af H.C. Andersen (1849)  
forrige næste

Ottende Scene

ZEPHISES. PAMPHILIUS. AANDERNES KONGE

ZEPHISES

(som Aand, i Trylletalar med magiske Charakterer).

Luftens Herre, Aandernes Konge! hvorledes skal jeg takke dig!

AANDERNES KONGE

O, det er ikke værd at tale om! jeg er glad ved at have Dig hos mig! hvad synes Dig om Skyverdenen? er her ikke en deilig frisk Luft! –

ZEPHISES

Ak, Herre, jeg er lyksalig! – men i al min Lyksalighed, i al den Glands og Herlighed, jeg er omgivet af, lider jeg dog uendeligt!

AANDERNES KONGE

Lider?

ZEPHISES

Ja, Herre! Du veed selv, hvorledes Du paa Jorden berigede mig, veed hvilke uhyre Skatte jeg erholdt – !

AANDERNES KONGE

Ja vel! Dine Arvinger ville ikke bande Dig!

ZEPHISES

Jeg byggede for mine Rigdomme en stor Hvælving; Du gav denne en uskatteerlig Kraft, gjorde den elastisk, og praktikabel, jeg kunde pakke den hele Herlighed ind i en Kokosnød og saaledes føre den med mig paa mine Reiser; det gjorde jeg; intet Sted følte jeg mig hjemlig før jeg kom til Vesterbro; der var det, som om alle Minder samlede sig; jeg kunde gaae paa Kjærligheds-Stierne ved Søerne, det var som jeg gik ved Donau; jeg kunde drømme i det magisk belyste Tivoli, hvor Lumby spillede og Raketterne steeg, det var en Nat i Orienten; Jernbanetoget brusede til Roeskilde, jeg saae det travle England; Amager, Østersøens Holland, laa som en Stribe i Horizonten og dog saa nær!

AANDERNES KONGE

Du kjøbte Dig altsaa et Huus paa Vesterbro, og der nedgravede Du Din Kokosnød, Din praktikable Aladdins Hule.

ZEPHISES

Ja Herre, det gjorde jeg. Min store Hvælving med Kongerigers Skatte staaer der, men lukket ved et Trolddoms Ord, som ingen Dødelig veed at løse. Ingen aner at der er en Hule, en Skat, en Verdens Rigdom.

AANDERNES KONGE

Naa, hvad de ikke kjende, det savne de heller ikke, og Du trænger her ikke til Skatte.

ZEPHISES

Men jeg har en Søn, hvem jeg har efterladt, uden Trøst og Hjælp!

AANDERNES KONGE

Har du en Søn?

ZEPHISES

Konge! Husker du ikke meer den lille Elimar?

AANDERNES KONGE

Rigtig! nu husker jeg ham, det var en kjøn Dreng, og klog, som alle Forældres Børn.

ZEPHISES

Jeg er revet fra ham ved en pludselig Død, jeg har ikke faaet Tid til at gjøre Testament, ikke givet mit Barn det ringeste Tegn om min sidste Villie! – Herre, send derfor en af dine Aander ned til min Søn, og underret ham om den hemmelige Hvælving og de uhyre Skatte der! tillad ogsaa, høie Herre, ja det er en endnu dristigere Bøn, men min Søns ædlere Lykke afhænger heraf, tillad ham at komme for din Throne!

AANDERNES KONGE

Alt vil jeg gjøre for Dig og for ham; han skal høre om sine Rigdomme og komme til dem, men faae Adgang til mig, det kan han ikke paa anden Maade, end efter det givne Reskript af 6te Juni: han maa medbringe en Fjer af Fugl Phønix, og den er ikke let at tage.

ZEPHISES

Min Søn vil ikke skye nogen Fare for at komme til Dig!

AANDERNES KONGE

Ja, det er hans Sag!

ZEPHISES

Frels ham fra Mangel og Fortvivlelse!

AANDERNES KONGE

Seer Du, Zephises, nu gaaer det Dig, som mange Forældre, der have Midler og derfor ikke lade deres Børn lære noget; gaaer det galt med Rigdommen og de Gamle falde bort og Børnene skulle sørge for sig selv, ja saa staaer Laban der og vi maae hjælpe! Pamphilius!