32| IV

Der gik mange Tanker gjennem lille Peers Hoved, og en Søndag, da han havde sine bedste Klæder paa, vandrede han, uden at sige et Ord derom til Moder eller Faermoer, ikke engang til Jomfru Frandsen, der ellers altid gav gode Raad, lige op til Capelmesteren; han troede, at den Mand var den Mægtigste udenfor Balletten. Freidigt traadte han ind og talte:

»Jeg er paa Dandseskolen, men der er saa megen Chikane, og saa vilde jeg hellere gaae over til Skuespillet eller Sangen, dersom De vilde!«

»Har Du Stemme?« spurgte Capelmesteren og saae ganske mildt til ham. »Jeg synes at jeg kjender Dig. Hvor har jeg seet Dig før? Var det ikke Dig, som revnede i Ryggen?« og nu loe han; men Peer blev rød som et Blod; han var rigtignok 33| ikke længer Lykke-Peer, som ogsaa Faermoer havde kaldt ham. Han saae ned paa sine egne Fødder og ønskede at han var borte igjen.

»Syng mig en Sang!« sagde Capelmesteren, »naa, frisk Mod, min Dreng!« han tog ham under Hagen, og Peer saae op, ind i hans milde Øine og sang saa en Sang, han havde hørt paa Theatret i Operaen »Robert«, »Naade for mig!«

»Den er svær, men den gaaer!« sagde Capelmesteren. »Du har jo en prægtig Stemme, naar den bare ikke ogsaa revner i Ryggen!« og han loe og kaldte paa sin Frue. Hun maatte ogsaa høre Peer synge, og hun neiede med Halsen og sagde Noget i et fremmed Sprog. Idetsamme traadte Theatrets Syngemester ind; ham var det at Peer skulde have søgt, for at gaae Sangveien; nu kom Syngemesteren af sig selv, 34| tilfældigviis, som man siger; han hørte ogsaa »Naade for mig«, men loe ikke og saae slet ikke saa mild ud som Capelmesteren og hans Frue, dog afgjort blev det, at Peer skulde have Sangtimer.

»Nu er han kommen i det rette Spor!« sagde Jomfru Frandsen. »Man kommer videre ved Stemmen, end ved Benene! havde jeg havt Stemme, saa var jeg bleven en stor Sangerinde og var maaskee nu Baronesse!«

»Eller Bogbinder-Madame!« sagde Moder. »Var De bleven rig, havde De dog nok taget Bogbinderen!«

Den Hentydning forstaae vi ikke, men Jomfru Frandsen forstod den.

Peer maatte synge for hende og synge for Grossererens, da de hørte om hans nye Theatervei. Han blev kaldet en Aften, de havde Selskab dernede. Og han sang flere Sange, ogsaa den: »Naade for mig!«

35| Hele Selskabet klappede i Hænderne og Felix med, han havde før hørt ham synge; i Stalddøren havde han sunget hele Balletten Samson, og det var det Allerdeiligste.

»En Ballet kan man ikke synge!« sagde Fruen.

Jo, det kunde Peer, sagde Felix, og saa blev han opfordret til det.

Han sang og han talte, han trommede og han brummede; det var Barneværk, men der kom Stumper af bekjendte Melodier, som ikke ilde passede til hvad Balletten vilde. Hele Selskabet fandt det saa fornøieligt, de loe og lovtalte, den Ene høiere end den Anden. Grossererens Frue gav Peer et stort Stykke Kage og en Sølvdaler.

Hvor var Drengen lykkelig, lige til han opdagede en Herre, noget tilbage, som alvorligt saae paa ham; der laae noget Haardt og Vredt i den Mands sorte Øine, han loe 36| slet ikke, sagde ikke et eneste venligt Ord, og denne Herre var Theatrets Syngemester.

Næste Formiddag skulde Peer til ham, og ligesaa alvorlig og streng stod Manden der.

»Hvad var det med Dig igaar!« sagde han. »Kunde Du ikke forstaae at Du var til Nar? Gjør aldrig det oftere og løb ikke om at synge for Døre, enten indenfor eller udenfor. Nu kan Du gaae! idag synger jeg ikke med Dig.«

Peer gik inderlig forknyt derfra, han havde lagt sig ud med Mester. Tværtimod, Mester var mere, end nogensinde før, velstemt for ham: der laae maaskee et Musik-Geni i den lille Fyr. I al den Galskab, han havde staaet og lavet sammen, var dog nogen Mening, Noget ikke almindeligt. Evner for Musik havde Drengen, og Stemmen var klokkereen og stor i Omfang, blev den saa37|ledes ved, ja saa var det lille Menneskes Lykke gjort.

Nu begyndte Sangtimerne; Peer var flittig, Peer var flink. Hvor var der dog Meget at lære, Meget at kjende! Moderen sled og slæbte for at komme hæderligt igjennem og for at Sønnen kunde gaae reen og velklædt, ikke see altfor ringe ud hos de Folk, han nu kom til.

Altid sang og jubilerede han, de behøvede saamænd ikke at holde Canarifugl, sagde Moder; hver Søndag maatte han med Faermoer synge en Psalme. Det var deiligt at høre hans friske Stemme løfte sig ved hendes. »Det er meget kjønnere, end at høre ham synge vildt!« Det kaldte hun hans Sang, naar han ligesom en lille Fugl jublede ud med Stemmen, lod Tonerne, der kom af sig selv, klinge som de vilde. Hvor var der Toner i den lille Strube, hvor var der Klang i det lille Bryst! Ja han kunde nok 38| ligne efter et heelt Orchester! der var baade Fløite og Fagot i Stemmen, der var Violin og Valdhorn. Han sang som Fuglene synge; men deiligst er Menneskets Røst, selv et lille Menneskes, naar det kan synge som Peer.

Men i Vintertiden, just som han skulde gaae til Præsten og forberedes til Confirmation, forkølede han sig; den lille Fugl i Brystet sagde Pip, Stemmen var revnet ligesom Vampyrens Rygstykke.

»Det er saamænd ingen Fortræd!« meente Moder og Faermoer, »nu traller han ikke, og kan bedre tænke alvorligt over sin Christendom.«

Stemmen var traadt i Overgang, sagde Syngemesteren; Peer maatte nu aldeles ikke synge. Hvorlænge kunde det vare? Et Aar, maaskee to. Maaske kom Stemmen aldrig meer. Det var en stor Sorg.

»Tænk nu kun paa din Confirmation!« 39| sagde Moder og Faermoer. »Øv Dig i Musiken!« sagde Syngemesteren, »men hold din Mund!«

Han tænkte paa sin Christendom, og han studerede sin Musik. Indvendig i ham klang og sang det; han skrev i Noder hele Melodier, Sange uden Ord. Tilsidst skrev han Ord.

»Du er jo Digter, lille Peer!« sagde Grossererens Frue, som han bragte Text og Musik; ogsaa Grossereren fik tilegnet et Stykke uden Ord. Felix ligeledes et, ja selv Jomfru Frandsen, og det kom i hendes Stambog, hvori var Vers og Musik af to forhen unge Lieutenanter, nu gamle Majorer paa Vartpenge; Bogen var given af »en Ven«, der selv havde indbundet den.

Og Peer stod til Paaske, som det hedder. Felix forærede ham et Sølvuhr; det var det første Uhr, Peer eiede; han syntes, 40| at han blev Mand derved, behøvede ikke at spørge Andre ad hvad Klokken var. Felix kom op paa Qvisten, gratulerede og overrakte Uhret, han skulde selv først staae til Efteraaret; og de toge hinanden i Haanden, de to Husets Børn, begge lige gamle, fødte samme Dag og i samme Gaard; og Felix spiste af Kagerne, der vare bagte paa Qvisten i Anledning af Confirmationen.

»Det er en Glædesdag med Alvors Tanker!« sagde Faermoer.

»Ja megen Alvor!« sagde Moder. »Havde dog Faer levet og seet Peer staae!«

Næste Søndag skulde de alle Tre til Herrens Bord.

Da de kom fra Kirken, havde der været Bud fra Syngemesteren, om Peer vilde komme til ham, og Peer kom.

Der ventede ham glade Tidender og dog alvorlige. Han skulde i et Aar aldeles 41| opgive at synge, Stemmen skulde ligge brak som en Ager, vilde en Bondemand sige, men i den Tid skulde han lære Noget, ikke i Hovedstaden, hvor han hver Aften løb i Theatret og ikke kunde undvære det, han skulde tredive Mile fra sit Hjem, i Kost hos en Skolemand, der havde endnu et Par unge Mennesker i Pension, som det kaldes; han skulde lære Sprog og Videnskab, der engang kunde komme ham tilgode. Det Hele kostede i Aarets Løb trehundrede Rigsdaler, og de bleve betalte af »en Velgjører, der ikke vilde nævnes«. »Det er Grossereren!« sagde Moder og Faermoer.

Afreisens Dag kom. Der blev grædt mange Taarer, der blev givet Kys og Velsignelse; og saa kjørte Peer paa Jernbanen tredive Mile ud i den vide Verden.

Det var Pintsetid; Solen skinnede, Skoven stod frisk og grøn, Toget foer igjennem 42| den; Marker og Landsbyer skiftede om; Herregaarde tittede frem; Qvæget stod paa Hovmarken. Nu kom en Station, nu en anden, Kjøbstad paa Kjøbstad. Ved hvert Holdested var en Mylren af Mennesker til Velkomst og Afsked; der var høirøstet Tale, udenfor og inde i Vognen. Hvor Peer sad, lød stor Snaksomhed og Underholdning af en Enkemadame i Sort. Hun talte om sin Grav, sin Liigkiste og sit Liig, det vil sige om sit Barns. Det havde været saa usseligt, at det ingen Glæde var om det havde levet. Det var en stor Lettelse for hende og det lille Lam, at det sov ind.

»Jeg sparede i den Anledning ikke paa Blomster!« sagde hun, »og nu maa De betænke, at det døde i den dyre Tid, hvor de maae skæres af Potte! hver Søndag gik jeg til min Grav og lagde en Krands med stor, hvid Silkesløife. Sløifen blev strax stjaalen af 43| Smaapiger og brugt til Balbaand. Det var saa fristende! Nu kommer jeg en Søndag, jeg vidste, at min Grav var i Hovedgangen til Venstre, men som jeg kommer, saa er min Grav til Høire. Hvad er det, siger jeg til Graverkarlen, har jeg ikke min Grav til Venstre? – »»Nei, ikke længer!«« svarede Karlen, »»Madamens Liig ligger der nok, men Gravens Overdeel er flyttet til Høire, da Stedet er en Andens Begravelses-Plads.«« – Men jeg vil have mit Liig i min Grav, sagde jeg og det havde jeg jo min lovlige Ret til at sige. Skal jeg her gaae og pynte en falsk Overdeel, mens mit Liig ligger uden noget Tegn paa den anden Side, det vil jeg ikke! – »»Ja, saa maa Madamen tale med Provsten!«« – Det er saadan en yndig Mand, Provsten! han gav Lov til at mit Liig kom til Høire. Det vilde koste fem Rigsdaler. Det gav jeg med Kyshaand og stod 44| selv ved min gamle Grav. Kan jeg nu være vis paa, at det er min Liigkiste og mit Liig at de flytte?– »»Det kan Madamen!«« og saa gav jeg hver en Mark for Flytningen. Men da det nu havde kostet mig saameget, meente jeg at burde anvende Noget paa Forskjønnelsen, og saa bestilte jeg et Monument med Indskrift. Men vil De nu tænke Dem, da jeg faaer det, har de sat i Forgyldning øverst en lille Sommerfugl. Men det er jo Letsindigheden! sagde jeg, den vil jeg ikke have paa min Grav. »»Det er ikke Letsindighed, Madame, det er Udødelighed!«« – Det har jeg aldrig hørt! sagde jeg. Har nu Nogen af dem herinde i Vognen hørt Andet, end at Sommerfuglen er Letsindighedens Tegn? Jeg taug, jeg holder ikke af lang Snak. Jeg fattede mig, tog Monumentet og satte det i mit Spisekammer; der stod det til min Logerende kom 45| hjem, han er Student med mange Bøger; han bekræftede at det var Udødelighed, og saa kom Monumentet paa Graven!«

Og under al den Talen kom Peer til Stationen, hvor han skulde opholde sig for at blive ligesaa klog som Studenten med mange Bøger.