VII

Tidligt næste Morgen, medens Vilhelm endnu sov og drømte om de kjære Sødskende, lød bekjendte Fodtrin paa Trappen, Døren aabnedes og Otto traadte ind i Sovekammeret. Vilhelm slog Øinene op. Otto var bleg, en søvnløs Nat med Hjertets Sorg havde beaandet hans Øine og Pande.

»Thostrupl« raabte Vilhelm med glad Overraskelse og strakte Haanden ud imod ham, men den sank igjen; Otto greb og trykkede den fast i sin, i det han med dyb Alvor tilføiede: »De har ydmyget mig! er det Dem Fyldestgjørelse nok?«

»Vi ere altsaa Venner!« sagde Vilhelm. »Venner maae smukt bære over med hinanden. De var lidt sær igaar, jeg kan blive det imorgen; saa viser man Gjengjeldelse!«

Otto trykkede hans Haand. »Vi tale aldrig med hinanden om hvad der er skeet igaar!«

»Aldrig!« gjentog Vilhelm, grebet af Vennens forunderlige Alvor.

»De er et ædelt og godt Menneske!« sagde Otto og bøiede sig over ham, hans Læber berørte Vilhelms Pande.

Vilhelm greb hans Haand og saae ham trofast ind i Øiet »De er ikke lykkelig!« udbrød han, »om jeg ikke kan hjælpe, jeg kan ærligt dele Sorgen med en Ven! kjære Otto!«

»Det er just, hvad vi aldrig maae, aldrig tør tale om!« svarede Otto. »Lev vel! jeg har bestemt at reise hjem; kun paa nogle Uger, det er jo Ferie! jeg har ikke været i Jylland, siden jeg blev Student Selv en Maaneds Ophold der kan ikke sinke mig, jeg er vel forberedt paa philosophicum!

»Og naar vil De reise ?«spurgte Vilhelm.

»Imorgen med Dampskibet! her er hedt og tungt inde i Byen! mit Blod bliver tykt. Det er jo ogsaa snart et Aar siden jeg saae dem der hjemme.«

»Thostrup!« udbrød Vilhelm, i det en Idee pludseligt opstod hos ham. »Jeg kunde ogsaa have Lyst at see mine hjemme! de have skrevet til mig, at jeg dog skulde komme! hør! læg Reisen over Fyen. Bliv blot tre, fire Dage hos os. Min Moders Vogn skal kjøre Dem til Middelfart. Siig ja, og saa reise vi endnu iaften!«

»Det lader sig ikke gjøre!« svarede Otto; men en halv Time efter, da de begge sad ved Theebordet og Vilhelm gjentog sit Ønske, gav Otto efter, vist nok mere af en Slags Forbindtligheds-Følelse, end egentlig af Lyst Mod Aften vilde de altsaa afsted, i den smukke Sommernat gjennemreise Sjælland.

Pyntede Familier spadserede ud af Porten til Sommertheatret og Frederiksberg; Aftensolen skinnede paa Friheds Støtten, den smukke Obelisk, om hvilken Wiedewelts Statuer staae; hvor endnu den ene græder
i de hvide Marmorklæder.
- Haand paa Brystet,
Aldrig aldrig trøstet
Stirrer hun hen paa den sorte Søe.F4
hvor Kunstnerens Øie lukkedes. Mon det var Erindringen her, der lagde det Mørke i Ottos Blik, i det hans Øie hvilte paa Statuerne, da de kjørte forbi, eller var det maaskee Afspeilingen af hans egen Sjæl, der laae i Øiet?

