XI
Stormen. Soirée hos min Banquier. Podestaens Søsterdatter.

De Breve, jeg bragte med, forskaffede mig Bekjendtskaber, Venner, som man kalder det, og jeg var Signore Abbate! Ingen Lærde hørte paa mig. Man fandt det Gode jeg sagde, fortræffeligt, jeg havde ogsaa Talenter. Af Eccellenza og Francesca var jeg vant til, stedse at høre Meddelelser, der krænkede mig, de fortalte mig altid, hvad der maatte være mig ukjært at høre, næsten var det, som de samlede alt Ondt mod mig, for at de kunde sige mig, at der vare mange, der slet ikke meente mig det saa godt. Her faldt ogsaa dette bort. Rigtignok havde jeg altsaa ikke oprigtige Venner, thi det var disse, som sagde mig Ubehageligheder. Jeg følte ikke længer mit underordnede Forhold, som ikke engang Flaminias Godhed havde kunnet hæve.

Jeg havde besøgt Dogernes rige Palais, vandret i de tomme, prægtige Sale, seet Inquisitions-Værelset med det hæslige Billede af Helvedes Marter. Jeg gik over et snevert Gallerie, en lukket Bro, høit oppe ved Taget ud over Kanalen, hvor Gondolerne gled; fra Doge-Palaiet kom man saaledes til Venedigs Fængsler. Sukkenes Bro kaldtes denne Bue. Tæt ved laae Brøndene; kun Lampens Lys fra Gangen kunde mellem de tætte Jernstænger trænge ind i de øverste Fængsler, og dog vare disse oplyste, luftige Haller, imod dybere nede; under den svampede Lem, dybere selv, end Vandet stod udenfor i Canalen, havde Ulykkelige sukket og ridset i de vaade Vægge. Luft, Luft! forlangte mit Hjerte, rystet ved disse Rædsels Steder og jeg steg i en Gondol, foer piilsnart bort fra det blegrøde, gamle Palais og fra Søilerne med Sanct Theodorus og Venedigs Løve, hen over det levende grønne Vand til Lagunerne og Lido, for at aande Havets friske Luftning; - og jeg saae en Kirkegaard. Den Fremmede, Protestanten, jordedes her langt fra sit Fædreland, jordedes paa en lille Strimmel af Jord mellem Bølger, der Dag for Dag syntes at bortrive den svage Rest. Hvide Menneskebeen stak frem af Sandet; kun Brændingen græd over dem. Her havde tidt Fiskerens Brud eller Hustru siddet og ventet paa Elsker og Mand, der søgte Fangst paa det usikkre Hav. Stormene steg og hvilte atter de stærke Vinger, og Qvinderne sang da af Gerusalemme liberata deres Sange og lyttede, om ikke Manden svarede, men Kjærlighed gav ingen Vexelsang, ene sad hun og saae ud over det tause Hav og ogsaa hendes Læbe taug, Øiet saae kun de hvide Dødningbeen ved Stranden, hun hørte kun de hule Brændinger, medens Natten steg over det døde, tause Venedig.

Det mørke Billede opfyldte min Tanke, min hele Sindsstemning gav det en stærk Colorit. Alvorlig som en Kirke, erindrende om Graven og det usynlige Hellige, stod mig den hele Natur. For mit Øre klang Flaminias Ord, at den Guds Prophet, en Sanger var, skulde stræbe kun at udtale Guds Forherligelse: dette Stof var det høieste. Den udødelige Sjæl skulde synge om det Udødelige, Øieblikkets Glimmer vexlede i Farvespil og svandt med Minutet, som fødte det, og jeg følte en opblussende Kraft og Begeistring, men snart sank den igjen afmægtig tilbage. Taus steg jeg i Gondolen, der førte mig til Lido. Det store aabne Hav laae foran mig, Søen gik i lange Brændinger, jeg tænkte paa Havbugten ved Amalfi.

Nær ved mig, mellem Tang og Stene, sad en ung Mand og skizzerede, vistnok en fremmed Maler; han forekom mig bekjendt, jeg traadte nærmere, han reiste sig, vi kjendte hinanden. Det var Poggio, en ung venetiansk Adelsmand, jeg alt nogle Gange havde været i Selskab med hos de Familier jeg havde lært at kjende.

