XIV

Den gamle Rosalie skjenkede Kaffe, da Otto om Morgenen kom ned til hende. Stille Ro og Hengivenhed i Gud laae i hendes milde Ansigt Otto var bleg, meer end sædvanligt; men han var smukkere, end Rosalie havde seet ham; eet Aar havde gjort ham ældre og mandigere, det fine Duun krusede sig til Skjæg om Kinden, Mandens Alvor laae i det Øie, hvori hun ved Afskeden saae kun det medfødte melankolske Blik. - Med et Slags Velbehag betragtede hun det smukke sorgmodige Ansigt, og med inderlig Kjærlighed rakte hun ham Haanden.

»Her staaer din Stol Otto, og dine Kopper. Jeg vil drikke din Velkomst. Det syntes mig længe siden jeg saae Dig og dog er det, nu jeg har Dig igjen, kun kort. Gid kun Pladsen der ikke var tom!« hun pegede paa det Sted ved Bordet, hvor Bedstefaderen pleiede at sidde.

»Havde jeg dog faaet ham at see!« sagde Otto.

»Hans Ansigt var saa mildt i Doden!« sagde Rosalie. »Det Strenge, det Alvorlige han havde over Øinene, var glattet. Selv var jeg med at klæde ham. Han fik sin Uniform paa, den han altid bar ved Festanledninger, Sabelen ved Siden, og den store Hat ved Hovedet. Jeg vidste, det var hans Ønske!« - stille gjorde hun Korsets Tegn for sig.

»Alle Bedstefaders Papirer ere forseglede?« spurgte Otto.

»De vigtigste, de som vil have storst Interesse for Dig,« sagde Rosalie, »ere i Præstens Hænder. Ifjor, Dagen efter din Afreise, gav han Præsten dem; ogsaa din Faders sidste Brev, veed jeg, er derimellem.«

»Min Fader!« sagde Otto, og saae mod Jorden. »Ja,« gjentog han, »der er Sandhed i Skriftens Ord, Fædrenes Misgjerning straffes paa Børnene i tredie og fjerde Led!«

»Otto!« sagde Rosalie med bedende og bebreidende Blik. »Bedstefader var en haard Mand. Du har kjendt ham, seet hans mørke Øieblikke, og dog havde da Alder og Sorg gjort ham blød; hans Kjærlighed til Dig formildede hver Opbrusen. Havde han elsket din Fader, som han elskede Dig, da var det maaskee endt bedre; men vi tør ikke dømme!«

»Og hvad har jeg gjort?« sagde Otto. »Du, Rosalie, kjender mit Livs Historie. Er det ikke, som der hvilte en Forbandelse over mig? jeg var en vild Dreng, tidt bragte jeg Dig til Taarer; dog stillede Du Dig mellem Straffen og mig. Det var mit onde Blod, Blodet fra min Fødsel, hvori Forbandelsen laae, som drev mig!«

»Men Du blev god og kjærlig, som Du nu er!« sagde Rosalie.

»Først da jeg kom til at kjende mig selv og min Skjæbne. I Barnets Vildskab, uvidende om Verden, om mig, lod jeg selv indgrave i mit Kjød Tegnet paa den Elendighed, der nu knuger min Sjæl. Ja Rosalie! jeg husker det godt! har altid klart bevaret hine, mine første Erindringer, før Bedstefader tog mig til sig, før jeg, som Dreng, kom her i Huset. Jeg erindrede den store Bygning, hvor jeg var hentet fra, de mange Mennesker, som arbeidede der, sang og loe og fortalte mig forunderlige Historier, om hvor slet man bliver behandlet i den deilige Verden. Det var mine Forældres Huus, troede jeg, da jeg begyndte at tænke over Forældre og Børns Forhold til disse. Det var en stor Fabrik, de eiede, tænkte jeg; jeg huskede jo de mange Arbeidsfolk. Alle tumlede de med mig. Jeg var vild og overgiven, en sex Aars Dreng kun, men med en Udholdenhed, en Villie, som den paa ti. Rosalie! Du saae mange Prøver paa dette Onde i mit Blod; det gik til Trods. Jeg huskede godt den stærke, lystige Heinrich, der altid sang ved Væven; han viiste mig og de Andre sit tatuerede Bryst, hvor hele Lidelseshistorien var indgravet; paa Armen havde han sit og sin Kjærestes Navn. Det morede mig, jeg vilde ogsaa have mit Navn paa min Arm. »Det smerter!« sagde han, »saa piber Du, Dreng!« Det var Spore nok for mig til at ville. Jeg lod ham prikke i min Hud, prikke et O og et T paa min Skulder og jeg græd ikke, ei engang da Krudtet brændte det ind; men jeg blev ogsaa rost og var stolt af at bære Navnet, var stolt deraf, til jeg for tre Aar siden mødte Heinrich her. Jeg kjendte ham, men han ikke mig, da jeg viiste ham min Skulder og bad ham læse Navnet, læse dette O og T; men han sagde ikke Otto Thostrup, han sagde et Navn, som dræbte min Barndoms Lykke, gjorde mig for altid ulykkelig!«

