Fru Malfreds Borg; midt i Gaarden voxer en stor Lind, Hyldetræer brede sig hen
under en fremspringende Altan, paa hvilken Liden KIRSTEN sidder med ETLE, der fletter
hendes Haar.
KIRSTEN
I Klostret, hvor de fromme Nonner boe,
Hvor Lampen brænder for Guds Moders Billed,
Der finder Tanken Fred og Hjertet Ro,
Hver bitter Sjæletørst vil blive stillet.
ETLE
Bedre dog i Fruer-Borg,
Hvor Musikken klinger:
Der i Dandsen hver en Sorg
Bort fra Hjertet springer.
Skoven har saa sød en Duft,
Jægerhornet kalder.
Kom og drik den friske Luft,
Kom, see Dyret falder!
KIRSTEN
Klokkeklang,
Ottesang,
Bøn ved Altrets Kjerte
Glæder meer mit Hjerte!
ETLE
Ak, det er sidste Gang i denne Verden,
Jeg flætter Eders smukke, lange Haar!
Imorgen gaaer I fra os, gaaer i Kloster,
Den smukke Flætning bliver skaaret af,
– End er det Tid, gaae ikke ned i Graven!
KIRSTEN
Guds Moder staaer i Silke og i Guld
Paa Altret, hvor de gyldne Lamper brænde,
Hun eier Trøst for hver en Sorrigfuld,
Hvor kan man bedre boe, end boe hos hende.
ETLE
Paa den blaa, den salte Sø,
Er det Lyst at være!
Til den sommergrønne Ø
Skal os Baaden bære;
Der er lystig Kildetid,
See dog Flag og Krandse,
Alle Godtfolk strømme did
Og de Unge dandse.
KIRSTEN
Klokkeklang,
Ottesang,
Bøn ved Altrets Kjerte
Glæder meer mit Hjerte!
ETLE
Da seer I aldrig meer den grønne Skov,
I kommer aldrig mere ned til Stranden,
Seer ei de smukke Børn –
KIRSTEN
Fra Klostrets Vindue
Jeg seer jo Skoven og det aabne Hav,
Fra Kirkens Chor jeg hilser mine Venner!
ETLE
Og Sverkel, Eders kjække Pleiebroder?
KIRSTEN
Jeg var et Barn, men han en Ungersvend,
Da han forlod os. O, hvor jeg holdt af ham!
Han kommer ei, jeg faaer ham ei at see,
Men derom Etle, ville vi ei tale.
Jeg elsker Klostrets Ro, min Moder vil det, –
Vor Biskop har mig mindet om vort Løfte.
BØNDERFOLK AF BEGGE KJØN
træde dandsende ind i Gaarden; Mjøden skjænkes for dem.
CHOR
Den Spillemand sin Harpe tog,
Stolt paa hver Streng han slog.
Tys!
Kirsten og Etle bortfjerne sig.
NARREN
1.
Den Spillemand sin Harpe tog,
Stolt paa hver Stræng han slog.
Tys!
Det klang fra den første, som Jordens Drøn,
Den anden ret lød, som Englenes Bøn,
Den tredie vildt, som Flammens Bragen,
Den fjerde dybt, som Bølgens Klagen:
Rask afsted!
»Jeg følger dog ikke med!«
Sagde skjøn Jomfrue.
CHOR
Rask afsted! etc.
2.
Han gik den slagne Landevei,
Hørte man Sangen ei?
Tys!
Alle de Smaabørn kom løbende til,
De dandsede rundt ved hans Strængespil,
Selv Elskende kom fra det Fjerne,
De kyssedes og fulgte gjerne.
Rask afsted!
»Jeg følger dog ikke med!«
Sagde skjøn Jomfrue.
CHOR
Rask afsted! etc.
3.
Han greb i Harpen anden Gang,
Underligt da det klang!
Tys!
Alle Smaafugle kom flyvende til,
Alle de sang til hans Strængespil,
Hvert Skovens Dyr sprang frem fra Hækken,
Selv Fisken svømmed’ op mod Bækken.
