XI

»Dandser og tramper,
Saa Skoesaallerne falder af!« Dansk Almuesang.

Næste Dag skulde det omtalte Slaaegilde finde Sted. Det var Høhøsten, som bragte denne Lystighed.

I den indre Gaard, under aaben Himmel, tre Eftermiddage i Træk, skulde Ballet staae. Langs Væggen blev, paa nogle Brændeknuder, lagt raae Planker, som saaledes dannede Bænke. I de to Hjørner af Gaarden stode to Tønder med det nyligt bryggede 01, der havde faaet mere Malt, end sædvanligt, og desuden jo ved Sølvskillingen og Pigernes magiske Dands om Karret, var bragt til sjeldne Kræfter. En stor Trækande, som rummede flere Potter Brændeviin, var stillet op paa et Bord; Hyrden, der passede Blegen, blev som en Slags Skaffer anbragt ved Skjænken. En Brødkone fra Nyborg, med friskt Hvedebrød, rullede ind i Gaarden og opslog der sin Disk, hvor de kunde kjøbe; thi det var kun Drikkevarer de fik frit.

Parviis kom de nu ind i Gaarden. Karlene vare deels i Trøier, deels i lange Frakker, som naaede til Anklerne. Fra Vestelommen fremstak en lille Bouquet af Busknelliker og Ambra. Pigerne bare deres »Lugtekost«, som de kaldte den, i det siirligt sammenlagte Lommetørklæde. Toget blev anført af to Spillemænd, et ganske ungt Blod, kjoleklædt, med stivt Halsbind, og den bekjendte Peer Krøbling, »Musikanti«, som han kaldtes. De spillede samme Stykke, men hver paa sin Maade. Godt og gammelt var det.

Nu begyndte en Lodtrækning, om hvo der skulde dandse udenfor Herskabets Dør og hvo der skulde dandse udenfor Forvalterens, derpaa trak igjen hvert Partie Lod om Spillemændene. Pigerne satte sig i Rad paa Bænkene og bleve der valgte. Galanteriet svarede til Balsalen, den haarde Steenbro. Græsset var jo ikke engang luget af; men det vilde nok gaae, naar de havde dandset der den første Dag. »Naa, hvo'd'n sidder Du?«, sagt med en halvfortrædelig Venlighed, var Indbydelsen, og en saadan gjaldt for syv Dandse. »Du skal itte være kyv i Græverne!« lød det, og nu bevægede sig Størstedelen phlegmatisk rundt, som i Søvne eller til en tvungen Dands; Pigen med Øinene stivt hæftede paa sine egne Fødder, Karlen med Hovedet paa den ene Side og Øinene i lige Retning paa hendes Korsklæde. Et Par af de Raskeste viste vel et Slags Livlighed ved vældigt at trampe i Steenbroen, saa Støvet stod rundt om dem. Det var en Glæde! en Glæde, som i flere Uger havde beskjæftiget dem, men endnu havde Glæden ikke ret arbeidet sig ud; det kom nok! sagde Vilhelm, som med Søstrene og Otto havde taget Plads ved det aabne Vindue. -

De Gamle holdt sig imidlertid til Øltønderne og til Brændevinen. Denne sidste blev ogsaa presenteret Pigerne, og de maatte idetmindste nippe til den. Vilhelm opdagede snart de smukkeste af dem, som sad, og til disse kastede han Roser ned. Pigerne sprang strax til for at opsamle Blomsterne, men Cavalererne vilde ogsaa have dem og de vare stærkere; derfor stødte de med Kjækhed Damerne til Side, saa et Par af disse satte sig ned paa Steenbroen og fik ingen Roser; det var en lystig Spøg! »Du er en vov Een! dein fal dei paa Hæren o Du ku dou itte ta'en!« sagde den første Elsker til sin Dame og stak nu Rosen i Vestelommen.

Alle fik dandset, alle Pigerne, selv Bornene, de sprang jo om ude paa Broen og sang selv dertil; kun een stod forskudt: Sidsel med de sammengroede Øienbryn, hun smilte, loe hoit, Ingen blev hendes Dandser. Da rakte Peer Krøbling Violinen til een af de unge Karle, og bad ham spille, thi han vilde ogsaa »øire« Benene lidt. Pigerne trak sig tilbage og sladdrede med hinanden; men Peer Krøbling skred roligt fremad hen til Sidsel, slog Armene om hendes Sider, og de dandsede en hvirvlende Dands. Sophie loe høit derover, da fæstede Sidsel sit sælsomme Blik ondt og gjennemborende paa hende. Otto saae det og Pigen var ham dobbelt modbydelig og afskrækkende. Alt som det mørknedes, blev Forsamlingen livligere, de to dandsende Partier smeltede sammen i eet Siden da det blev mørkt, da Øltønderne vare tømte, Kanden fornyet og igjen gjort tom, vandrede de parviis syngende bort. Nu begyndte først Glæden, Øllets mægtige Virkning. Nu spadserede de i Skoven, fulgte hjem, som det kaldes; men det blev Vandring til den lyse Morgen.

