VI

Ingen halv Time efter denne Begivenhed, rullede en Vogn afsted til Byen; en stor tresædet Vogn, men foruden Kudsken sad kun een deri. Det var Otto; hans Læber vare blege, Døden havde jo berørt dem! ene jog han afsted, hans sidste Ord til Vilhelm havde ogsaa været hans eneste.

»Han er blevet gal!« sagde een af Vennerne.

»Det er en Raptus,« svarede en anden, »som den han fik ved Examen, da han under Mathematiken kun gav et Stykke hvidt Papir op, fordi han følte sig fornærmet af Opsynsmanden.«

»Jeg kan ærgre mig over min tossede Spøg!« sagde Vilhelm. »Jeg maatte kjende ham bedre! han er en forunderlig, ulykkelig Characteer! giv mig Eders Haand! vi tale ikke til nogen om hvad der er skeet! det vil give Anledning til Folkesnak, saare ham dybt, og han er et fortræffeligt, herligt Menneske!«

De gave hinanden Haand derpaa og kjørte til Byen.

Samme Dag, henimod Aften, søge vi Otto. Vi finde ham paa sit Værelse. Taus, med korslagte Arme stod han foran et Kobberstykke, som forestillede Horace Vemets Fremstilling af Mazeppa, der nøgen, bundet til den vilde Hest jager gjennem Skoven. Ulvene stikke deres Hoveder frem og vise de skarpe Tænder.

»Mit eget Liv!« sukkede Otto, »ogsaa jeg er bundet til den vilde Hest, der jager afsted Og ikke en Ven, ikke en eneste! Vilhelm, jeg kunde dræbe Dig! dem Alle kunde jeg see i Blod! o almægtige Gud!« han knugede Hænderne for sit Ansigt, kastede sig i en Stol, men Øiet fæstede sig igjen paa Billedet, det viste et Moment, beslægtet med hans Sjælstilstand.

I det samme gik Døren op og Vilhelm stod foran ham.

»Hvorledes er det med Dem, Thostrup?« sagde han. »Vi ere jo Venner som før?« han vilde række ham Haanden. Otto trak sin tilbage. »Jeg har intet gjort, der saaledes kunde fornærme Dem!« sagde Vilhelm, »det Hele var en Spøg! giv mig Deres Haand og vi tale ikke mere derom!«

»Den jeg hader, rækker jeg aldrig min Haand,« svarede Otto og hans Læber vare hvide som hans Kinder.

»Det er anden Gang i Dag, De siger disse Ord!« udbrød Vilhelm og Blodet steg ham op i Ansigtet. »Vi vare Venner, hvorfor kunne vi ikke være det længer? Har man bagtalt mig for Dem? Hvad har man paaløiet mig? Siig mig det ærligt, og jeg skal kunne forsvare mig!«

»De maa skydes med mig!« sagde Otto, og hans Blik blev mørkere. Vilhelm taug, der var et Øieblik stille. Otto undertrykkede et dybt Suk Endelig brød Vilhelm Tausheden og sagde med alvorlig, bevæget Stemme: »Jeg har megen Letsindighed, spøger saa ofte og griber Alt fra den morsomme Side; men derfor har jeg dog Hjerte og Følelse. De maa have erkjendt, hvor kjær De var mig frem for de fleste Andre. De er det endnu, skjøndt De fornærmer mig. I dette Øieblik er Deres Blod i Bevægelse, De vil ikke nu, men om nogle Dage, selv bedst erkjende, hvo af os der er den Fornærmende. De forlanger, jeg skal skydes med Dem; jeg vil det, dersom Deres Ære behøver denne Opreisning; men De maa give mig en antagelig Grund, jeg vil vide, hvorfor vi sætte Livet paa Spil. Lad nogle Dage gaae hen, overvei Alt med Deres Forstand og Hjerte! endnu vil det beroe paa Dem selv, om vi skulle blive Venner som før. Farvel!« Vilhelm gik.

Ethvert af hans Ord var trængt til Ottos Hjerte. Et Øieblik stod han taus og indesluttet, da skjælvede uvilkaarligt hans Lemmer, Taarerne strømmede ud af hans Øine, det var Krampegraad, han knugede Hovedet tilbage. »Gud! hvor er jeg ulykkelig!« vare hans eneste Ord.

Nogle Øieblikke gik; han havde udgrædt og var roligere; pludselig sprang han da op, skjød Skudden for Døren, trak Rullegardinerne ned, tændte sit Lys og saae endnu engang speidende omkring sig; ogsaa Klappen for Nøglehullet blev dreiet til. Han kastede Kjolen, og blottede sin Overkrop - - -.