»Her er levende og lystigt!« sagde Vilhelm, for at begynde en Samtale. »Vesterbro er da ogsaa vor brillanteste Forstad. Den er en heel By, en lille Stat! oppe paa Bakken ligger Kongens Slot, og der til Venstre mellem Pilene, Digterboligen, hvor gamle Rahbek boede med sin Kamma!«

»Slot og Digterbolig,« gjentog Otto, »engang vil de rangere lige høit for Interessen!«

»Snart vil den gamle Rønne blive revet ned!« sagde Vilhelm; »paa saa smuk en Plads, saa nær ved Byen, reiser sig en prægtig Villa og intet minder meer om Philemon og Bauds!«

»De gamle Træer om Parken ville skaanes!« sagde Otto, »Blomsterne ville dufte i Haven og erindre om Kammas Blomster. Rahbek var ingen stor Digter, men han havde en sand Digtersjæl, arbeidede trofast i den store Viingaard, elskede Blomsterne, som Kamma elskede dem!«

Vennerne vare Frederiksberg forbi. Slottets hvide Mure skinnede mellem de grønne Grene; bag Søndermarken udbredte sig den store, velhavende Landsby. Solen var nede, før de naaede Damhuset, hvor de vilde Svaner komme fra Havet og bygge i den ferske Indsøe. Her er det sidste Smukke; kun flade Marker og hist og her en Gravhøi begrændser Horizonten.

Den klare Sommernat drog Blikket opad Postillonen blæste for dem i sit Horn og Vognen rullede mod Roeskilde By, Danmarks St. Denis, hvor Kongerne blive Støv, hvor Hroars Kilde endnu sprudler og blander sine Vande med Issefjordens.

De kjørte til Vertshuset for at skifte Heste. En ung Pige førte de unge Herrer ind i et Gjæsteværelse; hun gik foran med Lyset, hendes slanke Figur og svævende Gang faldt strax Vilhelm i Øinene, hans Haand berørte let hendes Skulder, hun sprang et Skridt til Side, og fæstede sit smukke alvorlige Øie paa ham, men Udtrykket formildedes, hun smilte og rødmede paa eengang.

»De er Søster til den lille Jonas!« udbrød Vilhelm, i det han gjenkj endte den unge Pige, han ved Juletid havde seet i Grønningen.

»Ogsaa jeg,« sagde hun, »maa takke Dem for Deres Godhed mod den stakkels Dreng!« ihast satte hun Lysene og forlod, med et mildt Blik, Værelset.

»Hun er smuk, meget smuk!« udbrød Vilhelm. »Det var et ganske behageligt Møde!«

»Er det Dem, Hr. Baron, der gjør mig den Ære!« udbrød den indtrædende Vert, en gammelagtig Mand med et jovialt Ansigt. »Ja, Baronen vil nok see lidt til dem ovre i Fyen? Nu er det en Stund siden De var paa den Kant!«

»Det er vor Vert!« sagde Vilhelm til Otto. »Han og hans Kone ere fødte paa mine Forældres Gods!«

»Ja,« sagde Verten, »jeg har i min Ungdom skudt mangen Sneppe og Vildand med Hr. Baronens Fader! men Eva skal dække Bordet, Herrerne spise vist Aftensmad, og et godt Glas Punsch holder Hr. Baronen af, ligner De Deres salig Fader.«

Den unge Pige dækkede Bordet i Sideværelset.

»Hun er nydelig!« hvidskede Vilhelm til den Gamle.

»Og ligesaa from og uskyldig, som hun er smuk!« svarede han. »Det er meget sagt, da hun er et fattigt Barn og fra Kjøbenhavn. Vi have Gavn af hende og min Kone siger ogsaa: at Eva skal ikke komme fra os, før hun engang bliver godt gift!«

