VIII

Vilhelms Fætter, Joachim, var indtruffet fra Paris. Vi erindre den unge Officeer af hvis Brev, Vilhelm sendte Otto en Skildring af Julidagenes Kamp. Som en begeistret Frihedshelt var han vendt tilbage, det kjæmpende Polen havde hans levende Interesse, gjerne havde han kjæmpet i Warschaus Geleder. Hans Aand og Veltalenhed gjorde ham dobbelt interessant. Julidagenes Kamp, den han selv havde været Øienvidne til, blev dem Alle saa beskuelig. Joachim var smuk: et flint Ansigt med skarpe Træk, noget bleg vel, svækket kunde man kalde det, havde ikke de mørke Øine besiddet en saa stor Glands, der tiltog under hans Talen. De fine sorte Øienbryn, ja selv de smaa Moustacher, gave Ansigtet et eget Udtryk, der mindede om de fine engelske Staalstik. Figuren var lille, spinkel kunde man kalde den, men Forholdene smukke. Franskmandens Livlighed udtalte sig i hver Bevægelse, men der laae tillige hos ham en Bestemthed, som syntes at sige: »man kjender sine egne aandelige Fortrinligheder!«

Han interesserede dem Alle: ogsaa Otto lyttede gjerne til, naar Fætter Joachim fortalte; men naar Alles Øine vare henvendt paa den Fortællende, fæstede Otto pludseligt sine paa Frøken Sophie, og fandt, hun nok kunde moderere sin Opmærksomhed. Joachim henvendte sin Tale til dem Alle, men ved Hovedmomenterne hvilede Blikket ene paa den smukke Cousine! »Hun interesserer ham!« sagde Otto ved sig selv, »og Fætteren? Ja, han fortæller godt, men havde vi andre reist, kunde vi vist gjøre ligesaa!«

»Carl den Tiende var Jesuit!« sagde Joachim, »et uindskrænket Despotie stræbte han efter og forgreb sig da paa Chartet. Toget mod Algier var kun et glimrende Fyrværk, foranstaltet for at smigre Nationalstoltheden. Alt Skin og Falskhed. Som Peyronnet vilde han ved Omfavnelse dræbe Chartet!«

Nu gik det ud over Jesuiter, Chartet og Polignac. De enkelte smaa Træk, som kun Øienvidnet kan give, gjorde Kampen beskuelig. Man saae den sidste Nat, den sælsomme Travlhed paa Pladserne, hvor Kuglerne blev støbte, og i Gaderne, hvor Barricader reistes. Omstyrtede Vogne og Karrer, Tønder og Stene, dyngedes paa hinanden, selv Boulevardens hundredaarige Træer omhuggedes til Forskandsning. Og Kampen begyndte, Franske kjæmpede mod Franske, for Frihed og Fædreland offrede de LivetF37 og han skildrede Seiren og Louis Philippe, hvem han beundrede og elskede.

»Det var en Verdensbegivenhed!« sagde Forretningsmanden. »Den electriserede Konger og Folk. De føle endnu Bevægelsen. Forrige Aar var et mærkværdigt Aar!«

»Ogsaa for Kjøbenhavnerne,« sagde Otto, »spillede det med tre Farver. Tre Ting greb Mængden med lige Interesse: Julirevolutionen, Gjengangerbrevene og Kjældermændene!«

»Der er De nu bitter, Hr. Thostrup!« sagde Fruen. »Den virkelig Dannede beskjæftigede sig ikke med disse berlinske »Eckensteher«, som Hoben nationaliserede!«

»De gik dog ind i Kjærnen!« sagde Otto, »de fandt Optagelse i Embedsklassen og hos Borgeren!«

»Ja, det vil jeg troe!« udbrød Joachim. »Det ligner dem herhjemme!«

»Det ligner dem derude!« sagde Fruen. »I Paris flagre de endnu lettere fra en Revolution, de selv spillede med i, til en Critik af Jules-Janin eller nogle nye Pas af Taglioni og derpaa til en histoire scandaleuse!«

»Nei, min naadige Frue, den sidste tager man ikke Notits af, den hører med til Dagens Orden!«

»Det vil jeg troe,« sagde Frøken Sophie.

Nu spurgte Forretningsmanden om Kamrene. Fætterens Svar var fyldestgjørende. Fruen vilde høre om Blomstertorvet, om de indhegnede, nydelige Smaahaver paa Pladsene. Sophie ønskede at høre om Victor Hugo; hun fik en Skildring om ham, hans Bolig paa Place royale og hele Europe littéraire ovenikjøbet. Fætter Joachim var høist interessant!

Otto aflagde ikke i to Dage Visit.

»Hvor har De været saa længe?« spurgte Sophie, da han kom der igjen.

»Studeret!« svarede han; der laae noget mørkt i hans Øie.

