XVI

Først efter Frokosten gik Præsten over til Ottos Anliggender. Bedstefaderens Testament indsatte Otto til eneste Arving af den betydelige Formue; en Mand i Kjøbenhavn, Contoirchef Berger, skulde, da Præsten havde undslaaet sig derfor, være Curator. Rosalie var ikke glemt; hendes Hengivenhed og Troskab havde hævet hende til en Beslægtet; hendes sidste Dage skulde ikke kjende Sorger, dem hun havde søgt at fjerne fra den Afdøde, medens han levede. En sorgfri Alder ventede hende, men Otto ønskede hende ogsaa en lykkelig. Sin Plan meddeelte han Præsten; denne rystede med Hovedet, meente, at den ikke lod sig bringe istand, betragtede den som et Indfald, en Grille. Det var den ikke!

Nogle Dage gik. Det var ud paa Eftermiddagen, Rosalie sad paa den lille Træbænk under Kirsebærtræerne og syede Sørgetøi, hun skulde bære om Vinteren.

»Det er sidste Sommer, vi sidde her!« sagde hun, »sidste Sommer, at vort Hjem er her! Nu var jeg, som voxet fast til denne Plet Det gjør mig ondt at forlade den!«

»Du har maattet forlade dit kjære Schweits!« sagde Otto; »det var dog tungere!«

»Da var jeg ung!« svarede hun. »Det unge Træ lader sig nok omplante, men det gamle har fæstet Rødderne dybere. Danmark er et godt Land, et smukt Land!«

»Men ikke Jyllands Vestkyst!« udbrød Otto. »For dine grønne Græsgange har Du her Lynghede, for dine Bjerge lave Sandklitter!«

»Paa Jurabiergene findes ogsaa Lyng!« sagde Rosalie. »Lyngen her paa Heden minder mig tidt om Hjemmet paa Jura. Der er ogsaa koldt, i August kan der falde Snee. Granskovene ere ganske puddrede dermed!«

»Jeg elsker Schweits, som jeg aldrig saae; din Fortælling har givet mig et Billede af den maleriske Storhed, Bjerglandet eier. Jeg har en Plan, Rosalie! jeg veed, at Hjemvee aldrig uddøer i Bjergboens Hjerte; jeg husker nok, hvor dit Øie funklede, naar Du fortalte om Vandringen til Le Locle og Neufchatel, selv som Dreng var det, som jeg ved dine Ord følte den lette Bjergluft Jeg kjørte med Dig paa den svimlende Vei, hvor Skovene under os laae som Kartoffelagre; hvad der neden fra steg, som en Røg fra Kulbrænderens Baal, var en Sky i Luften! jeg saae Alpekjæden, som svømmende Skybjerge, nederst Taage, øverst mørke Skikkelser med skinnende Gletscher!« -

»Ja Otto!« sagde Rosalie, og hendes Øine fik ungdommelig Ild, »saaledes staaer Alperækken, naar man kjører fra Le Locle ned til Neufchatel Saaledes saae jeg den der, da jeg sidste Gang kjørte ned fra Jura. Det var i August. Løvtræerne stode gule og røde mellem de mørke Graner; Berberisser og Hyben voxte mellem de store Bregner. Alperne laae saa smukt belyste, Foden var himmelblaa, Toppen sneehvid i det klare Solskin. Jeg var veemodig stemt, jeg gik jo fra mine Bjerge! da nedskrev jeg i min Bog, o jeg husker det saa godt: »De høie Alper synes mig Jordens sammenlagte Vinger! hvad, om den opløftede dem, udbredte de store Fjer med de brogede Billeder af sorte Skove, Gletscher og Skyer. Hvilket Billede! paa Dommedag løfter den vel disse Vinger, flyver mod Gud og brister i hans Sollys!« jeg har ogsaa været ung, Otto!« sagde hun og smilte veemodig. »Du vilde have følt noget dybere ved at see denne Naturpragt. Søen nedenfor var blikstille; en lille Baad med hvide Seil flød, som en Svane, paa Fladen. Paa Veien, hvor vi kjørte, sloge Bønderne Kastanier ned; Vinen hang i store, sorte Druer. Hvor sligt et Indtryk kan fæste sig i Sjælen! det er nu 35 Aar siden, og jeg seer endnu Baaden med de hvide Seil, de høie Alper og de sorte Druer!«

