III

Vi hørte i det Foregaaende nævne en ung Student, Otto Thostrup, en flink Fyr med ni præ cæteris, som Kammeraterne sagde, men ogsaa med en Stolthed, som han skulde vænnes af med. Vi ville ikke gjøre hans Bekjendtskab ved de omtalte Disputeerøvelser, skjøndt man der maatte faae Agtelse for den gode Latiner; ikke i stort Selskab, hvor hans smukke Udvortes, det talende melancholske Blik, maatte gjøre ham interessant; ikke heller i Hofparterret, som man for Spøg, i den sidste Tid, har kaldet Hjertets Side i Parterret, skjøndt hans der faa, men træffende Bemærkninger, vilde vise os en ung Mand med megen Aand; vi ville første Gang søge ham hos Vennen, den unge Baron Vilhelm. Det er i Begyndelsen af November, vi finde dem begge med Piben i Munden; paa Bordet ligger Tibul og Anakreon, som de læse sammen til den forestaaende philologicum.

I Værelset staaer et Fortepiano med en Mængde Musicalier, paa Væggen hænge Weyses og Beethovens Portraiter, thi vor unge Baron er musikalsk, ja Componist ovenikjøbet.

»See nu have vi da der igjen den velsignede seie Taage!« sagde Vilhelm, »den kan ordentlig smages derude. Hjemme var den min Pest, her londoniserer den kun Byen!«

»Jeg kan godt lide den!« svarede Otto. »Mig er den en gammel Bekjendt fra Vestervovov! det er ligesom om den bragte mig Hilsener fra Havet og Sandklitterne!«

»Jeg gad nok seet Vesterhavet, men boe der, det maatte Fanden gjøre! hvilken Kjøbstad ligger Deres Bedstefaders Gaard nærmest?«

»Lemvig!« svarede Otto. »Vil man ret see Vesterhavet, maa man op i Thisted og Hjørring Amt; jeg har reist der, besøgt Familien i Børglum-Kloster og desuden gjort kortere Reiser. Aldrig glemmer jeg en Aften, ja, det var et Uveir! sligt har man ei Begreb om inde i Landet. Jeg reed med en af vore Karle, jeg var kun en Dreng, en vild Krabat; vi vare mellem Sandklitterne, da Stormen begyndte. Det skulde De have seet! Sandet gjør langs Stranden høje Banker, som dæmme mod Havet; de ere nu beplantede med Klittag og Marehalm, men faaer Stormen Hul, saa gaaer det Hele! Det fik vi at see. Det var en arabisk Sandflugt og Vesterhavet brølte, saa det kunde høres milevidt. Det salte Skum fløi os med Sandet ind i Ansigtet!«

»Det maa være herligt!« udbrød Vilhelm, og hans Øine funklede. »Jylland er dog den meest romantiske Deel af Danmark! Jeg har ret faaet Interesse for det Land, siden jeg læste Steen-Blichers Noveller. Jeg synes, det maa have meget tilfælles med de skotske Lavlande! og der er jo Zigeunere?«

»Kjeltringer kalde vi dem,« sagde Otto med et uvilligt Træk om Munden. »De svare til Navnet!«

»Fiskerne paa Kysten ere nok heller ikke bedre! lade de endnu fra Prædikestolen bede vor Herre om Stranding? Slaae de endnu de Skibbrudne ihjel?«

»Jeg har hørt vor Præst, der er en gammel Mand, fortælle, at i de første Aar han kom i Embede, maatte han i Kirken bede, at skulde Skibe strande, det da maatte skee i hans District; men jeg har aldrig hørt det. Hvad man ellers fortæller om at de slaae ihjel, ja, - HavgasserneF1 ere ikke blødhjertede Folk, men saavidt gaaer det heller ikke i vor Tid Der døde en gammel Bonde deroppe; om ham fortalte de rigtignok, at han i ondt Veir havde bundet en Lanterne under Bugen paa sin Hest og derpaa ladet den gaae frem og tilbage ved Stranden, for at den fremmede Skipper, som seilede derude, skulde troe, det var et Skib, som krydsede, og at han altsaa endnu var et godt Stykke fra Land; saaledes gik da mangen en Seiler til Grunde; men see, det er Historier fra Thisted Amt, og før mine Iagttagelser begyndte; det er fra den gyldne Tid, da man i den forfaljdne Fiskerhytte kunde efter saadan en god Stranding finde ægte Schawler, lidt søslaaede kun, benyttede som Sengeomhæng. Støvler og Skoe bleve smurte med den fineste Pomade. Faaer de nu sligt, vide de bedre at sætte det om i Penge. Strandkommissairerne passe paa; nu skal det være en sand Kobberalder deroppe!«

»De har da seet en Stranding?« spurgte Vilhelm med stigende Interesse.

