XI

Det var Vaar, den friske livfødende Vaar. Kun een Dag og een Nat, og Trækfuglene vare tilbage, Skovene fornyede med grønne, duftende Blade, Sundet havde sit svømmende Venedig af riigladte Skibe; kun een Dag og een Nat, og Sophie var borte fra Otto, de vare skilte ved Sø og salten Vand; men der var Vaar i hans Hjerte, fra dette fløi Tanken, som Trækfugle til den fynske Ø, og qviddrede Sommer. Haabet gav ham »Guld og grønne Skove«, meer end Skibene førte gjennem Sundet, meer end Sjællands Bøge kunde vise. Sophie havde ved Afskeden trykket hans Haand I hendes Øie laae, hvad Hjertet turde haabe og drømme.

Han glemte, at Haab og Drøm er netop det Modsatte af Virkelighed.

Fætter Joachim var gaaet til Stokholm, og kom slet ikke til Fyen i dette Foraar eller i den kommende Sommer. Derimod skulde Otto tilbringe nogle Uger her paa Gaarden, først hen i August vilde han og Vilhelm reise; der maatte altsaa kunne gives eet lykkeligt Øieblik, og mange næsten lige saa lykkelige. I hans Værelse stod et Rosentræ, de første Knopper formede sig og aabnede den røde Purpurmund; saa skjære og fine, som disse Blade vare Sophies Kinder; han bøiede sig over Blomsten, smiilte derved og læste der yndige Tanker, beslægtede med hans Kjærligheds. En Rosenknop er et sødt Mysterie!

»De Blade gjør' saa mange
Smaa Labyrinthers Gange
Og dufte Luften op:
Du deilige Rosenknop!«F41

Dagen kom, da Otto efter vel overstaaede Afskeds-Visiter rullede, midt paa Dagen, i Selskab med tre unge Studenter, afsted gjennem Sjælland. De havde taget Vogn sammen til Slagelse, hvor de, som Abrahams og Loths Hyrder, skiltes til Høire og Venstre; Otto alene blev, for om Natten at gaae med Posten til Nyborg.

Klokken var kun fire paa Eftermiddagen, Otto havde her intet Bekjendtskab, det var altsaa bedst at spadsere.

»Der staaer jo endnu en lille Rest af det gamle Antvorskov?«F42 spurgte han.

»Ja det er meget lidet, hvad der staaer!« svarede Verten. »Klostret blev gjort til Slot, Slottet blev en privat Mands Eiendom, og nu er der i de sidste Aar pillet og pillet for Stenenes Skyld De finder ikke noget af det Antike, uden hist og her i Haven en Stump rød Muur, som titter frem. Men Beliggenheden er jo kjøn! vil De saa følge Veien henimod den store Bondeby, Landsgrav hedder den, da er De paa Korsøerveien og tæt ved hellig Anders Kors. Det er en ret smuk Tour!«

»Klosterruin og Helgenkors!« sagde Otto. »Det klinger jo ganske romantisk!« og han begyndte sin Vandring.

Et Par af Latinskolens Disciple, med Bøgerne i en Rem, og senere en fiirskaaren Landseneer, som militærisk hilsede en gammelagtig Jomfrue, bag Geranier og Gyldenlakker, vare det eneste Møde. Derimod bemærkede Otto, at rundt om aabnede sig paa Klem et Vindue; man vilde see, hvem den Fremmede kunde være, som gik ned ad Gaden.

En lang Allee førte fra Byen til Slottet. Paa begge Sider laae Parcelbygninger med en lille Blomsterhave foran. Snart naaede Otto den sidste Rest af det gamle Antvorskov. Veien var rød af de omslængte Muurstene, der her vare kjørte i Gruus. Store Muurbrokker, hvor Kalk og Steen udgjorde eet Stykke, laae næsten skjulte mellem de høie Nelder. Længere borte stod et eensomt to Etages Huus; det var smalt og hvidmalet, en tyk Muurpille, som man seer den paa Kirker, understøttede den stærke Muur. Det var Halvdelen af den sidste Slotsfløi, en Mellemting af Antikt og Moderne, af Ruin og Vaaningshuus.

Otto gik ind i Haven, der var anlagt paa selve Bakken og dens Terrasser. Her var kun unge Træer, men Gangene og Alt rundtom tilgroet. Udsigten strakte sig vidt ud over Engen til Beltet og Fyen. Han steeg fra Terrassen ned til den nederste Muur; i den var, endnu fra Klostrets Tid, indmuret et Stykke af en Gravsteen, hvorpaa man saae Rester af en qvindelig Skikkelse, ved dennes Side en Beenrad, omsnoet af en Slange. Otto stod hensjunken i Beskuelsen, idet en gammel Karl, med to Spande i et Aag over Skulderen, traadte hen til Brønden tæt ved.

Den Gamle var meget villig til at knytte en Samtale, fortalte om Opgravninger og om Løngangen, som ikke var fundet, men vist var det, sagde han, at en saadan existerede. Endnu havde de kun opdaget nogle smaa murede Rum, som rimeligviis havde været Cachotter; i een af dem sad jo en Jernlænke i Muren. Men med Løngangen havde man ikke truffet paa det rette Sted, thi den maatte findes! den gik herfra, dybt under Søen og Skoven, lige til Sorøeby. Store Jernporte vare dernede, ved Juletider kunde man høre, hvor de bleve slaaede op og i. »Den, der havde, hvad der er gjemt,« sagde Karlen, »kunde blive en holden Mand og behøvede ikke at slide og slæbe!«

Otto betragtede den eensomme Fløi, der hævede sig frem paa Terrassen. Hvor prægtigt havde ikke her været i ældre Tider!

