X
Gamle Domenica. Opdagelsen. Aftenen i Nepi. Terni. Skipperens Sang. Venedig.

I Palazzo Borghese toge de mod Gratulationer. Flaminia-Elisabeth var jo Himmelbrud Francescas Alvor skjultes ikke ved det kunstlede Smiil, den Ro, der laae i hendes Ansigt, var flygtet fra hendes Hjerte. Fabiani sagde forunderligt bevæget til mig: »Du har tabt din bedste Velynderske; Du har Grund til at være bedrøvet! - Hun bad mig give nogle Scudi til gamle Domenica; Du har vist fortalt om din gamle Pleiemoder? Bring hende disse, det er Flaminias Gave!«

Døden laae som en Slange om mit Hjerte; min Tanke var Livslede, jeg bævede for den, thi et Selvmord syntes mig den lyseste Side. Tomt og dødt var der i de store Sale. »Ud i den frie Luft!« tænkte jeg, »til Barndoms Hjemmet, hvor Domenica sang Vuggeviser for mig, hvor jeg legede og drømte.«

Gold og afsvedet laae Campagnen, ikke et grønt Blad talte om Livshaab, den gule Tiber væltede sine Bølger mod Havet, for at forsvinde. Jeg saae igjen den gamle Gravstue, med det tætte Epheu over Taget og ned af Muren, den lille Verden, jeg som Barn havde kaldt min. Døren stod aaben; en glad veemodig Følelse rørte sig i mit Hjerte, jeg tænkte paa Domenicas Kjærlighed, hendes Glæde ved at see mig. Eet Aar var det sikkert, siden jeg sidst var herude, og næsten otte Maaneder, siden jeg talte med hende i Rom, og hun bad mig dog ret snart at komme ud til sig; ofte havde jeg tænkt paa hende, talt om hende med Flaminia, men Sommer-Opholdet i Tivoli, min bevægede Sjælsstemning, siden jeg kom tilbage, havde gjort, at jeg ikke var gaaet ud i Campagnen. - Jeg hørte i Tanken alt hendes Glædesskrig ved at see mig, og bevingede mine Skridt, men da jeg var ganske nær Døren, gik jeg sagte, for at hun ei skulde høre mig. - Jeg saae ind i Stuen, midt paa Gulvet stod en stor Jerngryde over en Ild, nogle Rør vare lagt til den, og en ung Knøs pustede til dem, han vendte Hovedet og saae paa mig, det var Pietro, det lille Barn, jeg havde vugget her. »Sant Joseph!« udbrød han, og sprang fornøiet op, »er det Eder, Eccellenza! Det er længe, længe siden, De var saa naadig at komme herud!«

Jeg rakte ham Haanden, han vilde kysse den. »Nei, nei, Pietro!« sagde jeg; »næsten lader det, som jeg havde glemt mine gamle Venner! men det har jeg ikke!«

»Nei, det sagde ogsaa den gode gamle Moder!« udbrød han. »O Madonna! hvor hun vilde have blevet glad, havde hun seet Eder!«

»Hvor er Domenica?« spurgte jeg! -

»Ak!« svarede han, »nu har hun et halvt Aar ligget i Jorden! hun døde, medens Eccellenza var i Tivoli! hun var kun nogle Dage syg, men i al den Tid talte hun om den kjære Antonio! ja Eccellenza bliver ikke vred, at jeg kalder Dem ved dette Navn, hun holdt saa meget af Dem! »Gid mine Øine maatte see ham, før de lukkes!« sagde hun, og længtes saa meget!- da jeg nok kunde mærke, hun ikke levede Natten over, gik jeg om Eftermiddagen til Rom; jeg vidste nok, De vilde ikke blive vred for min Bøn; jeg vilde bede Dem, at følge med mig hjem til den gamle Moder; men da jeg kom, var De og Herskabet taget til Tivoli; saa gik jeg bedrøvet hjem; da jeg kom her til Huset, var hun allerede sovet ind!« Han holdt Hænderne for Øiet, og græd. Hvert Ord han sagde mig, faldt mig tungt paa Hjertet, jeg havde været hendes Dødstanke, og paa samme Tid havde min Tanke svævet vidt omkring, langt fra hende. Havde jeg dog sagt hende Lev vel, før jeg reiste til Tivoli! jeg var intet godt Menneske! Jeg gav Pietro Pungen fra Flaminia, og Alt hvad jeg selv havde, og han sank ned paa sine Knæ for mig, sagde jeg var deres Skytsengel. Det klang som Spot i mit Hjerte. Med dobbelt Smerte, sønderknust til Sjælen, forlod jeg Campagnenjeg veed ikke, hvorledes jeg kom hjem?

