V

Ikke Skridt for Skridt ville vi følge Hovedpersonerne i vor Fortælling; men kun gjengive de fremtrædende Livsmomenter, disse være smaae eller store; vi gribe dem, naar de kunne bidrage til at gjøre det hele Malerie mere beskueligt.

Vinteren var forbi; Trækfuglene havde alt længe været her, Marker og Skove stode grønne, og hvad der for Vennerne var lige saa interessant, de havde heldigt bestaaet examen philologicum. Vilhelm der, strax efter denne, havde ledsaget Søsteren hjem, var igjen vendt tilbage, sang med den lille Jonas, tænkte paa philosophicum, men ogsaa paa at nyde Sommeren, saa smuk og kort den er her i Norden.

Det var Sanct-Hans Dag. Familierne fra Kjøbenhavn vare flyttede ud i deres smukke Lyststeder paa Strandveien, hvor Ridende og Kjørende bruste forbi, og hvor Chausseen var opfyldt med Gaaende. Den hele Vei gjengav et Billede af Livet paa Parises Boulevard Solen brændte, Støvet hvirvlede høit op i Luften, derfor valgte en Deel den behagelige Tour med Dampskibet langs Kysten, hvor man kunde see den hele Færdsel paa Landeveien, uden at lide af Støv og Solhede. Skibe krydsede forbi; raske Matroser kappedes, ved stærke Aaretag, at roe omkap med Dampskibet, hvis sorte Røg, som en Dæmon, halv hvilede paa Skibets Top, halv svævede hen i Luften.

Flere unge Studenter, blandt hvilke Vilhelm og Otto vare, stege iland ved Charlottenlund, Kjøbenhavnernes meest besøgte Lystskov. Det var første Gang Otto var her, første Gang han skulde see Dyrehaven.

En Sommer Eftermiddag i Linkens Bad ved Dresden har noget beslægtet med Charlottenlund, kun at den danske Skov er større, at vi, istedetfor Elben, have Sundet, der her er tre Mile bredt, og hvor ofte over hundrede Skibe, af alle europæiske Flag, glide forbi. Et Musikchor spillede af Præciosa, de hvide Telte skinnede som Snee eller Svaner mellem de grønne Bøge. Hist og her var gjort af Græstørv en Kamin, hvori man kogte og stegte, saa den blaa Røg hvirvlede op mellem Træerne. Udenfor Skoven holdt, i lange Rækker, Bøndervogne. »Caffemøller« kaldede; de svare til Neapolitanernes Corricolo, Parisernes Coucou, samme Billighed, samme Overlæssen med Passagerer, og derved høist malerisk Gruppering. Vi have det genialt opfattet paa et Malerie af Marstrand. Mellem Ager og Eng gaaer det saa lystigt til Dyrehaven; Vennerne vandre langs Stien.

»Skal jeg børste Herrerne!« raabte paa eengang fem til sex Smaadrenge, som trængte sig om Vennerne, i det de nærmede sig Indgangen til Dyrehaven. Uden at faae Svar, begyndte Drengene strax Alle at børste dem Støvet af Klæder og Støvler.

»Det er Kirsten Piils Pager!« sagde Vilhelm leende. »De sørge for, at man kan træde nydeligt op. Men nu ere vi pudsede nok!« en Sexskilling lyksaliggjorde disse smaae Savojarder.

