III

Peer vilde og maatte være Balletdandser.

»Jeg har jo ingen Ro for ham!« sagde hans Moder.

24| Endelig lovede Faermoer at føre ham en Dag op til Balletmesteren, der var en galant Mand og havde sin egen Gaard ligesom Grossereren. Skulde Peer engang kunde opnaae det Samme? Intet er umuligt for Vorherre. Peer havde Guldæblet i Barnehaand; Lykken var lagt ham i Hænderne, maaskee den ogsaa var lagt ham i Benene.

Peer kom til Balletmesteren og kjendte ham strax, det var jo Samson. Hans Øine havde slet ikke lidt ved Philisterne. Det var ogsaa kun Comediespil, vidste han. Og Samson saae mildt og fornøieligt paa ham, sagde, han skulde holde sig rank, rigtig see paa ham og fremvise sin Vrist. Peer viste hele Foden, og Benet med.

»Saa var han ansat ved Balletten!« sagde Faermoer.

Det var let bragt i Stand det Hele 25| hos Balletmesteren, men forud havde Moder og Faermoer dog gjort andre Forberedelser, talt med indsigtsfulde Folk, først med Grossererens Frue, som fandt at det var en smuk Vei for en kjøn, skikkelig Dreng, uden Fremtid, som Peer; derpaa havde de talt med Jomfru Frandsen; hun forstod sig paa Balletten, selv havde hun engang i Faermoers yngre Dage været den nydeligste Dandserinde paa Theatret, dandset Gudinde og Prindsesse, været hyldet og hilset hvor hun kom og gik, men saa blev hun ældre, det blive vi Allesammen, hun fik ikke længer de store Roller, maatte dandse bagved Ungdommen, tilsidst gik hun bag af Dandsen, gik til Pynten, pyntede de andre til Gudinder og Prindsesser.

»Saadan gaaer det!« sagde Jomfru Frandsen, »Theaterveien er yndig, men tornefuld, der groer Chikanen! Chikanen!«

26| Det Ord forstod Peer slet ikke, men han kom nok til at forstaae det.

»Han vil nu med Vold og Magt til Balletten!« sagde Moderen.

»En from og en christelig Dreng er han!« sagde Faermoer.

»Og velskabt!« sagde Jomfru Frandsen. »Velskabt og moralsk! det var min Glands-Periode.«

Og Peer kom paa Dandseskolen og fik Sommerklæder og tyndsaalede Dandseskoe for at være let. Alle de gamle Dandserinder kyssede ham og sagde at han var en Dreng til at spise.

Han maatte stille sig op, sætte Benene udad, holde sig ved en Stang for ikke at falde mens han lærte at sparke, først med høire Been, saa med venstre. Det var slet ikke saa svært for ham, som for de fleste Andre. Balletmesteren klappede ham og 27| sagde at han skulde snart med i Balletten; han skulde være et Kongebarn, som blev løftet paa Skjolde og fik Guldkrone paa; det blev indøvet paa Dandseskolen og prøvet paa selve Theatret.

Moder og Faermoer maatte hen at see lille Peer i al den Stads, og de saae det og græd begge To, uagtet det var saa glædeligt. Peer havde i al sin Pragt og Herlighed slet ikke seet dem, men Grossererens havde han seet, de sad i Loge nærmest Theatret; lille Felix var med, i sine bedste Klæder; han havde knappede Handsker, ligesom de voxne Herrer, og sad med Kikkert for Øiet hele Aftenen, skjøndt han godt kunde see, ligesom de voxne Herrer. Han saae paa Peer; Peer saae paa ham, og Peer var et Kongebarn med Guldkrone paa. Denne Aften bragte de to Børn i nærmere Forhold til hinanden.

28| Nogle Dage efter, da de mødte hinanden hjemme i Gaarden, gik Felix hen til Peer og fortalte at han havde seet ham, da han var Prinds; han vidste nok at nu var han det ikke mere, men han havde baaret baade Klæderne og Kronen.

»Paa Søndag skal jeg bære dem igjen!« sagde Peer.

Det saae Felix ikke, men tænkte paa det hele Aftenen; han vilde nok være i Peers Sted; han havde ikke Jomfru Frandsens Erfaring at Theaterveien var tornefuld og der groer Chikanen; heller ikke Peer vidste det endnu, men han skulde lære det.

De smaa Kammerater, Dandsebørnene, vare ikke alle saa gode som de burde være, uagtet de tidt gik som Engle med Vinger paa. Der var en lille Pige, Malle Knallerup, der altid naar hun var klædt som Page, og Peer var Page, traadte ham 29| ondskabsfuld heelt op af Smalbenet, det var at see paa hans Strømper; der var en ond Dreng, der altid stak ham en Knappenaal bag ind og en Dag havde spiist Peers Smørrebrød af en Feiltagelse, men det var umuligt, thi Peer havde Frikadelle paa sit Smørrebrød og den anden Dreng havde Brødet bart, man kunde ikke tage Feil.

Det var ikke til at opregne al den Fortræd Peer prøvede i to Aar, og det Værste var endnu ikke hændet, det forestod. Der blev opført en Ballet »Vampyren«; i den vare de mindste Dandsebørn klædte som Flaggermuus, havde graae strikkede Klæder, der sad snevert til Kroppen; sorte Flors Vinger bredte sig fra Skuldrene; de Smaa skulde løbe paa Taaspidserne, som om de vare saa lette at de fløi, og saa skulde de snurre rundt paa Gulvet. Det kunde især Peer udmærket; men hans Buxer og 30| Trøie, eet Stykke var det, gammelt og skjørt, holdt ikke de Anstrengelser ud, saa at lige idet han for alle Menneskers Øine snurrede rundt, revnede han bag i, lige fra Nakken og ned til hvor Benene sidde fast og hele hans stumpede hvide Skjorte var at see.

Alle Mennesker loe, Peer fornam det og vidste at han var revnet bag i; han snurrede og snurrede, men værre og værre blev det. Folk loe høiere og høiere; de andre Vampyrer loe med; det snurrede inde i ham og allerforfærdeligst da Folk klappede og raabte Bravo.

»Det er for den revnede Vampyr!« sagde Dandsebørnene, og saa kaldte de ham altid »den Revnede.«

Peer græd; Jomfru Frandsen trøstede ham: »Det er kun Chikane!« sagde hun. Nu vidste Peer hvad Chikane var.

Foruden Dandseskolen havde de ogsaa en 31| anden Kundskabens Skole ved Theatret, hvor Dandsebørnene bleve oplærte, baade i at regne og skrive, lære Historie og Geographi, ja, de havde en Lærer i Religion, thi det er ikke nok at kunne dandse, der hører i Verden Mere til, end at slide Dandseskoe. Ogsaa her var Peer flink, ja den allerflinkeste og fik sin Roes; men Kammeraterne kaldte ham endnu »den Revnede«. Det var nu bare paa Dril, men tilsidst vilde han ikke længere taale det, han slog fra sig, han bankede en af de andre Drenge, saa denne blev blaa under det venstre Øie og maatte hvidtes der, da han om Aftenen skulde træde frem i Balletten. Peer blev tiltalt vredt af Dandselæreren og værst af Feiekonen, for det var hendes Søn han havde feiet af.