»Signore!« udbrød han; »De paa Lido! Er det Havets Skjønhed eller,« tilføiede han, »andre Skjønheder, der fører Dem saa nær det vrede Adriaterhav?«

Vi rakte hinanden Haanden. Jeg vidste om ham, at han ikke havde Formue, derimod et stort Talent, som Maler; han syntes af en lykkelig, næsten overgiven Natur, og dog havde man hvidsket mig i Øret, at han i sin Eensomhed var den største Misanthrop. Efter hans Tale at domme, maatte han være den personificerede Letfærdighed, og dog var han i Virkeligheden Kydskheden selv; efter hans Ord maatte Verden troe, at Don Juan var hans Forbillede, i Gjerningen kjæmpede han dog som en hellig Antonius mod hver Fristelse. En dyb Sjæle-Smerte laae til Grund for det Hele, hvidskede man, men hvilken, hans ringe Formue, en ulykkelig Kjærlighed? Nei, Ingen vidste det ret, han syntes at fortælle Alt, ikke at kunne fortie den mindste Tanke, hans Væsen var saa barnligt, og dog var ingen ret paa det Rene med ham. - Det havde interesseret mig, og han var mig derfor et kjært Møde, som fordeelte Skyerne i min Sjæl.

»En saadan blaa bølgende Slette,« sagde han og pegede paa Havet, »har ikke Rom! Havet er dog Jordens Skjønneste! det er ogsaa Moder til Venus,« og tilføiede han halv leende, »Enke efter alle Venedigs mægtige Doger!«

»Venetianeren maa især elske det,« sagde jeg, »betragte det som Bedstemoderen, der bærer ham, leger med ham, for sin smukke Datter Venezias Skyld!«

»Nu er hun ikke længer smuk, hun bøier Hovedet!« svarede han.

»Men hun er jo dog lykkelig under Keiser Frands?«

»Det er stoltere at være Dronning paa Havet, end Caryatide paa Landet! Venetianeren har intet at klage over, og Politik forstaaer jeg mig ikke paa, derimod Skjønheden, og ynder De, som jeg ikke tvivler om, den samme, saa kommer der min Vertindes smukke Datter og spørger, om De vil tage Deel i mit tarvelige Maaltid!« Vi gik ind i det lille Huus tæt ved Stranden; Vinen var god og Poggio moersom og underholdende, ingen skulde troe, at hans Hjerte hemmeligt blødte.

Vi havde siddet der vist to Timer, da mine Roekarle kom og spurgte, om jeg ikke vilde vende tilbage, thi der stod en Storm paa, Søen var i stærk Bevægelse, og mellem Lido og Venedig gik alt store Bølger, den lette Gondol kunde saa let kuldseile.

»En Storm!« udbrød Poggio. »Den har jeg jo ønsket i mange Tider, den maa De ikke give Slip paa!« sagde han til mig, »den lægger sig nok igjen ud paa Aftenen, og lægger den sig ikke, saa er her Leilighed til, at man kan lægge sig, og luunt og godt lade den gaae over sit Hoved, medens Bølgeslagene synge os i Søvn!«

»Jeg kan her fra Øen altid faae en Gondol,« sagde jeg til Karlen, og tillod ham at gaae. Stormen greb med raske Tag i Vinduet. Vi traadte udenfor. Den nedgaaende Sol belyste den mørkegrønne oprørte Sø, skumhvide reiste Bølgerne sig og dukkede igjen; langt ude, hvor Skyerne stode som Fjelde med Vulkanens Lyn, øinede vi nogle Skibe, men snart vare de os igjen af Syne; Brændingen slog høit op paa Strandbredden og overstænkede os med sine salte Draaber. Jo høiere Bølgerne sloge, des høiere loe ogsaa Poggio, klappede i Hænderne og raabte Bravo til det vilde Element; hans Exempel smittede, i den oprørte Natur følte mit syge Hjerte sig bedre. Det var snart mørk Aften. Jeg lod Værtinden bringe den bedste Viin, og vi drak Stormens og Havets Skaal, og Poggio sang om Kys og Kjærlighed, Visen, jeg havde hørt paa Skibet.

»Venetianerindernes Skaal!« sagde jeg, og han klinkede for de smukke Romerinder. Havde en Fremmed seet os, han havde tænkt, vi vare to lykkelige Ungersvende.