Otto og Vilhelm vare gaaet ud i Alleen og dem tilraabtes et taknemmeligt Godnat for den lystige Eftermiddag.

»Nu virker Trolddommen!« sagde Vilhelm. »Øllets magiske Kraft! Nu begynder Bacchanalet! rækker De den smukkeste Pige Haanden, hun giver Dem strax Hjertet!«

»Skade,« svarede Otto, »at Nordens Mænader kun have det Dyriske tilfælleds med Sydens!«

»See, der gaaer den smukke Smededatter,« udbrød Vilhelm, »hende jeg kastede den bedste Rose til. Hun har faaet sig to Kjærester, een under hver Arm!«

»Ja der gaaer hun!« grinede en qvindelig Stemme tæt ved. Det var Sidsel, som sad paa Fodtrinet af Stenten, næsten skjult i det Mørke, som Træerne og Gjærdet forøgede.

»Har hun ingen Kjæreste, Sidsel?« spurgte Vilhelm.

»Hi, hi, hi!« grinede hun, »Hr. Baronen og den anden Herre søge vel ogsaa efter een! Er jeg deilig nok? I Mørke ere alle Katte graae!«

»Kom!« hvidskede Otto og drog Vilhelm bort fra hende. »Som en Ulykkesfugl sidder hun der ved Gjærdet!«

»Hvilken Forskjel!« udbrød Vilhelm, idet han fulgte, »ja hvilken forbausende Forskjel mellem dette Udyr, ja selv mellem de andre Piger og den smukke Eva. Hun er vist, som de, født i samme Armod, i samme Omgivning; og dog ere de som Nat og Dag; hvilken Sjæl er ikke givet Eva, hvilken medfødt Adel! det maa dog være mere, end et blot Naturspil!«

»Lad bare ikke Naturen faae Spil med Dem!« sagde Otto smilende og hævede Haanden. »De taler tidt om Eva!«

»Her var det Ideeassociation,« svarede Vilhelm. »Contrasten vakte Erindringen.«

Otto kom paa sit Værelse; han aabnede Vinduet i den maaneklare Nat. Fra Skoven, nær derved, lød Latter og Sang over til ham. Det var de unge Karle og Piger, som vare saa muntre paa deres Vandring. Otto stod stille og tankefuld ved det aabne Vindue. Maaskee var det Maanen, som gjorde hans Ansigt saa blegt. Hvad tænkte han paa? Afreisen maaskee! Kun een Dag endnu vilde han blive her, hvor han følte sig som hjemme; men Reisen gik jo til det egentlige Hjem, til Bedstefaderen, Rosalie og den gamle Præst, som alle holdt af ham. Otto stod lyttende og taus. Vinden bar Sangen tydeligere over fra Skoven.

»Det er deres Glæde, deres Lykke!« sagde han. »Den skulde ogsaa være blevet min!« laae der i det Suk, han udaandede. Hans Læber bevægede sig ikke; det var kun hans Tanke, der talte sit stumme Sprog. »Jeg skulde have staaet paa samme Punkt som disse; min Sjæl have været bundet i Støvet! og dog havde den været den samme, jeg nu har, som vil omfatte alle Verdener! den samme, begavet med denne Stolthedsfølelse, som driver mig frem til Daad og Virken! Min Skjæbne svævede mellem at vorde een af disse eller stige til hines Kreds, Verden kalder den høiere. Taagebilledet sank ikke ned i Mosedyndet, men steeg op i den høie, forfriskende Luft Og er jeg lykkelig derved?« Hans Øie stirrede stivt ind i Maanens oplyste Skive. To tunge Taarer rullede over hans blege Kinder. »Uendelige Almagt! Du er til! Du styrer Alt! paa dig vil jeg stole!«

Et sørgmodigt Smiil gik over hans Læber, han traadte tilbage i Værelset, foldede sine Hænder, bad og følte Ro og Hvile.