VII

Hos os danne Studenterne ingen Burschenschafter, have ikke bestemte Farver. Professorerne staae ikke kun fra Cathedret i Berørelse med dem; Forskjellen er kun den, der er imellem yngre og ældre Videnskabsmænd. Saaledes mødes de, saaledes tage de Deel i hinandens Glæde. Vi ville saaledes tilbringe en Aften i Studenter-Foreningen, og da selv see, hvorvidt Frøken Sophie har Ret, naar hun ønsker sig, at hun var et Mandfolk, blot for at blive Student og kunne komme ind i Foreningen. Vi vælge en bestemt Aften, ikke blot for at søge et Glandspunkt, men fordi denne Aften vil kunne bringe os mere, end en Beskrivelse.

Ofte var der i Foreningen blevet talt om, at gjøre en Tour til Dyrehaven; man skulde leie Dampskibet Caledonia. Men i Sommermaanederne er Antallet af Foreningens Medlemmer færre, Størstedelen er flagret til Provindserne, for at besøge deres Familie. Vinteren derimod samler dem Alle. Denne Tid er altsaa den bedste til store Foretagender. Den længe omtalte Dyrehavstour blev altsaa bestemt til Fastelavnsmandag den 14de Febr. 1831. Saaledes lød ogsaa Indbydelsen til Professorerne og de ældre Medlemmer. Det bliver mig for koldt, svarede Een! Skal man selv besørge Vogn? spurgte en Anden. Nei, Dyrehaven var besørget til Kjøbenhavn. I Studenter-Foreningen selv, i den røde Gaard i Boldhuusgaden Nr. 225 stod Dyrehavsbakken med sine grønne Træer, sine Gynger og Kunster. See, det kunde kun de af den sorte Skole finde paa!

Aftenen den 14de Februar kom. Gjæsterne samledes i Værelserne paa første Sal. Alt var imidlertid arrangeret ovenover. De som presenterede Gjøglere vare paa deres Pladse. En mægtig Knaldperle var Signalskud fra Dampskibet og saa foer man til Dyrehaven, stormende op af Trapperne, hvor to store Sale med Smag og Genialitet vare omskabte til Dyrehavsbakken. Store Grantræer skjulte Væggene, man var fuldkommen i en Skov. Døren, der forbandt de to Sale, var saaledes decoreret med Lagener, at den syntes et Telt, man gik igjennem. Lirekasser spillede, Trommer og Trompeter skraldede, fra Telte og Stilladser skreeg Opraaberne i Munden paa hinanden; det var en Larm, som hvor den culminerer i den virkelige Dyrehave. Dennes meest glimrende Requisiter fandtes ogsaa her, og de vare ikke eftergjorte, det var de samme Ting. Man havde leiet Mester Jakels egne Dukker; en Student, som udmærkede sig ved paa det meest skuffende at kunne tale efter Theatrets første Subjecter, lod disse optræde i de mesterjakelske Masker. Frederikssteens Fæstning var den samme, som vi havde seet derude. »Det hele Cafalleri og Infanteri, een uden Bangeneet, der en Bangeneet uden Een!« Den gamle Jøde sad under Træet, hvor Verset forkyndte hans halvtredsindstyveaarige Dyrehaugsjubilæum; Een aad Blaar, Een viiste en Bjørn; Polignac stod, som Voxdukke, udenfor Voxcabinettet, Magdalenestiftelsen havde sin Bøsse, Tambourmajoren slog Hvirvler og virkelige varme Vafler duftede fra den nabolige Boutik. Selv Kilden, der præsenteredes i det forreste Værelse, var betydningsfuld. Rigtignok var det kun en Theemaskine, der stod skjult mellem Stene og Mos, men det var oprigtigt Kildevand, hentet fra Kilden paa Christiansborg. Overraskende og af stor Virkning var den Mængde nydelige Piger, her viste sig. Flere af de yngste Studenter, med qvindelige Træk, vare godt paaklædte, som Damer; nogle kunde virkelig kaldes smukke. Hvo har seet og siden glemt den Skjønne med Tambourinen? Man flokkede sig om disse, de gamle Professorer gjorde ordentligt Cour, og, hvad der var ypperligt, et Par af Damerne, som gjorde mindre Lykke, bleve jaloux paa de Andre. Otto var meget oprømt, det Hele rundt om var saa levende gjengivet: Støien, Trængselen, de forskjellige Mennesker. Der kom Brandmajoren med sin Kone og den lille Datterdatter; her tre nydelige Amagerkoner, der det hele Botaniseer-Selskab med deres virkelige Professor. Otto satte sig op i en Gynge; en forløben Clarinetspiller og en Trommeslager bedøvede ham med Disharmonier. En ung Dame, een af Skjønhederne, i hvid Kjole og med et tyndt Klæde over Skuldrene, kom til og kastede sig i hans Arme. Det var Vilhelm; men Otto fandt en Liighed hos ham med Frøken Sophie, den han før aldrig havde fundet saa stor; derfor steg Blodet ham op i Kinderne, idet den Smukke omslyngede ham og lagde sin Kind ind til hans, han saae mere af Sophie, end af Vilhelm, i denne Skikkelse. Vel vare Trækkene hos denne stærkere, den hele Figur større, men det syntes dog at være Sophie, og derfor saaredes hans Øie ved disse markeerte Bevægelser, denne Tumlen om med de andre Studenter. Idet Vilhelm satte sig paa hans Skjød og trykkede sin Kind imod hans, følte han sit Hjerte banke som i Feber; der strømmede Ild gjennem Blodet, han stødte ham bort, men den Skjønne vedblev at overvælde ham med Kjærtegn.

