VII
Eventyret i Amalfi. Den blaa Grotte paa Capri.

Hvor smukt tog ikke Salerno sig ud fra Søen, da vi i den smukke Morgenstund seilede bort; sex raske Roerkarle brugte Aarerne, ved Roret sad paa Huk en lille Dreng, deilig til at male, han hed Alphonso. Vandet var glasgrønt. Hele Kysten til Høire syntes mægtige hængende Haver, anlagte af Phantasiens dristige Semiramis. Som Buegange laae nede i Søen de aabne dybe Huler, lange Brændinger legede derinde. Paa den fremspringende Fjeldspids laae et Castel, en Sky gled hen under dets Muurkrone. Vi saae Minuri og Majuri, og snart derpaa Masaniellos og Flavio Gjojas* Fødeby, Amalfi, der tittede frem mellem de grønne Viinhaver.

Den store Skjønheds Fylde overvældede mig. Gid at alle Jordens Slægter kunde skue denne Herlighed! - Ingen Storm fra Nord eller Vest bringer Kulde og Vinter til denne blomstrende Have, paa hvis Terrasse Amalfi ligger. Kun fra Øst og Syd kommer Luftningen, den varme Luftning fra Orangernes og Palmernes Land hen over det deilige Hav.

Fra Bredden, høit op af Bjergsiden, hænger Byen med sine hvide Huse med de flade østerlandske Tage, høiere oppe stige Viinhaverne, en eensom Pinie løfter sin grønne Skjærm op i den blaa Luft, hvorpaa Bjergryggen, det gamle Castel med sin Ringmuur, tjener Skyen til Leie.

Fiskerne maatte bære os fra Baaden gjennem Brændingen op paa Land. Dybe Huler i Klipperne gik ind under Byen, i enkelte skyllede Vandet op, andre stode tomme, Baadene laae paa Siden, og en Vrimmel lykkelige Børn legede derinde, de fleste kun i en Skjorte eller med en lille Vest, der udgjorde deres hele Paaklædning. Halvnøgne Lazaroni strakte sig i det varme Sand, den brune Hætte var trukket om Ørene, det var den vigtigste Bedækning, medens de sov deres Middagssøvn. Alle Kirkeklokker klingede, et Tog af unge Geistlige i * Opfinderen af Compasset. Lilla-Klædninger gik os med Psalmesang forbi. En frisk Blomsterkrands hang om den Korsfæstedes Billede.

Til Venstre, høit over Byen, ligger et prægtigt stort Kloster foran en dyb Bjerghule; dette er Herberg for alle Fremmede. Francesca kom i en Bærestol, vi andre, fulgte bagefter op ad den i Klippen indhuggede Vei, det klare blaa Hav laae dybt under os. Vi vare ved Klosterets Port, den dybe Klippehule tæt ved gabede os imøde. Tre Kors med Frelseren og Røverne stode derinde og over dem paa Klippens Stene, knælede Engle i brogede Klæder og med store hvide Vinger. Intet Kunstværk, alt formet af Træ og overmalet! men et fromt, troende Hjerte aander sin egen Skjønhed i det raatformede Billede.

Gjennem den lille Klostergaard steg vi snart op til de os anviste Værelser; fra mit Vindue saae jeg det uendelige Hav, ned til Sicilien, som sølvhvide Punkter stode Skibene paa den fjerne Horizont.

»Hr. Improvisator!« sagde Genaro, »skal vi ikke stige ned i de lavere Regioner, og see om Skjønheden der er saa stor, som her! Den qvindelige er det sikkert! thi de engelske Damer, vi have her til Naboer, ere dog ogsaa altfor kolde og blege! De har dog Sands for Qvinderne? Om Forladelse! Det er jo just disse, som have drevet Dem ud i Verden og forskaffet mig en behagelig Aften og et interessant Bekjendtskab!«

Vi steg ned af Fjeldstien.

»Den blinde Pige ved Paestum var dog smuk!« sagde Genaro. »Jeg troer jeg forskriver hende til Neapel, naar jeg skriver efter Calabreserviin! begge faae mit Blod til at brænde!«

Vi kom nu til Byen, der laae, om jeg saa kan sige, forunderlig pakket paa sig selv. Imod den vilde det snevre Ghetto i Rom være en Corso. Gaderne vare smalle Slipper mellem de høie Huse og ind gjennem disse, snart kom man ind af en Dør i en lang Forstue, med smaa Aabninger paa Siden ind til mørke Værelser, snart var det et smalt Stræde mellem Mure og Klippevægge, Trappe op og Trappe ned, en halvdunkel Labyrinth af skidne Gange, jeg vidste ofte ikke, om det var Stue eller Gade jeg var i. Paa de fleste Steder brændte ogsaa Lamper, ellers havde det, skjøndt midt paa Dagen, været mørk Aften. Endelig aandede vi friere, stode paa en stor muret Bro, der forbandt to Fjeldrygge med hinanden, den lille Plads neden under var vist den største i hele Byen, to Piger dandsede der Saltarello, og en lille ganske nøgen Dreng, deilig formet og med brune Lemmer, stod som en Amor og saae paa dem. Her frøs man aldrig, sagde man mig, den strængeste Kulde, Amalfi i mange Aar havde kjendt, var otte Graders Varme.

