steg derpaa under fuld Musik, i Procession, ned af Trappen til sin prægtige Vogn, i hvilken ogsaa Pagerne fik Plads, og aabnede saaledes Carnevalet. Capitoliets store Klokke kimede til Glæden, jeg løb afsted hjemad, for i Hast at iføre mig min Advokat-Dragt I den syntes jeg mig et ganske andet Menneske. Med en Art Selvtilfredshed hoppede jeg ned paa Gaden, hvor allerede en Flok Masker hilsede mig. Det var fattige Arbeidsfolk, som disse Dage gjorde lige med de rigeste Nobili. Hele deres Pynt var nok saa original og dertil den billigste af Verden. Over deres sædvanlige Klæder bare de en grov Skjorte, besyet med Citronskaller, der skulde ligne store Knapper, grøn Salat paa Skuldrene og Skoene, og en Paryk af Finocchi, desuden store Briller, udskaarne af Appelsinskaller.

Jeg truede dem Alle med Processer, viste dem i min Bog Lovstederne, der forbøde en saa luxuriøs Klædedragt som deres, og nu, applauderet af dem Alle, hoppede jeg ind i den lange corso, der fra Gade var forvandlet til Maskeradesal. Fra alle Vinduer og rundt om Balkoner og opreiste Loger hang brogede Tepper, langs Husenes Væg stod en uendelig Række af Stole, »kostelige Pladse til at see fra,« som Opraaberen forsikkrede. Vogn fulgte paa Vogn, for største Delen med Maskerede, i to lange Rækker, en opad, en nedad; paa enkelte vare selv Hjulene omvundne med Laurbærgrene, det Hele syntes bevægelige Lysthuse, og mellem disse tumlede sig den lystige Menneske-Vrimmel. Alle Vinduer vare opfyldte med Tilskuere. Nydelige Romerinder, i Officierdragt og med Snurbart over den fine Mund, kastede Confetti ned paa Bekjendter. Jeg holdt en Tale til dem, stævnede dem for Retten, fordi de ikke blot kastede Confetti i Ansigtet, men ogsaa Ildblik i Hjerterne; en Blomsterregn belønnede min Tale.

Jeg traf en udmajet Moerlil, ledsaget af sin Cicisbeo; Veien var os for nogle Øieblikke afskaaret ved en Kamp mellem en Flok Polichineller, og den gode Madam maatte prøve min Veltalenhed.

»Signora!« sagde jeg, »er det at holde Eders Løfte? Er det at holde den romerske, catholske Skik, som I burde! Ak, Lucretia, Tarqvinii Collatini hvor er nu Hustru! Der sende I og flere af Roms Qvinder Eders skikkelige Mænd bort i Carnevalstiden, lade dem gaae paa Exercitia hos Munkene i Trastevere. I sværge, at føre et gudeligt, stille Liv i Eders Huse og Manden spæger sit Kjød i Glædens Tid, beder og arbeider Nat og Dag indenfor Klosterets Mure. Da have I frit Spil, da flyve I om med eders Galaner i corso og paa Festino! Ei Signora! jeg klager Eder an for Retten efter Lovens 27 i det 16de.«

Et eftertrykkeligt Slag af hendes Vifte, lige i mit Ansigt, var Svaret, men efter Grundigheden i dette, maa jeg ganske uskyldig have truffet Sandheden.

»Er Du gal Antonio!« tilhvidskede hendes Ledsager mig, og de smuttede bort mellem Sbirrer, Grækere og Hyrdinder. Af de faa Ord havde jeg kjendt ham, det var Bernardo. Men hvem kunde Damen være?

»Luogi! Luogi, Patronil« skrege de, som falbøde Pladse, jeg var forstyrret i min Tænken, men hvo vilde ogsaa tænke paa en Carnevalsdag. En Flok Harlequiner, med Bjælder paa Skoe og Skulder, dandsede omkring mig, og en ny Advocat paa Stylter, een Mand høie, skred hen over os; Da han i mig saae en Collega, spottede han det lave Standpunkt, jeg stod paa, og forsikkrede, at hos ham alene kunde en Sag vindes; paa Jorden, hvor jeg klæbede fast, var der ingen Retfærdighed; den fandtes kun ovenfor, og nu pegede han paa det hoiere Luftrum, hvori han stod, og spadserede videre. Paa Piazza colonna var et Musik-Chor; de lystige Doctores og Hyrdinder dandsede lystigt rundt om selv de enkelte Trupper af Soldater, som, for at holde Orden, mekanisk vandrede op og ned af Gaden mellem Vognene og Menneskevrimlen; her begyndte jeg atter paa en grundig Tale, men der kom en Skriver, og saa var det forbi med mig, thi hans Karl, der lob foran med den store Klokke, ringede mig saaledes for Ørene, at jeg ikke selv kunde hore mine egne Ord; nu lød ogsaa Kanonskuddet som Signal, at alle Vogne maatte fra Gaden, da Carnevalet skulde ende for i Dag.