Parisernes »Champs Élysées« ved en stor Folkefest, naar Theatrene ere opslaaede, Gyngerne svæve, Trompeter og Trommer ville bedøve den blødere Musik, og Menneskevrimlen, som et Legeme, bevæger sig mellem Boder og Telte, er meest beslægtet med det Skue, den saakaldte Dyrehavsbakke frembyder. Det er Neapeh »Largo del castello« med sine dandsende Aber, skrigende Bajazzer, den hele bedøvende Jubel, der er henflyttet i en nordisk Bøgeskov. Ogsaa her paa Brædehusene vise store, grelle Malerier, hvilke kostelige Skuespil man kan nyde derinde. Den smukke Beriderske staaer paa Brædebalkonen og smælder med Pidsken, medens Harlequin støder i Trompeten. Store brogede Poppegøier, lænkede til en Stang, nikke over Mængdens Hoved Her staaer en Bjergmand i sin sorte Dragt og viser et Bjergværks Indre. Han dreier Positivet og under Musik stige Dukkerne op og ned En anden viser Frederikssteens prægtige Fæstning: »det hele Cafalleri og Infanteri, der have lidt usigeligt meget! her en Mand uden Gevær, der en Gevær uden en Mand! her een uden Bangeneet, der en Bangeneet uden een, og dog ere de glade og tilfredse, thi de have forvundet deres Seier!«F3 - Hollandske Vaffelboutikker, hvor de smukke Hollænderinder i deres Nationaldragt varte op, lokke Unge og Gamle. Her er Perspectiv, der en sjelden dansk Stud, o.s.v. Høit mellem de friske Trægrene flyver Gyngen. Er det to Elskende, som der svæve? Luftningen tager i Pigens Kjole og Schawl, den unge Mand snoer sin Arm om hendes Liv, det er for Sikkerheds Skyld, hun sidder da mere tryg. Neden for Bakken koger og braser man, det synes en heel Zigeuner Leier. - Under Træet sidder den gamle Jøde, det er just hans halvtredsindstyveaarige Jubilæum, i et halvt Aarhundrede sang han her sin komiske Doctorsang. Nu, vi læse dette, er han død, det characteristiske Ansigt Støv, de talende Øine lukkede, hans Sang forsvundne Toner. Oehlenschläger har i sit Sanct-Hans Aftenspil opbevaret hans Billede, og det vil leve, som Mester Jakel, vor danske Thespis, vil det. Fra Fader til Søn arvedes Marionetter og Stykke, hvilket gjentages hver Qvarteer paa Dagen. Den aabne Natur er Tilskuerplads, og efter hver Forestilling gaaer Directeuren selv om med Tallerkenen.

Dette var det første Skuespil herude, Vennerne fik at see. Ikke langt herfra stod en bondeklædt, halvgammel Taskenspiller med et simpelt, stygt Ansigt. Skjorteærmerne vare smøgede op og viste laadne, muskelstærke Arme. Mængden, som drog fra Mester Jakel, da Tallerkenen der begyndte at gaae om, skjød Otto og Vilhelm med, hen imod den lave Skranke foran Taskenspillerens Bord.

»Træd indenfor, mine naadige Herrer, mit høie Herskab!« sagde Taskenspilleren med en Betoning af Ordene, der tydede paa, at han var født tydsk. Han aabnede Skranken, begge Vennerne bleve formeligt stødte derind, de toge Plads paa Bænken, saa vare de dog uden for Trængselen.

»Vil den velbaarne Herre holde dette Bæger!« sagde Taskenspilleren og rakte Otto et af sine Apparater. Otto fæstede sit Blik paa Manden, denne var beskjæftiget med sin Kunst, men Ottos Kinder og Pande bleve pludseligt som et Blod og derpaa gik Dødens Bleghed over hans Ansigt; hans Haand skjælvede, men det var kun et Moment, han samlede igjen hele sin Sjælskraft og syntes den samme som før.

»Det var en meget god Kunst!« sagde Vilhelm.

»Ja vistnok!« svarede Otto, men han havde aldeles intet seet. Hans Sjælelige var grebet. Manden gjorde endnu nogle Kunststykker og nærmede sig derpaa med Tallerkenen. Otto lagde et Markstykke og reiste sig i det samme for at gaae. Manden saae den store Skilling, et Smiil spillede ham om Munden, han saae paa Otto og et forunderligt ondt Udtryk laae der i det sledske Blik, hvormed han høit udtalte sin Tak: »Hr. Otto Thostrup er altid saa naadig og god!«

»Kjender han Dem?« spurgte Vilhelm.

»Man har Æren!« grinede Taskenspilleren og gik videre.

»Han har gjort Kunster i de jydske Byer og paa min Faders Gaard!« hvidskede Otto.

»Altsaa et Barndoms Bekjendtskab!«sagde Vilhelm.

»Et Barndoms!« gjentog Otto og de banede sig Vei gjennem Vrimmelen.