Tæt ved det lille Taarn paa den fremspringende Klippegrund, hvorfra man seer den smukke Bugt til Minuri og Majuri, snoede sig en lille Sti mellem Aloer og Myrther, og snart skyggede Viinrankernes høie Buer over os. Vi følte en brændende Tørst og gik nu efter et lille hvidt Sted, der for Enden af Haven tittede saa venligt frem mellem det friske Grønne. Den milde, varme Luft var opfyldt med Duft, brogetdeilige Insecter surrede rundt om os!

Huset, vi stod ved, var høist malerisk, i Væggen var indmuret til Stads nogle Marmor-Capiteler og en smuk Arm og Fod, fundne i Gruset. Paa Taget selv var en deilig Have af Oranger og frodige Slyngplanter, der som grønne Fløiels Tepper hang ud over Muren; foran blomstrede et Vildnis af Maanedsroser; to deilige Smaapiger paa sex til syv Aar legede og bandt Krandse, men smukkest var dog den unge Kone, med det hvide Liin over Haaret, der kom os imøde ved Døren, det sjælfulde Blik, de lange mørke Øienhaar, de ædle Former! ja, hun var meget skjøn! - Vi toge ogsaa Hatten dybere af!

»Den smukkeste Pige eier altsaa dette Huus?« sagde Genaro. »Vil hun som Huusmoder give to trætte Vandringsmænd en Lædskedrik?«

»Huusmoderen vil det med Fornøielse!« sagde hun leende og de sneehvide Tænder hævede de røde friske Læber; »jeg vil bringe Vinen herudenfor, men jeg har kun een Slags!«

»Naar De skjænker den, bliver den fortræffelig!« sagde Genaro; »jeg drikker den helst, naar en ung Pige, saa smuk som De, skjænker mig den!«

»Men Eccellenza maa tage til Takke med Konen i Dag!« -

»De er gift,« sagde Genaro leende; »saa ung!«

»O jeg er meget gammel!« sagde hun og loe.

»Hvor gammel?« spurgte jeg. Hun saae mig spøgende ind i Øiet og svarede »28 Aar.« Hun var neppe mere end 15, men deiligt udvoxet; en Hebe kunde ikke formes skjønnere.

»Otte og tyve?« sagde Genaro; »en smuk Alder, som klæder Dem godt? - De har længe været gift?«

»20 Aar!« sagde hun, »spørg kun mine Døttre ad!« og de smaa Piger, vi havde seet lege, kom hen til os. »Er det Eders Moder?« spurgte jeg, skjøndt jeg nok vidste, at det ikke var saa. De saae leende paa hende, nikkede derpaa ja og klyngede sig kjælent op til hende. Hun bragte os Vinen, en herlig Viin, og vi drak hendes Skaal.

»Det er en Digter, en Improvisator,« sagde han og pegede paa mig. »Han har gjort alle Damerne i Neapel forrykt i Hovedet. - Men han er en Steen, en sælsom Krabat, tænk, han hader alle Fruentimmer, har aldrig endnu kysset en Qvinde!«

»Det er umuligt,« sagde hun og loe.

»Jeg er derimod af en ganske anden Slags jeg elsker alt Smukt, kysser alle skjønne Læber, er hans tro Følgesvend og forsoner saaledes Verden og Qvinderne, hvor vi komme. -Jeg faaer det ogsaa, indkræver det som en Rettighed hos enhver smuk Qvinde, og venter nu ogsaa her min Tribut!« Han greb hendes Haand.

»Jeg fritager baade Dem og den anden Eccellenza; jeg har heller ikke noget at gjøre med at betale Tribut, det er noget, som min Mand altid gjør af!« -

»Og hvor er han?«

»Ikke saalangt borte!« svarede hun.

»Saa smuk en Haand har jeg endnu ikke seet i Neapel!« - sagde Genaro, »hvad koster et Kys paa den?« -

»En Skudo!« sagde hun.

»Et paa Læberne altsaa det dobbelte?« sagde Genaro.

»Det er slet ikke at erholde! det er min Mands Forpagtning!« og nu skjænkede hun atter den varmende, stærke Viin, spøgte og loe med os, men i Spøgen fik vi dog at vide at hun kun var 14 Aar, gift forrige Aar med en ung smuk Mand, der for Øieblikket var i Neapel og først kom hjem imorgen. - De smaa Piger vare hendes Sødskende og i Besøg hos hende, til Manden kom hjem. - Genaro bad dem om en Bouquet Roser, og de løb for at plukke, han havde lovet dem en Carlin derfor.

Forgjæves bad han om et Kys, sagde tusinde søde Smigrerier, slyngede sin Arm om hendes Liv, og hun løsrev sig, skjændte, men kom dog altid tilbage, thi det morede hende dog. Han tog en Louisdor mellem Fingrene, fortalte, hvilke skjønne Baand der kunde kjøbes for den, hvor deiligt de vilde pynte i hendes mørke Haar; og denne hele Pragt kunde hun erholde ved blot at give ham et Kys, et eneste Kys.

»Den anden Eccellenza er meget bedre!« sagde hun og pegede paa mig. - Mit Blod brændte, jeg tog hendes Haand, sagde, hun skulde ikke høre ham, det var et slet Menneske, ikke see paa hans fristende Guld, men hevne sig paa ham, ved at give mig et Kys.

Hun saae paa mig.