Vilhelm inviterede Verten til at tage et Glas med, og den Gamle blev livligere og betroede nu, halvt hemmelighedsfuld, hvad der gjorde Eva saa agtværdig i hans Kones Øine og som jo ogsaa i sig selv var meget smukt. »Min Mutter,« sagde han, »var derinde i Kjøbenhavn for at faae en Opvartningspige. Ja der var nok at faae, og det skjønne Fruentimmer; men Mutter har nu sine egne Tanker og Meninger; hun har gode Øine, har hun! der kom nu en Deel og der kom ogsaa Eva! men Herre Gud! hun var meget fattigt klædt paa! spinkel og svag saae hun ud, hvad Gavn kunde hun vel gjøre? Men et rart Ansigt havde hun, og saa græd den stakkels Pige og bad Mutter dog at tage sig af hende, for hun havde det ikke godt hjemme og fra Kjøbenhavn vilde hun. Nu veed Mutter saadan at dreie sin Tale, - det er slemt, hun ikke er her hjemme iaften, det vilde have glædet hende saadan at see Hr. Baronen! - ja, hvad jeg nu fortalte, hun førte nu saaledes sin egen Snak, og saa tilstod Eva, hvorfor hun vilde bort. Seer De, Pigen er kjøn, og de unge galante Herrer i Kjøbenhavn havde nok lagt Mærke til hendes glatte Ansigt! ja det havde da de Gamle ogsaa! saadanne en, jeg kunde gjerne nævne ham, men det kan nu være det samme! en meget fornem Mand derinde, der ellers har baade Kone og Børn, havde snakket for Forældrene, og for saadanne fattige Folk ere 300 Rdlr. mange Penge, man kan nok undskylde dem; men Eva græd og sagde, hun før vilde gaae i Castelsgraven. Saa havde de nu saa mange Kunster for med det stakkels Barn; da hørte hun om Conditionen herude hos os. Hun græd, kyssede Mutter paa Haanden, og saa kom hun med, og siden have vi havt Gavn og Glæde af Eva!«

Nogle Øieblikke efter traadte Eva ind. Ottos Øie hvilte veemodigt paa den skjønne Skikkelse; aldrig havde han endnu saaledes beskuet en Qvinde. Hendes Ansigt var overordentlig flint, Næse og Pande ædelt formede, Øienbrynene mørke, og i de sortblaa Øine laae noget veemodigt og dog lykkeligt; man kunde bruge om dette Blik det homeriske Udtryk: »at smile gjennem Taarer.« Hun meldte, at Vognen var spændt for.

En fiin Iagttager vilde snart have bemærket, hvilken Forandring der ved Vertens Fortælling var foregaaet hos de to Venner. Vilhelm var ikke længere saa fri mod den stakkels Eva, Otto derimod nærmede sig hende mere, og ved Afskeden rakte de hende hver en større Gave, end de ellers vilde have givet.

Hun stod ene med Otto ved den aabne Dør og hjalp ham hans Reisekappe paa.

»Bevar Deres Hjerte reent!« sagde han alvorligt. »Det er langt mere end Skjønhed!«

Den unge Pige rødmede og saae forundret efter ham, saaledes talte ingen af hans Alder til hende. Vennerne rullede afsted.

»Stakkels Pige!« sagde Otto, »men jeg troer det er skikkelige Folk hun er kommet til! -«

»Hun har et forunderligt Blik!« sagde Vilhelm, »veed De hvad? Der er virkelig noget beslægtet deri mellem Dem og hende. Det var mig saapaafaldende!« -

»Det er en Compliment, jeg ikke kan tage imod!« svarede Otto og smilte. »Hende vilde jeg nok ligne.«

Klokken var ikke tre endnu, da Vennerne naaede Ringsted.

»Saalangt inde i Sjælland har jeg endnu aldrig været!« sagde Otto.