Jeg fik Plads paa et af Stilladserne. Under mig bølgede Vrimmelen; den lod sig ikke forstyrre af Soldaterne, som varede om at gjøre Plads for Hestene, der snart i vildt Løb vilde jage gjennem Gaden, hvor intet Skillerum dannede en bestemt Bane.

For Enden af Gaden, paa Piazza del popolo, førtes Hestene frem for Skranken. De syntes alt halv vilde. Brændende Svamp var klæbet dem paa Ryggen, smaa Raketter bag Ørene og løse Jernplader, der i Løbet sporede til Blods, hæftet paa Siderne. Staldknægtene kunde neppe holde dem, Kanonskuddet lød, Touget for Skranken faldt og nu fløi de, som en Stormvind, forbi mig opad corso. Knitterguldet raslede, Mankerne og de brogede Baand flagrede høit i Luften, Ildfunkerne gnistrede ved Fødderne, hele Folkevrimlen skreg vildt efter dem, og, i samme Nu de vare forbi, strømmede Massen igjen ud over den aabne Bane, som Bølgen, der lukkes efter Skibets Kjøl.

Festen var endt for i Dag. Jeg skyndte mig hjem, for at kaste min Dragt, og fandt da i Værelset Bernardo, som ventede paa mig.

»Du her!« udbrød jeg, »og din Donna, hvor i al Verden har Du forladt hende!«

»Stille!« sagde han og truede spøgende med Fingeren, »lad det ei komme til en Æressag imellem os! - Hvor kunde Du dog faae den bizarre Idee just at sige det, Du sagde! - men vi ville give Absolution og Naades-Beviisning. Du følger iaften med i Theater Alibert, man giver Operaen Dido, det skal være guddommelig Musik; der komme flere Skjønheder af første Rang, og desuden er det en fremmed Sangerinde, der træder op i Hovedrollen, hele Napoli skal hun have sat i Fyr og Flamme; det skal være en Stemme, et Udtryk og Foredrag, hvorom vi ikke have Idee, og saa er hun smuk, meget smuk, sige de. Du maa tage Blyant med; thi svarer hun halv til Beskrivelsen, man har givet mig, da maa hun begeistre Dig til de deiligste Sonnetter! jeg har sparet de sidste Bouquetter af Violer fra Carnevalet for at offre hende dem, hvis hun henriver mig!« -

Jeg var villig til at følge ham, hver Draabe af det lystige Carneval vilde jeg inddrikke. Det blev en vigtig Aften for os Begge. I min Diario romano staaer ogsaa denne 3die Februar dobbelt understreget. Bernardo kunde have Grund til at gjøre det samme.

Det var i Theater Alibert, Roms første Operahuus, vi skulde see den nye Sangerinde som Dido. Den prægtige Platfond, hvor Muserne svæve, Forhænget med den hele Olymp og de gyldne Arabesker paa Logerne vare da alle nye. Det Hele var opfyldt af Mennesker, fra Gulvet til femte Etage; paa hver Loge brændte Lys i Lampetter, det Hele straalede som et Lyshav. Bernardo ledte mit Blik til hver ny Skjønhed, der traadte ind i en Loge, og sagde et Dusin Ondskaber over de Stygge.