»Vor Gaard ligger kun en halv Miil fra Havet. Hvert Aar, paa denne Tid, naar Taagen, som i Dag, faldt paa, og Stormene begyndte, saa gik det lystigt til. I mit Vildskab, som Dreng, og under et eensformigt Liv, kunde jeg ordentlig længes derefter. Paa en Reise til Børglum Kloster oplevede jeg en Storm. I Morgenstunden var det ganske blikstille, men graat, og vi fik et Slags Fata Morgana. Et Skib, endnu ikke kommet frem over Horizonten, viste sig derude, men var vendt om med hele Takkelagen, Masten ned og Skroget op. Det kalder man Dødningskibet, og naar det sees, er man vis paa et Uveir og en Stranding. Op ad Formiddagen begyndte det ogsaa at lufte, og inden en Time var det en ordentlig Kuling. Havet brummede ganske artigt! vi kjørte op mellem Klitter og Miler, de see ud som Høie og Dale ved Vintertid; men her er det ikke Snee, der smelter, her kommer aldrig et grønt Straa; hist og her skinner en sort Pæl frem, det er en Stump af et Vrag, hvis Historie man ikke kjender. Hen paa Eftermiddagen blev det da en Storm, som den jeg prøvede, da jeg og Karlen reed mellem Klitterne. Vi kunde ikke kjøre længere, og maatte derfor tage ind i en af Boderne, som Fiskerne havde reist sig mellem de hvide Miler. Der bleve vi, og jeg saae en Stranding jeg glemmer den aldrig! En Amerikaner laae ikke et Bøsseskud fra Land. De kappede Masten; sex, syv Mand klyngede sig fast til den ude i Vandet! O, hvor de gyngede i det sprøitende Skum! den tog Fart op mod Kysten; tilsidst hang kun tre Mand ved, den kastedes op paa Land, men Søen, der gik tilbage, rullede den med sig, den knuste Arme og Been paa dem, som klyngede sig fast, knuste dem, som Orme. Jeg drømte om det flere Nætter. Bølgerne slyngede Skroget af Skibet høit op, hvor man ellers kjørte, og borede det ned i Sandet. Da vi senere reiste samme Vei tilbage, var For- og Bagstavn borte, man saae ligesom to stærke Plankeværk, Veien gik derimellem. Endnu kjører man tvertigiennem Skroget!«

»Derovre maa jo ethvert poetisk Gemyt blive en Byron!« sagde Vilhelm. »Paa mine Forældres Gods have vi ikke uden Idyller; hele Fyen er en Have. Vi besøge hinanden paa Herregaardene, hvor det gaaer lystigt til, dandse med Bønderpigerne til Høstgilde, tage paa Jagt i Skoven, og fiske paa Indsøerne. Det eneste Triste vi have, er en Liigbegjængelse, og af romantiske Characterer, en lille puklet Spillemand, en klog Kone og en ærlig Skolemester, der endnu, som Jeronimus, fuldt og fast troer, at Jorden er flak, og at man jo maatte falde Fanden i Vold, dersom den dreiede sig.«

»Jeg elsker Jyllands Natur!« udbrød Otto. »Det aabne Hav, den brune Hede og det buskede Moseland! De skulde see Vildmosen i Vendsyssel, det er en Strækning! næsten altid svæver den vaade Taage over dens utilgjængelige Midte, som ingen kjender. Det er ikke 50 Aar siden, den endnu var Opholdssted for Ulve. Ofte kommer der Brand derude, Svovlstofgasset gjennemtrænger den, milevidt kan man see Ilden!«

»Alt det skulde min Søster Sophie høre!« sagde Vilhelm. »De vilde gjøre Lykke hos hende! den velsignede Pige! hun er det bedste Hoved hjemme, men hun holder af Effect. Hun er forfalden til Hoffmann og Victor Hugo. Byron har hun hver Nat i Sovekammeret. De var istand til, ved at fortælle hende om den jydske Vestkyst, Heder og Moser, at faae hende til at gjøre en Reise derover. Man skulde heller ikke troe, vi havde saa romantiske Situationer i vort eget Land!«

»Hun er Deres eneste Søster?« spurgte Otto.