»Han har kun sagt et eneste sandt Ord i al sin Tale, det, at jeg endnu aldrig havde kysset en Qvinde; jeg har bevaret mine Læber rene, til jeg fandt den smukkeste, og nu haaber jeg, at De belønner Dyden!«

»De er jo en ypperlig Forfører,« sagde Genaro, »stikker han ikke mig, der er saa drevet i Haandværket!«

»De er ond med Deres Guld,« sagde hun, »og for at De skal see, at jeg hverken bryder mig om det eller om et Kys, saa skal Digteren have det!« Nu trykkede hun sine Hænder om mine Kinder, hendes Læber berørte mine, og hun forsvandt bag Huset.

Da Solen var gaaet ned, sad jeg oppe i Klostret i mit lille Værelse, og saae fra Vinduet ud over Havet; det var rosenrødt og gik i lange Brændinger, Fiskerne trak deres Baade op paa Sandet, og da Mørket steg skinnede Lysene klarere, Brændingerne vare svovlblaa; Alt var saa uendeligt stille; da sang Fiskerne med Koner og Børn en Choral ved Stranden, de barnlige Sopraner blandede sig med den dybe Bas, og Vemod steg i min Sjæl. Et Stjerneskud spillede hen af Himlen, det faldt ned bag Viinhaverne, hvor den lystige unge Kone i Dag havde kysset mig; jeg tænkte paa, hvor smuk hun var, tænkte paa den blinde Pige, Skjønheds Billedet ved Tempelruinerne, men Annunziata stod i Baggrunden, aandelig og legemlig skjøn, altsaa dobbelt skjøn! Mit Bryst udvidede sig, min Sjæl brændte af Kjærlighed, af Længsel og Savn. Den rene Flamme, Annunziata havde tændt i mit Hjerte, Altarilden, hvis Præstinde hun var, havde hun styrtet om, forladt den, Ilden brændte nu vildt i den hele Bygning. »Evige Guds Moder!« bad jeg, »mit Bryst er fuldt af Kjærlighed! mit Hjerte sprænges af Længsel og Savn!« Og jeg greb Roserne, der stode i Glasset, trykkede den skjønneste til mine Læber, og tænkte paa Annunziata.

Længer kunde jeg ikke udholde det, gik ned til Havet, hvor de lysende Brændinger brødes, hvor Fiskeren sang og Vinden luftede. Jeg steg op paa den murede Bro, hvor jeg havde staaet i Dag. En Skikkelse, indsvøbt i en stor Kappe, sneg sig tæt forbi mig, det var Genaro, saae jeg. Han gik ad Stien til det lille hvide Huus, jeg fulgte efter. Nu svævede han tæt forbi Vinduet, gjennem hvilket Lampen skinnede ud til os. Her tog jeg Plads, skjult mellem de nedhængende Viinløv, og kunde nu see ind i Stuen. Der var et lignende Vindue paa den modsatte Side, en høi Trappe førte til Sideværelset.

De to smaa Piger laae, næsten afklædte, kun med Skjørtet løst om sig, og sang foran det lille Bord, hvor Crucifixet og Lampen stod; den ældre Søster, Huusmoderen, som hun jo var, knælede i Midten. Det var Madonna med to Engle, en levende Altartavle, som malet af Raphael;, jeg saae for mig. Hendes mørke Øie var hævet i Veiret, Haaret hang i rig Fylde ned over deri nøgne Skulder, Hænderne foldede sigover det ungdommelige, skjønne Bryst.

Mine Pulseslag gik raskere, jeg vovede neppe at aande. Nu reiste de sig alle tre; hun fulgte Smaapigerne op ad Trappen til Sideværelset, lukkede Døren til, og gik nu og puslede i den forreste Stue. Jeg saae hun tog op af en Skuffe en rød Tegnebog, vendte den flere Gange og smilte, var ogsaa i Begreb at aabne den, men rystede i det samme med Hovedet og kastede den igjen i Skuffen, som om nogen overraskede hende.

Et Øieblik efter hørte jeg en sagte Banken paa det modsatte Vindue, forskrækket saae hun derhen, lyttede, det bankede igjen, og jeg hørte nogen tale, men kunde ikke gribe et eneste Ord.

»Eccellenza! raabte hun høit, »hvad vil De? Hvorfor kommer De her paa denne Tid? For Himlens Skyld! Jeg er vred, meget vred derfor!«

Han sagde atter noget!

»Ja, ja, det er sandt! raabte hun, »De har glemt Deres Tegnebog! min lille Søster var nede i Vertshuset, for at bringe Dem den, men De boer vist oppe i Klosteret! I Morgenstunden havde hun søgt Dem der. Her er den!«

Hun tog den frem, han sagde igjen nogle Ord, hun rystede med Hovedet.

»Nei, nei! hvad tænker De paa! jeg aabner ikke Døren! De kommer ikke ind!« Nu gik hun hen til Vinduet og lukkede det op, for at række ham Bogen. Han greb efter hendes Haand, hun lod Bogen falde, den blev liggende paa Vindues-Karmen, Genaro strakte nu Hovedet ind, den unge Kone traadte hurtigt over til Vinduet hvor jeg stod, nu kunde jeg høre hvert Ord Genaro sagde.