Ouverturen begyndte. Det var i Toner Expositions-Scenen til Stykket. Den vilde Storm bruste over Havet og drev Æneas til Lybiens Kyster. Stormens Rædsel opløste sig i fromme Hymner, der steg til Jubel, og ved de bløde Fløitetoner drømte jeg mig i opvaagnende Kjærlighed, en Følelse jeg selv endnu ikke kjendte. Jagthornet tonede, Stormen steg paa ny, og jeg samledes med de Elskende i den hemmelighedsfulde Grotte, hvor Alt tonede Kjærlighed, den stærke, brusende Lidenskab, der brast i en dyb Dissonans, under hvilken Forhænget rullede op. Æneas vil bort, vinde det hesperiske Rige for Askanius, forlade Dido, der optog ham, den Fremmede, offrede ham sin Ære og sin Fred, endnu er hun uvidende derom, »men snart vil Drømmen briste,« siger han, »snart, naar Teucernes Hær drager til Stranden, beladt med Bytte, lig Myrernes sorte Skare!«

Nu træder Dido op. I det hun viste sig paa Scenen blev en dyb Taushed over det hele Publicum; hendes hele Væsen, kongelige og tillige lette, yndige Anstand, greb alle, som mig, og dog var hun slet ikke, som jeg tænkte mig en Dido. Hun stod der, et zart, yndigt Væsen, uendelig skjøn og aandig, som Raphael kunde tænke sig en Qvinde. Sort som Ibenholt laae Haaret om den skjønne, hvælvede Pande, det mørke Øie fuldt af Udtryk. Et stærkt Bifalds-Klap hævede sig, det var Skjønheden, man hyldede, ene Skjønheden, thi endnu havde hun ikke sjunget en Tone. Jeg saae tydeligt en Rødme flyve over hendes Pande, hun bøiede sig for den beundrende Mængde, der med dyb Taushed nu fulgte hendes gjennemtænkte skjønne Betoning af Recitativet.

»Antonio!« raabte Bernardo halv høit til mig, og rykkede mig i Armen, »det er hende! -Jeg maa have mistet min Forstand, eller det er hende, min bortfløine Fugl! ja, ja, jeg kan ikke tage feil, Stemmen er ogsaa hendes! jeg husker det alt for godt!«

»Hvem mener Du?« spurgte jeg.

»Jødepigen fra Ghetto,« svarede han; »og dog synes det umuligt, reent umuligt! hun kan jo ikke være den samme!«

Han blev taus og tabte sig i Beskuelsen af det forunderlige skjønne Sylphevæsen. Hun sang sin Kjærligheds Lykke; det var et Hjerte, der udaandede i Toner, den dybe, rene Følelse, som paa Tonevinger rev sig løs fra Menneskets Bryst. En underlig Vemod greb min Sjæl, det var som disse Toner vilde fremmane de dybest jordede Erindringer, ogsaa jeg var ved at udbryde med Bernardo: det er hende! ja, hvad jeg i mange Aar ikke havde tænkt eller drømt om, stod nu forunderligt levende for mig, hvorledes jeg som Barn ved Juletid prædikede i Kirken araceli, den forunderligt fiintbyggede lille Pige, med den sælsomme sonore Stemme, der havde vundet Prisen for mig, jeg tænkte paa hende, og jo mere jeg saae og hørte denne Aften, des sikkrere udbrød min Tanke: »det er hende, hende og ingen anden!«

Da siden Æneas tilstaaer hende, at han gaaer bort, at de jo ei ere gifte, han ikke kjender deres Brudefakkel, hvor forbausende vidste hun da ikke at udtrykke Overgangen i sin Sjæl, Overraskelsen, Smerten, Raseriet; og nu sang hun sin store Aria; det var som Dybets Bølger, der sloge mod Skyerne! hvorledes udtaler jeg denne hele Toneverden, som her aabenbarede sig; min Tanke søgte et legemligt Billede for disse Toner, der ikke syntes at stige fra et Menneske-Bryst, og jeg saae Svanen udaande sit Liv i Sang, i det den snart slog med Vingerne i de høie Ætherstrømme, snart dykkede ned i det dybe Hav og kløvede Brændingen, for paa ny at stige. Et almindeligt Bifalds Raab brusede gjennem Huset, »Annunziata! Annunziata!« raabte de, og hun maatte frem og atter frem for den begeistrede Mængde.

Og dog stod dette Nummer i Stykket tilbage for Duetten i anden Act, hvor hun beder Æneas blot ei øieblikkelig at drage bort, ei saaledes forlade hende, der for hans Skyld krænkede Lybiens Stamme, »Afrikas Fyrster, sin Blufærdighed og sit Rygte.« »Jeg sendte ingen Skibe mod Troja, jeg forstyrrede ikke Anchises's Manes og Aske!« der var en Sandhed en Smerte i hele hendes Udtryk, der bragte mig Taarer i Øinene, og den dybe Taushed rundt om viste, hvorledes hvert Hjerte følte det samme.

