XX

Skilsmissen fra Rosalie, Familiens Gjæstfrihed og deres oprigtige Deeltagelse rørte Otto; han tænkte paa de sidste Dage, paa hele sit Ophold i Hjemmet. Bedstefaderens Død gjorde dette til et Livs-Afsnit af Betydenhed Den stille Aften og den eensomme Vei stemte endnu meer Sindet til Eftertanke.

Hvor oplivende og interessant havde, ikke i gamle Dage et Besøg i Lemvig været for ham! Det gav da Stof til flere Ugers Samtale med Rosalie, nu laae det betydningsløst for ham. Menneskene der vare jo dog de samme, hos ham altsaa maatte Forandringen ligge. Han tænkte paa Kjøbenhavn, som stod ham saa høit, tænkte paa Menneskene der.

»I Grunden er Forskjellen dog ikke stor!« sagde han. »I Kjøbenhavn ere de selskabelige Brændpunkter flere, Interesserne mere forskjellige; Dagen selv bringer Variation i Samtalen, og man kan vælge sit Selskab. Massen derimod har noget Spidsborgerligt, det titter frem, selv under Balkjolen, som viser sig ved Hoffet; det kommer til Syne i den rige Grosserers Salon, som hos Brændevinsbrænderen, hvis Eiendomme kunne gjøre ham og to af Bryggerknægtene valgbare. Det er den samme Ret, der præsenteres os; i Smaabyerne faaer man den paa Pottemagerleer, i Kjøbenhavn derimod paa Fajance. Har man kun Mod, i de saakaldte høiere Kredse, at trænge gjennem den Glasur, som kun er skabt ved et større Selskabs Liv, ved at leve med i Verden, da skal man hos mange Damer af Stand, hos mangen Adelsmand, der sidder paa første Bænk, ikke blot i Theatrets Parquet, snart finde det tomme tonløse Leertøi; som hos Fruen i Lemvig, kan en Dejeuner eller Soirée beskjæftige baade før og efter, som en Verdensbegivenhed. Et Hofbal, hvor Sønnen eller Datteren figurerede, er Hig med det brillanteste Udfald af en Embeds-Examen. Autoriteterne i Lemvig smile vi af, og saa løber dog Mængden hos os kun efter Autoriteter og Blade. Det er saadan en Art Uskyldigheds-Tilstand. Hvor mangen fattig Officeer eller Student maa ikke ved den Riges Bord spille Boutiksvendens forknytte Rolle, og taknemlig kysse Haanden paa Fruen, som har Ret til at fordre Taknemlighed. Hvad gjør ikke, hos Mængden i Theatret: »et forfærdeligt Bryst« -? Kraft i Stemmen, der ret kan trænge gjennem Aandens Pundtlæder, erholder et stormende Bifald, medens Smag og Foredrag kun opfattes af de Enkelte. Skuespilleren kan være vis paa Bifaldsklap, dersom han kan tordne frem sin Udgangs-Replik. Komikeren er vissere paa Bravoraab, naar han gjør en Plathed, gnider Benene mod hinanden, end naar han siger en lille Replik med Aand og Genialitet. Det massive Sølvtøi i Huset giver mangen Frue Dristighed til at belære, hvor hun kunde have godt af at lære. Mangen Dame gaaer, som Jomfruen fra Holstebroe, altid i Silke og med Langschawl; spørger man hende om hendes Metier, da er denne i det høieste Skræddersyning, hun har ikke engang det lille Bitalent at kunne blæse paa Fløite. Hvormange skrive ikke, som Maren, ud af Andres Tankebøger, og excellere ikke Spilledaaserne, saa hører man dog megen Daase-Musik og opvartes med Stemmer, der ere lige saa ubetydelige, som Secretairens.«

Disse vare omtrent Ottos Reflexioner, og det var vist en god Følelse, som laae til Grund for dem. Vi i vor Dom maa huske, at han var saa ung; kun i eet Aar havde han kjendt Kjøbenhavn, ellers havde han vist tænkt ganske anderledes.

Natten udbredte sig over Heden, Himlen var klar. Kun langsomt bevægede Vognen sig fremad, i det dybe Sand. Den eensformige Lyd, den uforandrede Bevægelse, Alt virkede søvnbringende paa Otto. Et Stjerneskud spillede, som en Ildstøtte hen ad Himlen, det vakte ham et Øieblik, men snart bøiede Hovedet sig igjen og han sov dybt og fast.

Det var alt en Time over Midnat, da han vaktes ved et høit Raab. Vognen holdt pludselig stille. Han foer op; en Ild brændte foran, og mellem den og Hestene stode to Skikkelser, som havde taget fast i Lædertøiet. Tæt ved laae en Karre, under hvilken var redt et Slags Seng, hvori sov en Kone og nogle Børn.

»Vil I kjøre op i Suppekjedelen?« spurgte en barsk Stemme, i det den anden skjendte i et Kaudervelsk, Otto ikke forstod.

Det var gaaet Kudsken, som ham, kun at denne lidt senere var falden i Søvn; Hestene vare komne ud af Sporet og, uvist hvorlænge, havde de nu kjørt hen over den veiløse Deel af Heden. En Trop af de saakaldte Natmændsfolk, der nomadisk drage om i disse Egne, havde her opslaaet deres Natteqvarteer, gjort Ild og hængt Kjedelen over for at tage nogle Stykker af et Lam, de havde erobret paa Reisen.

De vare omtrent en halv Time borte fra Landeveien, sagde en gammelagtig Kone, som lagde afskaaren Lyngtop under Kjedelen.

»En halv Time ?« gjentog en Stemme paa den anden Side af Vognen, og Otto saae der en Mand, indsvøbt i en stor graa Rytterkappe, strække sig i Lyngen. »Det er intet Qvarteer til Veien, naar man veed at styre ad den rette Kant.«

Mandens Udtale klang vel lidt fremmed, men den var reen og ublandet for det Kaudervelske, de andre blandede i deres Tale. Stemmen syntes Otto bekjendt, hans Øre veiede hver Betoning og Blodet løb ham hurtigere gjennem Aarerne: »det er tydske Heinrich, mit Livs onde Engel!« følte han, og trak sin Kappe tættere op om sig, saa Ansigtet skjultes.

En halvvoxen Dreng reiste sig og tilbød at være Fører.

»Men to Mark maa Grumslingen have!« sagde Konen.

Otto nikkede bejaende og saae endnu engang ned paa Manden, i hvem han troede at gjenkjende tydske Heinrich; denne havde atter ligegyldigt strakt sig ud i Lyngen og syntes ikke at ville indlade sig i videre Samtale.

Konen forlangte forud Betaling og fik den. Drengen drejede Hestene til Siden, Ilden blussede i det samme høit imellem Klynerne, en stor Hund med et løst Reeb om Halsen sprang frem og fulgte gjøende med Vognen hen over Heden i den skumrende Nat.