XVIII

»Der er Revolution i Frankerige!« var det første, Otto fortalte. »Carl den Tiende og hans Familie ere flygtede. Det skal staae i de tydske Aviser!«

»Revolution!« gjentog Rosalie og foldede Hænderne. »Det ulykkelige Frankerige! der er flydt Blod og nu flyder det igjen! Der mistede jeg min Fader og min Broder. Jeg er blevet en Landflygtig, har maattet søge et nyt Fædreland!« hun tørrede en Taare af Kinden og sank hen i stille Grubien. Hun kjendte det Skrækkelige ved en Revolution, saae i denne nye kun en Gjentagelse af de Rædselsscener, hun havde oplevet, og som drev hende ud i Verden, op mod Norden, hvor hun tumlede om, til hun tilsidst hos Ottos Bedstefader fik et Hjem, et blivende Sted.

Alt Stort og Skjønt greb Ottos Sjæl, kun i een Retning havde han endnu ikke viist nogen Interesse: den politiske, og Politik var just det, som Bedstefaderen i sin Afkrog meest beskjæftigede sig med Men Ottos Sjæl var for levende, for let bevægelig, den overvældedes af hvad der laae ham nærmere. »Man maa ret leve ind i Livet selv, før Verdensbegivenhederne kunne gribe os!« sagde han. »Hos de Fleste, der i en meget ung Alder politisere, er det ogsaa Affectation. Det er som Drengen, der nøder sig til at ryge Tobak, for at synes ældre, end han er!« Udenfor Hjemmet var Frankerige det eneste Land, som egentlig interesserede Otto. Der havde Napoleon hersket, Napoleons Navn havde naaet hans Hjerte; han var voxet op, medens dette Navn lød fra Mund til Mund; Heltens Navn og Bedrifter klang ham, alt som Dreng, som et stort Verdens-Eventyr. Hvorofte havde han ikke hørt Bedstefaderen sige, rystende med Hovedet: ja, nu have Avisskriverne kun lidt at fortælle, nu Napoleon er stille. Da havde han fortalt ham om Helten ved Arcole og ved Pyramiderne, om de store Felttog mod Europa, Moskovs Brand og Tilbagegangen fra Elba.

Hvo har ikke i sin Barndom skrevet en Comedie? Ottos eneste Sujet var Napoleon: Heltens hele Historie fra Sneebatterierne ved Brienne til Klippeøen i Verdenshavet Vistnok var Digtet et vildt Skud, men det var udsprunget fra et begeistret Hjerte. Han gjemte det dengang, som en Skat. Et lille Træk, som knytter sig hertil og characteriserer Ottos vilde Opbrusen som Dreng, ville vi anføre.

Et af Tyendets Børn, en lille munter Dreng, som Otto gav sig af med, legede hos ham oppe paa Qvistkammeret. Otto skrev just da sin Comedie. Drengen drillede ham med at trække i Papirerne. Otto forbød det med den Trudsel: gjør Du det engang til, kaster jeg Dig ud af Vinduet. Drengen trak øieblikkelig i Papiret; strax greb Otto ham om Livet, svingede ham op mod det aabne Vindue og havde styrtet ham ud, var ikke lykkeligviis Rosalie traadt ind i Værelset, og med et Udbrud af Skræk havde grebet Ottos Arm. Han stod dødbleg, skjælvende over hele Legemet.

Napoleon havde saaledes vakt Ottos Interesse for Frankerige. Det var ogsaa dette Land, Rosalie næst sit Schweits helst talte om. Revolutionen havde grebet levende ind i hendes Liv, levende maatte derfor hendes Tale blive derom. Selv for den gamle Præst stod den som een af hans Verdensbegivenheder. Revolutionen og Napoleon havde tidt draget hans Tanker og Tale over til dette Land. Otto var saaledes, uden i mindste Maade at leve ind i Politik, opvoxet i et Slags Interesse for Frankerige. Nyheden om Julidagenes Kamp blev ham derfor ikke ligegyldig. Endnu vidste han kun, hvad Prangeren havde sagt, kjendte intet til Congregationen eller Polignacs Ministerium; men Frankerige var ham det mægtige Verdenskrater, der glimrede ved prægtige Eruptioner, dem han i Afstand beundrede.