»Nei!« svarede Vilhelm, »jeg har to; Louise hedder den anden. Hun er nu en ganske modsat Characteer; jeg veed ikke, hvilken af dem man maa holde meest af Har De ingen Sødskende?« spurgte han Otto.

»Nei!« svarede denne, med det forrige uvillige og halv veemodige Træk. »Jeg er eneste Barn. Der er stille og eensomt ovre i mit Hjem; jeg har kun min Bedstefader levende. Han er en rask, stærk Mand, men en af de alvorlige Folk. Han læste Mathematik med mig, det kan han tilgavns. Præsten lærte mig Latin, Græsk og Historie; men i Religionen havde jeg to, som toge sig af mig, Præsten og min gamle Rosalie. Hun er en god Sjæl. Hvorofte drillede jeg hende ikke, var kaad, næsten ond. Hun holdt dog saa meget af mig, hun var mig Moder og Søster, hun gav mig Religion, ligesaa godt, som Præsten, skjøndt hun er katholsk. Fra min Faders Barndom har hun været, som et Slags Gouvernante, i Huset. De skulde see, hvor veemodigt hun smilte, naar hun hørte mig i Geographie, og vi da læste om hendes kjære Schweits, hvor hun var født, om Sydfrankerige, hvor hun engang, som Barn, havde reist. Den jydske Vestkyst maa ogsaa tage sig mager ud oven paa disse Lande!«

»Men hun kunde jo have gjort Dem katholsk! der skulde dog aldrig hænge lidt ved?«

»Rosalie var en fornuftig gammel Pige; hendes Lærdomme kunde Luther selv være bekjendt. Hvad der er helligt for Menneskets Hjerte, bliver ogsaa helligt i hver Religion!«

»Men at bygge Altere for Madonna!« udbrød Vilhelm, »at tilbede En, som ei engang Bibelen gjør til en hellig Person, det er dog lidt for galt! og saa al det Vrøvl de have for med Røgelse og Klokkeringning! jo jeg kunde have Lyst at slaae Hovedet af Paven og hele Cleresiet! sælge Aflad -? Men det maa ogsaa være Folk, der ret troe paa det! jeg vil ikke engang tage Hatten af for Madonna!«

»Da vil jeg! og i mit Hjerte bøie mig for hende!« svarede Otto alvorligt.

»Tænkte jeg det ikke nok! hun har gjort Dem catholsk!« »Paa ingen Maade! jeg er saa god en Protestant, som De; men hvorfor skulde vi ikke agte Christi Moder? Hvad Catholicismens Ceremonivæsen, Aflad og alle disse Præste-Tilsætninger angaaer, er jeg med at kappe Hovedet af alle, som saaledes nedværdige Gud og den menneskelige Forstand Men i meget ere vi ubillige. Vi glemme saa let det første og store Bud: elsk din Næste, som Dig selv! vi ere ikke tolerante. Blandt vore Fester have vi een for de hellige tre Konger, den holdes endnu af Menigmand; men hvad have disse Konger gjort? De knælede for Christi Krybbe, derfor hædre vi dem. Guds Moder har derimod ikke en Festdag! ja Mængden smiler selv ved Navnet! - Vil De blot roligt høre mit simple Raisonnement og vi skulle blive enige. De vil tage Hatten af, og bøie Dem for Madonna. Kun to Tilfælde ere tænkelige: Christus har enten ganske været et Menneske, eller, som Bibelen lærer os, et guddommeligt Væsen; jeg vil nu antage dette sidste. Han er Gud selv, der paa en os ubegribelig Maade fødtes af Jomfrue Maria. Men da maatte hun være det reneste, det fuldkomneste qvindelige Væsen, da Gud fandt hende værdig at føde Sønnen den Eenbaarne; hun bliver da saa hellig, som et Menneske kan blive det, og vi maae bøie os dybt for den Rene, den Ophøiede. Jeg antager, at Christus var et Menneske, som vi, ellers kan han, efter min Tro, ikke opfordre os til at efterligne sig; det var heller ikke stort, som Gud at gaae en legemlig Død imøde, hvor han kunde banlyse hver Smerte. Var han nu kun Menneske, født af Maria, da bør han dobbelt beundres, da maae vi knæle for hans store Aand, hans oplysende og trøstelige Lære. Men kunne vi da glemme, hvormeget Moderen har virket ind paa Barnet, hvor ophøiet og dyb hendes Sjæl har været, hun, som først talte til hans Hjerte. Vi maae agte og ære hende! Overalt hvor hun i Skriften træder frem, see vi et Exempel paa Omhu og Kjærlighed; med hele sin Sjæl hænger hun ved Sønnen. Husk, hvorledes hun ængstedes og søgte ham i Templet, husk hendes milde Bebreidelse. Mig har altid Sønnens Ord klinget haarde. »Det er Østerlænderens stærke Udtryk!« sagde min gamle Præst. Frelseren var stræng, stræng, som han maatte være det! alt da laae Strængheden mig i hans Ord! hun var ganske Moder; hun var det da, som da hun græd paa Golgatha. Ære og Agtelse fortjener hun af os!«