»Og De vil ikke tillade mig at kysse Deres smukke Haand til Tak? Ikke modtage den ringeste Findeløn? - Ikke engang række mig et Bæger Viin! Jeg brænder af Tørst! det er der jo slet intet ondt i. -Hvorfor ikke tillade mig at træde ind?«

»Nei,« sagde hun, »vi have intet at tale om paa denne Tid, tag hvad De har glemt, og lad mig faae Vinduet lukket!«

»Jeg gaaer ikke,« sagde Genaro, »før De rækker mig Deres Haand, før De giver mig det Kys, De bedrog mig for i Dag og gav til det dumme Menneske!« -

»Nei, nei,« sagde hun, men loe dog i sin Vrede. »De vil tiltvinge Dem hvad De ikke faaer!« sagde hun, »derfor vil jeg ikke, gjør det ikke!«

»Det er sidste Gang!« sagde Genaro i en blød, bedende Tone, »sikkert sidste Gang, vi sees, og De kan nægte mig kun det, at række mig Haanden! mere forlanger jeg ikke, skjøndt mit Hjerte har tusinde Ting at sige Dem. - Madonna vil jo, at vi Mennesker skulle elske hinanden, som Broder og Søster! som Broder vil jeg dele mit Guld med Dem! - pynte Dem skal De og blive dobbelt saa smuk som De er! Alle Veninderne ville misunde Dem, Ingen skal see vor Lykke!« og nu i et rask Spring var han inde af Vinduet.

Hun udstødte et Skrig: »Jesus Maria!« jeg greb voldsomt i Vinduet, hvor jeg stod, Glasset klirrede, og som drevet af en usynlig Magt, foer jeg om til det aabne Vindue, i det jeg rev en Lægte løs, der laae over Viinløvhvelvingen, for dog at have et Slags Vaaben.

»Er det Dig, Nicolo?« raabte hun høit.

»Mig!« svarede jeg dybt og fast. Jeg saa Genaro flygte igjen ud af Vinduet, hans Kappe flagrede i Vinden, og Lampen slukkedes, det blev ganske mørkt i Værelset.

»Nicolo!« raabte hun ved Vinduet, og hendes Stemme bævede. »Du her igjen? Madonna være lovet!«

»Signora!« stammede jeg.

»Alle I Hellige!« hørte jeg hende sige; Vinduet fløi til; jeg stod som naglet fast derude. Nogle Øieblikke vare forbi, og jeg hørte hende sagte gaae hen af Gulvet, Døren til Kammeret aabnes og lukkes igjen. Hun bankede noget fast, som slog hun Søm og Skudder for. »Nu er hun sikkret!« tænkte jeg, og sneg mig sagte bort, jeg følte mig saa vel, saa forunderlig glad om Hjertet »Nu har jeg dog betalt det Kys, jeg fik i Dag!« sagde jeg til mig selv, »maaskee havde hun givet mig et til, havde hun vidst, hvilken beskjærmende Engel jeg var hende!« -

Da jeg kom til Klosteret, blev jeg just kaldet til Aftensbordet, ingen havde savnet mig! men Genaro kom ikke, Francesca var urolig, Fabiani sendte Bud paa Bud, endelig kom han; han havde spadseret paa Bjergene og forvildet sig, fortalte han, men havde til Lykke truffet en Bonde, der havde ført ham paa den rette Vei.

»Deres Kjole er ogsaa ganske flænget,« sagde Francesca, Genaro greb i Fligen; »ja det Stykke sidder i en Tornebusk!« sagde han, »jeg mærkede det nok! - Himlen veed ogsaa, hvor jeg saaledes kunde gaae og forvilde mig! den smukke Aften var det, Mørket faldt saa hurtigt paa, og jeg vilde da forkorte Veien; men saa kom jeg just af den!«

Vi loe af hans Eventyr, jeg kjendte det bedre, vi drak paa hans Sundhed, Vinen var ypperlig, vi bleve ret oprømte. Da vi siden kom paa vore Værelser, hvor kun en Dør skilte mit fra Genaros, kom han halv afklædt ind til mig, loe, og lagde fortrolig Haanden paa min Skulder, bad mig ikke drømme for meget om den smukke Kone, vi havde seet i Dag!

»Kysset fik dog jeg!« sagde jeg spøgende.

»O ja, det fik De!« sagde han leende, »og troer De, jeg er blevet Stedbarn ?«

»Ja, det synes det dog!« sagde jeg! -

»Stedbarn er jeg endnu aldrig blevet,« sagde han i en kold Tone, der laae næsten noget Bittert deri, men et let Smiil spillede igjen om Munden, og han hvidskede: »kunde De tie, skulde jeg fortælle Dem noget!«

»Fortæl mig!« bad jeg. »Ingen skal høre en Stavelse af mig!« Jeg ventede nu, at høre hans Beklagelse over det slet udfaldne Eventyr, det var ogsaa dette.

»Jeg glemte i Dag med Villie min Tegnebog ovre hos den smukke Kone, for at have en Skingrund til at komme der ved Aften, for saa ere Konerne ikke saa strænge. Der er det, jeg har været; ved at kravle over Havemuren og op mellem Hækkerne, har jeg revet Kjolen itu!«

»Og den smukke Kone?« spurgte jeg.