»Saa skal jeg være Deres Guide. Ringsted har een Gade .og en Stump, og man bliver slet opvartet, som De snart skal see og prøve. Imidlertid kan man tænke paa Hagbarth og Signe; ikke langt herfra, ved Sigersted, hængte hans Kaabe i Egen og Signelils Buur stod i Lue. Nu er der kun Mark og Eng, en Kjæmpehøi og den gamle Folkevise. Saa jage vi forbi det venlige Sorøe, der med Skoven speiler sig i den bugtede Sø; men vi faae ikke meget af det at see. Dog er her et andet romantisk Partie, en gammel Ridderborg forvandlet til Kirke, høit paa Bakken ved Søen, og, tæt ved, det skumle Rettersted Derpaa kommer man til Slagelse, en livligere By, med Antvorskov Kloster, Frankenaus Grav, og en Latinskole, berømt ved sine Digtere. Der har Baggesen og Ingemann svedet Latin. Ellers, da jeg der engang spurgte Vertinden om Byens Mærkværdigheder, erkjendte hun kun to: Bastholms Bibliothek og den engelske Sprøite. Theatret har til Fortæppe en Allee med et Vandspring, hvor Straalen er malet saaledes, at den synes at staae op fra Souffleurhullet, eller maaskee er det Hele den engelske Sprøite? jeg veed ikke! dets Gadedecoration præsenterer Byens Torv, hvorved alle Stykker faae noget hjemligt. See det er nu Byens nyere Historie! af den ældre og romantiske, da veed De, at det var her, hellig Anders var Sognepræst. Ja, det var en Mand! han er ogsaa besjunget af vore første Poeter! Vi ende derpaa med Korsøer, hvor Baggesen er født og Birckner begravet. I dens nyere Historie spiller Kong Salomon og Jørgen Hattemager en stor Rolle. Desuden veed jeg, at Byen skal have eiet et privat Theater, men det gik til Grunde, Decorationerne solgtes, en Møller kjøbte dem og bødede dermed paa sine Veirmøllevinger. Paa een Vinge var et Stykke af en Skov, paa en anden noget af en Stue eller Gade, og det ene jog saaledes efter det andet! mueligt er det kun Bagtalelsejeg har det fra Slagelse, og Nabobyer tale ikke godt om hinanden!« saaledes sladdrede Vilhelm fort, og Vennerne passerede den beskrevne Vei. De vare alt igjennem Slagelse og Bondebyen Landsgrav, da Vilhelm befalede Kudsken at dreie af til Høire fra den lige Landevei!

»Hvor vil De have os hen?« spurgte Otto.

»Gjøre Dem en Glæde! vi komme tidsnok til det kjedsommelige Korsøer! Dampskibet gaaer først over Klokken 10 og den er ikke 7 endnu! De skal overraskes, jeg veed jo De er en halv Catholik! jeg fører Dem et Sted hen, hvor De skal troe Dem et Par hundrede Aar tilbage, og kunne hendrømme Dem i et catholsk Land! det er jo behageligt! ikke sandt?«

Otto smilede. Vennerne steg af Vognen og gik over en Hvedemark. De vare paa en Høide, det hele Landskab udbredte sig for dem, de saae Beltet med Sprogøe og Pyen. Egnen rundtom var rigtignok flad, men Variationen af det Grønne, Aaen tæt ved, den mørke Stribe af Skov nær ved Korsøer, Bugten selv, og Alt i en varm Morgenbelysning, havde Effect. Vennerne dreiede om til høire og foran dem, paa en Høi, stod et stort Trækors med den Korsfæstedes Billede. Et lille Tag var bygget over Korset for Regnskyl, som man seer det endnu i Bayern. Frelserens Billede var af Træ, malet med stærke grelle Farver, en visnet Krands af Kornblomster hang over hans bøiede Hoved.

»Det er mærkværdigt!« sagde Otto, »i vor Tid, 1830, et saa catholsk Symbol i det lutherske Danmark! og dog -ja De vil lee af mig! jeg finder det smukt, det rører mig, stemmer til Andagt.«

»Det grelle, smagløse Billede?« udbrød Vilhelm. »See, hvor plumpt! Haaret er tjæret, for at det kan holde Regnen ude. Bønderne her have deres egen Overtro. Lade de dette Kors forfalde, da have de ingen Lykke med deres Jorder. Det var paa denne Høi, hellig Anders, Slagelses berømte Sognepræst, vaagnede. Han var ved Christi Grav, men da han bad forlænge, seilede Skibet bort og han maatte blive. Da kom der en Mand og tog ham med paa sin Hest, de vilde ride til JoppeF5, hellig Anders faldt i Søvn, men da han vaagnede, laae han her og hørte Slagelse Klokker klinge. Han red Byen de store Jorder ind paa et nattegammelt Føl, mens Kong Valdemar var i Badet; han kunde hænge sin Handske paa Solens Straaler. Høien her, hvor han vaagnede, blev kaldt Hvilehøi, Korset med Frelserens Billede sat herop, og det staaer endnu og erindrer om Sagnet og hellig Anders.« -

En lille Bondepige klavrede i det samme op af Høien, men standsede, da hun saae de Fremmede.

