X

»Naar Træerne springe ud, da springe vi med!« havde Otto og Vilhelm ofte sagt. Det var deres Plan, at reise om Foraaret lige til Paris, men paa Veien først at besøge Rhinen, og seile fra Cöln til Strasburg.

»Ja Rhinen bør man først see!« sagde Fætter Joachim, »naar man har seet Schweits og Italien, kan den ikke tage sig ud Den maa være det første Skue! men den skal ikke sees om Foraaret, nei mod Høsten. Naar Viinløvet har hele sit Farvespil og de tunge Druer hænge om Stokkene, see da træde de gamle Ruiner frem; da er det Rhinens Galladage. En anden Fordeel, De har af at komme der paa den Tid, er, at De da indtræffer mod Vinteren til Paris, og det bør man; da kommer man ikke post festum, da culminerer der Glæden, Theatre, soiré'er og alt hvad som maa interessere beau monde!«

Uagtet Otto ellers ikke lagde stor Vægt paa Fætterens Ord, gik han dog denne Gang forunderligt over i dennes Anskuelser. »Det vilde vistnok være klogest, at begynde Reisen henimod Høsten,« meente han, »man havde jo ogsaa godt af at forberede sig lidt mere!«

»Det er altid godt!« sagde Joahim, »men hvad der ude er langt gavnligere end al Forberedelse hjemme, er sagt med tre Ord: »opgiv alle Landsmænd!« Nu reise alle Mennesker! Paris er ikke længere fra os nu, end Hamborg for tredive Aar siden. Da jeg var i Paris, fandt jeg der sexten, sytten Landsmænd. O hvor de klinede sig sammen! de boede elleve i eet Hotel, de drak Kaffe sammen, spadserede sammen, gik til Restaurateuren sammen og tog en halv Bænk sammen i Theatret. See det er det galeste man kan gjøre! jeg anseer det gavnligt for Enhver, at han reiser, og det fra Fyrsten ned til Haandværksvenden. Men vi lade for mange reise! vi ere ikke rige, derfor skulde der gjøres Indskrænkninger. Den bildende Kunstner, Digteren, Polytechnikeren og Lægen, de bør reise, men hvad Theologerne skulle afsted for, maa vor Herre vide! de kunne blive gale nok her hjemme. Der komme de i catholske Lande, og saa ere de reent fra det. Hvorfor skulle Bogormene afsted? De mure sig fast i Diligencen og paa deres Værelser, rode lidt om i Bibliothekerne, men vi have ikke en Snuus for det, naar de komme tilbage! de, som koste meest, gjøre sædvanligt mindst Gavn og bringe mindst Ære over Landet! jeg har, Gud skee Lov, selv betalt min Reisejeg har da Lov til at sige min Mening!«

Vi ville nu høre, hvad Frøken Sophie siger, og rykke derfor et Par Dage fremad.

»Vi beholde Dem jo til August!« sagde hun et Øieblik, hun sad ene med Otto. »Det er fornuftigt! saa kan De være nogen Tid hos os i Fyen, samle Kræfter til Reisen. Ja, den Reise vil De have godt af!«

»Jeg haaber det!« svarede Otto. »Jeg er maaskee istand til at blive ligesaa interessant, som Deres Fætter! ligesaa elskværdig!«

»Det var formeget forlangt af Dem!« sagde Sophie drillende. »De faaer ikke hans Lune, hans Lethed at gribe Verden paa. De vil kun prædike mod Paris's Fordærvelse, kun opfatte Schweitses melankolske Storhed og Eensomheden i de ungarske Skove!«

»De gjør mig til en Misanthrop, som jeg slet ikke er!«

»Men et medfødt Talent har De for denne Characteer!« svarede Sophie. »Noget vil jo blive slebet af paa Reisen, og det er denne Forandringjeg glæder mig til!«

»Man maa altsaa være et let, flagrende Gemyt, for at behage Dem min Frøken?« spurgte Otto.

»Javist!« svarede Sophie ironisk.

»Saa er det dog Sandhed, hvad Deres Hr. Fætter har forsikkret mig!« sagde Otto, »vil man gjøre Lykke hos Damerne, da maa man i det mindste være noget letfærdig, livsnydende, flagrende, det gjør os interessante. Ja, han har gjort sig bekjendt med Verden, han har en Erfarenhed i Alt!«

»Ja fuldkomment!« sagde Sophie, og loe høit. Otto blev taus, og stod med rynket Bryn. »Jeg ønsker Solskin!« sagde Sophie og hævede smilende Pegefingeren. Otto blev uforandret, hun rynkede Panden.

»De maa forandre Dem meget!« sagde hun halv alvorligt og hoppede ud af Værelset.

Tre Uger gik hen med store Begivenheder i Hjertets Stat; det var endnu en diplomatisk Hemmelighed, men Øinene forraadte den ved deres mimiske Sprog; Munden alene taug, og den er dog den afgjørende Magt.

Otto besøgte Contoirchefens. Maren var netop reist Dagen forud. Forgjæves havde hun i tre Uger ventet hans Besøg.

»De glemmer reent Deres sande Venner!« sagde Damerne. »De kan troe, Maja var ogsaa lidt vred paa Dem, alligevel have vi Hilsener. Nu seiler hun paa den salte Sø!«

Det var dog ikke Tilfældet, hun var alt kommet i Land; hun kjørte just i dette Øieblik over den brune Lynghede, tænkte paa Kjøbenhavn, paa Glæderne der, og Sorgen - det er bedrøveligt at være glemt af en Ungdomsven! - Otto var saa smuk, saa klog - hun drømte slet ikke om, hvor smuk og klog hun selv skulde optræde i Hjemmet. Skjønhed og Klogskab fandt man hos hende før hun reiste, nu havde hun været i Hovedstaden, og det giver Relief.

De smaa Fugle flagrede om Vognen; maaskee qviddrede de for hende, hvad der to Aar efter vilde gaae i Opfyldelse. »Du bliver Brud, Secretairens nydelige Brud; skal eie baade ham og Spilledaasen! blive den fineste Dame i Byen og dog den fortræffeligste Moder. Din første Datter skal kaldes Maja - det er et smukt Navn, og det minder Dig om de forbigangne Dage.«