»Hun var dobbelt smuk,« sagde han og nikkede betydningsfuldt, »dobbelt smuk og slet ikke stræng, da vi vare ene! det vidste jeg nok. Dig gav hun eet Kys, mig gav hun tusinde og sit Hjerte som Tilgift. Jeg vil drømme om min Lykke den hele Nat! stakkels Antonio!« han kyssede ad mig paa Fingrene og hoppede til Seng.

Morgenhimlen var som bedækket med et graat Flor, da vi forlode Klosteret; ved Stranden ventede vore raske Roerkarle, der igjen bar os ud i Baaden. Reisen gik til Capri, Himlens Flor brast i lette Skyer, Luften blev dobbelt høi og klar, ikke en Bølge rørte sig, som et vatret Baand var den hele Krusning paa Havet. Det deilige Amalfi forsvandt bag Klippen. Genaro kastede et Kys derhen, idet han sagde til mig: »der have vi plukket Roser!«

»Du greb i det mindste i Tornene!« tænkte jeg, og nikkede bejaende.

Det store uendelige Hav ned til Sicilien og Africa udbredte sig for os, til venstre laae Italiens Klippekyst med sine sælsomme Huler, foran enkelte af disse laae smaa Byer; de syntes at være traadte ud af Hulerne, for at sole sig lidt, inde i de andre sad Fiskerne, de kogte deres Mad og tjerede deres Baade bag den høie Brænding.

Havet syntes en feed, blaa Olie, vi stak Haanden ned i det, og den syntes blaa som det. Skyggen paa Vandet, Baaden kastede, var det reneste Sortblaa, Aarens Skygge en bevægelig Slange i alle Nuancer af Blaat.

Herlige Hav! jublede jeg, intet i den hele Natur, Himlen undtagen, er skjøn, som Du! Jeg erindrede, hvorledes jeg som Barn ofte havde ligget paa Ryggen og drømt mig op i den blaa uendelige Luft; nu syntes min Drøm at være opløst i Virkelighed,.\

Vi kom forbi tre smaae Klippeøer. »I galli;« mægtige Steenblokke var det, kastede paa hinanden, Kjæmpe-Taarne reiste fra Dybet, og andre rystede over disse: Den blaa Brænding slog op om de grønne Steenmasser. I Storm maatte det være et Scylla med sine hylende Hunde.

Vandfladen slumrede om det nøgne steenrige Cap Minerva, hvor Oldtiden lod Sirenerne bygge; foran laae det romantiske Capri, hvor Tiber havde svælget i Vellyst og skuet over Bugten til Neapels Kyst. Seilet blev heiset paa vor Baad, og baaret af Vind og Bølger nærmede vi os Øen. Nu saae vi først Vandets uhyre Reenhed og Klarhed. Det var saa uendeligt gjennemsigtigt, som var det Luft, vi gled hen over, hver Steen, hvert Rør, Favne dybt under os, var tydeligt, jeg svimlede ved fra den lille Baad at see det Dyb jeg gled hen over.

Kun fra een Side er Øen Capri tilgjængelig; rundtom steile, lodrette Klippemure, mod Neapel skraane de amphitheatralsk med Viinhaver, Oranger og Olieskove; nede ved Stranden ligge nogle Fiskerhytter og en Vagt; høiere oppe mellem de grønne Haver titter Byen Anacapri frem, en ganske lille Vindelbro og Port fører der ind I Vertshuset hos Pagani, hvor den høie Palme staaer ved Døren, slog vi os til Hvile.

Paa Æsler skulde vi efter Middagsbordet ride op til Ruinerne af Tibers Villa, men nu ventede Frokosten, og mellem den og det følgende Maaltid vilde Francesca og Fabiani udhvile sig, for at samle Kræfter til den forestaaende Promenade. Genaro og jeg følte ingen Trang dertil. Øen syntes mig ikke større, end at vi nok i et Par Timer kunne roe om den og see de høie Klippeporte, der mod Syd hæve sig isolerte op af Vandet.

Vi toge en Baad og to Roerkarle, det blæste lidt, saa at vi kunde bruge Seil den halve Vei omkring. Søen brødes mod de lave Skjær. Fiskegarn laae udspændte mellem dem, saa vi maatte skyde et Stykke uden om disse; det var en deilig lystig Fart i den lille Baad Snart saae vi fra Havet op mod Himlen kun de lodrette Klipper, de graae Steenmasser, i Revnerne hist og her en Aloe eller en vild Levkoi, men ikke Fodfæste selv for Steengjeden. Nede i Brændingen, der slog op som en blaa Ild, voxte paa Klippen de blodrøde Søæbler, der vaade af Vandet havde en dobbelt Glands, det syntes som Klippen blødte ved hvert Bølgeslag.

Nu laae det aabne Hav til Høire, Øen til Venstre; dybe Huler, hvis øverste Aabning ragede lidt over Vandet, viste sig i Klippen, enkelte bleve kun synlige i Brændingen. Dernede bygge Sirenerne, det blomstrende Capri, vi kravle om paa, er kun Taget over deres Klippeborg.

»Ja onde Aander bygge der,« sagde den ene Roerkarl, en gammel Mand med sølvhvidt Haar. »Deiligt skal der være, men de slippe ikke deres Rov, og kommer En igjen ud derfra, da har han ikke Forstand for denne Verden!« - Og han viste os længere frem en Aabning noget større end de andre, dog ikke stor nok til at vor Baad, endog uden Seil og om vi strakte os ud i den, kunde for Bredde eller Vidde, komme derind.

