Tolvte Scene

ELIMAR. HENRIK

HENRIK

(i det Forvandlingen skeer).

Forbarmelse! det styrter! det vælter! Træer og Stene! Jorden løber! ak! – Hvor ere vi? – Herre, vi ere hjemme! Herre slaae dog Øiet op! hvad kan al den Herlighed hjælpe, naar mit Øie er lukt! – den syvende Statue er her, men ikke pakket heelt ud! –

ELIMAR

Afskyelige Troldes Gøgle-Magt!

Fortvivlelse, Du i mit Bryst maa bygge.

(seer paa Statuen.)

Der staaer den! Aanderne har hid den bragt!

Jeg sønderknuser den, knust er min Lykke!

(Styrter med sit Sværd hen imod Billedstøtten, Sløret falder og Anna staaer der, Hvælvingen klinger med Harpetoner.)

ANNA

Min Elimar!

ELIMAR

Min Anna! hvilket Nu!

Ja meer en Guld og Perler er en Qvinde,

Uskyldig, smuk og elskelig, som Du!

Ja nu forstaaer jeg hvad jeg maatte vinde.

HENRIK

(jublende).

Mel. af Regimentets Datter.

Det Søgte blev fundet,

Hver Sorg gaaer i Muld,

En Skat har han vundet,

Meer end Perler og Guld,

GRETHE

(kommer til).

O salige Lykke!

Jo det er en Lyst!

Jeg Henrik kan trykke

Igjen til mit Bryst!

HENRIK

O salige Lykke!

Ja det er en Lyst,

Jeg Grethe kan trykke,

Igien til mit Bryst!

HENRIK

(griber begge hendes Hænder og seer hende glad ind i Øinene).

Grethe! min egen lille søde Grethe! – Vel er Du ingen Diamant-Støtte – – Hvor er Du født?

GRETHE

Paa Bornholm!

HENRIK

Saa er Du en bornholmsk Diamant!

(synger.)

Jeg Grethe har vundet,

Lad Alt gaae omkuld!

I hende har jeg vundet,

Meer end Perler og Guld.

(Baggrunden aabnes, Aandernes Konge sidder paa sin straalende Throne, omgivet af Genier; Zephises strækker velsignende Haanden ud. Aander og Mennesker juble.)

Hver Fattig, syng Seier!

Er Lykken Dig huld,

I din Kone Du eier,

Meer end Perler og Guld!

NISSEN

(dandser rundt, svinger Huen og raaber:)

»Hurra!«