78| VI

Wer
nie sein Brod mit Thränen aß,
Wer nie die kummervollen Nächte
Auf seinem Bette weinend saß,
Der kennt euch nicht, ihr himmlischen Mächte.

Goethe

Hiin Aften var første og sidste Gang Naomi samledes med Kunstnerne i Osteriet, hendes Dom var, at Lystigheden der var det tydske Burschevæsen i en ny Udgave; langt prægtigere fandt hun romersk Kunst i tydsk Oversættelse, som hun kaldte et Par Forestillinger, der gaves i den østerrigske Gesandts Huus, og da disse havde Indflydelse paa hendes Skjæbne, maae vi dvæle ved een af disse; vi vælge den første.

Hvert berømt Maleri i Kirker, Klostre og Galerier i Rom havde hun besøgt; hele Timer havde hun dvælet i Kirken ved Beskuelsen af Raphaels Sybiller; fuldendte forekom de hende, men stod hun igjen i det sixtinske Capel, da glemte hun disse for dem, havde fremkaldt paa Muren.

Alt fra hendes Barndom havde Maleri tiltalt hende, Billedhuggerkunst derimod var hende, som de fleste Danske fremmed; i vort Land var da endnu 79| ingen Leilighed til at faae Sands for denne Art; Wiedevelt var en i Ørkenen.

I Wien, Lucca og Bologna havde Naomi vel seet herlige Kunstsager i Marmor, men hun begreb dem ikke, hun skattede endnu ikke det Skjønne i disse. Først i Florents sank det som et Slør fra hendes Øine, da hun stod i den store Sal, der ganske opfyldes af Niobegruppen. Midt i Salen staae Apollo og Diana og udsende Dødens Pile; rundtom, langs Væggene, synke og hvile alt døende Niobes Børn, ramte af deres Pile; tilhøire længstborte staaer den fortvivlede Moder og udbreder sit Gevandt over den sidste Datter; man seer paa Barnets Haand, at Pilen kommer, og Haandens Stilling viser, at Pilen maa træffe. Man er saaledes selv midt inde i Gruppen, man gribes af Rædsel og Beundring. Denne var det her, som gav Naomis Øie den aandigere Seekraft. Hele Timer havde hun dvælet her; dette gribende Store tiltalte hende langt mere, end den medicæiske Venus med sin rene, ideale Skjønhed. Ved senere i Rom at beskue Vaticanets Kunstskatte var hun bragt til den Anskuelse, at hun vurderede Billedhuggerens Værk høiere end Malerens. Det laa nu engang saaledes i hendes Characteer, at hun maatte foretrække det stærke, Characteristiske hos for det Bløde, Henaandede hos Raphael. Saaledes fæng80|slede hende langt mere hiins hellige Jeronimus, end dennes yndige Psyche.

Man gav i den østerrigske Gesandts Huus en Sammenblanding af og hvad giver Pariserne og kalder »concert historique,« det vil sige, Musiknummere flere Aarhundreder tilbage, givne i Costume fra den Tidsalder, hvori de componeredes. Af Malerierne vare især af Virkning det bekjendte fra : Domenichinos David, der vender seierrig hjem med Goliaths Hoved; en Page bærer dette, og Landets Døttre komme Helten imøde med Cymbler og Strængeleg.

Da igjen Gardinet blev draget tilside, stod Naomi der alene, hvidklædt, med et stort, klart Slør i Haan81|den til at drappere sig med, og som en anden viste hun nu, hvor herligt hun havde opfattet Billedhuggerens Værker, hvilken Legemsskjønhed og Aandskraft hun besad til at gjengive disse.

Hun greb Tambourinen, Sløret ombølgede hende, hun hævede den ene Fod; Enhver gjenkjendte og beundrede , som hun staaer i Vaticanet i Musernes Række.

Nu bredte hun beskjærmende sit Slør ud; Dødens Skræk og Smerte stod i dette Blik. Det var Niobe, kun ungdommeligere, end Kunstneren turde skabe hende.

