Anden Deel

I
De pontinske Sumpe. Terracina. En gammel
Bekjendt Fra-Diavolos Fødeby. Orangehaven
ved Mola di Gaeta. Den neapolitanske Signora,
Neapel

Mange tænke sig ved de pontinske Sumpe kun en moradsig Grund, en øde Strækning med stillestaaende, slimet Vand, en sørgelig Vei at gjennemreise; tvertimod, Sumpene have mere tilfælleds med den rige Lombarder-Slette, ja de ere endogsaa rigere paa Fylde, Græs og Urter staae med en Saftfuldhed og Yppighed, Norditalien ikke kan opvise.

Ingen Vei kan heller være ypperligere end den, der fører over Sumpene; det er som paa en Plan, Vognen ruller hen under den uendelig lange Linde-Allee, hvis tætte Grene skygge mod de brændende Straaler. Paa begge Sider strækker sig den uendelige Slette med sit høie Græs og sine friske, grønne Sumpvæxter; Canaler krydse hinanden og suge Vandet til sig, der rundt om staaer som Damme og Søer med Siv og den bredbladede Aakande. Til Venstre, naar man kommer fra Rom, strække sig de høie Abruzzer med flere smaae Byer, der som Bjergslotte skinne med deres hvide Mure fra den graae Klippe. Til Høire den grønne Slette ned mod Havet, hvor Forbjerget Cicello hæver sig, nu landfast, fordum Circes Ø, hvor Sagnet lod Ulysses lande.

Alt som jeg gik, opløste sig Taagen, der svævede over den grønne Flade, hvor Canalerne skinnede som Lærred paa Blegen; Solen brændte med Sommervarme, skjøndt det var kun sidst i Februar. Hjorder af Bøfler gik i det høie Græs. En Flok Heste løb frit omkring, slog i Veiret med Bagbenene, saa Vandet stænkede høit rundt om; deres raske Stillinger, kaade Spring og Boltren kunde være et Studium for en Dyrmaler. Til Venstre saae jeg en sort, uhyre Røgstøtte, som kom fra det store Blus, Hyrderne havde tændt for at rense Luften om deres Hytter. Jeg mødte en Bonde, hvis guulblege, sygelige.

Udseende modsagde den Frodighed, Sumpene frembøde. Som en Død, taget fra Graven, reed han paa sin sorte Hest og holdt en Art Landse i Haanden, med hvilken han drev Bøflerne sammen, der gik i det moradsige Dynd; nogle lagde sig der og strakte kun frem deres sorte, hæslige Hoved med de onde Øine. De enkelte Posthuse paa tre til fire Etager, opførte tæt ved Veien, viiste ogsaa ved første Blik den giftige Luft, som dampede op fra Sumpene. De kalkede Mure vare ganske bedækkede med en feed, graagrøn Skimmel. Bygninger, som Mennesker, bare Præget af Forraadnelsens Aande, en sælsom Contrast mod al den rige Yppighed rundt om, det friske Grønne og det varme Solskin.

Min syge Sjæl lod mig i Naturen her see et Billede paa Livets falske Lykke; saaledes seer Mennesket næsten altid Verden gjennem Følelsens Brille og den staaer sort eller purpurfarvet, ligesom Glassets Farve er han seer den igjennem.

Omtrent en Time før ave maria havde jeg Sumpene bag ved mig; Bjergene med deres gule Fjeldmasser nærmede sig mere og mere, og tæt foran laae Terracina i den fyldige, hesperiske Natur. Tre høie Palmetræer med Frugt stode ikke langt fra Veien; de store Frugthaver opad Bjergsiden syntes et stort, grønt Teppe med Millioner gyldne Punkter; Citroner og Apelsiner var det, som tyngede Grenene til Jorden. Foran et lille Bondehuus paa Veien laae en Mængde nedfaldne Citroner, samlet i Bunke som var det afrystede Castanier. Rosmarin og vilde, mørkerøde Levkøier voxte frodigt i Fjeldkløfterne høit op mod Klippens Top, hvor den prægtige Ruin af Østgothekongen Theodoriks* Borg laae og overskuede Byen og den hele Omegn.

