Anden Act

(En dunkelblaa, med Guld smykket Hvælving; forrest staae to store Porphyr-Vaser, overfyldte med Perler, Guld og Ædelstene, i Række med disse sees sex kostelige Statuer, paa hvis Fodstykke læses, paa den ene: Louidores, paa den anden Souvereigns o. s. v., det syvende Fodstykke mangler sin Statue, men i dennes Sted ligger paa et stort Stykke hvidt Atlask et sammenrullet Pergament. Orchesteret spiller med dæmpede Instrumenter Melodien af Skatten: »Diamanter, Rubiner«.)

Første Scene

NISSEN. ELIMAR

NISSEN

Kom!

ELIMAR

Er det en Drøm? staaer jeg, som Aladdin i Eventyrenes Hule? hvilken sælsom Glands fra disse Mure, fra dette Gulv, fra disse kostelige Billedstøtter! Perler, Guld! (griber et af Smykkerne) nei, jeg drømmer ikke, det er Virkeligheden selv. Og alle disse Skatte ere mine?

NISSEN

(nikker).

ELIMAR

Jeg rummer det ikke i min Tanke. (læser Indskrifterne) Louidorer, Souvereigns, Zechiner, Perler og Guld.

NISSEN

Ligger altsammen paa Kistebunden. (aabner et af Fodstykkerne).

ELIMAR

Men her er en ledig Plads, een Statue mangler; hvad ligger der?

Et Pergament! (tager det). min Faders Haandskrift. (ruller op og læser.)

»Min elskte Søn, de Skatte, Du opdager

I denne Hvælving, var min Eiendom.

Med min Velsignelse Du dem modtager,

Fra Aandernes Behersker Skatten kom.

Hver Gang jeg stedtes for hans Straale-Throne

Een Statue af sjælden Værd jeg fik,

Den største Rigdom under Nordens Zone.

Og dog fæst mod en større Skat dit Blik.

Een Statue her mangler, den Du finde,

Mod den er alle Skatte kun som Muld.

Gaa, søg, og lykkes Dig, Du den kan vinde,

Da vandt Du meer end Perler, meer end Guld.«

NISSEN

Meer end Perler, meer end Guld!

ELIMAR

Meer! – Hvilken Række af Underværker opruller for mig! det er ingen Drøm, det er Sandhed.

NISSEN

Sandhed.

ELIMAR

Jeg var en Tigger, nu er jeg en Crøsus! – Men hvad er det for en syvende Statue, meer end Perler og Guld? – hvor findes den?

NISSEN

Det veed kun Aandernes Konge!

ELIMAR

Hvilken forunderlig Længsel opfylder mig! Hver Statue her er saa skjøn, saa kostelig. Denne er af Marmor, denne af Guld.

NISSEN

Og denne, een eneste Diamant!

ELIMAR

Men den syvende, den som mangler, den som er mere end alle disse uhyre Rigdomme, meer end Perler og Guld! O, hvorfor kan jeg ikke i dette Øieblik synke ned for Aandernes Konge; det er ikke Guldtørst, jeg føler, ikke den Gjærriges fortærende Lyst, nei, det er en Attraa, høiere, bedre, en Længsel, der driver mig til Bedrift, til at vove og vinde. Er der da ingen velgjørende Skytsaand, der kan hjælpe?

NISSEN

Jeg!

ELIMAR

Du! Ja, Du kan, Du vil! Du aabnede mig denne Hvælving, bragte mig alle disse Skatte. Før mig til Aandernes Konge.

NISSEN

Prrr! nei, saa let gaaer det ikke! ja, det er en lang Historie; der har Du den trykt. Det er den kongelige Resolution fra sjette Juni! (rækker ham et Papir).

ELIMAR

(læser).

»Vi Aandernes Konge, lede og kjede af uværdige Menneskers evige Plagen og Paatrængenhed, give herved tilkjende, at ingen Dødelig herefter indlades uden at medbringe, som Adgangskort, en Fjær af den Fugl Phønix, der holdes fangen i et Guldbuur udi Abekattenes Land!« Hvor er Abekattenes Land? Vil Du være min Fører? Er det langt herfra?

NISSEN

Langt borte og nærved, ligesom man tager det. Jeg skal lægge Jernbane, saa gaaer det.