XV

Ikke blot om Ottos Anliggender, men om Staden derovre, som Præsten ([x][x][x] [x][x][x][x][x][x] ) kaldte Kjobenhavn, var det han vilde tale. Kun eengang om Ugen kom »Viborg Samler« til ham og de kjobenhavnske Blade brugte en heel Maaned, til at gaae Omgang. »Man vilde gjerne folge med Tiderne!« sagde han.

Igaar, paa Bedstefaderens Begravelses Dag, havde han ikke fundet det passende at tilfredsstille sin Trang, høre den kjære Otto fortælle om »Staden«, men i Dag, meente han, lod det sig godt gjore og derfor havde han ikke oppebiet hans Besog, men vilde selv aflægge et.

»Du har da seet vor gode Konge?« var det første han spurgte om. »Herren velsigne den Salvede! han er dog rask og rorig endnu, som altid, min gode Kong Frederik!« Og nu maatte han fortælle et Træk, der havde rort hans Hjerte og som han syntes fortjente Plads i Historiens Aarboger. Det var passeret nu sidste Gang, Kongen var i Jylland; han havde jo reist om i Landet og paa Vestkysten. Da Kongen forlod et Vertshuus, var den gamle Kone der løbet efter ham og havde bedet Fader endelig skrive sit Navn med Kridt paa Bjelken til Amindelse om sig. De fornemme Herrer havde ikke villet lade hende komme frem; men hun trak Kongen i Kjolen, og da han hørte, hvad hun vilde, havde han nikket saa venligt og sagt: »grumme gjerne!« var saa gaaet tilbage og havde skrevet Navnet paa Bjelken, Taarene kom den gamle M?nd i Øinene, han græd og bad for sin Konge. Nu spurgte han om det gamle Træ i Regentsgaarden og talte derpaa om Nyerup og Abrahamson; dem havde han kjendt i sine Studenterdage.

Det blev i Grunden ham selv, som fortalte; ethvert Spørgsmaal, han fremsatte, berorte Et eller Andet af hans eget Liv, han kom altid tilbage til Kilden: sine Studenterdage. Da havde der været anderledes Rore, anderledes Liv og Bevægelse, meente han. Hans kongelige Skjønheds Ideal var Dronning Mathilde. »Jeg saae hende tidt til Hest,« sagde han, »da var det ikke Skik her, at Damerne reed; det var Brug i hendes Fædreland, her forargede det Øiet Gud gav hende Skjønhed, en Kongekrone og et Hjerte fuldt af Kjærlighed, Verden gav hende, hvad den kan give, en Grav, nær ved den nøgne Hede!«

Ved saaledes ideligt at vende tilbage til sine egne Erindringer, blev Udbyttet ikke stort af det Nye, han fik at vide, men han var fyldestgjort. Kjøbenhavn syntes ham en heel Verden, en kongelig Stad; men Sodoma og Gomorra havde der mere end een Gade.

Otto smilte over den Alvor, hvormed han sagde det.

»Ja, det kjender jeg bedre, end Du, min Dreng!« svarede Præsten. »Djævelen gaaer vel ikke om, som en brølende Løve, men han har dog der sine største Fabrikker! han er godt klædt paa, er han! han skjuler Kløerne og S vandsen. Stol ikke paa din Kraft! han gaaer, som Katten i Fabelen, »pede suspenso« listende og forsigtig. Djævelen er i Grunden ligesom en Jydsk Bondekarl. Denne kommer til Byen, har ingen Ting, løber om og pudser Skoe og Støvler for de unge Mennesker, derved faaer han en lille Skilling; han forstaaer at spare, nu kan han leie sig Kjælderen, hvor Du boer, og begynde en lille Handel. Den gaaer godt! den gaaer meget godt! Saa faaer han Raad til at leie Stuen; der trækker han bedre Profit, bliver en holden Mand og, før Du veed det, kjøber han hele Huset! See, saadan er det med den jydske Bondekarl, og ligeledes er det med Fanden. Først faaer han Kjælderen, saa Stuen og tilsidst hele Huset!«