Mit Øie var blændet ved det skjønne Malerie; stille drømmende gik jeg ind i Terracina. Da laae Havet for mig; første Gang saae jeg Havet, det underdeilige Middelhav. Det var Himlen selv i det reneste Ultramarin, der som en uhyre Slette var spændt ud foran mig. Langt ude laae Øer, som svømmende Skyer i den skjønneste lilla Farve; jeg øinede Vesuv, hvor den sorte Røgstøtte blaanede hen i Horizonten. Havfladen syntes blikstille; dog mod Kysten, hvor jeg stod, gik de lange Brændinger, saa blaae, saa klare, som Ætheren selv, og løde, som Tordenen mellem Bjergene.

Mit Øie var bundet som min Fod; al min Sjæl aandede Henrykkelse. *Diederik af Bern. Det var, som om det Legemlige inden i mig, Hjerte og Blod, blev til Aand, opløste sig i den, for at kunne svæve ud mellem disse to Himle: det uendelige Hav og Himlen oven over. Taarerne strømmede mig ned over Kinderne, jeg maatte græde som et Barn.

Tæt ved hvor jeg stod laae en stor, hvid Bygning; Brændingen slog imod Grunden, den var reist paa. Dens underste Etage imod Gaden var en eneste Buegang, inde i hvilken de Reisendes Vogne holdt. Det var Værtshuset i Terracina, det største og skjønneste paa hele Veien mellem Rom og Neapel.

Pidskesmæld gav Echo fra Fjeldvæggen: en lukket Vogn med fire Heste for rullede hen mod Værtshuset Bevæbnede Tjenere sad paa Sædet bag Vognen; en bleg, mager Herre, indhyllet i en stor, broget Slaabrok, strakte sig inden i. Postillonen steeg nu ned, smældede endnu et Par Gange med sin lange Pidsk, og friske Heste spændtes for. Den Fremmede vilde afsted, men da han forlangte Eskorte over Bjergene, hvor Fra-Diavolo og de Cesaris havde dristige Descendenter, maatte han vente et Qvarteer, og nu skjendte han paa halv engelsk, halv italiensk over Folkets Døsighed, over alle de Plager og Lidelser, den Fremmede maatte døie, knyttede sig tilsidst af sit Lommetørklæde en Nathue, trak den paa og kastede sig saa i en Krog af Karethen, lukkede Øinene og syntes at hengive sig i sin Skjæbne.

Jeg erfarede, at det var en Engellænder, der alt i ti Dage havde gjennemreist Nord- og Mellem-Italien og i den Tid gjort sig bekjendt med disse Lande, havde i een Dag seet Rom og vilde nu til Neapel for at bestige Vesuv, og da med Dampskibet til Marseille for ogsaa at lære at kjende det sydlige Frankerige, men haabede at gjøre dette af i en endnu kortere Tid. Endelig kom otte velbevæbnede Ryttere, Postillonen knaldede, og Vogn og Ryttere forsvandt gjennem Porten ved den store, gule Klippe.

»Med hele sin Eskorte og alle sine Vaaben er han dog ikke saa sikker som mine Fremmede!« sagde en lille, fiirskaaren Karl, der legede med sin Pidsk. »De Engellændere maae holde meget af at kjøre, altid gaaer det i Gallop! Det er sælsomme Fugle! Santa Philomena di Napoli!«

»Har I mange Fremmede i Eders Vogn?« spurgte jeg.

»Eet Hjerte i hvert Hjørne,« svarede han. »Seer De, det gjør fire Mand stærk. Men i Cabrioletten er kun een. Vil Signore see Napoli, saa kan De være der overmorgen mens Solen endnu skinner paa Sanct Elmo.«

Vi bleve enige, og jeg var hjulpet ud af den Forlegenhed, hvori min fuldkomne Mangel paa rede Penge satte mig.*

»Haandpenge vil De vel sagtens have, Signore ?«spurgte Veturinen og holdt et Fem-Paolo-Stykke imellem Fingrene.

»Besørg min Plads ved Bordet og en god Seng,« svarede jeg, »imorgen kjøre vi jo?«

»Ja, vil Sanct Antonio og mine Heste,« udbrød han, »saa gaaer det løs Klokken tre. Vi skal jo to Gange i Dogane og tre Gange skrives i Papirerne, det er vor haardeste Tour imorgen.« Og nu løftede han Haanden mod sin Hue, nikkede og forlod mig.