»Du skal see dit Schweits igjen, Rosalie!« udbrød Otto, »høre Køernes Klokker paa de grønne Enge. Du skal igjen gaae til Capellet i Franche Comté, besøge Vennerne ved Le Locle, see den underjordiske Mølle og Doubfaldet.«

»Møllehjulet gaaer endnu, Vandet styrter, ligesom da ieg var ung; men Vennerne ere borte, min Familie adsplittet; jeg vil komme, som en Fremmed, og naar man er i min Alder, kan Naturen ikke være En nok, man vil ogsaa have Mennesker!«

»Du veed, Rosalie, Bedstefader har bestemt en Sum for Dig, saalænge Du lever Jeg havde nu tænkt, Du kunde nyde dine sidste Dage hos dine Kjære i Hjemmet, i det herlige Schweits. I October tager jeg philosophicum, næste Sommer vilde jeg ledsage Dig. Ogsaa jeg maa see det herlige Bjergland, kjende lidt mere af Verden, end jeg endnu kjender. -Jeg veed, hvor Du altid tænkte paa dit Schweits; der vil jeg føre Dig tilbage, der er Du mindre eensom, end her i Danmark!«

»Du flyver paa Ungdomstanker, som Du skal og maa, Du kjære, elskelige Sjæl!« sagde hun og smilede. »I min Alder gaaer det ikke saa let!«

»Vi gjøre kun Dagreiser,« sagde Otto, »gaae med Dampskibet op af Rhinen, det trætter ikke, og fra Basel er man snart i Franche Comté paa Jura.«

»Nei, paa Heden, ved Vestervovvov, som de her kalde det,« sagde hun, »vil den gamle Rosalie døe. Her er jeg nu blevet hjemme, her har jeg to, tre Venner. Familien i Lemvig har indbudet mig; hos den er en Plads ved Bordet, et lille Kammer og venlige Ansigter. Schweits vilde nu ikke længer være det Schweits, jeg forlod. Naturen vilde jeg hilse, som en gammel Bekjendt; det vilde være mig Musik, at høre Køernes Klokker klinge; det vilde røre mig dybt, at knæle i det lille Capel paa Bjerget; men jeg vilde snart føle mig mere fremmed der, end her. Havde det været for 15 Aar siden, da levede min Søster endnu, den kjære, fromme Adele; hun boede med min Onkel tæt ved Grændsen af Neufchatel, som Du veed, neppe meer end en Fjerdingvei fra Le Locle, Byen, som vi kaldte den, da det var den største nærmest os. Nu leve kun Beslægtede langtude, som have glemt mig. Jeg er der en Fremmed. Danmark gav mig Brød, det vil ogsaa give mig en Grav!«

»Jeg tænkte at glæde Dig!« sagde Otto.

»Det gjør din Kjærlighed for mig!« svarede hun.

»Jeg tænkte, Du skulde have viist mig dine Bjerge, dit Hjem, Du saa ofte talte om!«