»Bliv ikke bange, min Unge!« sagde Vilhelm. »Hvad har Du der? en Krands! skal den hænge her paa Korset? Kom kun, saa vil vi hjælpe Dig!«

»Den skulde hænge over vor Herre!« sagde den Lille, men holdt forlegent Krandsen af de smukke blaa Kornblomster ned mod Jorden. Otto tog Krandsen og hang den op istedet for den visne.

»Det var vort Morgen-Eventyr!« sagde Vilhelm, og snart rullede de i det tunge Sand ned mod Korsøer, ned mod de Bakker, hvor Digteren, som Lille, saae Sol og Maane glide ned i Søen, og ønskte Vinger for at fange dem.

Sørgelig stille ligger Byen paa den flade Kyst, det gamle Slot er forvandlet til Pakhuus, høit Græs voxer over Volden. I Storm, naar Vinden bærer paa, slaaer Brændingen op mod de yderste Huse. Høit paa Kirken staaer en Telegraph, de sorte Træplader synes Sørgeflag, ophængte over den synkende By. - Her er intet for den Fremmede at see, intet uden en Grav: Tænkeren Birckners. - Vennerne kjørte ned mod Vertshuset ved Stranden. Ikke et Menneske mødte de paa Gaden, uden en Dreng, der gik med en Bordklokke og ringede.

»Det betyder til Kirke,« sagde Vilhelm. »Da der ingen Klokker ere i Taarnet, saa har de her en saadan vandrende Ringer. Holla, der ligger Vertshuset!« -

»Baron Vilhelm!« raabte en stærk Stemme, og en Mand, i grønjakke med store Brystlommer, mægtige Ridestøvler, der vare stænkede til høit op paa Kraverne, og med en Pidsk i Haanden, traadte dem i Møde, løftede lidt paa sin sorte Hestehaars Kasket og rakte Vilhelm Haanden.

»Kammerjunkeren fra Fyen!« sagde Vilhelm, »min Moders Nabo, en af de dristigste og rigeste Herremænd i hele Fyen.«

»De kommer da til mig en af de første Dage!« sagde Kammerjunkeren, »De skal prøve mit russiske Dampbad, jeg har faaet eet indrettet paa Gaarden. Alle de, som besøge mig, Damer og Herrer, uden Undtagelse, maae prøve det! de svede, saa det er en Lyst!«

»Og Kirsebærtræerne, give de noget i Aar?« spurgte Vilhelm.

»Nei, nei,« svarede Kammerjunkeren, »det duer ikke! men Æblerne tegne godt! alle de gamle Træer i Høihave staae i fuld Pragt. Det har jeg sat i Stand For to Aar siden var der ikke en Skjeppe paa dem allesammen. Men jeg lod de Heste, der ble ve aareladte, føre hen under Træerne, lod det varme Blod sprøite over Rødderne, det skete nogle Gange og det har været en reen Livs-Indpodning!«

»Og hvorledes staaer det sig paa -?« Vilhelm nævnede en fynsk Herregaard, hvis adelige Herskab er bekjendt.

»O,« svarede han, »begge Frøkenerne, veed De vel, ere blevne forlovede med to Fættere, de gifte sig jo der altid ind i Familien, og det duer hverken for Folk eller Bæster. Derfor er der altid et heelt Apothek der ovre; saa have de ondt der og saa der. I China bruge de vel det Experiment med Qvæget, altid at parre Beslægtede; det giver fedt og mørt Kjød, Knokler og Sener svinde bort, og der kommer dobbelt saa megen Talg, som paa almindeligt Qvæg. Men Herre Gud, det er jo ikke Menneskets Bestemmelse.«

»Vinden er nok god!« sagde Otto, som denne Samtale begyndte at kjede.