»De romerske Qvinder gjelde for de skjønneste!« sagde Poggio; »vær kun ærlig! hvad siger De?«

»Jeg anseer dem ogsaa derfor!«

»Vel,« sagde Poggio, »men Skjønhedens Dronning lever dog i Venezia! De skulde see vor Podestas Søsterdatter! jeg veed ingen mere aandig skjøn, end hende, saaledes vilde Canova have givet os den Yngste af Gratierne, havde han kjendt Maria! Kun i Messen og en eneste Gang i Theatret San Moses har jeg seet hende. Det gaaer alle unge Venetianere, som mig, kun at de ere dødeligt forelskede, jeg kun hendes Tilbeder! hun er for aandig for min sandselige Natur. Men man maa jo tilbede det Himmelske! Ikke sandt, Hr. Abbate?«

Jeg tænkte paa Flaminia, og min øieblikkelige opblussende Munterhed var forbi.

»De bliver alvorlig!« sagde han, »Vinen er jo fortræffelig, og Bølgerne synge og dandse til vort Bacchanal!«

»Gjør Podesta intet Huus?« spurgte jeg, for at sige noget.

»Ikke ofte!« svarede Poggio, »har han Selskab, saa er dette meget udsøgt! den Skjonne er sky, som en Antilope, ængstelig bly, som endnu ingen Qvinde af dem, jeg har kjendt men,« tilføiede han med et spottende Smiil, »det er jo ogsaa en Maade at gjøre sig interessant paa! Himlen veed, hvorledes det ret hænger sammen med det Hele. Seer De: vor Podesta havde to Søstre, begge vare de mange Aar borte fra ham; den Yngste var gift i Grækenland, og hun skal være Moder til den deilige Pige, den anden Søster er endnu Jomfru og det en gammel Jomfru, hun bragte den Smukke her til for omtrent fire Aar siden!«

Et pludseligt Mørke afbrød ham i hans Tale, det var som den sorte Nat knugede os i sin Favn, i samme Nu oplyste det rode Lyn Alt om os. Tordenbraget fulgte, det mindede mig om Vesuvs Eruptioner. Vort Hoved bøiede sig, uvilkaarligt gjorde vi Korsets Tegn.

»Jesus Maria!« sagde Vertinden, der traadte ind, »det er en Angest og Gru! sex af vore bedste Fiskere ere paa Søen, Madonna holde sin Haand over dem! Den stakkels Agnese sidder med fem Børn, det vil blive en Elendighed!«

Gjennem Stormen hørte vi Psalmesang. - Paa Strandbredden, hvor Bølgerne brødes i den favnhøie Brænding, stod en Skare Qvinder og Børn med det hellige Kors; en ung Kone sad taus, og Blikket hvilte paa Søen, et lille Barn diede hende, og et noget større stod ved Siden og lagde sit Hoved i hendes Skjød. Med det sidste mægtige Lyn syntes Uveiret at fjerne sig, det lysnede i Horizonten, og klarere skinnede det hvide Skum paa den brusende Sø.

»Der ere de!« raabte Konen, sprang op og pegede mod et kulsort Punkt, der meer og meer blev tydeligt.

»Madonna være dem naadig!« sagde en gammel Fisker, der, med den tætte brune Hætte over Hovedet, stod med foldede Hænder og stirrede paa den mørke Gjenstand. I samme Nu forsvandt den under en skummende Styrtesø.

Den Gamle havde seet ret; jeg hørte de Fortvivledes Jammer, den steg, som Havet blev roligere, Himlen klarere, og Visheden derved stærkere. Børnene slap det hellige Kors, lod det falde i Sandet og klyngede sig grædende om deres Moder, men den gamle Fisker hævede Korset, trykkede et Kys paa Frelserens Fod, løftede det høit op og nævnte Madonnas hellige Navn.

Mod Midnat var Himlen reen, Søen roligere, og Fuldmaanen kastede sin lange Straale hen over den blikstille Bugt mellem Øen og Venedig, Poggio steg med mig i Gondolen, vi forlode de Ulykkelige, som vi ikke kunde hjelpe eller trøste.

Aftenen efter mødtes vi hos min Banquier, en af de rigeste i Venedig; Selskabet var meget stort, af Damerne kjendte jeg ingen, og havde heller ikke Interesse for nogen.

Man begyndte at tale om Uveiret Aftenen forud. Poggio greb Ordet, fortalte om Fiskernes Død, Familiernes Ulykke, og tilkjendegav tydeligt nok, hvor let en stor Deel af denne Nød kunde afhjelpes, hvorledes en kjærlig Gave fra hver vilde udgjøre en Sum af stor Betydenhed for de Ulykkelige, men Ingen syntes at forstaae ham, man beklagede, løftede paa Skulderen, og talte igjen om andre Ting. Nu begyndte de selskabelige Talenter at gjøre sig gjeldende, Poggio sang en lystig Barcarole, men jeg syntes i hans høflige Smiil at see Bitterhed og Kulde mod den fornemme Kreds, der ikke vilde lade sig lede af hans ædle Veltalenhed.

