XIII

Morgenavisen meddeelte allerede med Fanfare den meer end almindelige Debut, og Anmelderen forbeholdt sig Ret til i et følgende Nummer at udtale sig.

Grossereren indbød til en stor Middag Peer og Syngemesteren. Det var en Opmærksomhed, et Beviis paa hans og hans Frues Interesse for den unge Mand, 129| som var født her i Gaarden, og det samme Aar og Dag, som deres egen Søn.

Grossereren holdt en smuk Skaal-Tale til Syngemesteren, den Mand, der havde fundet og slebet »Ædelstenen«, et Navn, hvormed et af de afgjørende Blade havde betegnet Peer.

Felix sad ved Siden af ham og var Munterheden og Elskværdigheden selv; efter Maaltidet bragte han sine Cigarer, de vare bedre end Grossererens: »det har han Raad til!« sagde denne. »Han har en rig Fader!« Peer røg ikke, en stor Feil, men som nok vilde blive rettet.

»Vi maae være Venner!« sagde Felix. »De bliver Byens Løve! alle de unge Damer, de gamle med, har De taget med Storm. De er et lykkeligt Menneske i Alt. Jeg misunder Dem! især i Det at kunne gaae ud og ind derovre paa Theatret mellem alle Smaapigerne!«

130| Det synes nu Peer ikke var Noget saa særligt at misunde.

Fra Madame Gabriel modtog han Brev. Hun var i Henrykkelse over den jublende Udtalelse i Bladene om hans Debut og Alt, hvad han maatte blive som Konstner. Hun havde med Pigerne drukket hans Skaal i Punsch. Hr. Gabriel tog ogsaa Deel i hans Hæder og var forvisset om, at han, fremfor de fleste Andre, udtalte fremmede Ord correct. Apothekeren løb Byen rundt og mindede om, at de paa deres lille Theater tidligere havde seet og beundret dette Talent, som først nu blev kjendt af Hovedstaden. Apothekerens Datter vilde nok ærgre sig, tilføiede Madamen, nu, da han kunde frie til Baronesser og Comtesser. Apothekerens Datter havde forhastet sig og slaaet til; hun var for en Maaned siden bleven forlovet med den tykke Raadmand; der var lyst for 131| dem, og den tyvende i Maaneden stod Brylluppet.

Det var netop den tyvende i Maaneden, at Peer modtog dette Brev. Han fornam som et Stik igjennem Hjertet; det blev ham i dette Øieblik saa klart, at hun, under alle Sjælens Svingninger, havde været hans stadige Tanke; han holdt af hende meer end af alt Andet i denne Verden. Taarer kom ham i Øinene; Brevet knugede han i Haanden. Det var den første, store Hjertesorg, siden han med Moder og Faermoer hørte, at Fader var falden i Krigen. Han syntes, at al Glæde var borte, hans Fremtid tom og sørgelig. Solskinnet lyste ikke mere fra hans ungdomsfriske Ansigt; Solskinnet var slukt i hans Hjerte.

»Han seer daarlig ud!« sagde Moder og Faermoer. »Det er den Theateranstrengelse!«

132| Han var ikke som før, det saae de To; det saae ogsaa Syngemesteren.

»Hvad er det dog!« sagde denne. »Maa jeg ikke vide, hvad der trykker Dig.«

Da blussede hans Kinder, Taarerne fik frit Løb, og han fortalte sin Sorg, sit Tab.

»Jeg holdt saa inderligt af hende!« sagde han. »Nu først, da det er for silde, er det blevet mig rigtig klart!«

»Stakkels, bedrøvede Ven! Jeg forstaaer Dig saa godt! græd kun ud for mig, og hold paa den Tanke, saasnart Du kan holde paa den: at hvad der skeer i Verden, skeer til det Bedste for os. Ogsaa jeg har kjendt og kjender hvad Du nu fornemmer; ogsaa jeg holdt engang, som Du, af en Pige; klog, smuk, bedaarende var hun; min Kone skulde hun være; gode Kaar kunde jeg byde hende, og hun holdt af mig; men een Betingelse for Giftermaalet 133| var der, hendes Forældre forlangte det, hun forlangte det: jeg skulde blive Christen –!«

»Og det vilde De ikke?«

»Jeg kunde det ikke! man kan ikke med frelst Samvittighed løbe fra een Religion til en anden, uden at synde enten mod den, man forlader eller mod den, man træder over til!«

»De har ikke Tro!« sagde Peer.

»Jeg har mine Fædres Gud! han lyse for min Fod og min Forstand!«

De sade en Stund Begge tause; da glede Hænderne over Tangenterne og Syngemesteren spillede en gammel Folkevise; Ingen af dem sang Ordene; Enhver underlagde vist sine Tanker.

Madame Gabriels Brev blev ikke mere læst. Hun drømte neppe, hvilken Sorg det havde forvoldt.

Faa Dage efter kom Brev fra Hr. Gabriel; han vilde ogsaa bringe sin Lykønsk134|ning og »en Commission«; den især havde nok givet Anledning til Brevet. Han bad Peer kjøbe en lille Porcellains-Ting, nemlig: Amor og Hymen, Kjærligheden og Ægteskabet. »Den er udsolgt her i Byen,« skrev han, »men let at erholde i Hovedstaden; Penge følger med. Send Tingen snarest, den er Brudegave til Raadmandens, ved hvis Bryllup jeg var med min Hustru!« Forresten fik Peer at vide: »Unge Madsen bliver aldrig Student; han har forladt Huset og bemalet Væggen med Flauheder mod Familien. Slet Subject, unge Madsen. »»Sunt pueri pueri, pueri puerilia tractant!«« ɔ: »»Drenge ere Drenge, Drenge gjøre Drengestreger!«« jeg oversætter det, da Du ikke er Latiner.«

Hermed sluttede Brevet fra Hr. Gabriel.