Den gamle Præst rystede med Hovedet, da Otto meddeelte ham den politiske Nyhed. En Konge, i levende Live, han maatte være som han vilde, var ham hellig. En Konges Handlinger lignede Bibelens Ord, dem Mennesket ikke maatte veie; de skulde tages, som de vare givne. »Der er ingen Øvrighed, uden han er af Gud!« sagde han, »den Salvede er hellig, ham giver Gud Viisdom, han er et Lys, vi Alle maac skue op til.«

»Han er et Menneske, som vi!« svarede Otto. »Han er Landets første Embedsmand, og som saadan skylde vi ham den høieste Ærbødighed og Lydighed. Fødsel, og ikke Fortjeneste, giver ham den høie Post, han beklæder; han maa kun ville det Gode, kun udøve det Retfærdige; hans Pligter ere saa store, som Undersaatens!«

»Men vanskeligere, min Dreng!« sagde den Gamle. »Det er ingen Sag, at sidde i Krandsen som Blomst, og bryste sig der; det er værre, at være Haanden som fletter den. Traaden skal være baade stram og lind, den maa ikke skjære ind i Stilkene, maa heller ikke sidde for løs, saa falde de ogsaa fra. Ja, I unge Mennesker snakke, som I have Forstand til. Jo I ere kloge! akkurat ligesom Konen, der gjemte til Aftensmad en stegt Kylling; hun satte den, paa en Tintallerken, ind paa de brændende Gløder, og gik saa ud sine Ærinder, men, da hun kom hjem igjen, var Tallerkenen smeltet og Stegen laae i Asken. Hvor det er en klog Kat jeg har, sagde hun, den har spiist Tallerkenen og ladet Kyllingen ligge. See, I snakke ligedan og see Tingene fra samme fornuftige Side. Snak ikke efter de Andre derovre i Staden! frygt Gud og ær Kongen! med de to have vi ikke noget at raisonnere! de gjøre det af sammen, de to! de Franske ere ligesom unge Russer, i det de have faaet examen artium, de troe at have slugt hele Verden! de slaae bag ud og gjøre Kommers! de Franske maae have en Napoleon, der kan give dem noget at bestille! gaae de paa egen Haand, saa gjøre de gale Streger!«

»Ja, lad os nu see hvorledes egentlig Avisefterretningerne lyde!« svarede Otto.

Dagen efter indtraf et stort Brev, det var fra Vilhelm.

»Min fortræffelige Otto!

Vi have alle drukket Otto Thostrups Skaal, jeg hævede Glasset og drak Din. Venskabsdissonansen De er opløst i et harmonisk Du, og selv har Du angivet Accorden. Alle tale om Dig hjemme; selv Kammerjunkerens Jomfru valgte forleden Dig og ikke sin Syæske til Gjenstand for Talen. Den Aften Du kjørte over den jydske Hede, satte jeg mig til Klaveret og phantaserede for mine Sødskende hele din Reise. Kjørselen over Heden gav jeg dem ved et monotont Stykke paa tre Toner, der slet ikke lignede det, Rousseau har componeret. Søstrene vare nær ved at fortvivle; men jeg sagde, det var ikke mere morsomt paa Heden. Imellem gjorde jeg et lille Løb, en Trille, det var Hedelærken, som flagrede op; Introductionen til Zigeunerchoret i Pretiosa antydede de tydske »Kjeltringefolk«, som droge forbi. Nu kom Themaet af Jeannot og Colin: »o glade Barndomsdage«, og saa var Du hjemme. Jeg hamrede nede i Bassen, det var Vesterhavet, Choret i din nuværende grand' Opera. Du kan troe, det var ganske originalt! Ellers er Alt hjemme ved det gamle. Jeg har været i Svendborg, og jeg har sat Musik til det smukke Digt: Ønskerne, af Carl Bagger. Han falder mig lidt haard i Versene, men der bliver bestemt Kjerne i den Karl! det er mine egne Ønsker, han har udtalt. Ellers have vi og alle Godtfolk faaet et electrisk Stød ved de overraskende Efterretninger fra Frankerige. Ja, Du har nok i din Eensomhed ikke hørt om de glimrende Julidage. Pariserne have afsat Carl den Tiende. Var den forrige Revolution en Blodfrugt, da er denne en sand Passionsblomst, udsprungen med eet, forbausende ved sin Skjønhed, og da Værket var fuldendt, rullede den selv sine Blade sammen. Min Fætter Joachim, der, som Du veed, i denne Tid opholder sig i Paris, har oplevet disse mærkværdige Dage. Iforgaars fik vi et stort interessant Brev fra ham, af hvilket vi have faaet et klarere Begreb om det Enkelte og Hele, end Aviserne kunde give os. - Folk flokke sig ved Posthusene, for at faae Bladene saa friske de komme. -Jeg har uddraget af Fætters Brev de Ting, som meest have grebet mig, og sender Dig disse i et Bilag. Saa kan Du dog leve med, derovre i din Udkant af Verden. Tusinde Hilsener fra Alle hjemme. Du har Plads i Mamas Hjerte, dog ligesaa megen i mit.«