»De synger ikke?« spurgte Husets Frue mig, da han havde endt!

»Jeg vil have den Ære at improvisere for Dem!« sagde jeg, idet en Tanke opstod i min Sjæl.

»Han er Improvisator!« hørte jeg dem hvidske rundt om; Damernes Øine spillede, Herrerne bukkede, jeg tog Guitaren, og bad dem opgive mig et Thema.

»Venezia!« raabte en Dame, og saae mig kjækt ind i Øiet; »Venezia!« gjentog de unge Herrer, thi Damen var smuk. Jeg greb nogle Accorder, skildrede Venedigs Pragt og Glands i dens Lykkes Dage, som jeg havde læst om den, som min Phantasie havde drømt sig den, og Alles Øine flammede, man drømte endnu at det var saa. Jeg sang om den Skjønne paa Balkonen i den maaneklare Nat, tænkte paa Santa og Lara; hver af Damerne troede, det gjaldt hende, og tilklappede mig Bifald. Sgricci* selv havde aldrig gjort slig en Lykke.

»Hun er her!« hvidskede Poggio til mig! »Podestas Søsterdatter!« men vi forhindredes i at tale mere sammen, man bad mig om endnu en Gang at improvisere, en Deputation af Damer og en gammel Eccellenza forebragte Ønsket; jeg var villig, thi det var mit eget Ønske, jeg havde forudseet det, jeg ønskede kun i et af de opgivne Themaer at faae Leilighed til at skildre Stormen, jeg havde seet, de Ulykkeliges Nød, og ved Sangens Magt seire, hvor ikke Veltalenheden havde kunnet det. - Man opgav mig Titians Apotheose. Gid han havde været Sømaler, jeg havde da ladet ham træde op som Talsmand, men hans Roes kunde jeg ikke bringe ind i de Ideer, jeg ønskede udførte. Æmnet var jo rigt, - dets Behandling lykkedes over Forventning; jeg stod som den Beundrede mellem dem, det var min egen Apotheose.

»Ingen Lykke kan være større, end Deres!« sagde Husets Frue. »Det maa være en uendelig salig Følelse at besidde et Talent som Deres, at kunne henrive og glæde sin hele Omgivning.«

»Det er en lykkelig Følelse!« sagde jeg.

»Udtal os den i et smukt Digt!« sagde hun bedende, »det er Dem saa let, at man glemmer, hvor ubillig man er i, saa ofte at opfordre Dem paa ny!«

»Jeg veed een Følelse,« svarede jeg, og min Tanke gav mig Dristighed, »jeg veed een Følelse, som ikke opveies af nogen anden. Den skaber ethvert Hjerte til Digter! vækker den samme Lyksaligheds Bevidsthed, og jeg er saa stor en Troldmand, at jeg er istand til at vække * Een i vor Tid berømt Improvisator. den i ethvert Hjerte, men denne Kunst har det særegne, at den ikke kan gives, men maa kjøbes!«

»Vi maa lære den!« raabte de Alle.

»Her paa dette Bord samler jeg Summerne. Hvo som giver den største, bliver meest indviet i den!«

»Jeg lægger min Guldkjæde!« sagde strax en af Damerne, loe, og lagde den i Spøg paa Bordet.

»Jeg alle mine Spillepenge!« sagde en anden og smilte over mit Indfald.

»Men det er Alvor!« sagde jeg, »man faaer ikke det Indsatte tilbage!«

»Vi vove det alligevel,« sagde de mange, der alle havde lagt Penge, Kjæder og Ringe, i det de dog havde en Tvivl til mit Kunststykke.

»Ja, men naar nu Følelsen ikke kommer over mig!« sagde en gammel Militair, »faaer jeg saa ikke mine to Ducater igjen?«

»De er fritaget for at vove det!« sagde Poggio, jeg bukkede bejaende.

