VIII

Den Nøgenhed, det sidste Skue af Sjælland frembyder, gjør, at man dobbelt gribes ved den Fylde og Frodighed, hvormed Fyen fremtræder. Grønne Skove, rige Kornmarker og rundt om Herregaarde og Kirker. Nyborg selv synes en levende Hovedstad imod det stille sørgelige Korsøer, Nu seer man Folk paa den store Skibsbro, Spadserende paa Volden og brede Gader med høie Huse, her er Soldater, man hører Musik, og, hvad der paa en Reise er høist oplivende, man kommer i et ypperligt Vertshuus. Udkjørselen gjennem den hvælvede Port er overraskende, den er længere og større end nogen af Kjøbenhavns. Landsbyer og Bønderhuse faae et mere velhavende Udseende, end i Sjælland, hvor man tidt ved Veien troer det er en Dynge Gjødning løftet op paa fire Pæle, og da er det en Familiebolig. Fra Landeveien i Fyen seer man kun reenlige Huse; Vindueskarmene malede, foran Døren et Blomsterparti, og hvor Blomster opelskes, er altid, som Bulwer træffende bemærker, en større Cultur hos Bonden, han tænker ogsaa paa det Skjønne. Paa Grøfterne langs Veien see vi Syrener, hvide og lilla; Naturen selv har her pyntet med en Mængde vilde Papaver, som i Farvepragt kunne maale sig med de skjønneste, der opelskes i nogen botanisk Have. Nær ved Nyborg især voxe de i overvættes Mængde.

»Hvilken blændende Farve!« udbrød Otto, i det Vennerne rullede forbi de smukke, røde Blomster.

»Det er en stolt Couleur!« sagde Kammerjunkeren, som reed paa sin Brune tæt ved »En stolt Couleur! men de ere ogsaa gjødede med andalusisk Hingsteblod Just heromkring var det Bataillen stod mellem Bæsterne! De veed, det var 1808 Spanierne laae her i Fyen; de engelske Skibe krydsede i Beltet og Romana med hele Hæren flygtede ombord, men deres Heste kunde de ikke faae med. Det var de prægtigste andalusiske Dyr, et Øie vilde see! de toge Tømmerne af dem og lode dem drive om her paa Marken som vilde Heste. Her græssede nu ogsaa de fra Nyborg, og da Andaluserne saae Vore, stillede de sig op i en Linie og overfaldt de danske Heste, det var en Kamp! Tilsidst sloge de hinanden selv indbyrdes, saa de styrtede i deres Blod! endnu som Dreng har jeg seet Pandeskallen af et af disse Bæster. Det er det sidste Eventyr, vi have fra Spaniernes Besøg i Danmark. Nede i Byen, vi nu komme igjennem, ere endnu nogle Erindringer; see kun paa de unge Knøse og Piger. De ere lidt sortere i Huden, end Folk i de andre fynske Byer, det er spansk Blod, som man siger. Her var det, man har Historien om Præstens Pige, der græd og var saa utrøstelig da de Spanske vare borte. Men det var saamæn ikke for Kjærestens Skyld, hun jamrede, ikke for Omstændighederne, for det anseer den fynske Almue ikke for noget! en Pige kan da forlange mere Løn, hun siger os nok saa kjæk: nei, jeg maa have flere Rigsdalere, »for jeg har Barn!« men, hvad jeg nu vilde fortælle, hun græd som et elendigt Menneske, Præsten trøstede hende, og hun sagde da, at hun græd alene over, at, skulde det uskyldige Barn ligne sin Fader, saa vilde det tale Spansk, og det kunde jo ikke en Sjæl forstaae.Ja saadanne Historier have vi her i Fyen!« sagde han leende til Otto.

