IV

Vi lade igjen nogle Uger glide hen, det var lille Juledag, der bringer os den smukke Julefest. Vi finde begge Vennerne paa en Spadseretour.

Beskriv for en Sydbo et Land, hvor Jorden synes bedækket med det reneste Marmor fra Carrara, hvor Træernes Grene ligne hvide Coraller, oversaaede med Diamanter, og dertil en Luft saa blaa, som Syden eier den, og han vil sige: det er i et Feeland. Kunde Du da pludseligt føre ham fra hans mørke Cypresser og Olietræer til Norden, naar den friske Snee ligger paa Jorden, naar den hvide Riimfrost har puddret Grenene og Solen skinner fra den blaa Himmel, da vil han gjenkjende Skildringen og kalde Norden et Feeland.

Det var denne Pragt, Vennerne beundrede. De store Træer paa Castelsvolden syntes crystalliserede imod den blaa Luft. Sundet var endnu ikke lagt til, Skibe giede forbi med udspændte Seil, i den røde Aftensol. Den svenske Kyst syntes at være rykket nærmere, man kunde see de enkelte Huse i Landskrone. Det var smukt, derfor var der ogsaa mange Spadserende paa Volden og Langelinie.

»Sverrig synes saa nær, at man kunde svømme derover!« sagde Vilhelm.

»Den Tour blev for lang!« svarede Otto, »men jeg gad nok boltre mig derude i det blaa, dybe Vand!«

»Hvor det forfrisker En!« sagde Vilhelm, »naar Vandet spiller op om Kinderne! mens jeg var hjemme, svømmede jeg altid i store Belt Ja, De er nok en halv Fisk, naar De kommer i Vandet!«

»Jeg?« gjentog Otto og taug, men begyndte derpaa med en Slags Forlegenhed, som var ham fremmed, man skulde troe det var ham ubehageligt at tilstaae en Mangel. »Jeg svømmer ikke!«

»Det maa læres til Sommer!« sagde Vilhelm.

»Der er meget, der skal læres!« svarede Otto, »Svømning bliver nok det sidste.« Han vendte sig nu pludselig mod Castellet og blev staaenae. »See dog, hvor melancholsk og stille!« sagde han og ledhe igjen Samtalen hen paa, hvad der omgav dem. »Skildvagten ved Fængselsbygningen gaaer saa roligt op og ned; Solen skinner paa hans Bajonet Hvor det minder mig om et nydeligt Digt af Heine; det er som om han skildrede denne Fæstning og denne Soldat, men i Sommervarme, man seer det lyslevende, som her, Geværet glindser i Solen, og Digteren ender saa gribende! »ich wollt' er schosse mich todt!« - Her er romantisk smukt! til høire den levende Promenade og Udsigten over Sundet, til venstre den øde Plads, hvor de militaire Forbrydere blive skudte og tæt derved Fængselet med Bjælkepalissader. Solskinnet kommer neppe ind af disse Vinduer. Dog kan Fangen vist see os, som spadsere paa Volden!«

»Og misunde os vor gyldne Frihed!« sagde Vilhelm.

»Maaskee spotter han den!« svarede Otto. »Han er bundet til sit Kammer og den lille Gaard bag Bjælkeplankeværket; vi ere bundne til Kysten, kunne ikke med Skibene flyve ud i den store, deilige Verden. Vi have ogsaa Lænke om Benet, kun at vor er lidt længere end Fangens; men det ville vi ikke tænke paa! lad os gaae ned, hvor de smukke Damer vandre!«

»For at see og sees!« udbrød Vilhelm. »Spectatum veniunt; veniunt spectentur ut ipsæ,« som Ovid siger!«

Vennerne gik ned af Volden.

»Der kommer jo min Elev, den lille Jonas!« udbrød Vilhelm. Drengen saae anderledes heel ud i Klæder, end da han sidst optraadte; ihast tog han sin lille Kasket af og blev staaende, en ung fattig Pige holdt ham ved Haanden.

»God Dag! min raske Dreng!« sagde Vilhelm, og hans Blik faldt paa Pigen; hun var af en overordentlig fiin Skabning; havde hun holdt sig bedre, havde hun været en fuldkommen Skjønhed Det var Psyche selv, som stod hos Amor. Hun smilte venligt; den Lille havde vist sagt hende, hvem de Herrer vare; men hun blev blodrød og slog Øiet ned, da Vilhelm saae tilbage paa hende; han vinkede af Jonas, der strax kom. Pigen var hans Søster, sagde han, hun hed Eva. Vilhelm nikkede til hende og Vennerne gik videre.

