© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
(I Orchestret der er over Salens Indgang, blæses en Fanfare, derpaa spilles Melodien »Carnevalet i Venedig,« under denne komme fra Theatrets Baggrund to Karle, bærende en Klæde-Kurv hvori er Maskerade-Dragter, foran dandser:)
POLICHINEL
(som synger til Carnevals-Melodien).
Ja, her er vi! sæt Kurven! – Vi er paa Scenen! men her er jo ikke stillet noget op til at agere paa, og det Hele skulde jo begynde dramatisk. Maskinmester! Hr. Weddén! Teppet maa være nede før Folk indlades. Ingen svarer. – Det er da ogsaa det samme! – Det Vigtigste er besørget, og det har jeg gjort, gamle sindige Polichinel! – Der vil nok komme Liv i Spillet! Man siger at den som faaer et Embede faaer ogsaa Forstand, jeg kan sige, at hvo som leier og ifører sig een af mine Costumer, bliver strax en Characteer, selv Dominoen, der egentligt kun er for Gamle svagelige og Unge magelige! mine Costumer inspirerer; jeg har indblæst dem. Til Jean de France sagde jeg: kjend din Holberg: (taler i Jean de Frances Characteer). – »Jeg er fornøiet med mig selv! jeg er forliebt i mig selv!« – »Hvad synes Madammen om den Contretemps', som jeg lærte nylig, førend jeg reiste fra Paris, den troer jeg pardi ikke Nogen kan gjøre her i Landet. Jeg kan gjøre den paa tvende Faconner, som f. Exempel først saa – for det andet saa!« – Der skal Tanke til enhver Ting, Besindighed! – Jeppe maa være Jeppe i mere end Kofte og det uredte Haar; (taler som Jeppe): »Folk siger vel i Herredet at Jeppe drikker; men De siger ikke hvorfor Jeppe drikker!« – Til det chinesiske Costume har jeg sagt: det er ikke nok at sætte Slikpot i Veiret, nikke og gaae med tilbagestrøget Haar, man maa ogsaa tale, idetmindste kunde sige P– eller Thee, det sidste er da Noget, som Enhver kjender. Blomsterpigen lagde jeg paa Hjerte: har de Ansigt? Rigtigt Ansigt til det De vil være? Tænk om Masken gaaer af! vær selv en Blomst eller lad være!« – Kjole og Person skal gaae op i eet. »Være eller ikke være!« siger Hamlet og han var Prinds af Danmark!
HARLEQUIN
(med Klisterbøtte og to store Placater).
Nu har jeg slaaet op alle Placaterne, paa to nær, een til Dem, een til mig, der mangler ikke noget!
POLICHINEL
Og Programmet!
HARLEQUIN
Det er Plakaten! den er tre Alen lang, o! see’kken Fyr og paa Rødt; den kan tage Veiret fra en kalkunsk Hane.
POLICHINEL
Her er ingen Forord, ingen Bagord –! Hvad er Carneval? Kunstnercarneval? Hvad Stemning skal Enhver møde med! her er jo ikke engang sagt hvad jeg siger mine Klæder. Hvad skal man? Hvad vil man –?
HARLEQUIN
– Slaae Gjækken løs, være glad og fornøiet, som jeg er det i Kludene!
POLICHINEL
Tal ikke om Kludene, saa falder jeg i Rigsdagstanker, lige ind i Papirs-Spørgsmaalet.
HARLEQUIN
Saa fald ud igjen! Læs! Plakaten er god og jeg har slaaet den op, her er Klisterbøtten. Festen begynder med en stor Fanfare, saa kommer en Sludder paa Theatret, det er altid en Begyndelse, og naar man har den, saa – – nu gaaer det Gud hjelpe mig løst dernede! det tænkte jeg nok, de kan ikke vente! lad gaae! naar det kun er gemytligt! – Der har vi Dulcamare! dernede er det Teppet gaaer op, her kan det ikke – man maa hjelpe sig. Nu gaaer Balonen!
POLICHINEL
Men Sludderen paa Theatret –?
HARLEQUIN
Oppe eller nede, det er ligemeget! – Ingen hører paa os! . (jublende.)
(iler ned mellem Mængden fulgt af Polichinel.)
(Fra Orchestret blæses paa Trompet og slaaes paa Pauke, det besvares fra Dulcamares Vogn, hvor han selv, omgivet af Musik og Tjenerskab, udraaber sin Ramse.)
Om Forladelse at jeg gaaer ud af Versemaalet, men det gjør ikke noget da det er et meget daarligt Versemaal og jeg maa gaae ud, for der gaaer noget ind – her til Venstre! – yndige Maske deroppe, der ikke behøver Piller eller Draaber, – en Bouquet!
(kaster en Bouquet op til en eller anden ung Dame. Musiken larmer fra Vognen og Dulcamare begynder igjen.)
(seer op til en gammel Dame mellem Maskerne og synger, acompagneret af sit Orchester:)
(Der trommes og blæses.)
(kaster Papirs-Strimler ud mellem Mængden og standser i det han netop nu er lige for selve Scenen, der, lænet til Rækværket, staaer en Mand fra Californien, han er i Baldragt og uden Domino, men hans Ansigt og Hænder ere aldeles forgyldte.)
DULCAMARE
MANDEN FRA CALIFORNIEN
Markskriger! – jeg kan kjøbe ham og det Hele! Jeg er Manden fra Californien, jeg er blevet til bar Guld. Ingen tør tale til mig uden jeg tillader det! Charlatan! See mit Ansigt! – Guld! – See mine Hænder – Guld! jeg hoven! jeg er mere: – Guld! bare Guld! og derfor Respect! kun jeg gjør hvad jeg vil, jeg gaaer paa Maskerade uden Maske, uden Characteerdragt, selv uden Domino! lad de Andre gjøgle for mig, jeg gjør Ingenting, jeg er en Guldmand, Guld det Hele! jeg kan klæde mig reent af – og maaske gjør jeg det. Guld! Guld! og mit Hjerte er en Perle – men meer end Perler og Guld er den ædle Qvinde og deri holde alle Damerne med mig! Markskriger – Dulcamare!
(kaster Guld-Regnepenge og Guldklumper ud omkring idet han stolt gaaer ned mellem Mængden.)
(Fanfare fra Dulcamares Vogn.)
DULCAMARE
(vender sig mod den yderste Loge.)
(kaster Rosenvand ud over selve Scenen og strax komme fra dens Baggrund to dandsende Rækker, der gruppere sig i Forgrunden, kaste Blomster ud til Mængden og synge:)
(Det hele Orchester falder ind i Melodien og Skaren dandser fra begge Sider af Scenen ned igjennem Salen hvor Mængden tager Deel i Lystigheden).