Med lignende Fortællinger og nogle landoeconomiske Bemærkninger, eftersom Situationerne rundtom indbød dertil, underholdt vor fortræffelige Godseier de unge Herrer. De vare alt et Par Miil fra Nyborg, da han midt i en meget interessant Samtale om det Characteristiske hos en ægte Fynboe, at denne altid mimrer med Munden, naar han kommer forbi en Boghvede-Ager, pludseligt afbrød, og gjorde Vilhelm opmærksom paa en Vienervogn, der kom hen ad en af Biveiene. Efter Kudsk og Heste at dømme, maatte det være Familien fra Gaarden.

Det var ogsaa Tilfældet; de kom fra et Besøg. Hvor Veiene krydsede, mødte de hinanden. Otto kjendte strax Frøken Sophie, ved Siden af hende sad en gammelagtig Dame med et mildt, godmodigt Ansigt; det var Moderen. Her blev Overraskelse og Glæde. Sophie rødmede; Broderen kunde det ikke være for, Kammerjunkeren da? Nei, det syntes umueligt! saa maatte det vel være for Otto. Moderen gav ham Haanden, ønskede Velkommen, i det hun tillige indbød Kammerjunkeren at tilbringe Middagen hos dem. Der laae saa megen Opmærksomhed og Forbindtlighed i Maaden, hun sagde det paa, at Otto følte, her stod Manden, i større Anseelse, var anderledes vurderet, end han, under deres korte Bekjendtskab, havde kunnet tænke sig.

Sophie tilføiede smilende: »De skal blive!« som Kammerjunkeren besvarede med Undskyldning for sin Ridehabit.

»Vi ere jo ikke fremmede for hinanden!« sagde Fruen. »Det er ogsaa kun et Familiemaaltid! De seer den sædvanlige Kreds. Dem, Hr. Thostrup,« tilføiede hun forbindtligt, »troer jeg at kjende saa godt af Vilhelms Breve, at De slet ikke er os fremmed. Herrerne kjende hinanden!«

»Jeg tager mod Indbydelsen!« sagde Kammerjunkeren, »og nu vil jeg vise Dem, i hvilken Gallop jeg kan sætte min Brune. Det er Carl Rise, som De seer, min Frøken! De har selv givet den Navn!«

»Ja, rid forud!« sagde Sophie smilende. »Derved vil De ret forbinde Dem min Søster. Hun kunde blive forskrækket ved at see saa stor en Karavane komme til Gaarden, og ikke have Middagsbordet arrangeret, som det skulde!«

»Som min naadige Frøken befaler!« sagde Rytteren og sprængte afsted.

Egnen blev meer og meer skovrig; Veien gik forbi flere smaa Indsøer, næsten tilgroede med Aakandeblade og beskyggede af de gamle Træer; nu tittede Herregaardens gammeldags takkede Gavle frem. Man passerede en Allee med vilde Kastanier, Brolægningen truede her med at knække Axlerne. Til Høire laae Smedien, hvor Gnisterne fløi ud gjennem den aabne Dør; en lille barbenet Pige aabnede Ledet, og nu var man paa en stor Plads foran de rødmalede Udbygninger. Jorden var belagt med Halm, og alt Gaardens Qvæg her drevet sammen til Malkning; man maatte kjøre Skridt for Skridt, til man kom gjennem Porten ind i den større Gaard, der indesluttedes af Længerne og den egentlige Hovedbygning; om denne strakte sig brede Grave, næsten tilgroede med Rør; over en solid Bro med murede Piller kom man nu gjennem Hovedfløien, hvor den gamle Eiers Vaaben og Navnetræk stod over Porten, ind i den inderste Gaard, der indesluttedes af tre Fløie, den omtalte antike og to nyere; den fjerde Side var et lavt Gitter ud til Haven, hvor Kanalerne tabte sig i en Indsø.

»Det er en interessant, gammel Gaard!« udbrød Otto.

»O, den er intet mod Kammerjunkerens!« svarede Wilhelm. »Der skal De faae en at see!«

»Ja, De maa komme i disse Dage!« sagde Kammerjunkeren! »stille, Fingal! stille, Valdinek raabte han til de gjøende Hunde. Et Par kalkunske Haner reiste Fjer og klukkede af alle Kræfter. Tjener og Pige stode ved Døren, det var Modtagelsen.