Hun knælede ned med Sløret henover Ryggen, saa at Fødderne skjultes, Brystet hvilede paa de smukke Arme; hvert Træk var fast og stirrende, det var , men ikke som Marmoret giver den, nei, det var den levende Sphinx selv, dobbelt skrækkende ved sit marmordøde Blik.

Hver Fremstilling vakte en Bifaldsjubel, en Henrykkelse, udsprungen af en naturlig Trang til at give den Luft. Greven selv var forbauset over Naomis Talent, som hun saaledes i Stilhed havde vidst at udvikle. Marquien elskede og var sig det bevidst; hans Øine funklede, men hans Beundring var taus.

Nu hævede hun sig, løftede Arme og Skuldre, 82| bøiede Hovedet fremad: det var , den tunge Vægt laa synligt paa de smukke Skuldre.

Nu var hun , før Kys gav hende Liv. Overgangen var saa skuffende; Øiet uden Seekraft blev levende, den første sagte Bevægelse viste sig, Læbens Smiil var et Trylleri.

Tæppet faldt.

O, hvilken Aften fuld af Lykke og Glæde, den ombølgede Naomi som Sydens milde Luftninger – – men over Danmark blæste den kolde Nordenvind, Sneen føg om Christians Kammer, hvor Moren laa syg, hvor Sorgen boede, Sorgen, som jo Alle kjende! men kjender Du Armodens, hvor den udtærede Haand vil dølge Vunden, og den hungrige Læbe smiler og kan ei betle?

»Jeg har Venner!« tænkte Christian. »Hos Venner findes Hjælp!« Ja, i Foraaret, naar Jorden er rig paa Væde, har Bækken Vand nok, men i den hede Sommer, naar Jorden trænger, da er Bækken tør, da finder Du kun haarde, brændende Stene.

I Laquaiens Huus, inde i Forstuen paa Trappen, sad en Knøs med Armod i Klæder og paa Kind; en Krukke med Mad stod ved Siden, han ordnede Retterne paa Tallerkenen, for at de bedre kunde bæres. En nydelig Fruerhund med broget Halsbaand, vadsket og pudset, hoppede op af Trappen, standsede og 83| snusede til Krukken. Knøsen vendte sig og med en bitter Veemod i Stemmen sagde han: »Det er ikke Mad for Dig, fornemme Hund! Du er bedre vant! det er Tiggermad!« og han tog Krukken, gjemte den i et Klæde og steg høit op under Taget til den syge Moder.

»Min Christian, jeg døer!« sagde hun. Men Døden har Luner som Lykken, den kommer ikke, hvor man haaber dens Komme. Og dog er Verden smuk! Livet er en velsignende Gudsgave! det er ikke Smertens Dal, Elendighedens Hjem uden for Den, der kun dvæler ved de mørke Pletter, den søndertraadte Orm, den knækkede Blomst. O hvad! en enkelt Orm maae søndertrædes, en enkelt Blomst knækkes! vi maa betragte den hele Natur, og da skinner Solen paa Millioner Lykkelige; Fuglene juble, Blomsterne dufte.

Vi ville ei see den Jammer og Nød, men ile bort derfra, langt bort, fremad i Tiden! et dristigt Spring ville vi gjøre i Naomis og Christians Historie, ikke for at forbigaae enkelte Punkter, men for at samle disse og beskue dem fra et bedre Standpunkt.

Hører Du det hvirvlende Hjul? Aarene, som dreie! Aar rulle hen, tolv lange Aar! saalænge er det siden Christian sad paa Tagkammeret hos sin syge Moder. Tolv Aar ere henjublede, siden Naomi 84| henrykkede, som Sphinx, Galathea og Charyatide. Vi ere i Paris. Den trefarvede Fane vaier paa Vendome-Søilen; udenfor Boutikerne hænge allerede Carricaturbilleder af Folkets selvvalgte Borgerkonge, den kloge, verdensprøvede Louis Philippe. Det er i Begyndelsen af Aaret 1833.