XII

Næste Dag, den sidste før Ottos Afrase, spadserede han og Vilhelm i Haven, da kom Sophie med en Krands, flettet af Egeblade; den var bestemt for Otto, nu skulde de jo miste ham.

»Sophie kommer neppe saa tidligt op imorgen!« sagde Louise, »hun maa idag give Dem sin Krands; jeg, veed De nok, mangler ikke ved Caffebordet, der skal jeg da bringe Dem min Bouquet.«

»Jeg skal gjemme den og Krandsen, til vi sees igjen! de ere Vignetter til min smukke Sommerdrøm. Naar jeg nu sidder igjen i Kjøbenhavn, naar Regnen pladsker og Vinteren begynder at komme med Kulde og Graat, vil Fyen staae for mig med grønne Skove, Blomster og Solskin; jeg vil synes: saaledes er der endnu. Krands og Bouquet ere kun visnede, fordi de ere her hos mig i Vinterkulden!«

»I Kjøbenhavn mødes vi!« sagde Sophie.

»Og jeg seer Dem med Svalerne,« sagde Louise, »naar mine Blomster springe ud, naar vi faae varmt Solskin igjen! De hører for mig Sommeren til, ikke den kolde, rolige Vinter!«

Tidlig næste Morgen var dog Sophie ved Caffebordet Det var til Ære for Otto. Mama viste sig, da Vognen holdt for Døren; Vilhelm vilde gjøre Følgeskab med til Odense. Det blev altsaa en dobbelt Afsked, her og der.

»Altid blive vi Venner! trofaste Venner!« sagde Vilhelm, da de skiltes.

»Trofaste Venner!« gjentog Otto, og rullede afsted mod Middelfart; saalangt skulde Mamas egen Vogn bringe den fortræffelige Otto. Vilhelm blev tilbage i Odense, hans Kudsk kjørte Otto og der blev sladdret paa Veien. De passerede ved Vissenberg de høie, skovgroede Bakker, der have faaet Navn af de fynske Alper. Sagnet fortæller her om Røvere, som havde dybe Gange ind under Landeveien, hvor der hang Klokker, som ringede, naar Nogen kjørte forbi. Endnu betragtes Beboerne her med mistroiske Blikke. Vissenberg synes et Slags »Itri«F11 mellem Kjøbenhavn og Hamborg. Ved Kirken her laae fordum en Steen, paa hvilken Knud den Hellige skal have hvilet sig, da han flygtede for de oprørske Jyder. I Stenen blev Spor, hvor han havde siddet. Den haarde Steen var blødere, end Oprørernes Hjerter.

Disse og lignende Sagn vidste Karlen, som kjørte, at fortælle; han var jo barnfødt der i Egnen, dog ikke i Vissenberg selv, hvor de gjorde falske SedlerF12. Ethvert Sagn vinder i Interesse, naar man hører det paa Stedet, som det knytter sig til. Fyen er især riig paa slige Fortællinger.

Hiin Kjæmpehøi reiser sig ved Juletid paa fire røde Pæle, og man seer da Troldenes Dands og Lystighed derinde. Gjennem den Bondegaard kjører hver Nat en gloende Karreet med kulsorte Heste. Hvor vi nu see en Dam med Siv og Rødder, laae engang en Kirke, men den sank, da Ugudelige vanhelligede den; endnu høre vi ved Midnat deres Suk og Poenitence-Psalmer.

Vel sammenblandede Karlen enkelte Sagn, der hørte hjemme til andre Kanter af Landet, vel gjorde han smaa Spring og indblandede sine egne Tanker, men Otto hørte med megen Interesse. Om Herskabet hjemme paa Gaarden blev der da ogsaa talt.

»Ja, de ere afholdte!« sagde Karlen; »Herren kan troe, at vi rigtigt skjønne paa dem!«

»Og hvo er nu bedst af de unge Damer?« spurgte Otto.

»Ja, Frøken Louise vil enhver Mand bedst være tjent med!« svarede Karlen.

»Frøken Sophie er smukkere!« sagde Otto.

»Ja, hun er ogsaa meget god, hun er nu saadan Lærd! hun kan Tydsk, kan hun! hun kan ordentlig gjøre Comedie! jeg har engang med de andre Folk faaet Lov at være deroppe i Stuen; vi stode bag ved Herskabet; hun gjorde det ikke saa galt, endda!«

Ihvormeget de gamle Sagn interesserede Otto, det syntes dog, som han hellere hørte den simple Karls Raisonnement over Familien, der var blevet ham saa kjær. Tale og Tanke bevægede sig om Gjenstandene der. Vilhelm var og blev ham dog kjærest; han erindrede, med hvilken Mildhed han havde rakt ham Haanden til Forlig, da han selv stødte ham fra sig. Som en smuk, kort Drøm syntes alt nu de glade Sommerdage her, det hele Besøg.

Der laae en Trang hos Otto til at udtale sin Forbindtlighed; selv Stoltheden, der var et Grundtræk i hans Characteer, bød ham det. Vilhelms Hengivenhed, hans Ønske om varigt Venskab syntes Otto at maatte belønne; derfor var det vist, at han i det Par Ord, som han før Overfarten over Lille-Belt gav Karlen med tilbage, tilføiede: »Vilhelm, vi sige herefter Du til hinanden, det er meer fortroligt!« - »Han er den førstejeg har givet mit Duk sagde Otto, da Brevet var afsendt. »Det vil glæde ham! jeg er da ogsaa engang kommet ham imøde, men han fortjener det!«

Faa Øieblikke efter fortrød det ham igjen. »Jeg er dog en Nar, som de Andre!« sagde han og ønskede at kunne tilintetgjøre Papiret. Han kaldtes ombord Lille-Belt er kun en Flod mellem Landene; snart var han paa jydsk Grund, og Pidsken smeldede og Hjulene gik, som Lykkens, op og ned, dog altid fremad.

Seent paa Aftenen kom han i Herberg. Fra det eensomme Værelse fløi Tankerne i modsat Retning, snart til Bedstefaderens stille Gaard mellem Klitterne, snart til det livlige Herresæde i Fyen, hvor de nye Venner boede. Han havde aabnet sin Kuffert og fremtaget hvad der laae øverst, Krandsen med Egebladene, og den smukke Bouquet, han fik denne Morgenstund.

De Fleste paastaae jo, at hvad man tænker meget paa, derom drømmer man om Natten; Otto maa da have tænkt meget paa Vesterhavet, thi det var om dette og ei om de unge Damer, han drømte hele Natten.