Tre lange Dage laae jeg, uden Bevidsthed, i en heftig Feber. Gud veed, hvad jeg har talt, men Fabiani kom ofte til mig, man havde givet mig den døve Fenella til Sygevogterske. Aldrig nævnte man Flaminia. Syg var jeg kommet hjem fra Campagnen, og havde strax lagt mig til Sengs, hvor Feberen yttrede sig.

Langsomt vendte mine Kræfter tilbage; forgjæves søgte jeg at tilkjæmpe mig et Lune, en Munterhed, jeg slet ikke eiede. Det var omtrent sex Uger efter den Tid, Flaminia tog Sløret, at Lægen tillod mig at gaae ud. Jeg veed ikke selv jeg gik til Portapia, mit Øie stirrede ned ad Qvadri fontane, men jeg havde ikke Mod til at gaae forbi Klosteret. Men kun nogle Aftener efter, da Nyet var tændt, drog mit Hjertes Følelse mig derhen, jeg saae den graa Klostermuur, de tilspærrede Vinduer, Flaminias lukkede Grav. - Hvorfor tør jeg ikke see den Dødes Gravsted? sagde jeg til mig selv, og fandt Undskyldning derfor. Hver Aften gik min Vei derforbi; jeg spadserede saa gjerne til Villa Albani, sagde jeg til de af mine Bekjendter, jeg hændelsesviis mødte. Gud veed, hvorledes det vil ende, sukkede mit Hjerte. Længe kan jeg ikke udholde det, - og jeg var da just ved Maalet.

Det var en mørk Aften, et Lysskjær faldt fra Klostervinduet ned af Muren, jeg lænede mig op til Hjørnehuset, stirrede paa det lyse Punkt, og tænkte paa Flaminia. »Antonio!« sagde en Stemme tæt ved mig. »Antonio, hvad gjør Du her?« - Det var Fabiani. »Følg med mig hjem!« -Jeg fulgte, vi talte ikke et Ord paa Gaden; han vidste Alt, som jeg selv, følte jeg; en Utaknemmelig var jeg! jeg havde ikke Mod at see paa ham. Vi vare ene i Værelset.

»Du er endnu syg, Antonio!« sagde han, og der laae en underlig Alvor i hans Stemme. »Du trænger til Bevægelse, Adspredelse; Du vilde have godt af, at tumle Dig mere i Verden! Eengang greb Du jo alt Friheds Vingerne; maaskee var det urigtigt, at jeg lod Fuglen igjen komme i Buur. Mennesket skal i Grunden altid have sin Villie, styrter han da i Ulykke, har han kun sig selv at bebreide det! Du er gammel nok til selv at styre Dine Skridt! En lille Reise kan være Dig gavnlig, det siger Lægen ogsaa. Du har jo kun seet Neapel besøg Nord-Italien! Jeg skal sørge derfor; det er bedst for Dig, nødvendigt, og« tilføiede han med en Alvor, en Strænghed, jeg ikke kjendte hos ham: »jeg er overtydet om, Du aldrig vil glemme de Velgjerninger, vi have gjort imod Dig! aldrig paaføre os Krænkelse, Skam og Sorger, som Ubesindighed eller blind Lidenskab kan paaføre. Et Menneske kan Alt, hvad han vil, naar han kun vil det Gode!«

Som en Lynstraale slog hans Ord mig til Jorden, jeg bøiede mine Knæ, trykkede hans Haand til mine Læber. »Jeg veed nok, vi altid gjorde Dig Uret,« sagde han, halvspottende, »vare ubillige og strænge. Ingen vil mene Dig det ærligere og oprigtigere, end vi. Du vil høre smukkere Talemaader, kjærligere Ord, men ikke med sand Trofasthed, som vi gav den. Eet Aar kan Du jo tumle Dig ude! Lad os saa see, hvad der rører sig i Dig, hvorledes vi have gjort Dig Uret!« Han forlod mig.