De mødte et Par unge Adelsmænd, beslægtede med Vilhelm, Fætteren som ved Juul skrev Vers til Juletræet, og endnu et Par Venner fra Rusgildet, og Selskabet voxte. De vilde, som flere, blive Natten over her i Skoven og ved Midnat drikke af Kirsten Piils Kilde. Med Mørket blev her først lystigt, sagde de; men Otto havde bestemt at være i Byen ud paa Aftenen. »Det bliver der intet af!« sagde Poeten, »vil De afsted, da binde vi Dem fast til een af os!«

»Saa tager jeg ham med mig paa Ryggen,« svarede Otto, »og løber dog til Byen. Hvad skal jeg her i Skoven om Natten?«

»Være lystig!« svarede Vilhelm. »Kom nu ikke med noget Drillene, eller jeg slaaer ogsaa engang bagud!«

Lirer, Trompeter og Trommer brusede mellem hverandre. Bajazzo brølte, et Par gamle hæse Jomfruer sang og klimprede paa Guitar; det var komisk eller rørende, ligesom man var oplagt til. Aftenen nærmede sig, og nu blev Trængselen større, Glæden mere støiende.

»Men hvor er Otto?«, spurgte Vilhelm. Otto var forsvundet i Trængselen. Det nyttede ikke at søge; Tilfældet maatte føre dem sammen. Var det med Forsæt, han havde trukket sig bort? Ingen vidste hvorfor, Ingen drømte om, hvad der var foregaaet i hans Sjæl.

Det blev Aften. Som to bevægelige, brogede Baand syntes Vei og Sti udenfor Dyrehaven; i denne selv tog Vrimmelen kjendelig af Nu var Landeveien en Dyrehavsbakke. Vognene joge forbi hinanden, som til en Væddekjørsel, Folk skreg og sang, om ikke melodisk, som Fiskernes Barcarole under Lido, saa dog med en Sydboes hele Carnevalsglæde. Dampskibet pilede langs Kysten; rundt om fra Haverne, ved de smukke Villaer, steeg Raketter op i den blaa Luft, Nordens Moccoli ovenpaa Dyrehavens Carneval.

Vilhelm blev med sine unge Venner i Skoven, der vilde de jo ved Slaget tolv drikke af Kirstens Kilde. Mænd og Koner, Piger og Karle af Almueklassen og lystige unge Mennesker maatte saaledes her nyde Sanct-Hansnat. Endnu støiede Musikken, Gyngerne vare i Bevægelse, Lanterner hængte ud, mens Nymaanen tittede ind mellem de mørke Trægrene.

Henimod Midnat hendøde Larmen; kun en blind Bonde sad endnu og gned paa de tre Strænge af Violinen; nogle Tjenestepiger gik med deres Kjærester Arm i Arm og sang. Klokken tolv flokkedes Alle om Kilden, og drak det klare, iiskolde Vand. Ikke langt derfra lød smukt, i den tause nat, et fiirstemmigt Mands-Chor. Det var, som Skovens Alfer sang til Kildenymphens Priis.

Paa Bakken var nu tomt og stille. Bajazzo og il Padrone sov under sarnme Dyne bag den tynde Lærredsvæg. Maanen gik ned, men det var de lyse Nætter; en skjønnere Stjernehimmel har ingen frostklar Vinternat. Vilhelms Selskab var lystigt, Timerne fløde let hen; med fiirstemmige Sange vandrede Selskabet gjennem Skoven ud mod Stranden. Dagen gryede alt; en rød Stribe i Horizonten bebudede dens Komme.

Naturen sang for dem Mythen om Verdens Skabelse, saaledes som den sang for Moses, der nedskrev denne Guds Stemme gjennem Naturen. Lyset spredte Mørket, Hav og Himmel skiltes ad; først viste Fuglene sig i den klare Luft, senere reiste sig Markens Dyr og sidst kom Menneskene til Syne.

»Morgenen er ordenlig lummer!« sagde Vilhelm. »Søen seer ud som et Speil! skal vi ikke gaae i Vandet?«

Forslaget blev antaget.

»Der have vi alt Najaderne!« sagde Een af Selskabet, i det en Flok af Fiskernes Koner og Døttre kom med bare Fødder, det grønne Skjørt opkiltret og Kurven paa Ryggen, hvori de bare Fisk til Kjøbenhavn. De lystige Fættere gave den Smukkeste et Blik, saa varmt og funklende som Solen selv gav, der i dette Øieblik stod op og skinnede hen over Sundet, hvor en prægtig Tremaster laae med alle Seil heisede for at opfange hver Luftning. Selskabet kom ned til Stranden.

