XVII

Efter de Fordringer, det fattigtfødte Barn tidt længe beholder, førte Peer nu et velstaaende, behageligt Liv; han var saa velhavende, at han, som Felix engang sagde, nok kunde slaae et ordenligt Skrald for sine Venner. Han tænkte derpaa, tænkte paa 165| de to tidligste af Vennerne, Moder og Faermoer; dem og sig selv beredte han en Festdag.

Det var deiligt Foraarsveir, de to Gamle skulde kjøre med ham udenfor Byen og see et lille Landsted, Syngemesteren fornyligt havde kjøbt. Idet han vilde sætte sig i Vognen kom en Madame, fattigt klædt, i Alder mod de tredive Aar; hun havde en Promemoria, anbefalende paategnet af Madame Hof.

»Kjender De mig ikke!« sagde Madamen. »Lille Lokkehoved, kaldte man mig! Lokkerne ere borte, der er saa Meget, der er borte, men der er endnu gode Mennesker! vi To have virket sammen i Balletten. De er bleven bedre stillet, end jeg, De er bleven en mægtig Mand! jeg er nu skilt fra to Mænd og ikke længer ved Theatret!«

Hendes Promemoria lød om, at komme i Besiddelse af en Symaskine.

166| »I hvilken Ballet have vi To virket sammen,« spurgte Peer.

»I Tyrannen i Padua,« svarede hun, »der vare vi Pager begge To, i blaat Fløiel og Barret; husker De ikke lille Malle Knallerup! jeg gik lige bag efter Dem i Optoget!«

»Og traadte mig op af Smalbenene!« sagde Peer leende.

»Gjorde jeg?« sagde hun, »saa har jeg taget for lange Skridt. De er dog gaaet langt raskere frem! De har forstaaet at bruge Benene i Hovedet!« og hun saae med sit bedrøvelige Ansigt coquet smigrende paa ham, bevidst at have sagt en aandrig Compliment. Peer var rundhaandet: hun skulde have Symaskinen, lovede han. Lille Malle havde jo ogsaa været En af dem, der særligt sparkede ham bort fra Balletveien, ind paa en heldigere Bane.

167| Snart holdt han udenfor Grossererens Gaard og steg op til Moder og Faermoer; de vare i deres bedste Klæder og havde tilfældigviis Besøg af Madame Hof, som strax blev indbudt til at kjøre med, hvorfor hun havde en svær Kamp med sig selv, der endte med, at hun sendte Hr. Hof en Løbeseddel, som meldte, at hun havde modtaget Indbydelsen.

»Alle de fine Hilsener, Peer faaer!« sagde hun.

»Hvor man kjører herskabeligt!« sagde Moder, »og i en deilig, magelig Vogn!« sagde Faermoer.

Nær Byen, tæt op til den kongelige Park, laae et lille, venligt Huus, omgivet af Viinløv og Roser, Nøddebuske og Frugttræer. Her holdt Vognen, her var Landstedet. De bleve modtagne af en gammel Pige, god Be168|kjendt af Moder og Faermoer; tidt havde hun hjulpet dem ved Vaskning og Strygning.

Haven blev seet, Huset blev seet. Ja herinde var især en yndig Ting, et lille Glashuus med deilige Blomster; det stod i Forbindelse med Dagligstuen. Døren kunde man skyde tilside lige ind i Muren. »Det er ligesom en Coulisse!« sagde Madame Hof. »Den gaaer med Haandkraft, og saa sidder man her ligesom i et Fuglebuur, belagt med Fuglegræs. Det kaldes en Vinterhave!«

Soveværelset var ligesaa yndigt, paa sin Maade. Lange, tætte Gardiner om Vinduerne, blødt Gulvtæppe og to Lænestole, saa magelige, dem maatte Moder og Faermoer prøve.

»Man bliver ganske doven ved at sidde i den!« sagde Moder.

»Man mister sin Tyngde!« sagde Madame Hof. »Ja her kunne I to Musik-Mennesker svømme i Magelighed ovenpaa Theater-An169|strengelserne. Dem har jeg ogsaa kjendt! ja tænk, jeg kan endnu drømme om at jeg gjør Battements, og Hof gjør Battements ved Siden af mig! er det ikke yndigt: »»to Sjæle og een Tanke!«« – «

»Her er friskere Luft og mere Plads, end i de to smaa Stuer oppe paa Qvisten!« sagde Peer med straalende Øine.

»Det er her!« sagde Moder. »Dog der hjemme er ogsaa godt! der har jeg født Dig, min søde Dreng, og levet med din Fader!«

»Her er bedre!« sagde Faermoer. »Her er det en heel Herskabs-Leilighed! jeg under Dig og det mageløse Menneske, Syngemesteren, dette Fredens Hjem.«

»Og jeg under Dig det, Faermoer! og Dig, kjære, velsignede Moder! I To skulle altid boe her og ikke, som inde i Byen, gaae saa mange Trapper op, og have det saa snevert og 170| saa smaat! I skulle have en hjelpsom Haand herude og see mig saa tidt som før i Byen. Ere I glade derved! ere I tilfredse!«

»Hvad er dog nu alt Det, Drengen staaer der og siger!« sagde Moder.

»Huset, Haven, det Hele er dit, Moder, dit, Faermoer! det har jeg stræbt efter at kunne skaffe Eder; min Ven, Syngemesteren, har troligt hjulpet mig med at faae det istand.«

»Hvad er dog alt Det, Du siger, Barn!« udbrød Moderen. »Du vil forære os et Herresæde! Du søde Dreng, ja, Du gjorde det gjerne om Du kunde!«

»Det er Alvor!« sagde han, »Huset er dit og Faermoers!« Han kyssede dem Begge, de brast i Graad, Madame Hof ikke mindre.

»Det er det lykkeligste Øieblik i mit Liv!« udbrød Peer, og omfavnede dem alle Tre.

Nu maatte de see Alt om igjen, det var jo deres eget. For Hylden til fem, 171| sex Urtepotter ud paa Taget, havde de nu det lille nydelige Glashuus; for Madskabet var her et luftigt Spisekammer, og Kjøkkenet selv var en heel lille Varmestue. Skorstenen havde Ovn og Kogeindretninger; den saae ud som et stort, blankt Strygejern, sagde Moder.

»Nu have I da ogsaa faaet en Kakkelovnskrog ligesom jeg!« sagde Madame Hof. »Her er kongeligt! I have opnaaet Alt, hvad Mennesker kunne opnaae paa denne Jord, og Du ogsaa, min egen, feterede Ven!«

»Ikke Alt!« sagde Peer.

»Den lille Kone kommer nok!« sagde Madame Hof. »Jeg har hende allerede til Dig! jeg har hende paa Følelsen! men jeg skal nok holde Mund! Du mageløse Menneske! Er det ikke ligesom en Ballet, det Hele!« hun loe med Taarer i Øinene, det gjorde ogsaa Moder og Faermoer.