»Men det har hun da ogsaa!« svarede Vilhelm og tilføiede med et Smiil, i det han slog ham paa Skulderen, »De er jo nærved, paa romersk-catholsk Viis at sætte Moderen over Sønnen! gamle Rosalie har gjort Proselyter! De er dog en halv Katholik!«

»Det er jeg ikke!« svarede Otto, »og vil ikke være det!«

»See Tordenskyen trækker!« lød det nede fra Gaarden, den smukke neapolitanske Folkemelodie naaede Vennernes Øre. De traadte ind i Sideværelset og aabnede et Vindue. Tre fattige Drenge stode dernede i Regn og Rusk og istemte Sangen. Den største var fjorten eller femten Aar, hans dybe raa Stemme syntes mere ved Regn og Slud, end ved Alder, at være bragt til Styrke og Dybde. De smudsige, vaade Klæder hang i Laser om Kroppen; Tøflerne paa de nøgne Fødder, og Hatten, hvis Pul var riet fast med hvid Traad, vare Luxusartikler; de to andre Drenge havde hverken Sko eller Hat; men i Klæder vare de dog hele og rene. Den yngste syntes sex til syv Aar, hans sølvhvide Haar kontrasterede med det brune Ansigt, de mørke Øine og de lange, sorte Øienhaar. Hans Stemme klang, som en lille Piges, saa fiin og blød mod de to Andres, som Høst-Aftenens Luftninger mod det ublide Novemberveir.

»Det er en deilig Dreng!« udbrøde Vennerne paa eengang.

»Og en yndig Melodie!« tilføiede Otto.

»Ja, men de synge falskt!« svarede Vilhelm, »den ene synger en halv Tone for lavt, den anden en halv Tone for høit!«

»Ja, det kan jeg Gud skee Lov ikke mærke!« sagde Otto. »Det klinger smukt! og den Lille kunde blive en Sanger! Stakkels Unge!« tilføiede han alvorligt. »Bare Fødder, vaad til Skindet, og saa faaer den Store ham vel til at drikke Brændeviin. Stemmen gaaer maaskee inden en Maaned. Saa er den Nattergal død!« Hurtigt kastede han et Par Skilling ned, indsvøbte i et Papir.

»Kom op!« raabte Vilhelm og vinkede. Den største af Drengene fløi, som en Piil, men Vilhelm sagde, at det var den mindste meent. De andre stode udenfor Døren, den Lille traadte ind.

»Hvis Søn er Du?« spurgte Vilhelm. Drengen taug og slog forlegent Øinene ned »Naa, Du skal ikke blive undseelig. Du er af godt Blod, kan man nok see paa Dig! er Du ikke din Moders Søn? Jeg vil give Dig nogle Strømper, og hilledød! her er et Par Støvler, som ere mig for smaae; drukner Du ikke i dem, skal de være dine! men nu maa Du synge!« han satte sig ved Claveret og slog an. »Naa, hvor bliver Du af?« afbrød han lidt uvilligt. Den Lille saae mod Jorden.

»Hvad? græder Du? eller er det Regnen, som staaer Dig i de sorte Øienhaar?« sagde Otto og løftede hans Hoved iveiret. »Vi ville jo ikke gjøre Dig uden godt. Der har Du endnu en Skilling fra mig!«

Den Lille blev endnu temmelig ordknap; alt hvad man fik at vide var, at han hed Jonas, og at hans gamle Bedstemoder holdt saa meget af ham.