»Nei stik imod!« sagde Kammerjunkeren. »Fløien derovre paa det lille Huus lyver. Den vender altid mod Nyborg, viser altid god Vind for os, som vil afsted; i Nyborg er ogsaa en Fløi, der staaer lige saa fast som denne, og snakker for dem der ogsaa om god Vind. Jeg regner de to staaende Fløie for et Slags Veivisere, som kun ville sige: der gaaer Veien. Nei, havde vi havt Vind, var jeg gaaet med Børten, ikke med Pjaskemalene, som Søfolkene kalde Dampskibet. - Vognen venter vel de unge Herrer i Nyborg?« vedblev han. »Jeg gjør da Følgeskab, min Brune staaer og venter mig hos Schalburgs. Den skal De see! den har Sener som Staalfjedre og Been, som en Dandsemester. Det er min egen Brune.«

»Ingen veed vi komme!« svarede Vilhelm. »Vi tage derfor Vogn i Nyborg.«

»Vi følges ad!« sagde Kammerjunkeren, »og saa besøger De og den unge Herre mig. De skal sove i det sorte Kammer! ja De gjør mig vel den Fornøielse?« sagde han til Otto. »Er De en Elsker af det Antike, saa vil min Gaard fornøie Dem, der er Grave, Taarne og Vagtstuer, Spøgelser og Gjengangere, som sig hør og bør paa en gammel Gaard. - Det sorte Kammer! ikke sandt Hr. Baron? Der er det ikke saa rigtigt!«

»Nei Fanden være Natten over hos Dem!« sagde Vilhelm, »sildigt kommer man i Seng, og saa faaer man ikke Lov at lukke Øinene. De, Deres Søster og Jomfruen, jo det er et smukt Kløverblad. Ja Thostrup! De kjender ikke, hvilke Spillopper de have for paa Kammerjunkerens Gaard. Man maa være forberedt! det skal nu spøge der ovre, men ville ikke de Døde, saa ville de Levende. Kammerjunkeren staaer i Complot med sine Fruentimmer. Der havde de sidst syet levende Oldenborrer ind i min Hovedpude, det kriblede og krablede, jeg vidste Fanden hvad det var. En levende Hane var sat under Sengen, og da jeg i Dagningen skulde til at sove, saa begynder Bæstet at gale!«

»Det havde Fruentimmerne gjort,« sagde Kammerjunkeren. »Lod de ikke samme Nat en Dør-Klokke slaae op under mit Hovedgjerde. Jeg havde ikke Tanke derom. Den tykke Lænder laae i samme Kammer, og havde saadan langs med Væggen en Seilgarns Snor hen til Klokken. Jeg vaagnede ved et Klingeling. Hvad Satan er det for en Klokke? sagde jeg, og saae rundt om i Kammeret, for jeg kunde ikke begribe det. Klokke? spurgte Lænder, her er jo ingen Klokke! den holdt ogsaa op at ringe. Saa troede jeg, at jeg havde drømt, eller havde endnu en lille Pidsk fra om Aftenen. Men saa begynder hun at kime igjen. Lænder kunde nu see saa uskyldig ud, og jeg begriber mig ikke selv, jeg troede det var saadant Noget jeg bildte mig ind, og saa blev jeg flau og fornægtede min egen Hørelse og sagde, nei, det var noget jeg drømte og gav mig da til at regne og tælle, for at bruge min Forstand; men kimede ikke det lille Spektakel, saa jeg maatte blive gal. Jeg sprang ud af Sengen, og saa fandt jeg Spilleværket; men hvor Lænder grinede, han var tyk og rød i Hovedet.«

»Har De ogsaa saadanne Løier paa Deres Gaard?« spurgte Otto, og vendte sig mod Vilhelm.

»Nei ikke saa stærkt!« svarede Kammerjunkeren, »et Stykke Brænde dier et Skabilkenhoved i Sengen. Frøken Sophie giver os ellers andre Netheder, Tableaus og Schattenspiel. Jeg var jo med engang. Ja, hvad var det jeg var? - Ih! jeg var, Gud hjælpe mig, Kong Cyrus, havde Papirskrone paa og Frøken Sophies Kaabe om mig, med Vrangen ud, for der er Zobelskind Jeg saae ud som Satan!«

Dampskibets Passagerer ble ve kaldte ombord, Selskabet vandrede ned til Skibet og snart skjød det Fart over Beltet.