Din Ven og Broder

Vilhelm.

P.S.

»Det er sandt! min Søster Sophie beder Dig, at Du endelig maa bringe hende en Steen fra Vesterhavet. Maaskee vil Du tage en Spand Vand med til mig, men den maa ikke genere Dig!«

Det hjertelige Brev førte Otto tilbage til de kjære Mennesker i Fyen. Det Hjørne af Papiret, hvor Vilhelms Navn stod, trykkede han til sine Læber. Hans Hjerte var ganske opfyldt af ædelt Venskab.

Uddraget, Vilhelm havde gjort af Fætterens Brev, var kort og betegnende, det kunde lignes med et smukt Digt, oversat i en god Prosa.

I Theatret interessere vi os for den kjæmpende Uskyldighed, dog endnu mere gribes vi, naar det er et heelt Folks Skjæbne, som afgjøres; derfor har Vilhelm Tell saa stor Interesse; det er ikke den Enkelte, som her tiltales, det er dem Alle. Her er Kjød af vort Kjød, Been af vore Been. Større end Skuespillet, Digteren skaber, var her hos Otto Skildringen af Julidagene. Denne var selve Virkeligheden, i hvilken han levede. Hans Hjerte var opfyldt af Beundring for Frankerige, der havde kjæmpet Frihedens hellige Kamp, med Sværdets Ord udtalt Tidsalderens Banstraale over Oplysningens og Forædlingens Fjender.

Den gamle Præst foldede sine Hænder, da han hørte det, hans Øie funklede, men snart rystede han med Hovedet. »Tør saaledes Menneskene dømme den af Gud Salvede? Hvo som griber til Sværdet, skal omkomme ved Sværdet!«

»Kongen blev til for Folkets Skyld,« sagde Otto, »ikke Folket for Kongens!«

»Ludvig den Sextendes ulykkelige Datter!« sukkede Rosalie. »Tredie Gang er hun da forjaget fra sit Fædreland. Forældre og Broder dræbt! hendes Gemal vanæret! Selv har hun Aand og Hjerte. Hun er det eneste Mandfolk af Bourbonerne, sagde jo Napoleon.«

Præsten, gammeldags ærlig, Royalist af sit ganske Hjerte, betragtede Sagen med vaklende Mening og Frygt for Fremtiden. Rosalie tænkte meest paa dem, som vare blevet ulykkelige, de kongelige Damer og de stakkels Børn. Hver fulgte sin Natur og sin Alders Anskuelse, og det gjorde ogsaa Otto, og derfor var hans Sjæl begeistret. Begeistring hører Ungdommen til. Om Paris drømte hans Tanke, derhen fløi hans Ønsker! »Ja, reise vil jeg!« udbrød han. »Det vil give min hele Characteer en kraftigere Retning! jeg vil og maa!« tilføiede han stille i sine Tanker, »min Sorg vil udslettes, Barndoms-Erindringerne glemmes. Derude møder jeg ingen Rædselsbilleder, som her. Min Fader er jo død. Fremmed Jord ligger over hans Kiste!«

»Men Embedsexaminen!« sagde den gamle Præst, »see at faae den først! det er altid godt at have den i Baghaanden, selv om Du ikke bruger den! Nu tager Du i Aar din philosophicum - -!«

»Og næste Foraar reiser jeg!« sagde Otto.