»O, De skulde være kommet for en halv Time siden, da var Fætter her! han skildrede for mig Jardin des plantes i Paris. O, ganske fortræffeligt!«

»Det er en interessant, ung Mand!« sagde Otto.

»Den deilige Have!« vedblev Sophie, uden at bemærke Betoningen, hvormed Otto havde svaret »Husker De, Hr. Thostrup, hvorledes Barthelemy characteriserer den?

»Ou tout homme, qui rêve à son pays absent,
Retrouve ses parfums et son air caressant.«

Derinde er en heel Allee med Bure, hvori sidde vilde Dyr, Løver og Tigre. I smaa Gaarde gaae Elephanter og Uroxer frit om. Giraffer nippe af de høie Træers Grene. Midt i Haven ere Bjørnegaarde, kun en Fordybning, og dernede gaae Bjørnene. Der er intet Rækværk ovenfor, man staaer paa den bratte Rand. Der har Fætter staaet!«

»Men han styrtede jo ikke ned!« sagde Otto ligegyldigt.

»Hvad feiler Dem ?« spurgte Sophie. »Er De nu i Deres elegiske Humeur? De seer ud, som jeg tænker mig Victor Hugo, naar han endnu ikke er blevet enig med sig selv om den tragiske Catastrophes Behandling!«

»Det er min medfødte Særhed!« svarede Otto. »Jeg kunde have Lyst at springe ned til Bjørnene, som De fortæller om!«

»Og døe ?«spurgte Sophie. »Nei, De maa leve -
»C'est le bonheur de vivre,
Qui fait la gloire de mourir.«F38

»De taler i Dag meget fransk!« sagde Otto med en Venlighed, der skulde formilde Bitterheden i Udtrykket. »Maaskee Conversationen med Hr. Lieutenanten var paa dette Sprog?«

»Fransk interesserer mig meest!« svarede hun. »Jeg vil bede Fætter at tale det ret ofte med mig. Hans Accent er saa ypperlig, og det er et meget behageligt Menneske!«

»Særdeles!« svarede Otto.

»De bliver hos os til Middag!« sagde Fruen, som traadte ind.

Otto befandt sig ikke vel.

»Det er kun Griller!« sagde Sophie.

Damerne spøgte derover, og Otto blev. Fætter Joachim kom og var interessant, meget interessant, sagde de Alle. Han fortalte om Paris, talte ogsaa om Kjøbenhavn og gjorde Sammenligninger. Stilheden her hjemme havde især gjort dybt Indtryk paa ham.

»Folk her,« sagde han, »gaae virkelig, som om de bare paa en stor Sorg eller Glæde, de ikke turde udtale. Kommer man ind paa en Caffé, da er der, som i et Sørgehuus. Hver sætter sig stille hen med sin Avis i Haanden. Det frapperer, naar man kommer fra Paris! Man nødes til at udbryde: men kan det Par Grader Nord paa sætte saa megen Kulde i Blodet? I vort Theater er den samme Ro. Jeg elsker nu det bevægelige Liv! Den eneste Dristighed, Publicum her har, er at pibe en syndig Forfatter ud; men et Spektakkel af Sanger, der ei har Tone eller Maneer, en elendig Skuespillerinde, taales, ja beklappes af gode Venner eller af Medlidenhed: hun skal være saa bange! hun skal være saa god! I Paris piber man. Maskinmesteren, Regisseuren, hver faae de deres Bifald og deres Klaps. Directionen selv skal der pibes af, naar den bærer sig keitet ad!«

»Der prædiker De jo formelig Revolution i vor Theaterstat!« sagde Fruen. »Kjøbenhavneren kan nu ikke være Pariser og skal ikke være det!«

»Theatret er her, som der, Folkelivets mægtigste Organ. Det er af en stor Indvirkning; og vort staaer høit, meget høit, naar man betænker, i hvilke forskjellige Retninger det maa udstrække sin Virksomhed. Vort ene Theater maa gribe ind i, sætte sig liig med Théâtre français, den store Opera, Vaudevillen og Saint Martin; det maa omfatte alle Genrer. De samme Skuespillere hos os, som i Aften træde op i Tragoedien, maae i Morgen vise sig i Lystspillet og Vaudevillen. Vi have Subjecter, der kunne maale sig med de bedste i Paris; kun een der staaer over alle vore, men ogsaa over alle, jeg har seet i Europa; denne Ene er Mademoiselle Mars. De vil vist finde forunderligt, hvad der hos mig især giver hende den øverste Plads. Det er hendes Alder, den hun saa ganske bringer os til at glemme. Hun er smuk endnu; fyldig, uden at kunne kaldes feed! Det er ikke ved Sminke, ikke ved forlorne Haar og Tænder, hun skaber sig Ungdommelighed, denne ligger i hendes Sjæl, derfra strømmer den ud i hvert Led; hver Bevægelse bliver graziøs! Hun forbauser! hendes Øie er fuldt af Udtryk, og hendes Organ det meest sonore jeg kjender. Det er Musik! Hvor kan man tænke paa Alder, hvor man gribes af en udødelig Sjæl! Jeg sværmer for Leontine Fay, men den gamle Mars har mit Hjerte. Der er endnu en Tredie, som Pariserne sætte høit: Jenny Vertpré paa Gymnasedramatique; men hun vilde snart fordunkles, saae Pariserne vor Jomfru Patges. Hun er et Talent, der vil glimre paa enhver Scene. Vertpré har hendes Livlighed, hendes Lune, men ikke hendes Proteus-Genie, hendes Adel. Jeg saae Vertpré i »La reine de seize ans«, et Stykke, vi endnu ikke have, men Vertpré var mig kun en næsviis Soubrette i kongelig Pragt, en Holbergs Pernille, som en Pariserinde vilde give den. Vi have Mad Wexschall og vi have Frydendahl -! Var Danmark kun et større Land, da vilde disse Navne klinge over Europa!«