Man anviiste mig et Værelse udtil Havet, hvor den friske Vind luftede, hvor de lange Brændinger tumlede sig, et Billede forskjelligt fra Campagnen, og dog bragte den store Udstrækning mig til at tænke paa Hjemmet der, og paa gamle Domenica; det bedrøvede mig, at jeg ikke flittigt nok havde besøgt hende; hun elskede mig af sit fulde Hjerte og var sikkert den eneste, der gjorde det. Eccellenza, Francesca, ja, de havde vel ogsaa Kjærlighed for mig, men den var af en særegen Farve. Velgjerninger bandt os sammen, og hvor disse ikke kunne gjengives, bliver altid, mellem Giveren og Modtageren, en Kløft, som Aar og Dage vel kunne dække med Hengivenhedens Slyngplanter, men aldrig udfylde. Jeg tænkte paa Bernardo og Annunziata -mine Læber smagte salte Draaber, de kom fra Øiet, eller - maaskee fra Søen under mig, Brændingen stænkede jo høit op paa Muren.

Næste Morgen, før Dag, rullede jeg med Veturinen og hans Fremmede bort fra Terracina. Ved Grændsen gjorde vi Holdt; det var just i Dagningen. Alle stege ud af Vognen, medens vore Pas bleve efterseete. Nu saae jeg først ret mit Selskab. I dette var en Mand paa omtrent nogle og tredive Aar, temmelig blond og med blaae Øine; han tiltrak sig min Opmærksomhed; jeg maatte have seet ham før, men hvor, kunde jeg ikke erindre; de enkelte Ord, jeg hørte ham tale, røbede ogsaa, at han var en Udlænding.

Vi bleve meget længe opholdte med Passene, da de fleste vare i fremmede Sprog, som Soldaterne ikke forstode. Den Fremmede tog imidlertid en Bog frem med rene Blade og skizzerede sig det Parti, * Naar man reiser med Veturinen, da betaler man ikke forud, men faaer endogsaa Penge paa Haanden af ham, for at man kan stole paa hans Ærlighed, og han sorger for Spise og Natteleie den hele Reise. Alle disse Udgifter komme under den eengang sluttede Accord. hvor vi stode: de to høie Taarne med Porten, som Landeveien gaaer igjennem, de maleriske Huler tæt ved, og i Baggrunden den lille By højt oppe paa Bjergene.

Jeg traadte nærmere til, og han gjorde mig opmærksom paa, hvor smukt Gjederne stode grupperede inde i den største Hule. I samme Nu sprang de iveiret; et stort Riisknippe, der laae i een af de mindre Aabninger ned til Hulen og tjente som Dør for Nedgangen, blev trukket bort, og Par for Par hoppede Gjederne ud, som Dyrene, da de gik af Noahs Ark. En ganske lille Bondedreng sluttede Truppen; hans lille, spidse Hat med Seglgarnsbaandet om, de forrevne Strømper og Sandaler, dertil den korte, brune Kappe, han havde kastet om sig, gav ham et malerisk Udseende. Ovenover Hulen trippede Gjederne mellem de lave Hækker; Drengen stillede sig paa et Fjeldstykke, der ragede ud over Hulen og saae paa os og paa Maleren, der aftegnede ham og den hele Omgivning.

»Maledetto!« hørte vi Veturinen raabe og saae ham i fuld Fart komme hen imod os: eet af Passene var der noget galt i. Det er vistnok mit Pas, følte jeg, og Blodet steeg mig op i Kinderne. Den Fremmede skjændte over Soldaternes Uvidenhed, de kunde ikke læse, sagde han, og vi fulgte nu Veturinen op i det ene af Taarnene, hvor vi fandt fem til sex Mennesker, halvt henstrakte over et Bord, hvor de stavede i de udbredte Pas.

»Hvem hedder Frederik?« spurgte een af de Mægtigste ved Bordet.

»Det gjør jeg,« svarede den Fremmede, »mit Navn er Frederik, paa italiensk Federigo.«

»Altsaa Federigo Six?«

»O, nei! Det er min Konges Navn, som staaer øverst paa Passet.«

»Ja saa!« sagde Manden og læste langsomt op: Frederic Six par la grace de dieu Roi de Danemarc, des Vandales, des Gothes Etc., - - men hvad er det?« afbrød Manden sig selv, »er De en Vandale? Det er jo et barbarisk Folk ?«

»Ja,« svarede den Fremmede leende, »jeg er en Barbar, der er kommet til Italien for at cultiveres. Nede staaer mit Navn, det er Frederik ligesom min Konges, Frederik eller Federigo.«

»Det er en Engellænder!« sagde den ene af de Skrivende.