»Det var en skrækkelig Dag!« sagde Rosalie. »Du kom og fordrede Forklaring af mig; Bedstefader gav Dig den, og Du var ikke længer den Otto, vi før havde hos os. Men hvorfor tale derom ? Du er god og klog, ædel og uskyldig! saml ikke Sorg i dit Hjerte fra en Tid, der er forbigangen, glemt, som den skal være det for Dig!«

»Men Heinrich lever endnu!« sagde Otto, »jeg har mødt ham, talt med ham; det var, som om al Besindighed forlod mig.«

»Hvor og naar?« spurgte Rosalie.

Da fortalte Otto om sin Vandring med Vilhelm i Dyrehaven, om Taskenspilleren der, i hvem han gjenkjendte Heinrich. »Jeg løsrev mig fra mine Venner, vandrede alene om i Skoven den hele Nat. O Rosalie, jeg tænkte paa Døden, paa Døden saaledes, som en Christen ikke bør det. En smuk Morgen fulgte paa, jeg gik ved Søen, som jeg elsker, som jeg her saa ofte boltrede mig i. - Siden hiin Forklaring var lagt i Navnetrækket paa min Skulder, der mindede mig om min ulykkelige Fødsel, havde jeg aldrig blottet den for Nogen. O, jeg har skuret den til Blods med en Muursteen! Bogstaverne ere borte og dog synes jeg at see dem i det dybe Ar. Et Kainsmærke staaer der endnu. Hiin Morgen fik jeg Lyst til at gaae i Vandet De friske Strømme gjød Liv igjen i min Sjæl. Da kom Vilhelm og flere Bekjendte just til, de kaldte paa mig, de toge mine Klæder; mit Blod kom i Bevægelse; hele min Ulykke, der denne Nat havde rørt sig i min Sjæl, opfyldte mig igjen, det var, som om de to udslettede Bogstaver vilde glide frem i Mærket paa min Skulder og udtale min Smertes Hemmelighed! Livslede opfyldte mig. Jeg veed ikke, hvad jeg tilraabte dem, men det var mig, som maatte jeg svømme ud i Strømmen og aldrig vende tilbage. Jeg svømmede til det blev Nat for mine Øine. Jeg sank, Vilhelm reddede mig! aldrig siden have vi talt om denne Time. O, Rosalie! jeg har i mange Tider ikke kunnet udtale min Sjæl, som for Dig i dette Øieblik! det er ei at have en Ven, naar man ei kan sige ham sin hele Tanke. Ingen har jeg kunnet sige den, uden Dig, som alt veed den. Jeg lider som en Forbryder, og er dog uskyldig, som den Grimme og Forvoxne er uskyldig i sin Styghed!«

»Jeg har ikke dine Kundskaber, Otto ! sagde Rosalie, og trykkede hans Haand, »har aldrig besiddet dit lyse Hoved, men jeg har, hvad Du ikke kan have: Erfaring. Ungdommen forvandler let Spindelvæv til Ankertoug, i Sorg som i Glæde. Selvskuffelse har forvandlet Blodet i dine Aarer, Tanken i din Sjæl; men klyng Dig ikke bestandigt til dette ene sorte Punkt! det vil Du heller ikke! det vil drive Dig til Virksomhed, hæve og ikke nedtrykke din Sjæl. Nu har den sorgelige Overraskelse ved Bedstefaders Dod, ham Du ventede frisk og sund, nedtrykt Dig og bragt Tankerne paa alt dette Morke. Der kommer bedre Dage, lykkelige Dage! Du har Ungdom, og Ungdommen bringer Sundhed for Sjæl og Legeme!«

Hun forte Otto ud i Haven, hvor Pileplantningen dækkede de andre Træer mod den skarpe Vestenvind. Stikkelsbærhækkene stode med Frugt, men endnu ikke modne; een Busk havde Otto plantet, som lille Stikling, den var nu stor, Rosalie havde bundet Grenene op til Plankeværket, for at den, som Espalier, ret kunde inddrikke hver Solstraale. Otto saae mere paa Baandene end paa den gode Hensigt. »Lad den voxe frit!« sagde han, »den vil ellers knækkes, naar det more Plankeværk falder!« og han skar Baandene over.

»Det er den gamle Otto!« sagde Rosalie. De gik ind i hendes lille Stue, hvor Crucifixet, med Blomster foran i en lille Krukke, pyntede paa Bordet. Over Korset hang en Krands af vissent Lyng. »Den gav Du mig for to Aar siden, Otto!« sagde Rosalie. »Der var da ingen Blomster flere, intet Gront, uden Lyngen, saa flettede Du af den. Siden har jeg ikke villet tage den bort fra Crucifixet!«

De bleve afbrudte ved et Besog. Det var den gamle Præst.