»Der er alt Een ude i Vandet!« sagde Vilhelm. »Han tager gode Tag! det er en ypperlig Svømmer!«

»Her ligge hans Klæder!« sagde en af dem.

»Hvad!« udbrød Vilhelm, »det er Otto Thostrups Frakke! men Otto kan jo ikke svømme! jeg har aldrig kunnet faae ham i Vandet med! naa, vi skal ud at gjøre Bekjendtskab!«

»Jo, vist er det ham!« sagde en af de Andre. »Nu træder han Vande!«

»Men, saa har han jo været i Skoven inat!« udbrød Vilhelm. »Jo, det er en deilig Fugl! os løber han fra! det skal blive betalt God Morgen Otto Thostrup! raabte han, »har De ligget i Nat i Søen, eller paa andre upassende Steder? Det hører ikke til de Civiliseredes Sæder at forlade sine Venner, uden at sige et Ord! da De viser Dem som et Natur-Menneske, ville vi tage Pakkenillikerne! det kan ikke genere Dem in pnris naturalibus at søge os i Skoven!«

Otto hævede Hovedet, men blev taus.

»Naa, vil De ikke til at komme op ?« raabte Vilhelm. »Kun knælende for Enhver af os faaer De igjen Stykker af Deres Habit, at De kan komme til at see ud som en dannet Europæer!« han uddeelte nu til de Andre Tøiet, hver holdt sit Stykke i Haanden.

»Lad de Narrestreger være!« raabte Otto, med en forunderlig Alvor! »Læg Klæderne og gaae Eders Vei!«

»Jo, det kan De troe vi gjøre!« sagde Vilhelm. »De er rigtignok en deilig Mikkel! De kan ikke svømme, siger De! jo De skal artigt op at knæle!«

»Gaae bort!« raabte Otto, »eller jeg svømmer ud i Strømmen og kommer aldrig mere tilbage!«

»Det kunde være ganske originalt!« svarede Vilhelm! »Svøm ud eller kom op og knæl!«

»Vilhelm!« raabte Otto med et gribende Suk, og svømmede i store Tag øieblikkeligt udad.

»Der gaaer han!« sagde en af Selskabet, »han veed godt at skjære igjennem! det er en herlig Svømmer!«

Smilende stirrede de hen over Fladen, Otto vedblev at svomme udad.

»Men hvor vil han hen?« udbrød, noget alvorligt, een af Selskabet. »Han maa jo miste Kræfterne, før han kommer det Stykke tilbage igjen!«

»Han er dog ikke bleven gal!« udbrod Vilhelm. »Lad os faae Baaden løs og roe efter, det kan blive ham en slem Historie!«

De løste Baaden. Otto svømmede langt ude; de styrede efter ham med raske Aareslag.

»Hvor er han nu?« raabte Vilhelm et Øieblik efter, »jeg seer ikke hans Hoved!«

»Jo der stiger det igjen,« sagde en Anden, »men Kræfter har han ikke mange fleer!«

»Afsted! Afsted!« raabte Vilhelm, »han drukner, komme vi ham ikke til Hjelp. Han synker, see dog!«

Al Kraft havde forladt Otto, hans Hoved bøiede sig under Søen og forsvandt. Vennerne vare tæt ved; Vilhelm og et Par af de bedste Svømmere kastede Støvler og Frakke, sprang i Søen og dukkede under Vandet. Der gik et kort, taust Øieblik. Een af Svømmerne hævede sig; »han er død!« vare de første Ord man hørte. Nu viste Vilhelm sig og de tre Andre; de holdt fast ved Otto, nær var Baaden kantret ved at faae ham op i den. Han laae dødbleg, en smuktformet Marmorstatue, et Billede af en ung Gladiator, faldet paa Arena.

Vennerne tumlede med ham, gned hans Bryst og Hænder, medens to Andre roede mod Land.

»Han aander!« sagde Vilhelm.

Otto aabnede Øinene, hans Læber bevægede sig; hans Blik blev fastere; en stærk Rødme gik over hans Bryst og Ansigt; han hævede sig i Veiret; Vilhelm understøttede ham. Med eet drog han et dybt Suk, stødte Vilhelm bort og greb, som en Vanvittig, efter et af Klædningsstykkerne, som han kastede over sig; med krampagtig Skjælven om Læberne sagde han til Vilhelm, som holdt hans Haand: »Jeg hader Dem!«