Nu begyndte Comedien paa et lille saakaldet Kråhwinklertheater, hvor man gav Fremstillinger af de da grasserende »Kjældermænd«. Damen klyngede sig til Otto og fløi dandsende med ham ind imellem Mængden. Varmen, Støien og især den altfor overdrevne Snøren virkede ind paa Vilhelm, han fik ondt; Otto ledede ham hen paa en Bænk og vilde aabne ham Kjolen, men alle de unge Damer sprang til og, deres Rolle troe, stødte de Otto til Side, omringede den Syge og skjulte hende, medens man sprættede hende op i Ryggen, for at hun kunde faae Luft; men Gud! det turde ingen Herre see paa.

Henad Aftenen istemtes en Sang, et Skud plaffede, og sidste Vers forkyndte:
»Nu Skuddet er faldet og Skibet maa flye,
Til Staden fra Skovenes Gammen. -
- - Kom Venner, nu vil vi til Bordene tye,
I Bunterad, Herren med Damen.«F32

Og nu, med et Dampskibs Flugt, stormede de Alle ned af Trappen og snart sad de i Bunterad om de dækkede Borde.

Vilhelm var Ottos Dame, Baronen kaldtes Baronessen, og Glassene klinkede og Sangene begyndte.

»Saa drikke vi vor Konges Skaal,
Den drikke her hans tro Studenter.«F33
og den patriotiske Sang:
»Jeg veed et Land i høien Nord,
Hvor der er godt at være!«
den endte med
»Et Hurra
For Kongen og Rescriptet.«F34

I Glæden bør man gribe alt Glædeligt, og det greb man. Her var Ungdomsglæde, Ungdomshjerter.

»Ingen Stand er som Studentens,
Han har valgt den bedste Vei!«
lød Refrainet i den næste Sang, den sluttede med Skaalen:
- Selv for hende, Hjertet drømmer,
Men som Læben dølge maa!«F35

Da var det som Ild og Lue gjennemglødede Vilhelm, han stødte saa heftigt sit Glas imod Ottos, saa dennes gik itu og Vinen spildtes.

»Damernes Skaal!« raabte een af Seniorerne. »Damernes Skaal!« lød det gjennem de forskjellige Værelser, der alle vare forvandlede til Spisesale.

Damerne reiste sig, stege op paa deres Stole, et Par Stykker kom ogsaa op paa Bordet, neiede og takkede for Skaalen.