»Det var en deilig Pige!« sagde Vilhelm og saae endnu engang tilbage. »En Rosenknop, der kunde kysses til den blev en udsprungen Rose!«

»Ved det Experiment kan Rosenknoppen let knækkes!« svarede Otto, »det er i det mindste Tilfældet med de virkelige Blomster; men see dog ikke mere tilbage! det er Synd!«

»Synd?« gjentog Vilhelm, »ja det er da en meget uskyldig Synd! De kan troe, det smigrer det lille Væsen, at vi beskue hendes Deilighed Jeg kan ret tænke mig, hvor lokkende et kjærligt Øiekast af en ung, rig Herre kan være for sligt et svagt, qvindeligt Gemyt. De søde Ord, man kan sige, er en Gift, der gaaer over i Blodet. Endnu har jeg da en god Samvittighed, ikke een uskyldig Sjæl har jeg forgiftet!«

»Og De er dog ung og rig nok dertil!« gjentog Otto med en blandet Bitterhed. »Vore Venner foregaae os med et godt Exempel! der komme nogle fra vort Aar! De kjende til Roserne!«

»God Aften Du!« raabte tre, fire til Vilhelm, hvem Hilsenerne meest syntes at gjælde.

»Er De Dus med alle disse?« spurgte Otto.

»Ja!« svarede Vilhelm, »vi ble ve det ved et Rusgilde. De drak Alle Dus, jeg kunde da ikke undslaae mig. Jeg giver ellers ikke gjerne mit Du uden til mine Nærmeste. Det har mig noget beslægtet, noget helligt. Mange kunne strax kaste det til den første den bedste, drikke de et Glas sammen. Ved Rusgildet kunde jeg ikke sige nei.«

»Hvorfor ikke det?« svarede Otto, »det vilde aldrig have generet mig.«

Begge Vennerne vandrede Arm i Arm videre. Vi see dem først igjen ud paa Aftenen hos en adelig Familie, hvis Navn og Stand findes i den danske Statskalender; det vilde altsaa være udelicat at nævne disse i en Fortælling, hvis Begivenheder ligge os saa nær.

Store Selskaber ere de kjedeligste. I disse har man to Slags Pinebænke. Enten bliver man spændt fast ved Spillebordet, eller faaer en Plads, stillet op til Væggen, hvor man med Hatten i Haanden, eller senere, med denne ved sine Fødder, maa staae, selv under Maaltidet. Dog dette Huus var et af de aandrige. Du, som gjenkjender det, vil erkjende, at det ikke kan tælles mellem dem
Hvor Hverdags-Sladdrens matte Fisk
Blev daglig dækket Dig paa Disk.F2

Denne Aften lære vi ikke at kjende Familien, men kun deres smukke Julefest.

I et stort Værelse var Selskabet samlet, Astral-Lampen brændte svagt, men det var med Flid, for at Effecten kunde være større, naar Salsdøren aabnedes, og Børnene flokkede sig der, forventningsfulde og lykkelige.

Nu traadte Vilhelm hen til Claveret, nogle Accorder bragte Stilhed og Opmærksomhed Under dæmpede Toner traadte da fra Sidedøren tre hvidklædte Piger ind, hver med et langt Slør over Nakken, et blaat, et rødt og et hvidt. Hver holdt en Urne i Armen, og de forestillede Sandsigersker fra Østerland De bragte Held eller Uheld, hvilket de fortalte hver i et lille Vers. Man maatte trække et Nummer, og efter dette fik man siden sin Gave paa Juletræet Een af Pigerne bragte Nitter, men hvilken? Ja, nu gjaldt det at være et Lykkens Barn. Enhver, selv Børnene, drog sit uvisse Nummer, kun med Huuslægen og et Par ældre Damer af Familien skete der Undtagelse; dem blev et særegent Tal stukket i Haanden, deres Gaver vare beregnede forud.

»Hvo bringer mig Lykke?« spurgte Otto, da de tre smukke unge Piger nærmede sig ham. Den hvidklædte var Vilhelms ældste Søster, Frøken Sophie, som var her i Besøg denne Vinter. Hun lignede Broderen. Det hvide Liin om Hovedet hævede hendes udtryksfulde Ansigt; hun hæftede sit Øie fast paa Otto, og maaskee fordi han var Broderens Ven, hævede hun Pegefingeren. Mon hun vilde advare eller tilskynde? Otto ansaae det for en Tilskyndelse, greb i Urnen og fik Nummer 33. Alle vare forsørgede. Pigerne forsvandt og Salens Fløidøre aabnedes.

Et blændende Lys strømmede Selskabet imøde. Et prægtigt Grantræ, besat med antændte brogede Smaalys, og behængt med Knitter-Guld, forgyldte Æg og Æbler, Krakmandler og Druer, blændede Øiet. Paa begge Sider af Træet vare Grotter af Gran og Mos, behængte med røde og blaa Papirslygter. I hver Grotte var et Alter; paa det ene stod Johan fra Bolognas svævende Merkur, paa det andet, i halv Størrelse, en Gips Afstøbning af Thorvaldsens Hyrdedreng. Trinene vare overdyngede med Presenter, paa hvilke de forskjellige Nummere vare hæftede.

