Ellevte Scene
DE FORRIGE. AANDERNES KONGE, staaer pludselig paa
Klippestykket over Hulen, og strækker sin Haand ud imod dem.
AANDERNES KONGE
Kald ei de Døde!
Eden maa holdes!
Elimar, Elimar!
Husker Du Løftet ei?
Hun eller Du! –
ELIMAR
Hvad har jeg gjort! Vee mig, jeg straffes haardt!
Hvad stræbte jeg dog efter tomme Skatte? –
ELIMAR
Vel, Konge, tag da mig, jeg er Dit Bytte!
Thi tankeløs og hjerteløs jeg svor.
Farvel, min Anna, Een vil Dig beskytte,
Den Ene, han, paa hvem den Fromme troer!
ANNA
(til Aandernes Konge.)
(kaster sig hen for Aandernes Konge, der udbreder sin Haand og Kappe over
hende.)
ANNA
Nu er Du frelst! – Min Elimar!
(idet Aandernes Konge hæver sin Haand, synker Anna og forsvinder, Elimar
udstøder et Skrig.)
AANDERNES KONGE
Mit har jeg faaet!
Dit Du erholde:
Syvende Statue,
Den, som er meer end
Perler og Guld!
ELIMAR
Forbarmelse! giv hende dog tilbage,
Og gjerne maa Du al min Rigdom tage!
Gjør mig kun fattig, fattig alle Dage!
Men frels min friske, første Kjærlighed!
AANDERNES KONGE
Bønner ei røre mig!
Ei tør jeg høre Dig!
Hjem skal jeg føre Dig,
Der skal tilhøre Dig,
Skatten den herligste,
Den, som er meer end
Perler og Guld!
(forsvinder under et vældig Brag; Elimar synker til Jorden, og Scenen forvandles
til Hvælvingen, hvor Rigdommen gjemmes; den syvende Statue er der, men tilhyllet med
et stort blaat Slør, besat med Stjerner.)