»Thostrup skal vel have den røde Stue?« spurgte Vilhelm, og Vennerne vandrede op ad Trappen.

En ung, bleg Pige, noget fregnet vel, men med megen Sjæl i Øiet, løb dem imøde, det var Vilhelms yngste Søster, hun trykkede Broderen til sit Hjerte og tog Otto fortroligt i Haanden. Hun er ikke smuk! var det første Indtryk, hun gjorde paa ham. Værelset, han fik, var hvælvet, Væggene saaledes malede, som vare Betrækkene gobelinske Tapeter; de fremstillede hele Olympen. Til Venstre var en gammel Kamin med Udziringer og forgyldt Indskrift; til Høire stod en gammeldags Topseng med røde Damaskes Gardiner. Udsigten fra Vinduet indskrænkede sig til Voldgraven og den mellemste Gaard. Kun nogle Øieblikke og Otto og Vilhelm kaldtes til Middagsbordet. En lang Gang gjennem Gaardens to Fløie, med Vinduerne paa den ene og Indgange til Værelserne paa den anden Side, førte op til Spisestuen. Den hele Gang var et stort Billedgallerie, Portraiter i Legemsstørrelse af høiadelige Riddere og Damer, der kneisede med rødpudrede Parykker, Børn klædte ud som de Gamle, med Tulipaner i Hænderne, og store Jagthunde ved Siden, desuden historiske Stykker, smykkede Væggene.

»Har vi ikke faaet en Krands paa Bordet!« udbrød Sophie, i det hun med de andre traadte ind i Spisestuen.

»Et svagt Forsøg i at efterligne min Søster!« sagde Louise og smilede.

»Men der er ikke en eneste Blomst! hvilken Oeconomie! og dog er det nydeligt!«

»Hvor smagfuldt!« udbrød Otto, i det han betragtede Krandsen, som Louise havde lagt.

Alle Arter af Grønt, i de utallige Overgange, et Par gule Lindeblade og lidt af en Blodbøg, frembragte, ved de forskjellige Farver og Former, en smagfuld Krands paa den hvide Dug.

»De faaer en Tidsel og et vissent Blad!« hviskede Vilhelm, da Otto satte sig.

»Men dog det Smukkeste!« svarede han. »Blodbøgen gjør en deilig Virkning mod den hvidgrønne Tidsel og det gule Blad!«

»Min Søster Sophie,« sagde Louise, »lægger os hver Dag en forskjellig Krands, det pynter saa smukt! er hun borte, faae vi ingen; det havde blevet Tilfældet i Dag, men da jeg hørte at Vilhelm kom, og at vi,« tilføiede hun med et venligt Blik, »fik to Gjæster, gjorde jeg i største Hast et Forsøg, og -«

»Og vilde vise mig, hvorledes man kunde gjøre det nydeligt, uden at rane dine Blomster!« udbrød Sophie leende. »I Grunden er ogsaa jeg grusom! jeg kapper Hovedet af alle hendes Yndlinger. Imorgen skal jeg, for at parodiere din i Dag, lægge en Krands af Grønkaal og Ærteskokke!«

»Madera eller Portviin?« spurgte Kammerjunkeren, og dreiede Samtalen fra Blomster til Drikke- og Spisevarer. »Man befinder sig vel her paa Gaarden! Frøken Louise sørger for Legemet og Frøken Sophie for Aanden!«

»Og Mama skjænker en god Kop Caffe!« sagde Moderen, »mig maa de ogsaa rose lidt!«

»Jeg giver Musik efter Bordet!« udbrød Vilhelm, »saa har da hele Familien viist sin Virksomhed.«

»Men ingen Phantasier!« sagde Kammerjunkeren, »ingen Phantasier, søde Ven! nei, en rask en, som man kan høre hvad er! ingen af de kunstige!« et ret antageligt Slag paa Skulderen skulde formilde hans Udtryk.