Alle loe, alle vare forventningsfulde efter at see Resultatet, og jeg begyndte at improvisere; en hellig Flamme gjennembævede mig, jeg sang om det stolte Hav, Venezias Brudgom, om Havets Sønner, de kjække Sømænd og Fiskeren i sin lille Baad; skildrede en Storm, Hustruens og Brudens Længsel og Angest, skildrede, hvad jeg selv havde seet: Børnene, som slap det hellige Kors, og klyngede sig til Moderen, den gamle Fisker, som kyssede Krucifixet; det var som en Gud talte igjennem mig, jeg var Redskab for hans stærke Ord. En dyb Taushed herskede i Salen, mangt et Øie græd. Da førte jeg dem ind i Armods Hytte, bragte de Ulykkelige Hjælp og Liv ved vor lille Gave, og jeg sang, hvor saligere det var at give, end at tage, sang den Glæde, som opfyldte mit Bryst, opfyldte hvert Hjerte, der kjærligt havde bragt sin Skjærv, det var en Følelse, som intet kunde opveie, den guddommelige Stemme var det, som talte i hvert Bryst, gjorde det helligere og mere aandigt, hævede det til Digter! Og som jeg talte, steg min Stemme i Kraft og Fylde. - Alle havde jeg vundet for mig; et stormende Bravo jublede mig imøde, da jeg ved Sangens Slutning rakte Poggio de rige Gaver, for at komme de Ulykkelige til Hjælp.

En ung Dame sank ned for mine Fødder, skjønnere Triumph kunde aldrig mit Talent have bragt mig, hun greb min Haand, og med Taarer i de forunderlige mørke Øine saae hun mig taknemmelig ind i Sjælen; sælsomt greb mig dette Blik, dette Skjønheds Udtryk, det var, som jeg havde engang i Drømme seet det.

»Gudsmoder lønne Dem!« stammede hun, og Blodet brændte i hendes Kinder, hun skjulte sit Ansigt, foer tilbage for mig, af Skræk over hvad hun havde gjort; dog hvo kunde være grusom, at ville spotte Uskyldighedens rene Følelse. Man trængte sig om mig. Alle vare uudtømmelige i min Roes; Alle talte om de Ulykkelige paa Lido, jeg stod som deres Velgjører! »Saligere er det at give, end at tage!« denne Aften havde lært mig det Poggio trykkede mig i sine Arme.

»Fortræffelige Menneske!« sagde han, »jeg agter og ærer Dem! Skjønheden bringer Dem sin Hyldest, hun, der ved et Blik kan gjøre Tusinde lykkelige, bøier sig for Dem i Støvet!«

»Hvem var hun?« spurgte jeg med dæmpet Stemme.

»Den Skjønneste i Venedig!« svarede han, »Podestas Søsterdatter!«

Det forunderlige Blik, Skjønheds Skikkelsen stod levende aftrykt i min Sjæl; uforklarlige Erindringer vaktes, og ogsaa jeg udbrød: »hun var skjøn!«

»De kjender mig nok ikke, Signore?« sagde en gammelagtig Dame, som traadte hen foran mig. »Det er en Deel Aar siden, jeg havde den Ære at gjøre Deres Bekjendtskab!«Hun smilte, rakte mig Haanden og takkede for min Improvisation. Jeg bukkede høfligt, hendes Træk syntes mig bekjendte, men naar og hvor jeg havde seet hende, var mig ikke klart. Jeg maatte sige det. »Ja det er rimeligt!« sagde hun, »kun een eneste Gang have vi seet hinanden! det var i Neapel; min Broder var Læge, De besøgte ham med en af Borghesernes Beslægtede?«

»Jeg erindrer det!« udbrød jeg, »ja, nu kjender jeg Dem! mindst ventede jeg, at vi skulde mødes i Venedig!«

»Min Broder, jeg holdt Huus for,« sagde hun, »er død for fire Aar siden! Nu er jeg her hos den ældre Broder. Tjeneren skal bringe Dem vort Kort. Min Søsterdatter er et Barn, et forunderligt Barn, hun vil bort, øieblikkelig bort! jeg maa føie hende.« - Den gamle Dame rakte mig Haanden og forlod Værelset.

»Lykkelige Menneske!« sagde Poggio, »det var Podestas Søster! De kjender hende, har hendes Indbydelse, det halve Venedig vil misunde Dem. Knap nu Kjolen vel til om Hjertet, naar De kommer der, at De ikke saares, som de Fleste der neppe nærme sig i den Grad det fjendtlige Batterie.«

Den Skjønne var borte. Øieblikkelig havde Følelsen henrevet hende, hun var sjunket for mine Fødder, men i samme Nu vaktes hendes stærke Blufærdighed og sky Tilbageholdenhed; Angest og Skræk drev hende derfor bort fra den store Kreds, hvor hun havde tiltrukket sig Opmærksomhed, og dog lød kun hendes Lov og Beundring, -den blandedes med min! Skjønhedens Dronning havde fortryllet Alle, hendes Hjerte var ædelt, som hendes Former.