»O nei, nei!« svarede den anden, »Du blander altid Nationerne sammen; Du kan jo læse, at han er fra Norden: det er en Russer!«

Federigo, Danmark, de Navne sloge som Lynglimt i min Sjæl. Det var jo min Barndoms Ven, min Moders Logerende, ham, jeg havde været i Katakomberne med, og som forærede mig sit smukke Sølvuhr, tegnede mig de deilige Billeder.

Passet var rigtigt, og Grændsesoldaterne indsaae det dobbelt, da han stak dem en Paolo i Haanden, for at de ikke skulde trække os Tiden ud.

Saasnart vi vare udenfor, gav jeg mig tilkjende for ham; han var virkelig den, jeg troede, vor danske Federigo, som havde boet hos min Moder. Han yttrede en levende Glæde ved at gjenkjende mig, kaldte mig endogsaa sin lille Antonio; der var tusinde Ting at spørge om og meddele hinanden gjensidig. Min forrige Nabo i Cabrioletten fik han til at skifte Plads med sig, og nu sad vi sammen; endnu engang trykkede han mine Hænder, loe og spøgte.

Jeg fortalte ham i faa Træk mine Livsbegivenheder fra jeg var i Domenicas Hytte til jeg blev Abbate, gjorde saa et Spring fremad, uden at berøre de sidste Begivenheder, og endte med den korte Sætning - nu reiser jeg til Neapel.

Han erindrede godt Løftet, han gav mig, da vi i Campagnen saae hinanden sidste Gang, at hente mig en Dag ned til Rom; men kort efter nødte et Brev fra hans Fædreland ham til at reise den lange Vei hjem, saa at han ikke mere fik mig at see. I Hjemmet blev hans Kjærlighed til Italien med hvert Aar stærkere, den drev ham nu anden Gang ud »Og nu nyder jeg først Alt,« sagde han, »drikkef ret Luften i store Drag, kjender igjen hver Plet, hvor jeg før har været Her vinker mig mit Hjertes Fædreland, her er Farver, her er Former. Italien er et Velsignelsens Fyldehorn!«

Tiden og Veien fløi bort i Federigos Selskab jeg mærkede slet ikke noget langt Ophold ved Doganen i Fondi. Han vidste ret at opfatte det poetisk smukke i enhver Ting, han blev mig dobbelt kjær og interessant, og var mig den bedste Trøstens Engel for mit bedrøvede Hjerte.

»Der ligger mit skidne Itrik raabte han og pegede paa Byen foran os. »Du troer det neppe, Antonio! men jeg har i Norden, hvor Gaderne ere saa rene, saa regelmæssige og afmaalte, ret længtes efter en rigtig skiden italiensk By; en saadan har noget characteristisk, just Noget for en Maler. Disse snevre, smudsige Gader, graae, skidne Steen-Altaner med Strømper og Klokker paa, Vinduerne uden Orden, et oppe, et nede, nogle store, andre smaae, her en Trappe fire til fem Alen op for at naae Døren, hvor Mutter sidder med sin Haandteen, og saa et Citrontræ med store, gule Frugter ud over Muren. Ja det kan blive et Malerie! Men disse cultiverede Gader, hvor Husene staae som Soldater, hvor Trapper og Kanapper beskjæres, kan man aldrig faae Noget ud af«

»Her er Fra-Diavolos Fødeby!« raabte de inde i Vognen, da vi rullede ind i det snevre, smudsige Itri, som Federigo fandt saa malerisksmuk. Byen ligger høit paa en Klippe ved den dybe Afgrund; Hovedgaden var paa de fleste Steder kun bred nok for een Vogn. De fleste Stue-Etager vare uden Vinduer, i disses Sted en stor, bred Port, gjennem hvilken man saae som ned i en mørk Kjælder; overalt opfyldt med skidne Børn og Koner; Alle rakte Haanden frem for at tigge. Konerne loe, og Børnene skreg og vrængede med Munden af os. Man turde ikke stikke Hovedet ud af Vognen, for ei at faae det knuust mellem den og de fremspringende Huse, fra hvilke Steenaltanerne paa enkelte Steder hang høit ud over os, saa det syntes, som kjørte vi gjennem en Buegang. Sorte Vægge saae jeg til begge Sider, Røgen banede sig Vei gjennem de aabne Porte op ad de sodede Mure.

