VII

»Nu slaaer De det Comediespil af Hovedet!« sagde Hr. Gabriel næste Morgen. »Og saa klemme vi paa Videnskaben.«

65| Nær havde Peer tænkt som unge Madsen: »at man saaledes skal anvende sin deilige Ungdomstid, lukkes inde og sidde ved Bogen!« men da han sad ved Bogen, lyste der fra den saa meget Nyt og Godt ind i Tankerne, at Peer fandt sig ganske opfyldt deraf. Han hørte om Verdens Stormænd og deres Bedrifter; saa Mange havde været Fattigmands Barn: Helten NThemistokles, en Pottemagersøn, NShakespeare, en fattig Væverdreng, der som ungt Menneske holdt Hestene udenfor Theatret, hvor han siden blev den mægtigste Mand i Digtekonsten for alle Lande og alle Tider. Han hørte om NSangerkampen paa Wartburg, hvor Digterne kappedes om Nhvo, der kunde bringe den skjønneste Digtning, en Kamp, lig Nde gamle græske Poeters Veddestrid ved de store folkelige Fester. Om disse fortalte Hr. Gabriel med særlig Lyst. NSophokles havde 66| i sin høie Alder skrevet en af sine bedste Tragedier og vundet Seiersprisen over alle de Andre; i denne Hæder og Lykke brast af Glæde hans Hjerte. O hvor velsignet at døe midt i sin Seiers Glæde! hvad kunde være lykkeligere! Tanker og Drømmerier fyldte vor lille Ven, men han havde Ingen at udtale sig til. Det vilde ikke blive forstaaet af unge Madsen eller Primus, ikke heller af Madame Gabriel; hun var enten heelt det gode Humeur eller den sørgende Moder, som saadan sad hun opløst i Taarer; hendes to Smaapiger saae med Forundring op paa hende, hverken de eller Peer kunde udfinde, hvorfor hun var i saa stor Sorg og Bedrøvelse.

»De stakkels Børn!« sagde hun da, »deres Fremtid tænker en Moder altid paa. Drengene hytte sig nok. Cæsar falder, men han reiser sig igjen! de to Ældre pladske i NVandballen, de skulle til Marinen og gjøre nok 67| gode Partier, men mine Smaapiger! hvad bliver deres Fremtid? De ville komme i en Alder, hvori Hjertet føler, og da er jeg vis paa, at Den, de hver holder af, aldeles ikke er efter Gabriels Sind; han vil give dem En, de ikke kunne udstaae og saa blive de saa ulykkelige! Det tænker jeg paa som Moder og det er min Sorg og Bedrøvelse! I stakkels Børn! I blive saa ulykkelige!« Hun græd.

Smaapigerne saae paa hende, Peer saae paa hende, veemodigt stemt; han vidste ikke Noget at svare og saa trak han sig tilbage til sin lille Stue, satte sig ved det gamle Claveer, og der kom Toner, Phantasier, som de strømmede gjennem hans Hjerte.

I den tidlige Morgen gik han tankeklar til sine Studier, øvede sin Pligt, derfor betaltes for ham. Han var en samvittigheds68|fuld, rettænkende Fyr; i hans Dagbog stod anført hvad han hver Dag havde læst og lært, hvor seent paa Natten han havde sat sig til Claveret og spillet, altid dæmpet, for ikke at vække Madame Gabriel; aldrig stod der, uden ved Søndagen, Hviledagen: »tænkt paa Julie«, »var hos Apothekerens«, »gik forbi Apothekerens«, »skrevet Brev til Moder og Faermoer«. Peer var endnu Romeo og god Søn.

»Særdeles flittig!« sagde Hr. Gabriel. »Tag dog Exempel, unge Madsen! De Ngaaer reject.«

»Skurk!« sagde Madsen ind i sig selv.

Primus Provstesøn led af Sovesyge. »Det er en Sygdom,« sagde Provstinden, han maatte ikke tages med Strenghed.