Æneas forlader hende og nu staaer hun et Øieblik bleg og marmorkold, som en Niobe, men snart syder Blodet igjennem Aarerne, det er ei mere Dido, den varmt elskende Dido, den forladte Hustru, det er en Furie, Skjønhedstrækkene aande Gift og Død; Annunziata vidste saa ganske at forandre sit hele Udtryk, isne enhver med Skræk, man maatte aande og lide med hende.

Leonardo da Vinci har malet et Medusahoved, der findes paa Galleriet i Florents; Alle gribes sælsomt ved at see det, og kunne dog ei rive sig løs. Det er som Afgrundens Skum i de skjønneste Former, Dybet, der af Ædder og Gift har skabt sig en medicæisk Venus. Blikket, selv Mundens Stilling, aander Død Saaledes stod nu Dido for os.

Man saae Baalet, Søsteren Anna havde reist, Gaarden behængt med sorte Krandse og Liigløv, i den fjerne Baggrund fløi Æneas's Snekke over den oprørte Sø. Dido stod med hans glemte Vaaben, hendes Sang lød dybt og tungt og steg da atter i Høide og Kraft, som de faldne Engles Jammer. Baalet blussede, Hjertet brast i Toner.

Som en Storm bruste Bifaldet, da Teppet rullede ned. Vi vare alle ude af os selv i Begeistring over den herlige Kunstnerinde, hendes Skjønhed og ubegribelige deilige Stemme.

»Annunziata! Annunziata!« lød det fra Parterre og alle Loger, da hævede Forhænget sig og hun stod der, bly og yndig, med Øiet fuldt af Kjærlighed og Mildhed Blomster regnede ned omkring hende, Damerne svingede med deres hvide Lommetørklæder, og Herrerne jublede henrykt hendes Navn; Teppet faldt, men Jublen syntes mere at tiltage, hun maatte atter frem og holdt da ham ved Haanden, som havde udført Æneas Partie, men atter og atter lød det »Annunziata!« hun viste sig med det hele Personale, der havde bidraget til hendes Triumph, men endnu igjentog man stormende hendes Navn, og fjerde Gang stod hun nu ganske alene frem og takkede med faa hjertelige Ord for den rige Opmuntring, man skjænkede hendes Talent Jeg havde i min Begeistring skrevet nogle Linier paa et Papiir; mellem Blomster og Krandse fløi det for hendes Fødder.

Tæppet hævede sig nu ikke mere, men idelig og idelig lød det samme Skrig; man vilde længer see hende, længer udøse sin Hyldest. Fra Siden af Tæppet traadte hun nu frem, gik langs med Lamperne og sendte Kys og Tak til den jublende Mængde. Glæden straalede hende ud af Øinene, der laae en Lyksalighed, jeg ikke kan udsige, i hendes hele Aasyn, det var vist et af de lykkeligste Øieblikke i hendes Liv. Men var det maaske ogsaa ikke i mit? Jeg deelte Glæden med hende, som Jublen med de Andre; mit Øie, min hele Sjæl, inddrak hendes Billedejeg saae intet, tænkte intet uden: Annunziata.

Mængden forlod Theatret, jeg blev revet med Strømmen, der bevægede sig om Hjørnet, hvor Sangerindens Vogn holdt; man knugede mig op til Muren, Alle vilde endnu engang see hende. Alle toge Hatten af, og jublede hendes Navn. Jeg raabte det med, og mit Hjerte svulmede sælsomt derved Bernardo havde trængt sig hen til Karetdøren, og holdt den aaben for hende. Jeg saae, at man i et Nu spændte Hestene fra, og de begeistrede unge Mennesker grebe fast, for selv at drage hende hjem; hun takkede, og bad dem med bævende Stemme at lade være, men kun hendes Navn i den høieste Jubel lød igjennem Gaden. Bernardo steg op paa Trinet udenfor Vognen og beroligede hende, selv greb jeg fast i Vognstangen, og følte mig lyksalig som de andre. Kun altfor snart bruste det Hele bort, som en deilig Drøm.

Jeg var heldig nok at støde sammen med Bernardo, han havde jo talt til hende, været hende ganske nær.

