VI

Tidligt paa Morgenen begyndte den første Underviisningstime hos Hr. Gabriel; der blev læst Fransk.

Ved Frokosten var kun Pensionærerne, Børnene og Madamen; hun drak sin anden Kaffe; sin første drak hun altid paa Sengen; »det er saa sundt, naar man har Muligheder til Krampe!« Hun spurgte Peer, hvad han havde læst i Dag. »Fransk!« svarede han.

»Det er et dyrt Sprog!« sagde hun, »det er Diplomat-Sproget og de Fornemmes Sprog. Jeg har i min Barndom ikke lært det, men naar man lever med en lærd Mand, 55| saa faaer man af hans Kundskab, som havde man den med Modermelken. Jeg har saaledes alle de nødvendige Ord. Jeg troer nok, jeg skal kunne compromittere mig i hvilketsomhelst Selskab, det skal være!«

Et fremmed Ord, et Navneord, havde Madamen vundet ved sit Ægteskab med en lærd Mand. Hun var døbt Mette, efter en rig Moster, hun skulde arve, Navnet fik hun, men ikke Arven. Hr. Gabriel omdøbte Mette til Meta, Latinsk: »Maalet«. Ved Udstyret blev syet paa alt hendes Tøi, Uldent og Linned, Bogstaverne »M. G.«, Meta Gabriel, men unge Madsen havde Drenge-Vittighed og læste i Bogstaverne »M. G.« Charakteren »Meget godt«, hvorfor han med Blæk tilføiede et stort Spørgsmaalstegn og det baade paa Dug, Haandklæder og Lagener.

»De ynder ikke Madamen?« spurgte 56| Peer, da unge Madsen indviede ham i sin Vittighed. »Hun er saa mild, og Hr. Gabriel saa lærd.«

»Hun er en Løgnepose!« sagde unge Madsen, »og Hr. Gabriel er en Skurk! gid at jeg var Corporal og han Rekrut, uh, hvor jeg skulde fugtle ham!« og der viste sig noget Blodtørstigt i hele unge Madsens Udtryk; Læberne bleve smallere end de ellers vare, hele Ansigtet syntes en eneste Fregne.

Det var forfærdelige Ord at høre udtale; de gave et Sæt i Peer, og dog havde unge Madsen den soleklareste Ret i sin Tanke: Det var en Grusomhed af Forældre og Lærere, at et Menneske skulde spilde sin bedste, deilige Ungdomstid paa at lære Grammatik, Navne og Aarstal, som Ingen bryder sig om, istedetfor at nyde sin Frihed, rigtigt trække Veiret, slentre om med Bøsse paa Nakken, som god Skytte. »Nei, lukkes inde 57| skal man, sidde paa Bænken og see sig søvnig i en Bog; det vil Hr. Gabriel, og saa bliver man kaldet doven og faaer Charakteren »Maadelig«, ja, Ens Forældre erholder Brev herom! derfor er Hr. Gabriel en Skurk!«

»Han giver ogsaa Haandtager!« tilføiede lille Primus og syntes enig med unge Madsen. Det var ikke glædeligt for Peer at høre.

Men Peer fik ikke Haandtager, han var saa udvoxet, som Madamen sagde; han blev ikke kaldt doven, for han var det ikke; han skulde have Timer alene. Han stod snart i Fremgang over Madsen og Primus.

»Han har Evner!« sagde Hr. Gabriel.

»Og man kan see, han har gaaet paa Dandseskolen!« sagde Madamen.

»Vi maae have ham ind i vort Dramatiske!« udtalte Apothekeren, der levede 58| mere for Byens private Theater, end for Apotheket. Ondskaben anvendte paa ham den gamle, forslidte Vittighed, at han vist var bidt af en gal Skuespiller, han var reent theatergal.

»Den unge Studerende er født til Elsker,« sagde Apothekeren: »Om to Aar kan han være Romeo! og jeg troer, naar han bliver godt malet og faaer en lille Moustache, kunde han godt træde op i Vinter.«

Apothekerens Datter, »stort dramatisk Talent«, sagde Faderen, »sand Skjønhed«, sagde Moderen, skulde være Julie, Madame Gabriel maatte være Ammen, og Apothekeren, der baade var Directeur og Regisseur, vilde overtage Apothekerens Rolle, den var lille, men af stor Vigtighed.

Det Hele beroede paa at erholde Hr. Gabriels Tilladelse til at Peer udførte Romeo.

59| Man maatte see at virke gjennem Madame Gabriel, forstaae at vinde hende og det forstod Apothekeren.