»Det kommer da an paa din Curator, min Dreng!« sagde Præsten.

Nogle Dage gik. Det begyndte at blive Otto eensomt i Hjemmet. Alt dreiede sig her i en snever Kreds. Hans Aand var vant til at gjøre større Vingeslag. Han kjedede sig, og da kjøre Timerne jo med Snegleflugt:

»- minuterna liksom räcka och sträcka sig. Man känner behof att göra så med.«F23

Han tænkte paa Afreisen.

»Du maa lægge Veien om over Lemvig!« sagde Rosalie. »Saa vil jeg besøge Familien der nogle Dage, det vil ret glæde dem at faae Dig at see, og jeg er da saameget længer sammen med Dig. Det vil Du jo nok?«

Dagen blev bestemt, paa hvilken de vilde tage bort.

Aftenen forud aflagde Otto sin sidste Visit hos Præsten. De talte længe om den afdøde Bedstefader. Præsten overgav Otto endeel Papirer, blandt disse Faderens sidste Brev.

Til Ære for Otto blev nu en Flaske Viin sat paa Bordet.

»Din Skaal, min Dreng!« sagde Præsten og hævede Glasset. »Nu sidde vi neppe nogen Aften meer sammen. Der er meget for Dig at gaae igjennem, før Du kommer saa vidt som jeg! Verden har flere Tornebuske, end Guldbjerge! Det seer ud til en bevægelig Tid! Frankerige begynder et nyt Slags Felttoge i Europa og rykker vist alle de unge Mennesker med! før var det Erobreren Napoleon, der gik ud, nu er det Friheds-Ideen. Vor Herre bevare vor gode Konge, saa bliver det nok godt her tillands. Du, Otto, flyver ud i den vide Verden - bare Du dog havde din Embedsexamen først! - Men naar og hvor Du flyver hen, saa husk i meer end i een Henseende Bibelsproget: Naar Syndere lokke Dig, da samtyk ikke! Alle ville vi regjere. Phaeton vilde op i Solens Vogn, men han forstod ikke at holde Tømmerne, han stak Ild paa Landene og faldt selv ned og brak Halsen. -Jeg har Ingen derovre i Staden Kjøbenhavn, jeg kan bede Dig at hilse. Alle mine Ungdomsvenner ere spredte i Øster og Vester. Ere der nogle af dem i Staden, saa have de vist glemt mig. Men kommer Du engang i Regentsgaarden, sidder med de Andre og smøger en Pibe under Træet, saa tænk paa mig! der har jeg ogsaa siddet, da jeg var ung, som Du, da ogsaa Frankerigs Revolution fik mit Blod til at gaae raskere og Frihedstankerne lode mig kneise lidt høiere med Hovedet. Det kjære gamle Træ!F24 Ja, man seer nok ikke paa det, som paa mig, hvormange Aar det er siden!« Han trykkede Otto et Kys paa Panden, gav ham sin Velsignelse og de skiltes ad.

Otto var veemodig stemt; han følte, at det vistnok var sidste Gang han saae den Gamle. Ved Hjemkomsten fandt han Rosalie ifærd med Indpakningen. Næste Morgen tidlig vilde de følges ad til Lemvig; der havde Otto ikke været i de to sidste Aar; Reisen derhen havde i gamle Dage staaet for ham som en Fest, nu var den ham næsten betydningsløs.

Han gik op paa sit lille Kammer, det var sidste Gang i hans Liv, han skulde sove her. Fra imorgen begyndte, syntes ham, et nyt Afsnit af hans Liv. Det byronske Farvel klang som gamle Melodier for Øret:
O Farvel! er det forevigt!
Nu, forevigt da Farvel!F25

Ved Daggry kjørte Vognen med ham og Rosalie ud af Gaarden. De vare begge tause; det gik kun langsomt frem i de dybe Hjulspor. Otto saae endnu engang tilbage. En Hedelærke fløi qviddrende over hans Hoved.

»Det bliver en smuk Dag!« sagde Karlen, der kjørte for dem; hans Ord og Lærkens Sang udlagde Rosalie som et godt Varsel for Ottos hele Reise.