Nu beskrev han dem Decorationerne i Sylphiden, i Nathalie og flere Balletter, den hele Rigdom og Pragt.

»Men vort Orchester er ypperligt!« sagde Frøken Sophie.

»Det har vistnok enkelte udmærkede Mænd,« svarede Joachim, »men skal man tale om Udførelsen af det Hle -! Ja, De veed, jeg er ikke musikalsk, kan derfor ikke kunstnerisk udtrykke mig om Musik; men det er vist, at der ligger noget i mit Øre, noget i min Følelse, som i Paris hvidskede: det er fortræffeligt! her derimod raaber de: kiil ikke paa! kiil ikke paa! Syngestemmen er dog det første, den er Damen, Instrumenterne derimod Cavaleren, som skal føre denne frem for Publicum! smukt skal han lede hende ved Haanden, hun maa staae allerforrest, men her puffe de hende til Side, og det er mig, som om hvert Instrument vilde have første Plads og ideligt raabte: her er jeg! her er jeg!«

»Det klinger nu ganske smukt!« sagde Sophie, »men man kan ikke troe Dem! De har forelsket Dem i det Fremmede, derfor skal Alt hjemme staae tilbage!«

»Paa ingen Maade! de danske Damer, for Exempel, synes de smukkeste, de blyfærdigste, jeg har kjendt!«

»Synes?« gjentog Otto.

»Joachim har Veltalenhed!« sagde Fruen.

»Den er blevet udviklet ude!« svarede han; »her hjemme har den kun to Steder til at blive offentlig: fra Prædikestolen og ved et Gilde paa Skydebanen. Dog, det er sandt, nu faae vi jo Stænder, faae et mere politisk Liv. Jeg forudføler den første Indvirkning, Alle ville kun leve derfor, Bladene ville gaae op i Politik, Digterne synge Politik, Malerne gribe Sujets af det politiske Liv. C'est un Uebergang! som Madam La Fleche sigerF39 Kjøbenhavn er for lille til at være en stor Stad og for stor til at være en lille! See det er Feilen!«

Otto følte en uimodstaaelig Lyst til at modsige ham i de fleste Ting, han fremsatte om Hjemmet. Ved hvert kjækt Slag parerede Fætteren af med et Spøg.

Kjøbenhavn skulde være det nordiske Paris, sagde han, og det vilde det nok blive om halvtredsindstyve eller dobbelt saa mange Aar. Beliggenheden selv var langt skjønnere, end Seinestadens. Marmorkirken skulde reise sig og blive et Pantheon, smykket med Thorvaldsens og andre Kunstens Værker. Christiansborg vilde blive et Louvre, hvis Gallerie blev besøgt, Østergade og Pedermadsensgang blive Passager, som i Paris, med Glastage over, Flisegulv, Boutikker paa Siderne, og om Aftenen, naar tusinde Gaslamper brændte, var her Promenade; Grønningen blev Champs Élysées med Gynger og Rutschbaner, Musik og Mats de Cocagne.F40 Paa Peblingesøen gaves, som paa Seinen, smaa, festlige Søetourneringer. »Voila!« udbrød han tilsidst, »det bliver glimrende!«

»Det kunde blive guddommeligt!« sagde Sophie.

Der laae Liv og Tanke i Fætterens Aasyn; de fine Træk bleve markeerte ved Udtrykket. Billedet af ham saaledes afprægede sig i Ottos Sjæl, stillede sig ved Siden af Sophies, som stod der med de store, brune Øine, der omsluttede Tanke og Smiil, idet de hvilede paa Fætteren. Den smuktformede, hvide Haand, med de spidse Fingre, legede med Haarlokken, som gled hende ned over Kinden.

Otto vilde ikke tænke derpaa.