»Har Verden endnu nye Smerter for mig, flere Giftdraaber? selv den eneste Lædskedrik: Friheden, at flyve ud i Guds Verden, dryppes mig som Ædder i min dybe Vunde. Bort fra Rom, bort fra Syden, hvor alle Erindringsblomsterne staae, over Appeninerne, mod Norden, der ligger jo Sneen paa de høie Bjerge! fra Alperne viftes Kulden ned i mit varme Blod! mod Norden til det svømmende Venezia: Havets Brud! Gud! lad mig aldrig mere vende tilbage til Rom, til mine Erindringers Grav! Farvel mit Hjem, mit Fædrenested! - Vognen rullede over den øde Campagne. Peterskuppelen skjultes bag Høiene, vi kom forbi monte Soracte, over Bjergene til det snevre Nepi. Det var en maaneklar Aften, Munken prædikede foran Osteriets Dør, Mængden gjentog hans Viva santa Maria, og fulgte ham syngende gjennem Gaderne, mig drev Menneskevrimlen bort fra sig. De gamle Vandledninger med tætte Slyngplanter, de mørke Olieskove rundt om gave et mørkt Billede, der svarede til min Sindsstemning. Jeg gik ud af Porten, hvorfra jeg var kommet; tæt udenfor laae en mægtig Ruin af et Castel eller Kloster, den store Landevei gik igjennem dens nedstyrtede Haller. En lille Sti førte fra Veien dybere ind, Epheu og Venushaar voxte nedad Væggen i den eensomme Celle, jeg traadte ind i en stor Hal, høit Græs groede over Gruset og de omstyrtede Capiteler; Viinranken bevægede sit brede Blad gjennem de store gothiske Vinduer, hvor kun nogle løse brogede Glasstykker sad. Høit paa Muren skjød Buske, og Hækker frem, Maanens Straaler faldt paa et Frescobillede med Sanct Sebastian, der stod blødende, gjennemskudt af Pilene. Dybe Orgeltoner bruste ideligt gjennem Salen, jeg fulgte Lyden, traadte ud af den snevre Kloster Dør og stod mellem Myrtehækker og rigt Viinløv, tæt ved en lodret Afgrund, hvor et Vandfald styrtede, skumhvidt, i det klare Maaneskin. Den hele romantiske Situation vilde have overrasket ethvert Gemyt, dog havde min Smerte maaskee ladet den glide let bort af min Erindring, havde ikke hvad jeg mere saae, aftrykt sig blodigt dybt i mit Hjerte. Jeg gik ad den lille, næsten tilgroede Sti tæt ved Afgrunden henimod den brede Landevei. Tæt ved, fra den høie, hvide Muur, som Maanen skinnede paa, stirrede tre blege Hoveder bag ved Jerngittret, henrettede Røveres Hoveder, der, som i Rom paa Porta del Angelo, vare satte i Jernbuur til Skræk og Advarsel. Det havde mig intet rædsomt; i tidligere Dage vilde mit Blod have drevet mig bort derfra, Smerten giver Philosophie. Det dristige Hoved, der udrugede Død og Mordtanke, Bjergenes kjække Ørn var nu en taus fangen Fugl, sad stille og fornuftig i sit Buur, som de andre afrettede Fugle; jeg traadte ganske nær til, de vare sikkert i disse sidste Dage henrettede, hvert Træk var endnu kjendeligt; men som jeg skuede paa det midterste, et qvindeligt Hoved, sloge mine Pulsslag stærkere, det var en gammel Qvindes! guulbruun i Huden, Øinene halvaabne, hun havde et langt, sølvhvidt Haar, der hang ud gjennem Gitteret og bevægede sig i Vinden. Mit Øie faldt paa Steentavlerne i Muren, hvor man efter Sædvane lod indgrave de Henrettedes Navn og Brøde. Fulvia stod der. Jeg saae ogsaa hendes Fødebyes Navn, Frascati, og rystet til Sjælens Dybeste, traadte jeg nogle Skridt tilbage. Fulvia, den sælsomme Gamle, der engang havde frelst mit Liv, hun, som havde skaffet mig Midler til at komme til Neapel, mit Livs uforklarlige Aand, gjensaae jeg saaledes. Disse blegblaa Læber havde hun engang trykket paa min Pande, disse Læber, som for Mængden havde talt prophetiske Ord, bragt Liv og Død, vare forstummede, aandede Rædsel ved deres Taushed. Min Lykke spaaede Du! Din dristige Ørn ligger med knuste Vinger, naaede aldrig Solen. I Kampen med sin Ulykke, synker han ned i Livets store Nemisø! Svingfjedren er knækket! Jeg brast i Graad, nævnte Fulvias Navn, og gik langsomt tilbage gjennem de øde Haller. Aldrig glemmer jeg denne Aften i Nepi.