»Det kan jeg endnu. Jeg husker hver Plet, hvert Træ, Alt staaer saa lyslevende i min Erindring. Nu kjøre vi sammen op af Jura, høiere og høiere, her er ingen flere Viinhaver, ingen Maisfrugt eller Castanier, kun sorte Graner, store Klipper, hist og her en Bøg, grøn og stor, som i Danmark. Nu ere vi ude af Skoven, mange Fod over Havet; Du mærker det nok paa den friske Luftning! rundt om grønne Enge; Køernes Klokker klinge ideligt. Endnu seer Du ingen By og dog ere vi tæt ved Le Lode. Med eet bøier Veien og vi see midt paa Bjergfladen en lille Dal, og i den ligger Byen med sine røde Tage, sine Kirker og sine store Haver. Tæt under Vinduerne hæver sig Bjergsiden med Græs og Blomster; det seer ud, som Qvæget maatte styrte ned paa Husene. Vi gaae gjennem den lange Gade forbi Kirken; Beboerne ere Protestanter; det er en heel Uhrmager-By; min Onkel og Adele sad ogsaa hele Dagen og arbeidede med Hjul og Kjæder. Det var for Monsieur Houriet i Le Lode. Hans Døttre kjender jeg. Den ene hedder Rosalie som jeg. Rosalie og Lydia, de have vist glemt mig! Men det er sandt, vi reise jo. Ja, seer Du, ved Enden af Byen følge vi ikke den brede Landevei, den gaaer til Besançon, vi blive paa den mindre her i Dalen, hvor Byen ligger. Den smukke Dal! Den grønne Bjergside beholde vi til Høire, rundt om deroppe ligge Huse med store Steen paa de skraa Trætage, og smaa Haver med Blommetræer. Dalen sluttes med steile Klippevægge; der er en Kløft, klattrer Du derop, da seer Du lige ind i Frankerige: en Slette, flad, som den danske. I Dalen, hvor vi ere, tæt under Fjeldet, ligger et lille Huus, o jeg seer det saa tydeligt! hvidkalket og med blaamalede Vindueskarme, en stor Lænkehund ved Porten. Jeg hører ham gjøe! Vi gaae ind i det stille, venlige Huus. Børnene lege paa Gulvet. O min lille Henry-Numa-Robert! ja det er sandt, nu er han større og ældre end Du. Vi gaae ned af en Trappe til Kjelderen. Her staae Sække og Kister Meel. Det bruser forunderligt under Gulvet! endnu nogle Trin ned og vi maae have Lampen tændt, for her er mørkt. Vi ere da i en stor Vandmølle, en underjordisk Mølle. Dybt underjorden bruser en Flod; Ingen drømmer om den ovenfor; Vandet styrter flere Favne ned over Hjulene, der snurre, som vilde de gribe os i Klæderne og hvirvle os med. Trinene, hvor vi staae, ere halvslidte og slibrige. Steenmuren flyder med Vand og tætved synes Dybet bundløst! O Du vil elske denne Mølle, som jeg elsker den! Naar vi ere oppe og udenfor, sees kun det stille venlige Huus. Veed Du hvad, Otto! tidt naar Du sad stille og drømmende, rolig, som et Billede, tænkte jeg paa min Mølle, paa den Ro, den der viiste, og hvor vildt Strømmen bruste dernede, hvor Hjulene gik, og hvor mørkt der var i Dybet!«

»Vi gaae fra Møllen!« sagde Otto, og søgte at føre hende fra Reflexionerne til den egentlige Fortælling. »Vi ere i Skoven, hvor Aftenklokken klinger fra Capellet i Franche-Comté.«

»Der staaer min Faders Huus!« sagde hun. »Fra Hjørnevinduet seer man over Skoven til AubernezF13, hvor Broen gaaer over Doub. Solen skinner paa Floden, der bugter sig dybt dernede og seer ud som det klare Sølv.«

»Og hele Frankerige breder sig ud foran os!« sagde Otto.

»Hvor smukt! hvor smukt!« udbrød Rosalie, og hendes Øine tindrede, idet hun saae hen for sig; men snart blev Blikket veemodigt, hun trykkede Otto i Haanden. »Ingen vilde byde mig velkommen i mit Hjem! jeg kjender ikke deres Glæder, deres Sorger, de ikke mine! I Danmark er jeg hjemme. Kommer den kolde Havgusse og lægger sig over Heden, tænker jeg tidt, at jeg boer paa mine Bjerge, hvor Lyngen voxer. Taagen er en Sneesky, der hviler heroppe, og saaledes er jeg, naar de Andre klage over slet Veir, just i Skyerne paa mine Bjerge!«

»Du flytter altsaa til Familien i Lemvig?« spurgte Otto.

»Der er jeg velkommen!« svarede hun.