»Det er en deilig By,« sagde Federigo og klappede i Hænderne.

»En Røverby er den,« sagde Veturinen, da vi vare udenfor, »det halve Folk har jo Politiet ladet flytte hen til en ganske anden By bag Bjergene og ladet andre rykke ind; men det hjælper ikke, Alt bliver Ukrudt, som plantes der. Men de Stakler skulle jo ogsaa leve.«

Beliggenheden her ved den store Landevei mellem Rom og Neapel indbød just til Røverie; rundtom var Skjul i de tætte Olieskove, i Bjerghulerne, de cyclopiske Mure og de mange andre Ruiner.

Federigo gjorde mig opmærksom paa en fritstaaende, eensom Muurcollos, overvoxet med Gjedeblade og Slyngplanter. Det var Ciceros Grav; her havde Morderdolken rammet Flygtningen, her var Veltalenhedens Læber vordet Støv.

»Til hans Villa i Mola di Gaeta skal Veturinen kjøre os,« sagde Federigo. »Det er det bedste Værtshuus og en Udsigt, som maaler sig med Neapels.«

Bjergformationen var saa smuk, Vegetationen saa frodig; nu rullede vi gjennem en Allee af høie Laurbærhækker, og det omtalte Hotel laae for os. Camerieren* stod alt med Servietten og ventede os paa den brede Trappe, hvor Buster og Blomster prangede.

»Eccellenza, er det Dem!« udbrød han, idet han hjalp en noget fyldig Dame ud af Vognen. Jeg betragtede hende: Ansigtet var smukt, meget smukt, de kulsorte brændende Øine sagde strax, at hun var en Neapolitanerinde.

»Ak ja, det er mig!« svarede hun. »Her kommer jeg med min Kammerpige, som Cicisbeo; det er hele Følget, jeg har ikke et eneste af mine egne Mandfolk. Hvad tænker han om mit Mod, at reise saaledes fra Roma til Napoli?«.

Som en Lidende kastede hun sig paa Sophaen, støttede sin smukke Kind paa den lille buttede Haand og begyndte at studere Spisesæddelen: »Brodetto, Cipollette, Facioli, - han veed, at jeg vil ingen Suppe have;- jeg spiser mig jo en Figur til, som castello dell'ovo. En Smule animelk dorate og nogle Finocchi ere nok for mig; vi skal jo igjen til Bords i Sancta Agathe. - Ah, nu aander jeg bedre!« vedblev hun og løste sit Kappebaand, »nu føler jeg min neapolitanske Luft vifte, bella Napoli!« udbrød hun, rev Altandøren op ud til Havet, udbredte sine Arme og inddrak Luften i store Drag.

»Kan vi alt see Neapel?« spurgte jeg.

»Ikke endnu,« svarede Federigo, »men Hesperien, Armidas fortryllende Have.«

Vi stege ud paa Loggien, der var muret af Steen ud dver Haven. Hvilken Pragt, rigere end Phantasien kan skabe sig den! Under os var en Skov af Citron- og Appelsintræer, de syntes overdyngede med Frugter, Grenene bøiede sig mod Jorden under deres gyldne Byrde; Cypresser, kjæmpehøie, som Norditaliens Popler, begrændsede Haven; de syntes dobbelt mørke mod det klare, himmelblaae Hav, der strakte sig bag ved dem og slog med sin Brænding hen over Resterne af Oldtids Bade og Templer udenfor den lave Havemuur. Skibe og Baade med store hvide Segl giede ind i den rolige Bugt, om hvilken Gaeta** med sine høie Bygninger strakte sig. Et lille Bjerg ragede op over Byen, øverst oppe laae en Ruin.

Mit Øie var blændet af den store Deilighed.

