Fjerde Act

SAUL

(staaer hensunken i dyb Mismod).

I mig er et Mørke; det knuger mit Sind,

Aldrig Guds Solskin vil lyse derind.

Verdens Deilighed, rundten om,

Skinnende Boble, skjør og tom!

Løgn boer i Smilet, Løgn boer i Taaren,

Breder Klædet paa Vuggen og Baaren.

David, med Uskyld i Øine og Mund,

Dig bobler Vellyst i Hjertets Grund.

Dig og mig selv og dem Alle jeg kjender,

Kun i os selv vi begynder og ender.

Den Vished groe:

Der er ei Een, Du heelt kan troe.

(Synker sammen; bryder derpaa ud:)

Løft Dig, mit Mod,

Du stolte Svane!

Vil Du Blod?

Det er din Vane,

At dykke deri de stærke Vinger!

Afgrundens Syn Du da betvinger.

(Man hører David spille Harpe; Saul lytter og udbryder derpaa i Spot, der gaaer over i Veemod.)

Slangen hvisler! hør hvor yndigt!

Himmelsk – og dog saa syndigt!

Kildrende, kvægende,

Til Taarer bevægende,

Smerten sig stiller.

DAVID

(træder ind med Harpen, som han vedbliver at spille).

SAUL

David, Harpespiller,

Din Konst gjør Du godt. –

Tonernes Drot,

Troldmand! Du kan forjage

Nattens Syner. Strængens Klage

Kalder Fryd fra Ungdoms Dage,

Svulmende som Stormens Magt.

Trolddom er i Harpen lagt,

Tonerne mig sødt betage – –!

– De bedrage!

Alt er Bedrag!

(River Harpen fra David og sønderhugger den med sit Sværd.)

– Knust i eet Slag.

DAVID

(i Lidenskab).

Vanvid fører Dig!

Varslende hører jeg

Stemmen, som siger mig:

Tro ei Kong Saul!

SAUL

(i Vildelse).

Du staaer i Pagt,

Under skjulte Gaader,

Med Dæmonen, som raader,

Som hos mig tøver,

Som det Onde øver,

Som har i Lænker mig lagt.

Fra ham er din Magt!

MICHAL og JONATHAN

(ile til).

Hvad Haab er tilbage!

Aldrig gjenkomme de lyse Dage.

SAUL

Smuldrende, raadnet

Være dit Livs-Træ!

End er jeg Konge,

Min Arm skal Dig naae!

CHOR

(af Mænd og Kvinder, som ile til ved den stigende Støi).

Smerten og Sorgen

Har Kongeborgen

Ligesaa tung som Armods Vraa.

JONATHAN

(til Michal).

Ei jeg forlader

Den lidende Fader,

Følg Du med Vennen,

Vær Trøst i hans Nød.

MICHAL og DAVID

Kvinden forlader

Moder og Fader,

Følger sin Husbond

I Fare og Død.

(De gaae bort sammen.)

ISRAM

(iler ind).

Det er Tiden

Til Striden

For Liv og Land!

Kong Saul, hold Stand!

Uforfærdet

Grib Sværdet!

Philisternes Hær

Som et uhyre Vand

Overskyller dit Land,

Bølgen er nær.

SAUL

Er jeg i Nøden bestedt?

Skal jeg døe, jeg og min Æt!

Svaret Du skjuler.

(Til Isram.)

Svaret jeg har:

I Endors Huler

Hos Hexen Saul henter Svar.

ISRAM

Min Konge!

SAUL

Forstaae

Mit Vink og følg mig!

ISRAM

I Storhed dølg Dig

For Folkets Skare.

CHOR

Over Israels Folk nu Stormene henfare!

SAUL

Hexen i Endor skal klare

For mig hvad kommer.

(Iler ud med Isram.)

CHOR

Vee os, hvad talte Samuel, Folkets Dommer.

(De følge efter, og ene tilbage bliver Hexekvinden Zilla.)

ZILLA

Nu gryer du Hævnens Morgen!

(Hun træder frem i Forgrunden og udbryder i Lidenskab.)

Angst herinde, Angst derude,

I Krigsbasunerne de tude –

Kong Saul gaaer til Hexen i Endor!

– Hun er i Kongeborgen,

Hun har speidet, hun har hørt.

– Saul, Du er til Maalet ført –

I Angst bestedt. –

Dø skal Du og al din Æt!

I dit Hjerte trænge Staalet!

Moder! nu staaer Du i Glands paa Baalet!

(Iler ud. Krigsbulder. Kvinder flygte ind paa Scenen.)

CHOR af KVINDER

Lad os ile til Templet – ydmygt knæle.

Herren styrker de svage Sjæle!