»Her har Du Strømper!« sagde Vilhelm, »og see her, en Kjole med Fløiels Krave, høilovlig Ihukommelse. Støvlerne! - Du kan vist faae begge Been i den ene. See det er saa godt som to Par at skifte med! Lad see!«

Drengens Øine straalede af Glæde; han trak Støvlerne paa, Sokkerne korn i Lommen, og den hele Bylt op under Armen!

»Men Du maa synge en Vise for os!« sagde Vilhelm, og den Lille begyndte den gamle Sang af Fruentimmerhaderen: »Ei paa Kupido man kan lide!«

Det levende Udtryk i de mørke Øine, Drengen selv i de vaade, fattige Klæder, de store Støvler og med Bylten under Armen, havde noget saa characteristisk, at var det malet og Maleren havde kaldet Billedet: Amorpaa Vandring, vilde enhver have fundet den lille Gud træffende, uagtet han ikke var blind.

»Den Dreng og den Stemme kunde der blive noget af!« sagde Vilhelm, da den lille Jonas, nok saa glad, med de to andre Drenge havde forladt Huset.

»Stakkels Barn!« sukkede Otto. »Jeg er ordentlig bragt i slet Humeur derved. Det ryster mig saa forunderligt, naar jeg seer Elendighed og Genie samlet. Der kom engang til vor Gaard i Jylland en Mand, som blæste Rørfløite og slog tillige paa Bækken og Tromme, en lille Pige stod ved Siden og spillede Triangel. Jeg kom til at græde derover; det uskyldige Barns Ulykke følte jeg, uden at begribe den. Jeg var selv kun en Dreng!«

»Han saae saa komisk ud med de store Støvler, at jeg blev lystigt og ikke alvorligt stemt Synd er det ellers, at saa ædelt Blod, som man strax seer han er af, saa kjøn en Unge, skal blive en raa Klods, og den smukke Stemme gaae over i saadant et Brøl, som det den anden lange Laban opvartede os med. Hvo veed, om ikke den lille Jonas kunde blive den første Sanger paa den kongelige danske Skueplads! ja, fik han Dannelse paa Sjæl og Stemme, hvo veed? Jeg kunde have Lyst at prøve derpaa; hjælpe Een frem i Verden, før jeg endnu selv kom ret i Trit!«

»Blev han født til Tigger,« sagde Otto, »da lad ham leve og døe som Tigger, og ikke faae Begreb om noget høiere. Det er bedre, det er ønskeligere!«

Vilhelm satte sig til Claveret og spillede en af sine egne Compositioner. »Det er svært!« sagde han. »Enhver spiller ikke det!«

»Jo simplere, jo smukkere!« svarede Otto.

»I Musik maa De ikke tale med!« svarede Vennen. »Den forstaaer De Dem ikke paa! italienske lette Operaer er det let at lave!«

Ud paa Aftenen skiltes Vennerne ad I det Otto tog sin Hat, bankede det paa Døren, Vilhelm lukkede op. Der stod udenfor en gammel, fattig Kone, med et blegt skarpt Ansigt; hun holdt en lille Dreng ved Haanden, det var Jonas; altsaa et Besøg af ham og Bedstemoderen.

De andre Drenge havde solgt baade de Støvler og Klæder, han fik. De skulde dele, paastode de. Denne himmelraabende Uretfærdighed havde bragt den gamle Bedstemoder til strax at gaae med den lille Jonas til de to gode Herrer og fortælle, hvor lidet den stakkels Dreng havde faaet af det, som de dog ene og alene havde forundt ham.

Vilhelm talte om Drengens smukke Stemme, og meente at han kunde gjøre sin Lykke ved Theatret; men da maatte man ikke nu lade ham trave barbenet om i Regn og Slud.

»Men derved bringer han en Skilling hjem!« sagde den Gamle. »Det seer hans Fader og Moder paa, og Skillingen kan man altid bruge.« Ellers havde ogsaa hun tænkt paa at faae ham anbragt ved Theatret, men det skulde være ved Dandsen, for der fik de frit Sko og Strømper at dandse med, og disse kunde de da ogsaa løbe med hjemme. Det vaf allerede nogen Fordeel.

»Jeg vil lære Drengen Musik!« sagde Vilhelm, »han kan imellem komme til mig!«

»Og saa faaer han vel lidt Gammelt, gode Herre!« sagde Bedstemoderen, »en Skjorte og en Vest, som det kan falde sig.«

»Bliv Du Skrædder eller Skomager!« sagde Otto alvorligt og lagde sin Haand paa Drengens Hoved.

»Han skal være et Genie!« sagde Vilhelm.