Næste Morgen reiste vi derfra, vi kom til Term, der eier Italiens største og skjønneste Vandfald; jeg red fra Byen gjennem den tætte mørke Olieskov, den første jeg havde seet, vaade Skyer hang om Bjergtoppene; Alt mod Norden for Rom, syntes mig mørkt, intet var smilende og skjønt som Sumpene, som Terracinas Orangehaver, hvor de grønne Palmer voxe! Maaskee var det mit eget Hjerte, der gav det Hele denne mørke Colorit.

Vi kom gjennem en Have; en yppig Orange Allee strakte sig imellem Fjeldvæggen og Floden, der bruste piilsnart afsted; jeg saae alt mellem Fjeldene en Sky af Vandstøv staae høit i Veiret, Regnbuen spillede paa den. Vi steg op mellem et Vildnis af Rosmariner og Myrther, og høit fra Bjergets Top over den skraa Fjeldvæg styrtede den uhyre Vandmasse, en mindre Arm af Floden bevægede sig som et bredt Sølvbaand tæt ved, de forenedes under Fjeldet for at danne en bred Cascade, der, melkehvid, hvirvlede sig ned i den sorte Afgrund. Jeg tænkte paa Cascatellerne ved Tivoli, hvor jeg skulde improvisere for Flaminia! Den hoie brusende Strøm sang mig med gjennemgribende Orgeltoner Erindringen om mit Tab, min Smerte: knuses, døe og forsvinde er Naturens Lod!

»Her blev ifior en Engellænder skudt af Røverne,« sagde vor Guide. »Det var Banden fra Sabiner-Bjergene, skjøndt man kan sige, de have hjemme i hele Bjergegnen, fra Rom og til Terni; Øvrigheden er nu altid saa meget om sig, de fik da Fingre paa tre Stakler! jeg saae dem blive kjørt til Byen, lænkede paa Vognen. Ved Porten sad den kloge Fulvia fra Sabiner-Bjergene, som vi kaldte hende, hun var gammel og dog altid ung, hun vidste det, som mangen Munk kunde faae Kardinalshatten for; hun spaaede deres Skjæbne i forblommede Ord. Siden sagde man, det var hemmelige Tegn; hun stod i Ledtog med dem. laar har de grebet den Gamle og flere af Røverne, hendes Time var kommet; nu sidder hendes Hoved og griner paa Porten i Nepi.« Det var som Alt, som Naturen og Menneskene vilde kaste Nat i min Sjæl; jeg følte Lyst til, med Vindenes Flugt, at jage Landene igjennem, de mørke Olieskove kastede mere Skygge i min Sjæl, Bjergene knugede mig fast; »ud til Havet, hvor Vindene lufte! til Havet, hvor een Himmel bærer os og een hvælver sig oven over! Mit Blod brændte af Kjærlighed, mit Hjerte af Længsel; to Gange havde jeg følt den rene begeistrende Flamme, Annunziata havde jeg skuet op til, og med hele min opvaagnende Kraft klynget mig til hende, men hun elskede en anden. Flaminia var langsomt voxet ind i min Sjæl, jeg var ikke blevet blændet, henrevet, men jeg havde lært at skatte Ædelstenen. Hvergang hun søsterligt rakte mig Haanden, og jeg turde trykke den til mine Læber, hver Gang hun trøstede mig saa mildt og bad, at Verden ei maatte fordærve mig, stødte hun mig Pilen dybere i Hjertet Jeg elskede hende ikke som en Brud, og dog følte jeg, at jeg ikke kunde udholde at see hende i en Andens Arme. Nu var hun død, død for Verden. Ingen fremmed Mand skulde trykke hende til sit Hjerte, aande Kys paa hendes Læber, eie hende! denne Helveds Qval var dog ikke tildeelt mig. Jeg søgte at trøste mig, ved at udmale dette Billede, thi nu kaldte jeg min Følelse Kjærlighed, Sjælens og Blodets stærke Lidenskab. Om jeg skulde have seet hende, som en af de unge Nobilers Brud, daglig have været Vidne til deres Kjærligheds Lykke, jeg, den tilsidesatte Hyrdedreng fra Campagnen, der spiste Naadsens Brød i det rige Palais, om hun da havde staaet ligesaa søsterlig, mild, men uden Kjærlighed! - Det havde været til Vanvid! Nei, nu var hun Klosterets, Ingen turde hæve sit Øie til hende, Ingen saae hende! ja, det var bedre, lykkeligere! - Verdens Jammer kan være stor, thi min Lod var jo misundelsesværdig!