»Seer Du Vesuv, hvor det ryger!« sagde Federigo og pegede til Venstre, * Opvarteren. ** Her begrov Æneas sin Amme Cajeta, efter hvem Byen fik Navn. hvor Bjergkysten fortonede sig som lette Skyer, der hvilede sig paa det ubegribeligt deilige Hav. Med Barnets Sjæl greb jeg den rige Herlighed, og Federigo var lykkelig som jeg. Vi maatte ned under de høie Appelsintræer, og jeg kyssede den gyldne Frugt, som den hang paa Grenene, tog af den Mængde, der laae paa Jorden, og lod dem som Guldkugler spille i Luften og ud over den svovlblaae Søe. -

»Deilige Italien!« jublede Federigo. »Ja saaledes stod dit Billede for mig i det fjerne Norden! I min Erindring viftede denne Duft jeg her aander ved hver Luftning. Jeg tænkte paa dine Olieskove, naar jeg saae vore Pile; jeg drømte om Orangernes Fylde, naar jeg saae de gyldne Æbler i Bondens Have ved den duftende Kløvermark. Men det grønne Vand i Østersøen blev aldrig blaat som det deilige Middelhav; Nordens Himmel blev aldrig saa høi og saa riig paa Farver som det varme, herlige Syden.« Hans Glæde var Begeistring, hans Tale blev Poesie.

»Hvor jeg har længtes i Hjemmet!« sagde han. »Den er lykkeligere, som aldrig saae Paradiset, end han, sorn var der og vendte bort derfra for aldrig at komme tilbage. Mit Hjem er skjønt; Danmark er en blomstrende Have, der kan maale sig med Alt paa hiin Side Alperne; det har Bøgeskove og Havet. Men hvad er jordisk Skjønhed mod den himmelske? Italien er Phantasiens, Skjønhedens Land; dobbelt lyksalig den, som hilser det atter!« - Og han kyssede, som jeg, de gule Oranger, Taarerne trillede ned af hans Kinder, og han tog mig om Halsen, hans Læber brændte paa min Pande. - Da aabnede mit Hjerte sig ogsaa ganske for ham; han var mig jo ikke fremmed, var min Barndoms Ven. Jeg fortalte ham mit Livs sidste store Begivenhed og følte mig let om Hjertet ved at kunne meddele mig, høit nævne Annunziata, min Smerte og Ulykke, og Federigo hørte med den oprigtige Vens Deeltagelse. Jeg fortalte om min Flugt, om Eventyret i Røverhulen, om Fulvia og hvad jeg vidste om Bernardos Helbredelse; trofast rakte han mig Haanden og saae mig med de lyseblaae Øine deeltagende ind i Sjælen. Et dæmpet Suk lod bag Hækken tæt ved os; men de høie Laurbær og de af Frugt nedtyngede Apelsin-Grene skjulte Alt; man kunde godt have staaet og hørt, hvad jeg fortalte, det havde jeg ikke tænkt paa. Vi løftede Grenene til Side, og tæt ved os, foran Indgangen til Resterne af Ciceros Bade, sad den neapolitanske Signora og svømmede i Taarer. -

»Ak unge Herre!« udbrød hun, »jeg er ganske uskyldig deri. -Jeg sad alt her, da De kom med Deres Ven, her er saa kjøligt og frisk, De talte saa hoit, og jeg var midt inde i Historien, før jeg mærkede, at den var saa ganske privat. - Den har rørt mig dybt. - De skal ikke fortryde, at jeg er blevet Medvider; min Tunge er taus, som den Dødes.« - Forlegent bukkede jeg for den fremmede Signora, der saaledes var blevet indviet i mit Hjertes Historie. Siden søgte Federigo at trøste mig med, at ingen kunde vide, hvad det vilde lede til. »Jeg er i min Tro paa Skjæbnen,« sagde han, »en sand Tyrk; desuden er der jo ingen Statshemmeligheder i det Hele, hvert Hjerte har i sit Archiv slige sørgelige memoires. Maaskee var det hendes egen Ungdomshistorie, hun hørte i din; jeg vil troe det, thi Menneskene have sjældent Taarer for Andres Smerte, uden naar den berører lignende hos dem selv. Vi ere alle Egoister selv i vor største Sorg og Liden.«

Vi sad atter i Vognen og rullede afsted. Den hele Egn rundt om tog til i Yppighed; med Mandshøide voxte tæt ved Veien den bredbladede Aloe, benyttet til Gjærde. De store Grædepile syntes med deres nedhængende bevægelige Grene at kysse deres egen Skygge paa Jorden.