»Nu, hvad siger Du Antonio? Er dit Hjerte endnu ei bevæget! Gløder Du ei gjennem Marv og Been, saa er Du ikke værd at kaldes Mand! Begriber Du nu, at jeg kunde elske hende ved første Møde? Begriber Du nu, hvorledes Du har staaet Dig selv i Lyset, da jeg vilde føre Dig ind hos hende, og at det nok var værd at lære Hebraisk, for at sidde paa Bænke med slig en Skabning. Ja Antonio, jeg tvivler slet ikke, i hvor uforklarligt det Hele synes, hun er min Jødepige! hende var det, som jeg for et Aar siden saae hos den gamle Hanock, hende var det, som skjænkede mig Cypervinen og forsvandt. Jeg har hende igjen, hun er her og som en herligere Phønix steget op fra Reden: det hæslige Ghetto.

»Det er umuligt, Bernardo!« svarede jeg, »ogsaa hos mig vækker hun Erindringer, der modsige, at hun kan være en Jødinde! sikkert er hun af den eneste saliggjørende Kirke. Har Du ret betragtet hende, som jeg gjorde det, maatte Du see, at det ikke er mosaiske Former, ikke disse Træk, Cainsmærket for den banlyste ulykkelige Nation. Sproget selv, disse Toner, nei det var ikke fra jødiske Læber de klang. O Bernardo, jeg føler mig saa lyksalig, saa opfyldt af den Toneverden, hun har indgydt i min Sjæl -! Men hvad sagde hun? Du talte jo med hende! stod jo tæt ved Vognen! var hun ret lykkelig, lykkelig, som hun har gjort os Alle?«

»Du er jo ordentlig begeistret, Antonio!« afbrød han, »nu smelter Jesuiter-Skolens lis! - Hvad hun talte? Ja hun var frygtsom og dog stolt af, at I vilde Bengier foer igjennem Gaden med hende. Hun trak Sløret tæt op om sit Ansigt og knugede sig op i en Side af Vognen; jeg beroligede hende og sagde alt, hvad mit Hjerte kunde have sagt til Skjønhedens og Uskyldighedens Dronning, men ikke engang min Haand vilde hun modtage, da jeg vilde hjælpe hende ud!«

»Men hvor kunde Du ogsaa Sligt, hun kjender Dig jo ikke! Slig Dristighed havde jeg aldrig turdet vove!«

»Ja, Du kjender ikke Verden, ikke Qvinderne! hun har lagt Mærke til mig, og det er altid noget!«

Jeg maatte nu læse ham mit Impromptu til hende; han fandt det guddommeligt, det maatte indrykkes i Diario di roma. Vi klinkede sammen og drak hendes Skaal. Alle i Caffeen talte kun om hende. Alle vare, som vi, uudtømmelige i at skabe hendes Lov. Det var sildigt, da jeg skiltes fra Bernardo;jeg kom hjem, men Søvn var der ikke at tænke paa, det var mig en Vellyst, at lade den hele Opera gjengives i min Sjæl, Annunziatas første Optræden, Arien, Duetten, den forunderligt gribende Slutnings-Scene. I min Henrykkelse applauderede jeg høit og nævnte hendes Navn. Nu løb jeg i Tanken mit lille Digt igjennem, nedskrev det paa Papiret og fandt det smukt, læste det et Par Gange for mig selv, og skal jeg være oprigtig, Kjærligheden til hende gik næsten for meget over til Digtet, nu efter mange Aar seer jeg det med ganske andre Øine; den Gang fandt jeg, det var et lille Mesterstykke. Hun har sikkert taget det op, tænkte jeg, nu sidder hun halv afklædt paa den bløde Silkesopha, stytter den deilige Arm under Kinden og læser hvad jeg nedaandede paa Papiret:

Jeg vidste ingen Aandens Verden mere rig og skjøn, end den i Dantes Digtning, men denne, syntes jeg, stod nu med et høiere Liv, i en langt større Klarhed for mig, end før; hendes smeltende Sang, hendes Blik, Smerten og Fortvivlelsen, hun havde vidst at fremstille, havde saa ganske givet Treklangen af den dantiske Digtning. Hun maatte finde mit Digt smukt! jeg forestillede mig hendes Tanker, hendes Lyst til at kjende Forfatteren, og næsten troer jeg, at før jeg sov ind, var jeg ved Forestillingen om hende dog meest beskjæftiget med mig selv og mit lille, ubetydelige Digt.