135|XIV

Tidt, naar Peer sad ved Claveret, klang i Toner derfra, hvad der rørte sig i hans Bryst og Hoved; Tonerne løftede sig i Melodi, der stundom bar Ordene med, de kunde ikke skilles fra Sangen; saaledes bleve flere Smaadigte til, rhythmiske, stemningsfulde. Med dæmpet Røst bleve de sungne; det var, som om de, skye og bange for at fornemmes, hensvævede i Eensomheden.

»Hvorfra har Du den Sang og Melodie?« spurgte Syngemesteren, der tilfældig saae Musik og Ord nedskrevne.

»Den kom af sig selv, den og alle disse. De flyve ikke videre i Verden!«

»Tungt Humeur sætter ogsaa Blomster!« sagde Syngemesteren, »men tungt Humeur tør ikke raade; nu sætte vi Seil til og styre mod næste Debut. Hvad siger Du om Hamlet, den sorgfulde, unge Prinds af Danmark!«

»Jeg kjender Shakspeares Tragedie!« sagde Peer, »men endnu ikke NThomas’ Opera.«

»Ophelia skulde Operaen kaldes,« sagde Syngemesteren. »Shakspeare har 137| i Tragedien ladet Dronningen fortælle os Ophelias Død, og denne er bleven ligesom Høidepunktet i den musikalske Gjengivelse; man seer for Øiet og fornemmer i Toner, hvad vi tidligere kun hørte som Fortælling af Dronningen:

138| Operaen fører os Dette for Øie: vi see Ophelia; hun kommer legende, dandsende, syngende Nden gamle Folkevise om »Nøkken«, der lokker Menneskene ned til sig i Elven, og medens hun synger og plukker Blomster hører man fra Floddybet de samme Toner; de lyde i Chorsang lokkende fra det dybe Vand; hun lytter, hun leer, nærmer sig Bredden, holder sig fast i den hængende Piil og bøier sig for at plukke de hvide Aakander; sagte glider hun ud paa disse, hviler syngende paa de brede Blade, gynger paa disse og føres af Strømmen ud paa Dybet, hvor hun, som den løsrevne Blomst, synker i Maaneskinnet, omtonet af Nøkkens Melodi.

Om hele denne store Scene er det som om Hamlet, hans Moder, hendes NBoler og den hevnraabende, dræbte Konge alene vare til for at danne den rige, billedskaarne Ramme.

139| Vi faae ikke Shakspeares »Hamlet«, ligesom vi i Operaen NFaust ikke faae Goethes »Faust«. Det Speculative er ikke Stof for Musiken, det er Kjærligheds-Forholdet i begge disse Tragedier, der løfter sig til en Digtning i Toner.«

Operaen Hamlet blev bragt paa Scenen. Ophelias Fremstillerinde var henrivende, Dødsscenen var af stor Virkning, men Hamlet selv fik denne Aften en Nsympathetisk Storhed, en Charakteer-Fuldendthed, der voxte ved hver Scene, hvori han optraadte; man var dertil forbauset over Omfanget af Sangerens Stemme, over Friskheden i de høie som i de dybe Toner, og at han kunde med lige glimrende Held synge Hamlet og Georg Brown.

Sangpartierne i de fleste italienske Operaer ere et NCanevas, hvori den begavede Sanger og Sangerinde lægge deres Sjæl og 140| Snille og løfte da de brogede, bølgende Farver til de Skikkelser, Digtningen fordrer; hvor meget herligere maae de da kunne aabenbare sig, hvor Tonerne ere lagte og ledede gjennem Tanke om Charakteren; og det har Gounod og Thomas forstaaet.

Hamlets Skikkelse i Operaen fik denne Aften Kjød og Blod, samlede og løftede sig til Hovedpersonen i Digtningen. Uforglemmelig blev Nattescenen paa Bastionen, hvor Hamlet første Gang seer sin Faders Aand; Scenen i Slottet, foran den opreiste Skueplads, hvor han henkaster Ordenes Giftdraaber, det forfærdelige Møde med Moderen, hvor Faderens Aand staaer hevnraabende for Sønnen, og endelig, hvilken Magt i Sangen, hvilke Toner ved Ophelias Død! Var og blev hun end den sympathetiske Lotusblomst paa den dybe, mørke Sø, dens Bølger vidt om grebe mægtigere ind i 141| Tilskuerens Sjæl. Hamlet blev denne Aften Hovedskikkelsen. Triumphen var fuldendt.

»Hvorfra har dog det Menneske Dette!« sagde Grossererens rige Frue og tænkte paa Peers Forældre og Faermoer paa Qvisten. Faderen havde været Pakhuuskarl, brav og hæderlig, var falden som Soldat paa Ærens Mark, Moderen vasker, – men det giver ikke Sønnen Dannelse, groet op var han i Fattigskole – og hvad Stort kunde vel i en Tid af to Aar en Provinds-Professor bibringe ham af høiere Skolekundskaber.

