XII

Madame Hof ventede Peer, og han kom.

»Nu skal Du kjende min Hof!« sagde hun, »og Du skal kjende min Kakkelovnskrog. Den tænkte jeg ikke paa, da jeg dandsede »Circe« og »Rosen-Alfen i Provence!« ja nu tænke ikke Mange paa den Ballet og paa lille Frandsen. »»NSic transit gloria i Maanen!«« hedder det paa Latin, siger min Hof vittigt, naar jeg taler om min 119| Glorie-Tid. Han holder meget af at gjøre Nar, men med Hjerte!«

»Kakkelovnskrogen« var en venlig, lavloftet Stue med Gulvtæppe og Portraiter stedsvarende for en Bogbinder. Her var Billedet af NGuttenberg og Franklin, samt af Shakespeare, NCervantes, Molière og de to blinde Poeter: Homer og Ossian. Nederst hang, i Glas og bred Ramme, en i Papir udklippet Dandserinde, med stor Guldpaillet og Kjole af NMol, det høire Been løftet mod Himlen, og nedenunder et Vers:

Det var digtet af Hof, der skrev yndige Vers, helst spøgefulde. Billedet havde han selv klippet, klistret og syet, før han fik sin første Kone. Det havde ligget mange 120| Aar i Skuffe, nu prangede det i Digtergaleriet: »min Kakkelovnskrog«, som Madame Hof kaldte sin lille Stue. Her bleve Peer og Hof præsenterede for hinanden.

»Er han ikke en deilig Mand!« sagde hun til Peer. »For mig er han den deiligste!«

»Ja, om Søndagen, naar jeg er indbunden i Stadsklæderne!« sagde Hr. Hof.

»Du er deilig uden al Indbinding!« sagde hun og gjorde en Bøining med Hovedet, idet hun havde Fornemmelse af, at hun her talte lidt for barnlig i sin ældre Alder.

»Gammel Kjærlighed ruster ikke!« sagde Hr. Hof. »Ildebrand i gamle Huse brænder ned til Grunden!«

»Det er som med NFugl Phønix,« sagde Madame Hof, »man stiger ung op deraf. Her er mit Paradiis! jeg bryder mig ikke om at søge andre Steder hen! jo, en Timestid op til din Moder og Faermoer!«

121| »Og til din Søster!« sagde Hr. Hof.

»Nei, Engle-Hof! der er ikke Paradiis længer! Jeg skal sige Dig, Peer, de sidde i smaa Kaar og stort Vrøvl! man veed ikke, hvad man tør sige der i Huset. Man tør ikke nævne Ordet »NMorian«, for den ældste Datter er forlovet med En, der har Negerblod; man tør ikke sige »pukkelrygget«, det er en af Drengene; man tør ikke tale om Kassemangel, min Svoger har været i de Tilfælde; man tør ikke engang sige at kjøre i Skoven; Skov er en fæl Lyd, for han hed Skow, som slog op med den Yngste. Jeg holder ikke af ude at sidde og lukke min Mund; tør jeg ikke tale, saa trækker jeg mig ind i mig selv og bliver i min Kakkelovnskrog. Var det ikke syndigt, som man siger, kunde jeg bede Vorherre, at vi maatte leve saalænge min Kakkelovnskrog holder ud; her voxer man bedre indad. Her 122| er mit Paradiis, og det har Hof givet mig.«

»Hun har Guldqværn i Munden!« sagde han.

»Og Du har Guldkorn i Hjertet!« sagde hun.

sagde han, og hun kildrede ham i Hagekløften.

»Det Vers digtede han lige i dette Øieblik! det kunde godt trykkes!«

»Ja og indbindes!« sagde han.

Saaledes skjemtede de to gamle Mennesker.

Aaret gik, først da begyndte Peer at indstudere en Rolle; han valgte »Joseph«, men ombyttede denne med Georg Browns i Operaen »Nden hvide Dame«. Ord og Musik tilegnede han sig snart, og fra NWalter Scotts Roman, der har leveret Stoffet, op123|tog han et klart, fyldigt Billede af den unge, livsglade Officeer, der besøger sit Hjemlands Bjerge og kommer til sin Fædreneborg uden at kjende den; en gammel Sang vækker Barndoms-Minderne, Lykken følger dem, og han vinder Borg og Brud.

Det Læste blev, som noget Selvoplevet, et Kapitel af hans egen Livshistorie; den melodierige Musik fyldte ganske denne Stemning. Der gik imidlertid lang, lang Tid, før de første Prøver begyndte. Det hastede ikke med hans Optrædelse, meente Syngemesteren; endelig forestod den. Han var ikke blot Sanger, han var Skuespiller, og hele hans Personlighed laae for Rollen. Chor og Orchester tiljublede ham det første store Bifald; med største Forventning saae man Forestillingsaftenen imøde.