Ved Solens Nedgang passerede vi Floden Garigliano, hvor fordum det gamle Minturna laae; det var den gule Liris jeg saae, omvoxet med Siv, som da Marius skjulte sig her for den grusomme Sulla. Men vi havde endnu langt til Sancta Agathe, Mørket faldt paa, og Signora blev urolig for Røvere og kiggede bestandigt ud, om ingen kom for at skjære os Tøiet af Vognen. Forgjæves pidskede Veturinen sine Heste og udstødte sit maledetto; men den sorte Nat rullede raskere end han. Endeligen saae vi Lys foran os; vi vare i Sant Agathe.

Signora var forunderligen taus ved Aftensbordet; men det undgik mig ikke, hvor hendes Blik hvilte paa mig, og da jeg næste Morgenstund før Afreisen traadte ud for at drikke mit Glas Kaffe*, traadte hun mig med megen Elskværdighed imøde. Vi vare ganske ene, hun rakte mig Haanden og sagde godmodig og fortrolig: »De bærer dog intet Nag til mig? Jeg skammer mig ret for Dem, og dog gik det Hele saa uskyldigt til.«

Jeg beroligede hende og forsikkrede at jeg havde den største Tillid til hendes Qvindelighed. -

»De kjender mig endnu slet ikke,« sagde hun, »men det kan skee; * I Italien drikker man sin Kaffe ikke af Kopper, men af Ølglas. mueligt kan min Mand være Dem til nogen Nytte, nu De kommer til den store, fremmede By. De maa besøge mig og ham. De har vel ingen Bekjendtskaber, og en ung Mand kan saa let tage Feil i Valget.«

Jeg takkede hende hjerteligt for hendes Deeltagelse; den rørte mig; overalt finder man dog gode Mennesker.

»Napoli er en farlig By,« sagde hun; men Federigo traadte ind og afbrød os.

Snart sad vi igjen i Vognen, Glasvinduerne vare slaaede ned, vi vare alle mere bekjendte og nærmede os vort fælleds Maal Neapel. Federigo var henrykt over de maleriske Grupper, vi mødte. Koner med røde Kaaber, som de havde trukket op over Hovedet, rede forbi paa deres Æsler; det spæde Barn diede ved Brystet, eller et noget større Barn sov i Kurven ved deres Fødder. En heel Familie reed paa een Hest; Konen sad bag ved Manden, lagde sin Arm og sit Hoved paa hans Skulder og syntes at sove; Manden havde foran sig deres lille Dreng, der sad og legede med Pidsken: det var en Gruppe, som Pignelli har givet os den i sine deilige Scener af Folkelivet.

Luften var graa, det regnede lidt; vi kunde hverken see Vesuv eller Capri. Kornet stod saftigt grønt paa Marken under de høie Frugttræer og Poplerne, som Vinen slyngede sig op ad.

»Seer De?« sagde Signora, »vor Campagne er et heelt Taffel med Brød, Viin og Frugt; og snart skal De see vor lystige By og det svulmende Hav!«

Mod Aften naaede vi dertil. Den prægtige Toledogade laae for os, ja det var en Corso!* Oplyste Boutikker, Borde udenfor, betyngede med Oranger og Figen, som Lamper og brogede Lygter beskinnede. En Strøm med Stjerner syntes den hele Gade med sine utallige Lys, i den frie Luft. Paa begge Sider høie Huse med Altaner foran hvert Vindue, ofte rundt om Hjørnet med; Damer og Herrer stode derude, som det endnu var lystigt Carneval. Den ene Vogn krydsede forbi den anden; nu snublede Hestene paa de glatte Lavafliser, hvormed Gaden var brolagt; nu kom smaae Cabrioletter paa to Hjul; fem til sex Mennesker sad i den lille Vogn, lasede Drenge bag paa, og nede under, i det gyngende Næt, laae en halvnøgen Lazaron nok saa godt, een eneste Hest trak den hele Mængde, og dog gik det i Gallop. Ved * Hovedgaden, som i Rom og Milano kaldes Corso, i Palermo: Cassaro, hedder i Neapel: Toledo. et Hjørnehuus var antændt en Ild; to halvnøgne Karle, kun i Svømmebuxer og med en Vest knappet i dens eneste Knap hen over Brystet, laae der og spillede Kort; Lirekasser og Positiver spillede, Fruentimmer sang der til, Alle skreeg, Alle løb imellem hinanden: Militaire, Græker, Tyrker og Inglesi. Jeg følte mig henflyttet i en ganske anden Verden; et sydligere Liv end det, jeg havde kjendt, aandede mig imøde. Signora klappede i Hænderne for sit lystige Neapel; Rom var en Grav mod hendes leende By.