Provstegaarden laae kun to Mile derfra; der var Rigdom og Herskabelighed.

»Den Mand døer som Bisp!« sagde 69| Madame Gabriel. »Han har gode NConjugationer ved Hoffet, og Provstinden er høiadelig Frøken, hun kan udenad hele NHeroldikken ɔ: Vaabenlæren«.

Det var Pintsetid. Et Aar var gaaet siden Peer kom i Hr. Gabriels Huus; Kundskaber vare vundne, men Sangstemmen var ikke kommen igjen, mon den nogensinde vilde komme?

Huset Gabriel var indbudt hos Provstens til stor Middag og Bal ud paa Natten. Der kom mange Gjester fra Byen og fra Herregaardene; Apothekerens vare indbudte, Romeo skulde see sin Julie, maaskee dandse første Dands med hende.

Det var en velholdt Provstegaard, hvidkalket og uden Mødding i Gaarden, grønmalet Dueslag, hvorom slyngede sig en Vedbend-Ranke. Provstinden var en høi, fyldig Dame; »Nglaukopis Athene«, kaldte Hr. 70| Gabriel hende; »den blaaøiede«, ikke »Nden koøiede«, som Juno kaldes, meente Peer. Der var hos hende noget fornemt mildt, en Bestræbelse for at give det Sygelige; hun havde vist Sovesyge ligesom Primus. Hun var i kornblaa Silkekjole, bar store Krøller, den til Høire løftedes ved et stort Medaillon-Portrait af hendes Oldemoder, Generalinden, og den til Venstre af en ligesaa stor Drueklase af hvidt Porcellain.

Provsten havde et rødmusset, triveligt Ansigt med skinnende hvide Tænder til at bide i en stegt Dyreryg. Hans Conversation bestod altid i Anecdoter; han kunde underholde sig med enhver Mand, men Ingen havde dog nogensinde ført en Samtale med ham.

Ogsaa Raadmanden var her, og mellem de Fremmede fra Herregaardene saae man Felix, Grossererens Søn; han var 71| confirmeret og nu den eleganteste, unge Herre i Klæder og Manerer; Millionair var han, sagde de; Madame Gabriel havde ikke Mod til at tale til ham.

Peer var lyksalig ved at see Felix, der kom ham meget venlig imøde og sagde, han kunde hilse fra sine Forældre, de læste alle de Breve, Peer skrev hjem til sin Moder og Faermoer.

Ballet begyndte. Apothekerens Datter skulde dandse første Dands med Raadmanden, det var et Løfte, hun hjemme havde maattet give sin Moder og Raadmanden. Anden Dands blev lovet Peer, men Felix kom og tog hende uden videre end et venligt Nik:

»De tillader, at jeg dandser den ene Dands! Frøkenen vil kun, naar De tillader det!«

Peer satte et høfligt Ansigt op, sagde ikke Noget, og Felix dandsede med Apothe72|kerens Datter, den Skjønneste paa hele Ballet. Han dandsede ogsaa næste Dands med hende.

»NBorddandsen forunder De vel mig?« spurgte Peer, bleg i Ansigtet.

»Ja, Borddandsen!« svarede hun med det yndigste Smil.

»De vil da vel ikke tage min Dandserinde fra mig?« sagde Felix, som stod tæt ved. »Det er ikke Venskab. Vi to gamle Venner inde fra Byen! De siger, at De er saa glad ved at see mig! saa maa De ogsaa forunde mig den Glæde at føre Frøkenen tilbords!« og han tog Peer om Livet og lagde spøgende sin Pande lige mod hans. »Tilladt! ikke sandt? tilladt!«

»NeiA!« sagde Peer. Øinene lyste i Vrede.