»De er født til at være Amme!« sagde han og troede at sige hende noget Smigrende. »Det er egenligt den sundeste Rolle i Stykket!« vedblev han, »den er Humeurets Rolle! uden den er Stykket ikke til at holde ud i sin Sørgelighed. Ingen uden De, Madame Gabriel, har den Qvikhed og det Liv, som her skal sprudle!«

Det var ganske sandt, fandt hun, men hendes Mand tillod vist aldrig den unge Studerende at anvende den Smule Tid, der maatte anvendes for at være Romeo. Hun lovede imidlertid »at lirke«, som hun kaldte det. Apothekeren begyndte strax at indstudere sin Rolle, især at tænke paa Masken; han vilde være aldeles Skelet, Armod og Elendighed, og dog den brave Mand; en svær 60| Opgave; men en langt sværere havde Madame Gabriel med »at lirke« sin Mand op til dem; han kunde jo ikke, sagde han, forsvare for Peers Foresatte, der betalte dennes Kost og Logis, at han lod Mennesket spille Tragedie.

Vi tør iøvrigt ikke skjule, at Peer havde den inderligste Lyst til det. »Men det gaaer ikke!« sagde han.

»Det gi’er sig!« sagde Madamen. »Lad mig bare lirke!« hun havde hellere givet Punsch, men den drak Hr. Gabriel ikke gjerne. Ægtefolk ere tidt forskjellige; dette være nu sagt uden at fornærme Madamen.

»Eet Glas og ikke mere!« meente hun, »det løfter Sindet og gjør Mennesket glad, og saaledes bør vi være, det er Vorherres Villie med os!«

Peer skulde være Romeo, det blev lirket igjennem ved Madamen.

61| Læseprøven holdtes hos Apothekeren; de fik Chocolade og »Genier«, det vil sige smaa Tvebakker. Der leveredes i Bageriet tolv for een Skilling, og da de vare saa bitte smaa og saa mange, blev det en Vittighed at kalde dem Genier.

»Det er en let Sag at gjøre Nar!« sagde Hr. Gabriel, og saa gav han dog selv Spotnavn til Eet og Andet. Apothekerens Huus kaldte han »Noæh Ark med de Rene og de Urene!« og det alene for den Kjærlighed, hvormed Husdyrene der vare optagne i Familien. Frøkenen havde sin egen Kat: »Graciosa«, yndig og blød i Skindet; den laae i Vinduet, i Skjødet, paa Sytøiet eller løb hen over det dækkede Middagsbord; Fruen havde Hønsegaard, Andegaard, Papegøie og Canarifugle; Poppedreng kunde overskrige dem Allesammen. To Hunde, Flick og Flock, gik i Stuen, de 62| vare aldeles ikke Potpourrikrukker, de laae i Sopha og i Ægteseng.

Læseprøven begyndte og blev kun et Øieblik afbrudt ved at Hundene oversavlede Madame Gabriels nye Kjole, men det var af bare Venlighed og det plettede ikke. Katten bragte ogsaa lidt Forstyrrelse, den vilde endelig give Pote til Julies Fremstillerinde, sidde paa hendes Hoved og vifte med Halen. Julies ømme Tale deelte sig lige meget mellem Katten og Romeo. Hvert Ord, Peer havde at sige, var netop det, han vilde og maatte sige til Apothekerens Datter. Hvor var hun yndig og rørende, et Naturens Barn, der, som Madame Gabriel kaldte det, gik ved Siden af sin Rolle. Peer blev ganske varm derved.

Det var vistnok Instinctet eller noget Høiere hos Katten: den satte sig paa Peers 63| Skulder og ligesom billedliggjorde Sympathien mellem Romeo og Julie.

Ved hver senere Prøve blev Inderligheden klarere, fyldigere, Katten fortroligere, Poppedreng og Canarifuglene mere skrigende; Flick og Flock løb ud og ind.

Forestillingsaftenen kom, Peer var ganske Romeo, han kyssede Julie lige paa Munden.

»Aldeles naturligt!« sagde Madame Gabriel.

»Uforskammet!« sagde Raadmanden Hr. Svendsen, Byens rigeste Borger og tykkeste Mand. Vandet haglede ned ad ham i Husets Varme og af indre Varme. Peer fandt ikke Naade for hans Øine: »Saadan en Hvalp!« sagde han, »en Hvalp saa lang, at man kan knække ham over og gjøre to Hvalpe af ham!«

Stor Beundring og een Fjende! det var godt sluppet. Jo, Peer var en Lykke-Peer.

64| Træt og overvældet af denne Aftens Anstrengelser og Hyldest naaede han hjem i sin lille Stue. Det var over Midnat; Madame Gabriel bankede paa Væggen.

»Romeo! jeg har Punsch!«

Og Tragten blev sat gjennem Døren, og Peer-Romeo holdt Glasset under.

»Godnat, Madame Gabriel!«

Men Peer kunde ikke sove; Alt, hvad han havde sagt, og især, hvad Julie havde sagt, surrede ham igjennem Hovedet, og da han endelig sov, drømte han om Bryllup – Bryllup med Jomfru Frandsen. Hvor man dog kan drømme underlige Ting!