Den sjette Marts 1834 var en stor Deel Fremmede samlede i Vertshuset hos Pagani, paa Øen Capri. Alles Opmærksomhed var henvendt paa en ung Calabreserinde, hvis Skjønhed greb dem; det skjønne, mørke Øie hvilte paa hendes Mand, som hun rakte Armen. Det var mig og Lara. Tre lykkelige Aar havde vi nu været gift, og besøgte nu paa en Reise til Venedig, Øen Capri, hvor vort Livs forunderligste Eventyr hørte hjemme, hvor det vilde opklare sig. I Hjørnet af Værelset stod en gammel Dame og holdt Armene om et lille Barn; en fremmed Herre, temmelig høi og noget bleg, med stærke Træk og iført en blaa Frakke, nærmede sig Barnet, legede med det og var henrykt over dets Deilighed; han talte Fransk, men til Barnet enkelte italienske Ord, gjorde lystige Spring for det, fik det til at lee, og det rakte ham Munden til at kysse; han spurgte, hvad det hed, og den gamle 264| Dame, min kjære Rosa var det, sagde: »Annunziata!« »Et deiligt Navn,« sagde han, og kyssede den Lille, mit og Laras Barn. - Jeg nærmede mig ham, han var Dansk; der var endnu en Landsmand af ham i Stuen, en alvorlig lille Mand, med et klogt Blik, han var i en hvid Frakke; jeg hilste paa dem, det var jo Federigos og den store Thorvaldsens Landsmænd; hiin hørte jeg var i Danmark, og denne endnu i Rom, han hører jo ogsaa Italien til, og ikke det kolde, mørke Norden.

Vi gik ned til Strandbredden, og steg i de smaa Baade, der vare indrettede for at føre de Fremmede om til den anden Side af Øen. Hver Baad rummede kun to Mennesker, een sad i hver Ende, og Roerkarlen i Midten.

Jeg saae det klare Vand under os, det hilste min Erindring med sin luftige Klarhed. Roerkarlen stødte Aaren rask fra sig og Baaden, hvori jeg og Lara var, fløi afsted med Pilens Hurtighed. Vi kom langt foran alle de Andre. Snart saae vi ikke længere Capris amphitheatralske Side, hvor de grønne Viinhaver og Orangetræer smykke Fjeldene, lodrette stode nu de høie Steenvægge op mod Skyen. Vandet var blaat, som det brændende Svovl, de blaa Brændinger sloge mod Klippen hen over de blodrøde Søæbler, som voxte dernede. Vi vare alt paa Øens modsatte Side, og saae kun den 265| lodrette Klippe og i den over Vandfladen en lille Aabning, der syntes ikke stor nok for vor Baad.

»Hexehullet!« udbrød jeg og alle Erindringer herfra vaagnede i min Sjæl.

»Ja, Hexehullet!« sagde Roerkarlen, »saaledes kaldtes det før; men nu veed man, hvad det er!« Han fortalte os da om de to tydske Malere, Fries og Kubitz, der for tre Aar siden havde vovet at svømme derind, og saaledes opdaget den forunderlige Deilighed, som nu alle Fremmede maatte see. Vi nærmede os Aabningen, der neppe meer end en Alen ragede op over det skinnende blaa Hav. Roerkarlen tog Aaren ind, vi maatte strække os ud i Baaden, som han nu styrede med Haanden og vi gled ind, i et mørkt Dyb, under den uhyre Klippe, som det store Middelhav beskyllede. -Jeg hørte Lara aande tungt, det havde ogsaa noget forunderligt rædsomt; men kun et Øieblik, og vi vare i en mægtig stor Hvælving, hvor Alt skinnede som Ætheren. Vandet under os var, som en blaa, brændende Ild, der oplyste det Hele. Rundt om var tillukket, men under Vandet forlængede sig den lille Aabning, vi seilede igjennem, den naaede til Havets Dyb, fyrge tyve Favne ned og udvidede sig der til samme Brede. Det stærke Sollys udenfor kunde da virke Lysning ind paa Bunden af Grotten, og strømmede nu som en Ild igjennem det blaa Vand, der syntes forvandlet til en brændende Spiritus. 266| Alt gav Gjenskin deraf; Klippebuen, Baaden, Alt syntes gjennemstrommet af Æther, og at gaae over i samme. Draaberne, der ved Aareslaget stænkede i Veiret, skinnede rode, som friske Rosenblade. Det var en Feeverden, Aandens sælsomme Rige. Lara foldede sine Hænder, hendes Tanke mødte min. Her havde vi engang været, her havde Sørøveren gjemt sin Skat, da ingen vovede at nærme sig Stedet. Nu var hvert overnaturligt Syn opløst i Virkelighed, eller Virkeligheden gaaet over i Aandeverdenen, som altid her i Jordlivet, hvor Alt fra Blomstens Frø til vor udødelige Sjæl er et Under, og dog vil Mennesket ikke troe derpaa.

Den lille Aabning til Hulen lyste, som en klar Stjerne, den fordunkledes, og nu steg, som fra Dybet, de Andres Baade. De kom ind til os. Alt var Andagt og Beskuelse. Protestanten, som Katholiken, følte her, at Underværker vare til.

»Vandet stiger!« sagde en af Søfolkene. »Vi maa ud, ellers lukkes Aabningen, og da maa vi blive herinde, til Vandet falder igjen!«

Vi forlode den sælsomme straalende Hule, det store aabne Hav laae udstrakt for os, og bag ved den mørke Aabning til Grotta azzurra.