Vi dreiede om til Largo del Castello*: samme Støien, samme Vrimmel mødte os. Rundtom oplyste Theatre med brogede Malerier udenfor, der viiste Hovedscenen i Stykket, man spillede. - Høit fra et Stillads støiede en Bajaz-Familie: Konen raabte op, Manden blæste i Trompet, og den mindste Søn pryglede dem begge to med en mægtig Ridepidsk, mens en lille Hest stod paa Bagbenene nedenfor og læste af en opslagen Bog. - En Mand stod og fægtede og sang midt imellem en Flok Matroser, der sad paa Huk; det var en Improvisator, sagde man. En gammel Karl læste høit af en Bog; Orlando Furioso, sagde man mig. Hans Tilhørere applauderede, just som vi kjørte forbi.

»Monte Vesuvio!« hørte jeg Signora raabe, og nu saae jeg for Enden af Pladsen, hvor Fyrtaarnet staaer, Vesuv rage høit i Luften, og den ildrøde Lava som en Blodstrøm vælte sig ned af dets Side. Over Krateret stod en Sky, skinnende rød af den glødende Lava; men kun i et Nu saae jeg det Hele. Vognen rullede over Pladsen med os til Hotellet Casa tedesca. Tæt ved laae et lille Marionettheater; et mindre var opreist udenfor, hvor Polichinel gjorde lystige Spring, peeb, tvinede og holdt sin komiske Tale. Alt var Latter rundt om. Kun faae lagde Mærke til Munken, der stod paa det modsatte Hjørne og prædikede fra een af de fremspringende Stentrapper; en gammel, bredskuldret Karl, der saae ud som en Skipper, holdt Korset med Frelserens Billede. Munken saae med gnistrende Øine paa Marionetspillerens Trædukker, der vendte Folkets Opmærksomhed bort fra hans Tale.

»Er dette Fastetid!« hørte jeg ham raabe. »Er dette Tiden, Himmelen viet, Tiden, vi skulle ydmyge i Kjødet, vandre i Sæk og i Aske! Carneval er det! Carneval al Tid, ved Nat og ved Dag, Aar ud og Aar ind, til I henfare i Helvedes Dyb! Der kunne I tvine, der kunne I grine, holde Dands og Festino i Helvedes evige Pøl og Pine!«

* Een af de største Pladse i Neapel; den fører ned til Havnen.

Hans Stemme hævede sig meer og meer; den bløde neapolitanske Dialekt klang i mit Øre som bølgende Vers, Ordene bøiede sig melodisk om hinanden. Men Alt som hans Stemme steeg, skreeg ogsaa Polichinel høiere og gjorde dobbelt saa lystige Spring, som Folket applauderede; da greb Munken i helligt Raserie Korset ud af Haanden paa Manden, som holdt det, styrtede frem dermed og viiste den Korsfæstede, i det han raabte: »See, det er den sande Polichinel! Ham skal I see! Ham skal I høre, derfor fik I Øine og Øre! Kyrie eleison!« Og slagen af det Hellige styrtede den hele Mængde paa Knæ og istemmede: »Kyrie eleison!« Selv Marionetspilleren lod sin Polichinel synke. Jeg stod ved vor Vogn, forunderlig grebet af den hele Scene.

Federigo maatte skaffe til Signora en Vogn, at hun kunde komme hjem; hun rakte ham Haanden til Tak, men slog sine Arme om min Hals, jeg følte et brændende varmt Kys paa mine Læber og hørte hende sige: »velkommen til Napoli!« Fra Vognen, som rullede bort med hende, kastede hun endnu Kys med Fingrene. Vi stege op i Hotellet til Værelserne, Camerieren anviste os.