VIII

I et stille Liv glider den ene Dag ind i den anden, Maaned paa Maaned gaaer snart; Peer var allerede i det andet Aar af sit Ophold hos Hr. Gabriel, der med streng Alvor og Bestemthed, Madamen kaldte det Stædighed, holdt paa, at han ikke oftere betraadte Scenen.

Selv havde han fra Syngemesteren, som maanedlig udbetalte Honoraret for hans Underviisning og Underhold, faaet en alvorlig Mindelse om ikke at tænke paa Comedie78|spil saalænge han var anbragt her; og han adlød, men Tankerne gik desoftere til Theatret i Hovedstaden; de gjøglede hen over Scenen, hvor han skulde have traadt op som stor Sanger; nu var Stemmen borte, den kom ikke igjen, han var herover tidt inderlig bedrøvet. Hvo kunde trøste ham? Hverken Hr. Gabriel eller Madamen, men nok Vorherre. Trøst kan sendes paa mange Maader, Peer kom sovende til den, han var jo Lykke-Peer.

En Nat drømmer han, at det var Pintse, og han var ude i den deilige, grønne Skov, hvor Solen skinnede ind imellem Grenene, og hvor hele Skovbunden stod fyldt med Anemoner og Kodriver. Saa begynder Kukkeren: »kukkuk!« Hvor mange Aar skal jeg leve, spørger Peer, for det spørger man altid Kukkeren om, naar man første Gang i Aaret hører den kukke, og Kukkeren svarede: 79| »kukkuk!« men heller ikke mere, saa taug den.

»Skal jeg kun leve endnu i eet Aar!« sagde Peer, »det er virkeligt altfor lidt. Vær saa god at kukke om!« saa begyndte ogsaa Kukkeren: »kukkuk! kukkuk!« ja, det fik ingen Ende; den blev ved, saa Peer gav sig til at kukke med, og det saa livagtigt, som om han selv var en Kukker, men hans Kuk blev stærkere og klarere; alle Sangfuglene qviddrede ind deri, Peer sang dem efter, men meget deiligere: han havde hele sin klare Barnestemme og jublede i Sang. Han var saa glad i sit Hjerte, og vaagnede derved, forvisset om, at Klangbunden endnu var i ham, at Stemmen laae derinde, og nok en lys Pintsemorgen vilde komme frem i al sin Friskhed; og saa sov han glad paa den Forvisning.

Men hverken næste Dag, Uge eller 80| Maaned fornam han Noget til, at Stemmen kom igjen.

Hver Efterretning, han kunde erholde om Theatret i Hovedstaden, var en sand Sjæleføde, den var ham det aandelige Brød. Smuler ere ogsaa Brød, og han tog tiltakke med Smulerne, den ringeste Fortælling.

Hørkræmmerens vare Naboer til Gabriels; Madamen der, en høist agtværdig Madmoder, livlig og leende, men uden al Kjendskab eller Kundskab til Theatret, havde været i Hovedstaden for første Gang og var henrykt over Alt derinde, selv over Menneskene; de havde leet ad Alt, hvad hun sagde, forsikrede hun, og det var ganske troligt.

»Var De ogsaa i Theatret?« spurgte Peer.

»Det var jeg!« svarede Hørkræmmerens Kone. »Hvor jeg dampede! De skulde have seet mig sidde og dampe i den Varme!«

81| »Men hvad saae De? Hvilket Stykke?«

»Det skal jeg sige Dem!« sagde hun. »Jeg skal give Dem hele Comedien! – Jeg var der to Gange. Den første Aften var det et Tale-Stykke. Der kom hun, Prindsessen: »»abe, dabe! æbe, dæbe««! hvor hun kunde tale! derpaa kom Mandfolket: »»abe, dabe! æbe, dæbe!«« og saa dump Madamen! nu begyndte de igjen; Prindsen: »»abe, dabe! æbe, dæbe!«« og saa dump Madamen. Hun dumpede fem Gange den Aften. Den anden Gang jeg var der, gik det paa Sang hele Molevitten: »abe, dabe! æbe, dæbe!« og saa dump Madamen. Nu sidder der ved Siden af mig en meget net Kone fra Landet; hun havde aldrig været i Theatret og troede, at det var forbi; men jeg, som nu kjendte det, sagde, at da jeg var der sidst, dumpede Madamen fem Gange. Sang-Aftenen dumpede hun kun tre Gange. – Ja, der har De 82| begge Comedierne, saa livagtigt som jeg saae dem!«

Var det Tragedier, hun havde seet, altid dumpede Madamen. Da lyste det op i hans Tanke: paa det store Theater var paa Forhænget, der rullede ned i Mellemacterne, malet en stor qvindelig Figur, en Musa med den komiske og tragiske Maske. Det var Madamen, der dumpede; det havde været den egenlige Comedie; hvad de sagde og sang var for Hørkræmmerkonen: »abe, dabe! æbe, dæbe!« men en stor Fornøielse havde det været, og det var det ogsaa for Peer, og ikke mindre for Madame Gabriel, der hørte denne Gjengivelse af Stykkerne; hun sad med Forbauselsens Udtryk og Aands-Bevidsthedens Overlegenhed, hun havde jo, som Amme, baaret Shakespeares »Romeo og Julie«, havde Apothekeren sagt.

»Saa dump Madamen«, forklaret af 83| Peer, blev siden en Vittigheds Talemaade der i Huset hvergang et Barn, en Spølkumme eller et og andet Meubel faldt paa Gulvet der i Huset.

»Saaledes blive Ordsprog og Talemaader til!« sagde Hr. Gabriel, der førte Alt hen til Videnskaben.

Nytaarsaften, paa Slaget tolv, stod Familien Gabriel og Kostgængerne hver med et Glas Punsch, det eneste, Hr. Gabriel drak hele Aaret; thi Punsch er ilde for en svag Mave. De drak Skaal for det nye Aar og talte Klokkeslagene: »een, to«, til det tolvte Slag: »der dump Madamen!« sagde de.

Det nye Aar rullede op, rullede afsted; ved Pintse havde Peer været to Aar der i Huset.