»Det er Geniet!« sagde Grossereren, »Geniet! det fødes – af Guds Naade!«

»Tilvisse!« sagde Fruen, og foldede Hænderne derved, da hun talte til Peer. »Skjønner De ret af ydmygt Hjerte paa, hvad De har faaet? Himlen har været Dem ubegribelig naadig! Alt er givet. De veed ikke, hvor gribende Deres Hamlet er! De har 142| selv neppe Forestilling derom. Jeg har hørt, at mange store Digtere vide heller ikke selv, hvad Herligt de have givet, Philosopherne maae Nklare det for dem. Hvorfra har De fremmanet Deres Hamlet?«

»Jeg har tænkt over Charakteren, læst en Deel af, hvad der er skrevet om den Shakspearske Digtning, og siden paa Scenen levet mig ganske ind i Person og Begivenhed! – jeg giver min Deel og Vorherre giver Resten!«

»Vorherre!« sagde hun med et halv bebreidende Blik, »brug ikke her det Navn! han gav Dem Evner, men De troer da ikke, at han har med Theater og Opera at gjøre!«

»Jo tilvisse!« svarede Peer freidig. »Der er ogsaa hans Prædikestol ud for Menneskene, og der høre de Fleste tidt bedre efter end i Kirken!«

Hun rystede med Hovedet. »Gud er med i alt Godt og Smukt, men lad os 143| vogte os for at Ntage hans Navn forfængeligt. Det er en Naadegave, at blive en stor Konstner, men det er dog bedre at være en god Christen!« Felix vilde aldrig for hende have nævnet sammen Theater og Kirke, følte hun og var glad derved.

»Nu har De lagt Dem ud med Mama!« sagde Felix leende.

»Det var saa langt fra min Tanke!«

»Bryd Dem aldrig om det! De kommer igjen i Naade, naar De paa Søndag gaaer i Kirke! Staa udenfor hendes Stol, see op til Høire, der i Pulpituret sidder et lille Ansigt, der nok er værd at see paa: Enkebaronessens nydelige Datter. Det er et velmeent Raad! og jeg giver Dem eet til: De kan ikke boe, hvor De nu boer! flyt dog ind i en større Leilighed, med en ordenlig Trappe! eller vil De ikke fra Syngemesteren, saa lad ham boe bedre! han har 144| Formue dertil, og De har ganske gode Indtægter. De maa ogsaa give et Gilde, et Aftengilde; jeg kunde selv give det og vil give det, men De kan indbyde et Par af de smaa Dandserinder! – De er et lykkeligt Menneske! men jeg troer, Himlen hjelpe mig, at De endnu slet ikke forstaaer at være et ungt Menneske!«

Det forstod just Peer, paa sin Viis! med sit fulde, varme, unge Hjerte elskede han Konsten, den var hans Brud, hun gjengjeldte hans Kjærlighed, løftede ham i Solskin og Glæde; den Mismod, der havde knuget ham, fordunstede snart, milde Øine saae paa ham, Alle kom ham venligt deeltagende imøde. Ravhjertet, som han endnu stadigt bar paa sit Bryst, hvor Faermoer engang havde hængt det, var tilvisse en Talisman, ja det tænkte han, thi ganske fri for Overtro, Barnetro kan det ogsaa kaldes, var han ikke. Enhver genial 145| Natur har Noget af denne, seer og troer paa sin Stjerne. Faermoer havde viist ham den Kraft, der laae i Ravet, det drog til sig; hans Drøm havde viist ham, hvorledes der ud fra Ravhjertet voxte et Træ, der sprængte Loft og Tag, og bar i Tusindviis Hjerter af Sølv og Guld; det betød tilvisse, at i Hjertet, i hans eget, varme Hjerte laae hans Konstner-Magt, hvorved han vandt og skulde vinde Tusinder og atter Tusinder.

Mellem ham og Felix var unegtelig et Slags Sympathi, hvor forskjellige de end vare; Peer antog, at Forskjellen mellem dem laae i, at Felix, som den rige Mands Søn, var voxen op i Fristelser og havde Raad og Lyst til at smage paa dem; han var derimod bleven lykkeligere stillet som Fattigmands Barn.

Begge de to Husets Børn gik imidlertid frem mod Storhed. Felix vilde snart blive Kammerjunker, og det er første Etage 146| til Kammerherre; saa har man Guldnøglen bag paa. Peer, den altid lykkeligere, havde allerede for paa, men usynligt, Geniets Guldnøgle, som lukker op for alle Jordens Skatte, og Hjerternes med.