»Man kan være en stor Skuespiller i Slobrok hjemme,« sagde en velvillig Kamme124|rat, »være meget stor ved Daglys, men middelmaadig foran Lamperne i det fyldte Huus. Det vil nu vise sig!«

Peer fornam ingen Angest, men en brændende Længsel efter den afgjørende Aften. Syngemesteren derimod var aldeles febril; Peers Moder havde ikke Mod til at komme i Theatret, hun vilde faae Ondt af Angest for sin kjære Dreng; Faermoer var syg, hun skulde blive hjemme, havde Lægen sagt, men den troe Veninde, Madame Hof, lovede at bringe Efterretning endnu samme Aften, hvorledes det var gaaet. Hun skulde og vilde i Theatret, selv om hun laae paa sit Yderste.

Hvor var den Aften lang! hvor strakte sig de tre, fire Timer i det Uendelige. Faermoer sang en Psalme, bad med Moder til den gode Gud for lille Peer, at han ogsaa iaften maatte være Lykke-Peer. Viserne paa Uhret dreiede sig langsomt.

125| »Nu begynder Peer!« sagde de. »Nu er han midt i det! nu har han overstaaet det!« Moder og Faermoer saae paa hinanden, men sagde ikke et Ord mere.

Paa Gaden lød Vogn-Rummel; det var Folk, som kjørte fra Theatret. De to Qvinder saae ned fra Vinduet; Folk gik forbi og talte høirøstede; de kom fra Theatret, de vidste, hvad der vilde bringe Livsensglæde eller stor Bedrøvelse oppe paa Qvisten i Grossererens Huus.

Endelig kom Nogen op ad Trappen. Madame Hof styrtede ind, fulgt efter af sin Mand. Hun fløi Moder og Faermoer om Halsen, men sagde ikke et Ord; hun græd og hulkede.

»Herre Gud!« sagde Moder og Faermoer, »hvorledes er det gaaet Peer?«

»Lad mig græde!« sagde Madame Hof; hun var saa betagen, saa bevæget. »Jeg kan 126| ikke bære det! Ak, I søde Mennesker, I kunne heller ikke bære det!« og nu strømmede Taarerne.

»Have de pebet ham ud!« raabte Moder. »Nei, ikke det!« sagde Madame Hof. »De have – at jeg skulde opleve det!«

Da græd baade Moder og Faermoer.

»Hold Maade, Emilie!« sagde Hr. Hof. »Peer har seiret! triumpheret! Huset var ved at styrte sammen, saaledes klappede man. Jeg kan mærke det endnu i mine Hænder. Det var en Bifaldsstorm fra Parterret til Galeriet; hele Kongehuset klappede med. Men det var ogsaa hvad man kan kalde en Mærkedag for Theatrets NAnnaler! Det var mere end Talent, det var Geni!«

»Ja, Geni!« sagde Madame Hof, »det er mine Ord! Gud velsigne Dig, Hof, for Du udtalte det. I rare Mennesker! aldrig havde jeg troet, at man saaledes kunde synge og 127| spille Comedie, og jeg har dog gjennemlevet hele Theaterhistorien!« Hun græd igjen. Moder og Faermoer loe, medens Taarerne endnu perlede dem paa Kinderne.

»Sov nu godt paa det!« sagde Hr. Hof. »Og kom saa, Emilie! God Nat! god Nat!«

De forlode Qvistværelset og to lykkelige Mennesker der. Længe vare de To ikke alene. Døren aabnedes, og Peer, der ikke havde lovet at komme før næste Formiddag, stod i Stuen. Han vidste jo, med hvilken Tanke de Gamle fulgte ham, hvilken Uvished de endnu kunde være i, og da han med Syngemesteren kjørte forbi Hjemmet, holdt han udenfor, de havde Lys tændt deroppe, og han maatte til dem.

»Deiligt, glædeligt, velsignet, Alt gaaet godt!« jublede han og kyssede Moder og Faermoer. Syngemesteren nikkede med straalende Ansigt og trykkede deres Hænder.

128| »Og nu skal han hjem og til Ro!« sagde han, og Aftenbesøget var endt.

»Vorherre i Himlen, hvor Du er naadig og god!« sagde de to fattige Qvinder. De talte til langt ud paa Natten om Peer. Rundt om i den store By taltes om ham, den unge, smukke, vidunderlige Sanger. Saavidt havde Lykke-Peer bragt det.