Til Havet, det underfulde Hav! det er en ny Verden for mig! til Venezia, den sælsomt svømmende By, Adrias Dronning! men ikke gjennem de mørke Skove, de sammenknugende Bjerge, hurtigt, i let Flugt over Bølgen! saa drømte min Tanke.

Det havde været min Plan, at gaae først til Florents, derfra over Bologna og Ferrara; jeg forandrede den, forlod Veturinen i Spoleto, tog en Plads med Posten og jog over Apenninerne i den mørke Nat, gjennem Loretto, uden selv at gjæste det hellige Huus - Madonna tilgive mig min Synd! Høit fra Bjergveien havde jeg alt øinet Adriater-Havet, som en Sølvstribe i Horizonten, Bjergene laae som Kjæmpe-Bølger under mig; nu saae jeg det blaa bevægede Hav, med alle Nationers Vimpler og Flag paa Skibene. Jeg tænkte paa Neapel, ved at see det, men intet Vesuv hævede sig med sin sorte Røgstøtte, intet Capri svømmede derude. Jeg sov her en Nat, og drømte sælsomt om Fulvia og Flaminia. »Din Lykkes Palme grønnes!« sagde de begge og smilte, jeg vaagnede, Dagen skinnede ind til mig.

»Signore!« sagde Camerieren, »et Skib til Venezia er seilfærdig, men De vil vel først besee vor By?«

»Til Venezia!« raabte jeg. »Strax, strax! det er just mit Ønske!« En uforklarlig Følelse drev mig afsted Jeg steg ombord, lod min lille Vadsæk følge efter, og saae kun ud over det uendelige Hav. »Farvel mit Fædreland!« nu først syntes jeg ret at flyve ud i Verden, da min Fod ikke længer betraadte Jorden. En forandret Natur vidste jeg, at Norditalien vilde vise mig. Venedig selv var jo forskjellig fra alle Italiens Byer, en rigtsmykket Brud for det mægtige Hav. Den venetianske bevingede Løve flagrede alt i Luften over mig; det var et Skib fra Venedig, som bar mig. Seilene svulmede i Vinden og skjulte Kysten. Jeg sad paa Relingen til Høire, og saae ud over den blaa bølgende Sø, en ung Knøs sad ikke langt fra mig, og sang en venetiansk Vise om Kjær ligheds Lykke og Livets Korthed:

»Kys de røde Læber, i Morgen er Du Dødens! Elsk, medens Dit Hjerte er ungt, Dit Blod er Ild og Flamme! de graa Haar ere Dødens Blomster, da er Blodet Iis, da slukkes Flammen! Kom i den lette Gondol! under dens Tag sidde vi skjulte, vi dække for Vinduer og Dør, Ingen see Dig, min Pige! Ingen see vor Kjærligheds Lykke. Vi gynge paa Bølge! Bølgerne favnes, som vi. Elsk, medens Ungdommen brænder i Dit Blod, den tause Nat og Bølgen kun kjende Din Lykke! Alderen dræber med Frost og med Snee!«

Mens han sang, smilte og nikkede han til de Andre rundt om, og de sang i Chor om Kys og Kjærlighed, medens Hjertet var ungt! det var en lystig Vise, meget lystig, og dog klang den som en magisk Dødssang i mit Hjerte. Ja, Aarene flygte, Ungdoms-Flammen slukkes. Kjærlighedens hellige Olie lod jeg flyde hen overjorden, den tændtes ei til Lys og Varme; vel udbredte den ikke Fordærvelse, men den gik i Graven, uden at have lyst eller brændt. Intet Løfte bandt mig jo, ingen Forpligtelse! hvorfor greb min Læbe ikke efter den Kjærligheds Lædskedrik, den brændte for. Jeg havde en Følelse, ja, hvad skal jeg kalde den, Misfornøielse med mig selv; var det den vilde Ild i mit Bryst, der udbrændte min Forstand? Jeg følte en Bitterhed over, at jeg var flygtet fra Santa. Madonnas hellige Billede faldt ned! - Det var det rustne Søm, som brast, og Jesuiterskolens Klostertugt, Gjedemelken i mit Blod jog mig bort med Riset. Hvor smuk var ikke Santa! jeg saae hendes brændende elskovsfulde Blik, og jeg ærgrede mig over mig selv! - Hvorfor skulde jeg ikke ligne Bernardo, ligne tusinde, ligne alle mine unge Venner, ingen, ingen havde været en Daare, som jeg. Kjærlighed vilde mit Hjerte, Kjærlighed vilde Gud, der havde nedlagt denne Følelse hos mig! - Men jeg er ung endnu, Venedig er en lystig By, har deilige Qvinder! hvad giver Verden mig for min Dyd, mit barnlige Sind, Spot og Tiden bringer Bitterhed og graa Haar! og jeg sang i Chor med de Andre paa Skibet om Kys og Kjærlighed, medens Hjertet var ungt.