»Det er Hexehullet,«* hvidskede den Yngre, der sad ved Roret, og * Med dette Navn benævnte Capris Indvaanere den blaa Grotte, for den, saavidt jeg veed, 1831 egendigt opdagedes af Tydskerne Friis og Kubitz, og derpaa blev alle Reisendes Maal, der besøge Syditalien. nu dreiede mere ud fra Klippen. »Derinde er alting Guld og Ædelstene, men man brænder op i Ildslue, kommer man derind! - Sancta Lucia, bed for os!«

»Gid jeg havde en af Sirenerne her i Baaden!« sagde Genaro. »Men smuk skulde hun være! vi skulde nok komme ud af det!«

»Deres Lykke hos alle Damer,« sagde jeg leende, »vilde ogsaa gjelde her!«

»Paa den svulmende Sø skal man just kysse og omfavne, det er Bølgernes evige Leeg! Ak,« sukkede han, »havde vi nu den smukke Kone fra Amalfi. Det var en Qvinde! ikke sandt! De nippede jo dog til Læbernes Nectar. Hvor hun kunde synes kostbar, tilbageholdende, De skulde have seet hende iaftes, hun brændte hæftigere end jeg!«

»Nei, nei!« sagde jeg, halv uvillig over hans uforskammede Pralen. »Det er ikke saa, jeg veed det bedre!«

»Hvorledes forstaaer jeg dette!« spurgte han, og saae mig forundret ind i Ansigtet. »Jeg har seet det selv, Tilfældet førte mig derhen; jeg tvivler ellers ikke om, at De har større Lykke, men denne Gang vil De kun spøge med mig!« - Han saae endnu taus paa mig.

»Jeg gaaer ikke,« gjentog jeg leende efter Genaro, »før De giver mig det Kys, De bedrog mig for og gav det dumme Menneske!«

»Signore! De har beluret mig,« sagde han alvorligt, og jeg saae ham blive ganske hvid i Ansigtet. »Hvor tør De fornærme mig? De slaaes med mig, eller De har min Foragt!«

Den Virkning havde jeg ikke ventet, min Tale vilde have gjort paa ham.

»Genaro, det er ikke Deres Alvor!« udbrød jeg og tog hans Haand; han trak den tilbage, svarede mig ikke, men befalede Matroserne at sætte i Land.

»Ja, vi maae Øen omkring!« sagde den Gamle, »kun hvor vi gik ud fra, kunne vi komme ind igjen.«

De brugte Aaren, og snart nærmede vi os de høie Klippebuer i det blaa svulmende Vand; men Vrede og Bedrøvelse bevægede mit Sind, jeg saae paa Genaro, der pidskede med sin Stok i Vandet.

»Una tromba!« udbrød den yngste af Søfolkene, og hen over Søen fra Cap Minerva svævede en kulsort Sky-Søile i skraa Retning fra Havet op mod Himlen, Vandet kogte rundt om den; hurtigt lod de Seilet falde paa vor Baad.

»Hvor styre vi hen?« spurgte Genaro.

»Tilbage, tilbage,« sagde den Unge.

»Hele Øen om igjen?« spurgte jeg.

»Ind under Læ, tæt ved Klippevæggen, Skypumpen tager Retning længer ud ad!« -

»Brændingen vil slaae Baaden itu mod Klippen!« sagde den Gamle, og greb rask i Aaren. -

»Evige Gud!« stammede jeg, thi den sorte Sky-Søile kom med Vindens Hurtighed hen over Vandet, som vilde den gaae langs med Capris Fjeldvæg, hvor vi vare; den vilde hvirvle os op med sig, eller trykke os ned i Dybet, tæt ved den lodrette Klippekyst. Jeg greb i Aaren med den Gamle, Genaro hjalp den Yngre, men vi hørte alt Vinden hvine og Vandet koge for Skypumpens Fod, det var, som den selv drev os bort fra sig.

»Sancta Lucia frels os!« raabte begge Søfolkene, slap Aarene og sank paa Knæ!

»Grib dog Aaren!« raabte Genaro, men dødblege, saae de mod Himlen. - Da susede Orkanen over vore Hoveder; til Venstre ikke langt fra os, gik den sorte Nat over Bølgerne, de løfted os høit, høit i Veiret, slog skumhvide over Baaden. Luften præssede, som vilde Blodet ud gjennem Øiet, det blev Nat, Dødens Nat. Jeg følte kun eet, at Havet laae over mig; at jeg, at vi alle vare Havets, Dødens Bytte. Min Bevidsthed forlod mig. -