»Nei, nei!« hvidskede Otto til Vilhelm, idet han drog ham ned. »I disse Klæder ligner De Deres Søster saa meget, at det er mig afskyeligt, at De saaledes kan gaae ud af hendes Rolle!«

»Og Deres Øine,« sagde Vilhelm leende, »ligne et Par Øine, som har naaet mit Hjerte! Den første Kjærligheds Skaal!« sagde han og klinkede, saa den halve Viin igjen spildtes for Otto.

Champagnen skummede, og under Støi og Latter, som i Carnevalsglæden, fornyede en lystig Sang Billedet af den Dyrehave, de nylig havde forladt.

»Hendes Skaal, hvis Øine ligne mine!« hvidskede Otto, revet med i Munterheden.

»Den have vi alt drukket!« svarede Vilhelm, »men vi kunne gjøre det om igjen.«

»De tænker altsaa endnu paa Eva?«

»Hun var smuk! nydelig! hvo veed, hvad Ende det vilde have taget, var hun blevet her. Nu har Mama spillet Skjebne! nu maa hun og den anden høie Nemesis styre Historien; jeg vadsker mine Hænder!«

»De er helbredet?« spurgte Otto, »men naar De nu seer hende igjen til Sommer -?«

»Haaber jeg, ikke at blive syg!« svarede Vilhelm. »Jeg har en stærk Constitution! Men nu maae vi op at dandse!«

Alle stormede fra Bordene og op hvor Dyrehaven var præsenteret. Nu saae man her kun den grønne Skov. Theatre og Boutikker vare skaffede bort, brogede Papirslygter hængte i det Grønne; et stort Orchester spillede, og et halv bacchantisk Skovbal begyndte. Vilhelm var Ottos Dandserinde, men efter første Dands søgte Damen sig en livligere Cavaleer.

Otto trak sig op til Væggen, hvor Vinduerne vare skjulte med Grangrene. Hans Øie fulgte Vilhelm; dennes Liighed med Sophie var saa stor, at Otto blev forstemt; hans Haand gled tilfældigt ind mellem Grenene og berørte Vindueskarmen; der laae en lille Fugl, den var død.

Man havde, for at gjøre Illusionen større, kjøbt en heel Deel levende Fugle, der under Dyrehavs-Scenen skulde flyve om mellem Træerne, men de stakkels Smaa døde alle af Skræk ved den vilde Larm. De laae døde i Vinduer og Kroge. Een af disse Fugle var det, Otto fandt.

»See den er død!« sagde han til Vilhelm, som nærmede sig.

»Naa det var jo deiligt!« svarede denne, »saa har De der noget at være sentimental over!«

Otto vilde ikke svare derpaa.

»Skal vi have en skotsk?« spurgte Vilhelm leende, og Vinen og Ungdomsblodet brændte i hans Kinder.

»Jeg var tilfreds, at De snart var i Deres egne Klæder!« sagde Otto, »De ligner, som sagt, Deres Søster -!«

»Jeg er ogsaa min Søster!« afbrød han i Overgivenhed. »Og til Tak for din nydelige Oplæsning, din fortræffelige Underholdning, og hele piquante Elskværdighed, saa skal Du nu belønnes med et lille Kys!« han trykkede sine Læber mod Ottos Pande. Otto stødte ham bort og forlod Selskabet.

Der hengik et Par Timer, før han kunde falde i Søvn; tilsidst maatte han smile over sin Ærgrelse; hvad gjorde det, at Vilhelm lignede sin Søster?

Næste Formiddag aflagde Otto hende en Visit, og Alle der hørte med levende Interesse hans Skildring af den moersomme St. Hansdag i Februarmaaned Han fortalte da ogsaa hvormeget Vilhelm havde lignet sin Søster, hvor ubehageligt dette havde været ham, og man loe; men under Fortællingen kunde Otto dog ikke lade være at gjøre Sammenligning. Hvilken stor Forskjel fandt han ikke nu! Sophie var dog langt anderledes smuk! aldrig havde han saaledes betragtet hende. Om Kyssene, som Vilhelm gav ham, blev der naturligviis ikke talt, men Otto tænkte derpaa, tænkte anderledes end nogensinde før, og - Amors Veie ere forunderlige! vi ville nu see, hvorledes Sagerne staae, naar vi rykke fjorten Dage fremad. -