Det var en Feber, Smertens Vanvid, som skabte disse Tanker i min Sjæl. Han, som gav mig Livet, mine Følelser, og ledte min hele Skjæbne, vil kjærligt dømme mig. Der gives Kampe, Tanker selv, som de fleste Dødelige ei vove at udtale, thi Uskylds-Engelen i vort Bryst bøier sig for Synden. De, som fik deres Hjertes Længsel opfyldt, kunne philosophere smukt moralsk over min Tale! Fordømmer ikke, saa skulle og I ikke fordømmes. Jeg følte det: i mit Kjød, i min onde Natur boede intet Godt. Bede kunde jeg ikke, dog sov jeg snart ind, medens Skibet fløi mod Norden, mod det rige Venezia.

I Morgenstunden øinede jeg dets hvide Bygninger og Taarne, de syntes en Skare Skibe med udspændte Seil; til Venstre strakte sig det lombardiske Rige med sine flade Kyster, Alperne syntes en blegblaa Taage i Horizonten. Her var Himlen stor! her kunde den halve Himmelkugle afspeile sig i Hjertet.

Ved Morgenluftningen bleve mine Følelser mildere; jeg var mere rolig. Jeg tænkte paa Venedigs Historie, Stadens Rigdom og Pragt, dens Selvstændighed og Overmagt, de mægtige Doger og deres Formæling med Havet. Meer og meer nærmede vi os Byen, jeg kunde alt over Lagunerne skjelne de enkelte Bygninger, men de havde guulgraa Mure, ikke gamle, ikke ny, syntes ikke venlige; Marcustaarnet havde jeg ogsaa tænkt mig høiere. Vi seilede ind mellem Fastlandet og Lagunerne, der, som en krum Jordvold, greb ud i Havet. Hvor Alt var fladt, Kysten syntes neppe en Tomme høiere, end Vandspeilet. Nogle fattige Huse kaldte de en By*, hist og her stod en Busk, ellers slet intet uden det flade Land. Jeg havde tænkt mig at være ganske nær ved Venedig, det laae endnu en Miil borte, og mellem os og det stod et hæsligt muddret Vand med brede Øer af Dynd; ikke en Fugl kunde paa disse finde Fodfæste, ikke et Græsstraa skjød op. Gjennem denne hele Sø var gravet dybe Kanaler, store Pæle rammede ned, som for at antyde Landeveien. Jeg saae de første Gondoler, smalle og lange, hurtige, som Pilen, men alle vare de malet kulsorte. Den lille Kahyt midt paa var overtrukket med sort Klæde, det var en svømmende Liigvogn, der gled os piilsnart forbi. Vandet var ikke længer blaat, som ude paa det fri Hav, eller tæt ved Neapels kyst; det var et smudsigt Grønt. Vi kom forbi en Ø, hvor Husene syntes voxet op af Vandet, eller at være klistrede paa et Vrag; høit paa Muren stod Madonna med Barnet, og skuede ud over dette Øde. Enkelte Steder var Vandfladen en bevægelig, grøn Slette, en Art Andemad mellem det dybe Vand og de sorte Øer af blød Dynd. Solen skinnede paa Venezia, alle Klokker ringede, men det saae dog dødt og eensomt ud. Kun eet Skib laae paa Værfterne, ikke eet Menneske kunde jeg endnu see.