Rask afsted!
»Jeg følger dog ikke med!«
Sagde skjøn Jomfrue.
CHOR
Rask afsted! etc.
4.
Den tredie Gang han slog hver Stræng,
Neiede Mark og Eng.
Tys!
Floder og Bjerge med Stene og Træer,
Dandsede med, som de kunde enhver;
Ja Sol og Maane, Stjernekrandsen,
De maatte alle med i Dandsen.
Rask afsted!
»Jeg følger dog ikke med!«
Sagde skjøn Jomfrue.
CHOR
Rask afsted! etc.
NARREN
Nu, drik, vær glad!
MOER INGEBORG
Det er en sælsom Skik,
At Aftnen før en Jomfrue gaaer i Kloster,
Skal først hun see al verdslig Pragt og Glæde!
Her lystigt er i Riddersal og Borggaard.
Min stakkels Sverkel vil det vist bedrøve,
De to, de var’, som Søster og som Broder!
NARREN
Som Søster og som Broder –! ja, vi veed det.
MOER INGEBORG
Hr. Nilaus og Fru Malfred vare
unge,
De saae min lille Søn, fik Godhed for ham;
Han kom paa Slottet, lærte Ridder-Skik,
Og da de siden selv fik liden Kirsten,
De to, de var’, som Søster og som Broder.
NARREN
Og hvad de var’, det var’ de! ikke sandt. –
Det gaaer tilbage op i gamle Dage;
I havde været gift omtrent eet Aar,
Da fik I Tvillinger, den ene døde,
Den Tid endnu Fru Malfred hedte Jomfrue;
Hr. Nilaus var en snild, en høvisk
Ridder,
Men vi er’ alle kun af Kjød og Blod; –
Før Bryllupsdagen græd et lille Barn; –
Det bragte Ridder Nilaus ned til Eder,
Det var den liden Sverkel; Eders døde; –
– Da Nilaus og Fru Malfred fik
hinanden,
Ja vist, saa fandt de, Drengen var saa smuk,
De tog sig af ham, lod ham godt oplære;
– Saa fik de liden Kirsten og de to
Blev ret som Broder og som Søster. Seer I!
INGEBORG
For Herrens Altar tør jeg sværge,
At Sverkel er mit Kjød og Blod!
De toge ham i deres Favn og Værge,
Vort ædle Herskab! O de var ham god.
Nu har han tjent sig Spore til og Sværd,
Han er den bedste Ridders Lykke værd,
Keiseren tjener han i Miklegard!
NARREN
»Tanker er toldfrie!« – siger Narren.
INGEBORG
Han os forlod, ak, hvor den Tid er gaaet.
Den Gang var liden Kirsten otte Aar.
Vi om hans Hjemkomst Brev og Bud har faaet,
Men ventet har jeg nu i Høst og Vaar.
Gud veed om mine Øine see ham meer –!
Bag Klostrets Gitter Søsteren han seer.
Keiseren tjener han i Miklegard.
NARREN
»Tanker er’ toldfrie« –! siger Narren.
SVERKEL
i ridderlig Reise-Dragt, er traadt midt ind i Borggaarden og staaer foran
hende
God Aften, Moder! kan du kjende mig?
INGEBORG
Min Søn! min Søn! –
Himlen hørte min Bøn;
Hvor jeg stod, hvor jeg sad,
Eet kun jeg bad:
Dig at gjensee, Dig at favne.
SVERKEL
Velsignet alle hellige Navne!
INGEBORG
Det er for stor en Glæde!
Jeg kan kun græde, græde –!
CHOR
Hr. Sverkel! hvilken Glæde!
Nei, see dog paa de to:
De baade lee og græde.
SVERKEL
Du vilde ikke tro,
Jeg kom igjen tilbage
I dine Levedage!
CHOR
De lykkelige to!
NARREN
Skjøndt udenlandske Skikke
Forandre nok saa nemt,
Jeg haaber, I dog ikke
Har ganske Narren glemt!