Mere end Vulkanens Storhed, stærkt som Adskillelsen fra Annunziata, staaer det Syn for mig, jeg saae, da mit Øie atter aabnedes. Den blaa Æther var dybt under mig, over mig og rundt om. Jeg rørte Armen, og som electriske Ildfunker glimrede Millioner Stjerneskud om mig. Af Luftens Strømme blev jeg baaret; jeg var vistnok død, svævede nu gjennem Ætheren til Guds Himmel; dog en tung Vægt laae paa mit Hoved, det var min jordiske Synd; den bøiede mig ned ad, Luftstrømmen slog over mit Hoved, det var, som den kolde Sø; mekanisk greb jeg frem for mig, jeg følte en fast Gjenstand, og klamrede mig om den, en Dødsmathed gik gjennem mit hele Væsen, jeg følte, der var ei Blod, ei Marv i mig; mit Liig laae vist paa Havets Dyb, det var min Sjæl, der nu steg mod sin Skjæbne. »Annunziata!« sukkede jeg. Mit Øie lukkede sig atter. Denne Afmagt har vistnok varet længe. -Jeg aandede atter, og følte mig mere styrket, min Bevidsthed var sundere. - Jeg laae paa en kold fast Masse, som paa en Klippespids, høit i den uendelig blaa Æther, der lyste rundt om; over mig hvælvede sig Himlen, med sælsomme kegleformede Skyer, blaa som den, alt var Ro, alt saa uendeligt stille; men en isnende Kulde følte jeg i mit hele Væsen; langsomt reiste jeg Hovedet. Mine Klæder vare blaa Luer, mine Hænder skinnede som Sølv, og dog følte jeg, at de vare legemlige. Mine Tanker anstrængte sig: hørte jeg Døden eller Livet til? Jeg rakte Haanden ned i den sælsomme, skinnende Luft under mig. Det var Bølgen, jeg greb i, og dog var den Flamme, blaa, som det brændende Spiritus, men koldt, som Vandet; Draaberne, der stænkede i Veiret, skinnede rosenrøde; som Skypumpen ude paa Søen men mindre og tindrende blaa, stod en Søile, uformet og høi, tæt ved mig. Var det min Skræk, min Erindring, der viste mig dette Billede; jeg vovede efter nogle Øieblikke sagte at berøre det; det var fast som Steen, kold som den, jeg strakte Haanden ud i det halvdunkle Rum bag ved og mødte faste, glatte Mure, men mørkeblaa som Nathimlen. Hvor var jeg? - En skinnende Sø var det, jeg havde antaget for Luft under mig, den brændte svovlblaa, men uden Hede. Var det den, der oplyste Alt rundt om, eller lyste Klippevæggene og Buen høit over mig. Var det Dødens Bolig, Grav-Cellen for min udødelige Aand! et jordisk Opholdssted var det ikke. I alle Overgange af Blaat lyste enhver Gjenstand, jeg selv stod i en Glands, som strømmede Lyset ud inden fra.

Tæt ved mig var en hugget Trappe, den syntes af mægtige Saphirer, hvert Trin var uhyre Blokke af denne funklende Steen; jeg steg derop, men Klippestykker lukkede Indgangen for mig. Var jeg ei værdig at træde det Himmelske nærmere. Med et Menneskes Vrede imod mig, var jeg gaaet ud af Verden. Hvor var Genaro, hvor de to Roerkarle? -Jeg var ene, ganske ene; jeg tænkte paa min Moder, paa Domenica, Francesca, paa dem Alle, og følte, at min Phantasie skabte intet Blændværk, den Glands, jeg skuede, var til, saaledes som jeg selv var det, aandelig eller legemlig. I en Klipperevne stod en løs Gjenstand, jeg berørte. Det var en Konka, tung og stor; den var fyldt med Guld og Sølvmynter, jeg følte de enkelte Stykker, og mit Opholdssted blev mig mere sælsomt. Tæt ved Vandfladen, ikke langt fra hvor jeg stod, saae jeg en klar blaa Stjerne, den kastede en eneste lang Straale, ætherreen hen over Vandspeilet, og som jeg saae, formørkedes den som Maanen, en sort Gjenstand viste sig, og en lille Baad gled hen over det brændende blaa Vand, det var som om den steg op af Dybet og svømmede let hen over det; en gammel Mand roede langsomt, Vandet skinnede rosenrødt ved hvert Aareslag. I den anden Deel af Baaden sad endnu en menneskelig Skikkelse, en Pige var det, kunde jeg see. Tause, ubevægelige, som Steenbilleder sad de, kun den Gamles Hænder rørte sig med Aaren. Et forunderligt dybt Suk naaede til mig, det var, som om jeg kjendte det igjen; - de roede om i en Cirkel, nærmede sig derpaa Stedet, hvor jeg stod. Den Gamle lagde Aaren op i Baaden, Pigen hævede Hænderne i Veiret og udbrød dybt og smerteligt: - »Gudsmoder, forlad mig ikke. - Her er jeg jo, som du har sagt!«

»Lara,« raabte jeg høit! Det var hende. Jeg kjendte Stemmen, jeg kjendte Skikkelsen, det var Lara, den blinde Pige fra Tempelruinerne i Paestum.

»Giv mig Øiets Lys! lad mig skue Guds deilige Verden!« sagde hun. Det var, som om den Døde havde talt, det bævede mig gjennem Sjælen, den Verdens Skjønhed, jeg ved min Sang havde aandet Anelse om i hendes Bryst krævede hun af mig. - Min Læbe forstummede, taus udbredte jeg Armene, hun hævede sig endnu engang. »Giv mig!« stammede hendes Læber, og hun sank tilbage i Baaden. Vandet stænkede som Ilddraaber op om den. Et Øieblik bøiede den Gamle sig over hende, steg derpaa op, hvor jeg stod, hans Blik hvilte paa mig, jeg saae ham gjøre Korsets Tegn i Luften, derpaa greb han den mægtige Kobberkonka, satte den i Baaden og steg selv derud; instinktmæssigt fulgte jeg efter, hans forunderlige mørke Blik stirrede ubevægeligt paa mig; nu greb han Aaren, vi seilede mod den lysende Stjerne, en kold Luftstrøm trængte os imøde, jeg bøiede mig over Lam, en snever Klippeaabning sluttede sig om os, men kun et Øieblik, da laae Havet, det store Hav, i sin uendelige Udstrækning foran os, og bag ved reiste sig op mod Himlen de lodrette Klipper; en lille mørk Aabning var det, vi var kommet ud af, tæt ved var en lav Skrænt, overvoxet med enkelte Hækker og mørkerøde Blomster; Nyet skinnede forunderligt klart.

Lam hævede sig i Veiret. -Jeg vovede ikke at røre hendes Haand, en Aand var hun, Aander var det Hele, følte jeg, intet Drømmebillede af min Phantasie.

»Giv mig Urterne!« sagde hun og strakte Haanden ud. - Det var, som jeg maatte følge Aandens Stemme. Jeg saae paa de grønne Hækker, de røde Blomster, der voxte paa den lave Skrænt under de høie Klipper, jeg steg af Baaden, plukkede Blomsterne, de duftede sælsomt, jeg rakte Bouquetten, Dødens Mathed gik gjennem mine Lemmer, jeg sank i Knæ, men endnu saae mit Øie, hvor den Gamle slog Korsets Tegn, tog Blomsterne, løftede Lara i en større Baad, der laae ved Siden; den mindre blev bundet bag ved, Seilet heiset, og de seilede bort, hen over Søen; jeg strakte mine Hænder efter dem, men Døden gik tungt over mit Hjerte, det var som om det brast.

»Han lever!« var det første Ordjeg atter hørte; jeg slog Øiet op og saae Fabiani og Francesca; der stod endnu en Fremmed hos mig, han holdt min Haand og saae mig alvorligt og tænkende ind i Øiet. -Jeg laae i et smukt stort Værelse, det var Dag. - Hvor var jeg? Feber brændte i mit Blod, kun langsomt og efterhaanden erfarede jeg, hvorledes jeg var kommet her, hvorledes jeg var reddet.

Da Genaro og jeg igaar ikke vendte tilbage, havde man været meget urolig for os; Fiskerne hørte man heller ikke til, og da en Skypompe var seet at gaae sydligt om Kysten, var vor Skjæbne som afgjort To Fiskerbaade bleve strax sendte ud til at omseile Øen, saa at de mødte hinanden, men intet Spor af os eller Baaden var at opdage; Francesca havde grædt, hun var mig dog saa god; med Smerte beklagede hun Genaro og de stakkels Søfolk. - Fabiani havde ingen Ro, selv maatte han med at søge, hver lille Klipperift vilde han speide, om ikke een af os ved Svømning havde reddet sig derhen, men nu maaskee leed den skrækkeligste Død, Angestens og Hungerens; thi fra ingen Side der kunde man stige op til Menneskene. I den tidlige Morgen roede han ud med fire raske Karle, undersøgte de fritstaaende Klippeporte i Søen, de enkelte Klipperevner. Roekarlene vilde ikke nærme sig det frygtelige Hexehul, men Fabiani befalede dem at styre hen imod den lille grønne Skrænt - Da han nærmede sig Stedet, saae han, lidt ovenfor, en Skikkelse ligge udstrakt, det var mig, jeg laae som et Liig mellem de grønne Hækker; mine Klæder vare halvtørrede af Vinden, de tog mig i Baaden, han dækkede mig til med sin Kappe, gned mit Bryst og mine Hænder, og følte da, at jeg aandede svagt; de fik mig i Land og under Lægens Behandling, -jeg var atter blandt de Levendes Tal, Genaro og begge Søefolkene vare druknede. Jeg maatte fortælle, hvad jeg kunde erindre, og jeg talte om den sælsomme straalende Hule, hvor jeg var vaagnet, om Baaden med den gamle Fisker og den blinde Pige, de sagde Alle, det var min Phantasie, en Feberdrøm i Natteluften, selv maatte jeg jo troe det og dog kunde jeg ikke, det stod altfor levende i min Sjæl.

»Ved Hexehullet fandt de ham?« spurgte Lægen, og rystede med Hovedet.

»De troer dog ikke, at dette Sted har mere Kraft, end ethvert andet?« spurgte Fabiani.

»Naturen er en Kjæde af Gaader,« sagde Lægen, »de færreste have vi endnu løst!«-

Det blev som Dag i min Sjæl. Hexehullet, den Verden, vore Sømænd have talt om, hvor Alt var glimrende, var Ild og Straaler! Havde Søen kastet mig derind? Jeg erindrede den snevre Aabning, jeg seilede ud igjennem. Var det Virkelighed eller Drømme? Havde jeg skuet ind i en Aandeverden? Madonnas Naade havde frelst og beskjærmet mig. Min Tanke drømte sig tilbage i den straalende skjønne Hal, hvor min Skytsengel hed Lara. Sandhed var det Hele, ingen Drøm! jeg havde seet, hvad først Aar efter blev opdaget og nu er Capris, ja Italiens skjønneste Eie: Grotta Azzurra; Qvinden selv var den blinde Pige Lara fra Paestum. Men hvor kunde jeg da troe det, da tænke det. - Det var jo altfor sælsomt! jeg foldede mine Hænder og tænkte paa min Skytsengel.