Jeg steg ned i den sorte Gondol, og seilede ind i en død Gade, hvor Alt var Vand, ikke Fodbred til at gaae paa. Store Bygninger vel, aabne Døre, med Trappen ned i Vandet; ind i de store Porte gik Vandet, som en Canal, og Gaardsrummet selv syntes kun en fiirkantet Brønd, hvor man kunde seile ind, men neppe vende Gondolen. Vandet havde sat sin grønlige Sliim op ad Murene, de store Marmorpalaier syntes at synke sammen; i de brede Vinduer var slaaet raae Bræder op mod de forgyldte halvraadne Bjelker. Stykke for Stykke syntes det stolte Kæmpelegeme at falde hen; det Hele havde noget Ængsteligt. Klokkerne taug, og ikke en Lyd, uden Aarens Pladsken i Vandet, hørtes, * Fusina. intet Menneske saae jeg endnu, en død Svane laae det prægtige Venedig paa Bølgen. Vi krydsede om i andre Gader, smaa, smalle murede Broer hang over Kanalerne, nu saae jeg Mennesker, der hoppede over mig, ind imellem Husene, eller ind i Murene selv, for jeg saae ingen Gader, uden hvor Gondolen gleed; »Men hvor gaaer man?« spurgte jeg min Gondolier, og han pegede ved Broerne paa smalle Slipper mellem de høie Huse. Gjenboe kunde række Gjenboe Haanden fra sjette Etage over Gaden; tre Mennesker kunde maaske gaae forbi hinanden dernede, hvor ingen Solstraale fandt Vei. - Vor Gondol var forbi, og Alt var igjen dødstille.

»Er det Venezia! Havets rige Brud, Verdens Beherskerinde!«

Jeg saae den prægtige Marcus Plads. »Her er Liv!« sagde man. Hvor langt anderledes i Neapel, ja selv i Rom paa den levende Corso! og dog var Marcuspladsen Venedigs Hjerte, hvor endnu Livet rørte sig. Boutiquer med Bøger, Perler og Billeder pyntede de lange Buegange, hvor der dog ikke var levende nok; en Flok Græker og Tyrker i brogede Dragter og med den lange Pibe ud af Munden, sad stille udenfor Kaffehusene, Solen skinnede paa Marcuskirkens gyldne Kupler og paa de mægtige Bronzeheste over Portalen; om Cyperns, Candias og Moreas røde Master hang Flagene uden Bevægelse, en Skare Duer opfyldte i tusindviis Pladsen og trippede paa de brede Stene.

Jeg besøgte ponte rialto, Pulsaaren, der talte om Livet, og snart havde jeg opfattet Venedigs, Sorgens store Billede, Aftrykket af min egen Sjæl. Jeg syntes endnu at være paa Søen, kun flyttet fra et mindre til et større Skib, en svømmende Ark.

Da Aftenen kom, da Maaneskinnet kastede sit usikkre Lys og udbredte stærkere Skygger, følte jeg mig her mere hjemme; i Aandeverdenens Time blev jeg først fortrolig med den døde Brud. Jeg stod ved det aabne Vindue, den sorte Gondol gled hurtigt over det mørke Vand, som Maanen skinnede paa. Jeg tænkte paa Skipperens Sang om Kys og Kjærlighed, følte en Bitterhed mod Annunziata, der havde foretrukket den letfærdige Bernardo for mig, og hvorfor - maaskee just for det Piquante, hans Letfærdighed gav ham, - saaledes ere jo Qvinderne! jeg følte Bitterhed selv mod den uskyldige, fromme Flaminia, Klosterets Stilhed og Fred var hende meer, end min stærke broderlige Kjærlighed. - Nei, nei, jeg elskede ingen af dem mere, der var Tomhed i mit Bryst for alt, hvad jeg før havde kjær. Paa ingen af dem vilde jeg tænke, og som en synkende Aand, svævede da min Tanke mellem Skjønhedsbilledet Lam og Syndens Datter Santa. Jeg steg i en Gondol, og lod den føre mig gjennem Gaderne i den tause Aften. Roekarlene istemte deres Vexelsang, som ei var af Gerusalemme liberata, selv Hjertets gamle Melodier glemte Venetianerne, da deres Doger uddøde og fremmede Hænder bandt Løvens Vinger, spændte den for deres Triumphvogn. »Livet vil jeg gribe, nyde det til de sidste Draaber,« sagde jeg, og Gondolen laae stille, - vi vare ved Hotellet, hvor jeg boede, jeg steg ud, og gik for at sove. Det var den første Dag i Venedig.