Felix løftede med Lystighed sine Arme og satte Albuerne derpaa spidst, som vilde han ligne Frøen i at springe: »De har fuldkommen Ret, unge Herre! jeg vilde 73| sige det Samme, naar Borddandsen var lovet mig, unge Herre!« Han trak sig tilbage med en elegant Bøining for den unge Dame. Men ikke længe efter, da Peer stod i en Krog og pillede paa sin Sløife, kom Felix, tog ham om Halsen og med det mest indsmigrende Blik sagde han:

»Vær Nmageløs! min Moder og Deres Moder og gamle Faermoer, de ville Alle sige, at det ligner Dem! jeg reiser imorgen og jeg kjeder mig ihjel, faaer jeg ikke den unge Dame tilbords. Min egen Ven, min eneste Ven!«

Da kunde Peer, som den eneste Ven, ikke modstaae; han førte selv Felix hen til den unge Deilighed.

Det var den lyse Morgen, da Gjesterne næste Dag kjørte ud fra Provstegaarden. Huset Gabriel var i een Vogn og hele Huset blundede der, undtagen Peer og Madamen.

74| Hun talte om den unge Grosserer, den rige Mands Søn, der jo var Peers Ven; hun havde hørt ham sige: »Skaal, min Ven!« »Mutter og Faermutter!« »Der var Noget saa »Nnegligent«, galant deri,« sagde hun, »man saae strax, at han var et Rigdommens Barn eller et Greve-Barn. Det kunne vi Andre ikke tilegne os! man maa bøie sig!«

Peer sagde ikke Noget; han bar tungt paa det hele Dagen. Om Aftenen, ved Sengetid og i Dynerne jog det Søvnen bort, det talte inde i ham: »man bøier sig, man føier sig!« – det havde han gjort, lystret Rigdommens Barn, – »fordi man er fattig født, stillet i Naade og Afhængighed af disse Rigdomsfødte. Ere de da bedre end vi? Og hvorfor bleve de skabte bedre end vi?«

Der steilede noget Ondt inde i ham, Noget, Faermoer vilde blive bedrøvet over. Han tænkte paa hende. »Stakkels Faermoer! 75| Du er ogsaa bleven stillet saa fattig! Gud har kunnet gjøre det!« og han følte Vrede i sit Sind, men paa samme Tid en Fornemmelse af, at han herved syndede i Tanke og Ord mod den gode Gud. Han sørgede over at have tabt Barnesindet og havde det just da saa heelt og rigt. Lykkelige Peer!

Ugen efter kom der Brev fra Faermoer. Hun skrev, som hun kunde skrive, store Bogstaver og smaa Bogstaver mellem hverandre, hele sit Hjertes Kjærlighed i Smaat og Stort i hvad, der vedrørte Peer.

Jeg tænker paa Dig, jeg længes efter Dig, og det gjør ogsaa din Moder. Det gaaer hende godt, hun vasker! Og Grossererens Felix var igaar hos os med Hilsen fra Dig. I havde været paa Provstebal, og Du var saa honnet! det vil Du Naltid blive og glæde din gamle Faermoer 76| og din meget arbeidsomme Moder; hun melder Dig om Jomfru Frandsen.«

Og nu fulgte Efterskrift fra Peers Moder.

»Jomfru Frandsen gifter sig, det gamle Menneske! Bogbinder Hof er bleven Hofbogbinder efter Ansøgning, med stort Skilt: »Hofbogbinder Hof« og hun bliver Madame Hof; det er gammel Kjærlighed, den ruster ikke, min søde Dreng!

Anden Efterskrift: »Faermoer har strikket Dig sex Par Uldsokker, dem faaer Du ved Leilighed; jeg har lagt deri »NFleskebrød«, din Livret; jeg veed, at Du aldrig faaer Flesk hos Hr. Gabriels, da Fruen er bange for, hvad jeg har saa svært ved at bogstavere, »NTruchiner«. Du skal ikke troe paa dem, men kun spise

77| Peer læste Brevet og læste sig glad. Felix var saa brav; hvor havde han dog gjort ham Uret. De vare skiltes ad hos Provstens, uden at sige hinanden Farvel.

»Felix er bedre end jeg!« sagde Peer.