Bevidstheden om en god Handling kastede en Lysstraale i min Sjæl jeg følte en ædel Stolthed, følte min Lykke, at eie Sangens Gave. Al den Roes og Kjærlighed, jeg rundt om mødte, smeltede hver Bitterhed i min Sjæl, det var som min aandelige Kraft, renere og bedre, hævede sig efter sin bittre Skindød; jeg tænkte paa Flaminia, og tænkte paa hende uden Smerte, hun vilde søsterligt have trykket min Haand. Hendes Ord, at kun det Guddommelige, Guds Forherligelse burde Digteren synge, lyste klart i min Sjæl, jeg følte atter Kraft og Mod, en mild Ro udbredte sig over mit hele Væsen, og første Gang i mange, mange Tider kjendte jeg igjen til Glæden. Det var en lykkelig Aften. Poggio klinkede med mig! vi sluttede Venskab og beseglede det med et broderligt Du. Sildigt kom jeg hjem, men jeg følte ikke til Søvn. Maanen skinnede saa klart paa Vandet i Canalerne, Luften var saa høi og blaa. Med Barnets fromme Tro foldede jeg mine Hænder og bad: Fader, tilgiv mig mine Synder! giv mig Kraft til at være et godt og ædelt Menneske, og da tør jeg jo nok erindre Flaminia, tænke paa Søsteren, styrk ogsaa hendes Sjæl, lad hende aldrig drømme om min Smerte! Vær os god og naadig, evige Gud!« Og jeg følte mig let om Hjertet; Venedigs tomme Canaler, gamle Palaier syntes mig en skjøn svømmende Feeverden.

Næste Morgen var jeg forunderlig oprømt, en ædel Stolthed var vakt i mit Bryst, jeg var lykkelig ved mine aandelige Evner og Gud taknemmelig. Jeg tog en Gondol, for at aflægge min Visit hos Podestaen, hvis Søster jeg jo kiendte; ærligt talt, havde jeg ogsaa Lyst til nærmere at see den unge Dame, der saa levende havde hyldet mig, og gjaldt for Skjønhedens Dronning.

»Palazzo dOthello,« sagde Gondolieren, og førte mig gjennem den store Canal til en gammel Bygning, medens han fortalte, at Mohren af Venedig, der qvalte sin skjønne Hustru, Desdemona, havde boet deri, at alle Engellændere kom for at see dette Huus, som det var Marcuskirken eller Arsenalet.

De toge Alle mod mig, som mod en kjær Slægtning. Rosa, Podestaens gamle Søster, talte om den kjære afdøde Broder, om det levende, lystige Neapel, som hun nu i fire Aar ikke havde seet. »Ja,« sagde hun, »Maria længes ogsaa, og vi reise, vi reise, naar nogen mindst troer det, jeg maa see Vesuv og det deilige Capri endnu engang, før jeg døer.«

Maria traadte ind, rakte mig søsterligt og dog med en forunderlig Blyhed, Haanden; skjøn var hun, ja, jeg syntes, skjønnere, end da hun igaar bøiede sig for mig. Poggio havde Ret, saaledes maatte den Yngste af Gratierne see ud, intet qvindeligt Væsen var skjønnere formet, Lara maaskee? Ja Lara! den blinde Pige, i sine Pjalter, med den lille Viol-Bouquet i Haaret, var skjøn som Maria i sin rige Pragt! De lukkede Øine havde talt til mit Hjerte stærkere, end dette sælsomme mørke Ildblik; hvert Træk var Veemod, som hos Lara, men i det aabne mørke Øie laae en Fred, en Glæde, Lara aldrig havde kjendt. Der var saa meget hos hende, der bragte mig til at tænke paa den blinde Tiggerpige, hvem hun aldrig havde seet, selv mit Hjertes forunderlige Ærbødighed her, som for noget Høiere. Mine aandelige Evner vandt større Bøielighed, min Veltalenhed blev rigere. Jeg behagede dem Alle, følte jeg, og Maria syntes at yde mig den samme Beundring, som Skjønheden aftvang mig af hende. Jeg betragtede hende, som Elskeren betragter en herlig qvindelig Statue, der fuldkommengjør Billedet af hans Elskede. I Maria fandt jeg Laras Skjønhed, næsten som i et Speilbillede, og Flaminias hele søsterlige Sind; man maatte have Fortrolighed til hende. Det var mig, som om vi længe havde kjendt hinanden.