»Superbe! nydeligt!« lød det fra alle Sider, og de lykkelige Børn jublede i Glæde. Man tog Plads i en Halvkreds, den ene Række bag den anden. Nu traadte en af Husets Fættere frem, en ung Poet, der, om vi ikke feile, senere er traadt op mellem Anonymerne i Nytaarsgave fra danske Digtere; han var i Aften klædt som Magier og fremsagde et lille Digt, der forklarede, at enhver havde jo selv grebet i Skjebnens Urne, Ingen kunde altsaa blive vred, om der fulgte Hæder eller Spot. Det var Skjæbnen og ikke Fortjenesten, som her dominerede. - To smaa Drenge, med store Sommerfuglevinger og Gevander, frembar de forskjellige Gaver. Et af de Nummere, der med Flid var givet en af de ældre Damer, blev nu opraabt, og begge Drengene frembar en stor, tung Hankekrukke af Pottemagerleer. En lang Signatur af to Ark Papir, hang ned fra den og man læste med store Bogstaver: »Middel mod Frost.« Krukken blev aabnet og en nydelig Boa trukket frem, den overraktes til Damen.

»Hvad Nummer har De min naadige Frøken?« spurgte Otto Vilhelms Søster, der nu, befriet fra sit lange Slør, traadte ind og tog en Plads ved Siden af ham.

»Nummer 34!« svarede hun. »Jeg skulde beholde det sidste, jeg havde tilbage, naar de Andre havde taget.«

»Vi ere da Naboer i Skjæbnens Række!« svarede Otto. »Jeg har Nummer 33.«

»Saa faaer en af os vist noget meget daarligt!« sagde Sophie. »Saa vidt jeg veed, er kun hvert andet godt.«

I det samme lød hendes Nummer. Digtet, som fulgte med, forklarede, at kun et poetisk, ædelt Gemyt fortjente denne Gave. Det var et fransk, illumineret Træsnit, en simpel, men rørende Idee. Man saae en tilfrosset Søe, kun den nøgne Iisflade til Horizonten. Et Hul var brudt i Isen, tæt ved laae en Hat med rødt Foer; ved Siden sad en Hund med alvorlige Øine, stille og ventende. Rundtom Isens gjennembrudte Aabning viiste sig Spor af, at Hunden havde kradset i den faste Iisskorpe. »Il attend toujours,« var den hele Underskrift.

»Det er herligt!« udbrød Otto. »En rørende Tanke! Hans Herre sank i Søen og den.troe Hund venter stedse; gid det var tilfaldet mig!«

»Det er smukt!« sagde Sophie og et veemodigt Blik gjorde den unge Pige skjønnere.

Senere kom Touren til Vilhelm.

lød Verset. Han lukkede op, og der laae et lille Speil. »Ja det var bestemt for en af Damerne!« sagde han; »der havde det talt Sandhed, her ghør det kun Naf af Folk!«

»Til mig er der nok slet intet, uden mit Nummer!« sagde Otto til sin Nabo, da alle Presenter syntes uddeelte.

»Det sidste er 33!« sagde Fætteren, og fremtog en Papirs-Rulle, der havde forstukket sig mellem det Grønne. Den blev rullet op. Det var et gammelt Stamtræ af en uddød Slægt. Ridderen laae nederst med Skjold og Harnisk, ud af Brystet voxte det mangegrenede Træ med Skjolde og Navne. Rimeligviis var det kjøbt paa en Auction mellem andet Skramlerie og nu ved Julen, da alle Gjemmer bleve efterseete for at benytte Alt som Spøg eller Alvor, taget med til Juletræet. Fætteren læste følgende Vers:

»Gratulerer!« sagde Vilhelm leende. »Nu kommer De til at betale Rangskat.«

Et Par af de nærmeste Damer frembragte ogsaa smilende en Slags Lykønskning; Sophie alene blev taus og betragtede en af de andre Damers Presenter, en smuk Naalepude i Form af en broget Sommerfugl.

Den forreste Række reiste sig nu, for nærmere at see, hvor smukt Juletræet var arrangeret. Sophie drog een af Damerne med sig.

»Lad os see de smukke Statuer!« sagde hun, »Hyrdedrengen og Mercur!«

»Det passer sig ikke!« hvidskede Damen, »men see, hvilke deilige, store Rosiner der hænge i Træet!«

Sophie traadte hen for Thorvaldsens Hyrdedreng. Damen hvidskede til en Veninde: »det seer dog underligt ud, at hun seer paa de Figurer!«

»O,« svarede denne, »hun er Kunstelsker, veed De nok! tænk, paa sidste Udstilling gik hun med sin Broder ind i den store Sal, hvor alle Gibs-Afstøbningerne staae. Dem saae hun paa! baade Herkules og de andre, uanstændige Figurer, og saa sagde hun, det var ypperligt! det skal nu være saa naturligt! ellers er det en nydelig Pige!«

»Skade, hun er lidt skjæv!«

Sophie nærmede sig; begge Damerne gjorde Plads for hende og indbød hende kjærligt, dog at sidde hos dem. »Du søde Pige!« udbrød de.