INGEBORG
Guds Moder Du gav Glæde,
Dig hører Prisen til,
Lys og et Altarklæde
Til Tak jeg bringe vil!
[Samtid start]
ETLE
Jeg fletter liden Kirstens Haar,
Jeg hendes Fryd og Sorg forstaaer,
O, hvor mit Hjerte banker!
SVERKEL
Fra Palmer og fra Ranker,
Hvor Aandens Storværk boer,
Fløi Hjertets bedste Tanker
[Slut]
Her hjem hvor Bøgen groer!
Jeg er hos mine Kjære,
Seer Hjemmets kjendte Sted.
ALLE
Guds Moder Priis og Ære,
I Tid og Evighed!
INGEBORG
Min Søn, fortæl hvad Du har seet!
Ak, ogsaa her er meget skeet!
Fortæl dog lidt Din gamle Moer! –
Nei, hvor han dog er smuk og stor,
Har gyldne Sporer, er saa fiin,
Det er en Søn! og han er min.
SVERKEL
Fru Malfred er dog karsk og glad?
Og liden Kirsten –?
INGEBORG
Veed Du hvad?
Nei, det er sandt, Du Intet veed!
Du kommer just til Lystighed –!
ETLE og NARREN
Iaften er her Bal og Sang,
Imorgen Alt er Klostergang.
INGEBORG
Iaften verdslig Glands og Pragt,
Imorgen Suk og Nonne-Dragt!
ETLE og CHOR
I Kloster liden Kirsten gaaer,
Iaften Afskeds-Gildet staaer;
Iaften Dands, imorgen Suk;
Hun er saa god, saa ung og smuk!
FRU MALFRED
kommer hurtigt ned fra Trappen.
Sverkel!
SVERKEL
flyver i hendes Arme.
Moder!
FRU MALFRED
O, Du kjære!
ETLE og INGEBORG
Kan der større Lykke være!
Kirsten iler hen mod Sverkel, men standser igjen.
SVERKEL
Liden Kirsten! det er hende!
Hvert et Træk jeg kan gjenkjende,
Rosenknoppen er udsprunget,
Barnet er en Jomfru vorden.
Ude har mit Hjerte sjunget:
»Skjønheds-Blomsten groer i Norden!«
Vær ei taus!
KIRSTEN
Hvor ungdomsglad,
Ret, som da vi skiltes ad!
KIRSTEN, INGEBORG, ETLE, SVERKEL
Alle Minderne gjenfødes,
Hver en Blomst i Soelskin staaer;
O hvor saligt, sødt at mødes
Efter lange, lange Aar!
Minderne saa selsomt sjunge,
Jubel dæmper hvert et Suk!
[Samtid start]
SVERKEL, KIRSTEN
Vi er begge to jo unge,
Hele Verden er saa smuk!
ETLE og INGEBORG
Hvor han har en Engle-Tunge,
Naar han taler døer hvert Suk.
[Samtid slut]
SVERKEL
griber liden Kirstens Haand.
Imorgen Du vil i Kloster gaae;
Kjær Søster, det ender ikke saa!
De Griller vi dandse i Aften hen.
Du dandser jo nok med din Barndoms Ven?
Da sidst vi dandsed’, paa min Arm Du sad,
Et deiligt Barn, saa livsaligt og glad.
(De stige op ad Trappen).
CHOR
Natten lang
Dands og Sang,
Til Musik og Bægerklang.
ETLE
Først i Fakkeldandsen gaae
Riddersmand med Frue,
Mummespil saa følger paa,
Det er værd at skue.
PIGERNE
Blus og Lys og Fakler brænde,
Ingen dog hinanden kjende!
Større Stads jeg aldrig saae.
NARREN
Følg nu med i Borgestue,
Der vor Lystighed skal staae.
CHOR
Natten lang,
Dands og Sang,
Til Musik og Bægerklang.
De tage hinanden i Hænderne og dandse Gaarden rundt. Naar Scenen er tom,
forandres den til:
