V

Hr. Gabriel, den hæderlige Lærdoms-Mand, hos hvem Peer skulde i Pension, var selv paa Banegaarden for at tage imod ham. Hr. Gabriel var en beenradmager Mand med store glindsende Øine, der sad saa yderligt frem, at om han nøs, kunde man være bange for, at de fløi ham ud af Hovedet. Han ledsagedes af tre af sine egne Smaadrenge. Den Ene faldt over sine egne 46| Been, og de to Andre traadte Peer heelt op ad Fødderne for at see ham rigtig nær; desuden fulgte to større Drenge, den ældste omtrent fjorten Aar, hvidhudet, fregnet og rig paa Filipenser.

»Unge Madsen, Student om tre Aar, naar han læser! Primus, Provstesøn!« Det var den Yngre; han saae ud som en Hvedeknop. »Begge to Kostgængere, Studerendes hos mig!« sagde Hr. Gabriel. »Smaathustøi!« kaldte han sine egne Drenge.

»Trine, tag den Ankomnes Koffert paa Trillebøren. Mad er sat hen til Dem hjemme!«

»Fyldt Kalkun!« sagde de to Herrer Kostgængere.

»Fyldt Kalkun!« sagde »Smaathustøi«, og den Ene faldt igjen over sine egne Been.

»Cæsar, see til dine Fødder!« udbrød 47| Hr. Gabriel, og de gik ind i Byen og ud af Byen. Der laae et stort, halvt forfaldet Bindingsværks Huus med Jasminhytte ud mod Veien; her stod Madame Gabriel med mere »Smaathustøi«, to Pigebørn.

»Den nye Studerendes!« sagde Hr. Gabriel.

»Inderlig velkommen!« sagde Madame Gabriel, en ungdommelig, trivelig Kone, rød og hvid, med Spytkrøller og megen Pomade i Haaret. »Gud, hvor De er fuldvoxen!« sagde hun til Peer. »De er jo et ganske udviklet Mandfolk! jeg troede, at De var som Primus eller unge Madsen. Engle-Gabriel, det var godt at Mellemdøren blev sømmet til. Du kjender mine Anskuelser!«

»Vrøvl!« sagde Hr. Gabriel, og de traadte ind i Stuen. Der laae paa Bordet en opslaaet Roman med et Smørrebrød; man 48| skulde troe, at det var lagt som Bogmærke, det laae tværs over den aabne Bog.

»Maa jeg nu være Husmoder!« og med alle fem Børn og de to Kostgængere førte hun Peer over Kjøkkenet, ud paa Gangen og ind i en lille Stue med Vindue til Haven, det var nu hans Studere- og Soveværelse, det stødte op til Fru Gabriels, hvor hun sov med alle fem Børn, og hvor Mellemdøren for Sømmeligheds Skyld, og for Bysnak, »der Ingen skaaner«, i Dag paa Madamens udtrykkelige Forlangende var bleven spigret til af Hr. Gabriel.

»Her skal De være, som hos Deres Forældre! Theater have vi ogsaa i Byen. Apothekeren er Directeur for »Privat-Selskabet«, og vi have reisende Skuespillere. Men nu skal De have Deres » Kalkun«.« Og hun førte igjen Peer ind i Spisesalen, hvor der blev tørret vaadt Tøi paa Snore.

49| »Det gjør vel ikke noget!« sagde hun, »det er bare Reenlighed, og den er De vistnok vant til.«

Og Peer satte sig til Kalkunstegen, imedens Husets Børn, ikke de to Kostgængere, de havde trukket sig tilbage, gave en dramatisk Forestilling til Fornøielse for dem selv og for den Fremmede.

Der havde nyligt været reisende Skuespillere i Byen og opført Schillers »Røverne«; de to ældste Drenge vare aldeles opfyldte heraf og spillede strax hjemme hele Stykket, alle Rollerne, uagtet de af disse kun huskede de Ord: »Drømme komme fra Maven«. Men de bleve sagt af dem Allesammen, hver til sit Brug, i de forskjelligste Betoninger. Der stod Amalie med himmelvendte Øine og drømmende Blik: »Drømme komme fra Maven!« sagde hun og skjulte sit Ansigt i begge Hænder. Carl Moor traadte 50| op med Helteskridt og mandig Røst: »Drømme komme fra Maven!« og derpaa styrtede hele Børneflokken ind, Piger og Drenge, alle vare de Røvere, og myrdede hverandre under Raabet: »Drømme komme fra Maven!«

Det var Schillers »Røverne«. Denne Forestilling og »fyldt Kalkun« fik Peer ved sin første Indtrædelse i Hr. Gabriels Huus. Nu begav han sig til sit lille Kammer, hvis Vindue, med de af Solen stærkt brændte Ruder, vendte ud mod Haven. Han satte sig, saae ud; der gik Hr. Gabriel fordybet i Læsningen af en Bog. Han nærmede sig og saae ind, hans Øine syntes fæstede paa Peer, der bukkede ærbødigt. Hr. Gabriel aabnede sin Mund saa vidt han kunde, rakte Tungen ud og lod den bevæge sig til alle Sider lige imod Ansigtet af den forskrækkede Peer, der ikke kunde forstaae, hvorfor han fik denne Behandling. Derpaa gik Hr. Gabriel, 51| men vendte om igjen hen foran Vinduet og rakte Tungen ud ad Munden.

Hvorfor gjorde han det? Han tænkte ikke paa Peer, eller at Ruderne vare gjennemsigtige, han saae kun, at man udenfra kunde speile sig i dem og vilde derfor, da han led af en daarlig Mave, see sin Tunge; men den Kundskab havde Peer ikke.

Tidlig paa Aftenen gik Hr. Gabriel til sin Stue, og Peer sad i sin. Det var blevet seent paa Aftenen. Han hørte Skjænderi, qvindeligt Skjænderi inde i Madame Gabriels Sovekammer.

»Jeg skal gaae op til Gabriel og sige ham, hvad Rak I er!«

»Vi skulle ogsaa gaae op til Gabriel og sige ham, hvad Madamen er!«

»Jeg faaer Krampe!« raabte hun.

»Hvem vil see Fruen faae Krampe! fire Skilling!«

52| Da lød Madamens Stemme dybere, men forstaaeligt: »Hvad maa det unge Menneske derinde tænke om vort Huus ved at høre al den Simpelhed!«

Og Skjænderiet sank, men løftede sig igjen høiere og høiere.

»Punktum fynalis!« raabte Madamen, »gaa og lav Punsch! hellere Forlig end Trætte!«

Og der blev stille; Døren derinde gik, Pigerne gik, og Madamen bankede paa ind til Peer: »Unge Menneske! ja, nu har De Begreb om en Husmoder! Tak De Himlen, at De ikke holder Piger. Jeg vil Fred, og saa giver jeg Punsch! Gjerne undte jeg Dem ogsaa et Glas, man sover deiligt paa det, men Ingen tør gaae med Gangdøren efter Klokken ti, vil min Gabriel. Punsch skal De alligevel faae! I Døren er et stort tilkittet Hul; jeg støder Kittet ud, sætter en 53| Tragt ind, De holder Deres Vandglas under, saa skal jeg skjenke Punsch. Det er i al Hemmelighed, ogsaa for min Gabriel; ham maa De ikke fatigere med Husholdningssager!«

Og saa fik Peer Punsch; og der var Fred i Stuen hos Madame Gabriel, Fred og Stilhed i hele Huset. Peer lagde sig, tænkte paa Moder og Faermoer, læste sin Aftenbøn og sov.

Hvad man drømmer den første Nat, man sover i et fremmed Huus, har Betydning, havde Faermoer sagt. Peer drømte, at han tog Ravhjertet, han endnu bestandig bar, lagde det i en Urtepotte, og det voxte til et høit Træ, gjennem Loftet og Taget; det bar i tusindviis Hjerter af Sølv og Guld; Urtepotten revnede derved, og der var intet Ravhjerte meer, det var blevet Muld, Jord i Jorden – borte, altid borte.

54| Saa vaagnede Peer; Ravhjertet havde han endnu, og det var varmt, ved hans eget varme Hjerte.