Tæt op til den store, milelange Skov, som strækker sig hiin Side Sorø ned mod Kongeaaens Bredder, laae det rige Kloster, hvor Hans Tausen talte, som Aanden indgjød ham. Tiderne vexle. Klosteret forsvandt.

Hvor Munkene sang Psalmer, dandsede Riddere og Fruer til klingende Spil; men ogsaa disse Toner taug, de blomstrende Kinder bleve Støv. Der blev atter stille. Mangen god Gang red da Holberg herned fra Sorøe, gjennem den grønne Skov; og besøgte Slotsforvalteren paa Antvorskov. Otto erindrede sig, hvad en Datter af denne havde, som gammel Kone, fortalt een af hans Venner. Hun var et Barn og laae i Vugge, da den gamle Holberg kom ridende, med sit Hvedebrød og sin Syltekrukke, hans sædvanlige Proviant paa slige smaa Udflugter. Slotsforvalterens unge Kone sad ved sin Kok. Holberg og Manden gik op og ned af Gulvet; de talte om Politik; det interesserede Konen og hun blandede sig deri. Da dreiede Holberg Hovedet om: »Jeg troer, Rokkehovedet taler!« sagde han. Det kunde Madammen aldrig glemme hamF44

Otto smilede ved Tanken om den vittige, men ugalante Digter, og vandrede fra Haven, gjennem en bugtet Huulvei, hvor den frodige Bukketjørn hang i rig Fylde ud over Steengjerdet. Slagelse, med de høie Banker bagved, tog sig malerisk ud Snart naaede han Landsgrav. Solen gik ned, idet han betraadte Marken, hvor Trækorset stod med Frelserens Billede, til en Erindring om den hellige Anders.

Deroppe ved det sad en Mand, han syntes at knæle, den ene Haand hvilede fast paa Træet, den anden førte en spids Kniv, hvormed han rimeligviis udskår sit Navn. Han bemærkede ikke Otto. Tæt ved Manden stod en Kasse, overtrukket med Voxdug, ved Siden laae en Randsel, et Par Støvler og en Knortestok. Det maatte være en Haandværkssvend eller en Bissekræmmer.

Otto vilde alt vende om igjen, da den Fremmede reiste sig og blev ham vaer. Otto stod som naglet til Stedet, det var tydske Heinrich han saae.

»Er det ikke Otto Thostrup?« sagde han, og det fæle sledske Smiil spillede ham om Munden. »Nei, det havde jeg dog aldrig ventet!«

»Det gaaer ham godt, Heinrich?« spurgte Otto.

»Det slæber af!« svarede Heinrich. »Ham gaaer det bedre! Herre Gud, at han vilde blive saadan en fornem Herre, hvo skulde have tænkt det, den Gang han red paa mit Knæ, og da jeg prikkede ham i Armen? Ja, det gaaer besynderligt i Verden? Har han seet noget til sin Søster? Ja, hun blev ikke saaledes trukket frem, som han! Hun var dog et kjønt Barn!«

»Jeg har ikke, som Ældre, seet hende!« svarede Otto med en Skjælven, han forgjæves søgte at bekjæmpe. »Veed han, hvor hun er?«

»Jeg er nu saadanne altid paa Reise!« sagde Heinrich, »men saavidt jeg veed, er hun nok i Fyen. Ja, hun maa nu faae en af vor Lige, saadan en simpel Mand! Han kan tage sig en fiin Frøken. Det er at have Lykken med Han bliver Herskab. Saa faaer den gamle Heinrich vel Lov til at gjøre Kunster paa hans Gaard? Men ingen af os ville snakke om gamle Dage! om den røde Gaard ved Odense Aa!« Det sidste hvidskede han ganske sagte. »Jeg faaer vel en Marks-Penge af ham?« spurgte han.

»Han skal faae mere!« sagde Otto og gav ham det. »Men jeg ønsker nok, at vi blive fremmede for hinanden, som vi ere det!«

»Ja vist! ja vist!« sagde Heinrich og nikkede bejaende med Hovedet, medens hans Øie hvilede paa Gaven, Otto rakte ham. »Herren er da ikke længer vred for min Spøg derovre i Jylland!« spurgte han med et sledsk Smiil og kyssede Ottos Haand »Jeg havde ikke kjendt ham den Gang. Havde han ikke viist mig sin Skulder, og jeg der havde seet det O og T, jeg selv havde prikket, var jeg aldrig faldet paa, at vi kjendte hinanden. Men saa var det, der gik et Lys op for mig. Otto Thostrup, skulde jeg have sagt; men saa sagde jeg: Odense Tugthuus. Det var ikke net af mig, da han er saa god en Herre!«

»Ja, nu Levvel!« sagde Otto og rakte ham uvillig Haanden.

»Der seer vor Herre ned paa os!« sagde tydske Heinrich, og vendte Øinene mod Billedet paa Korset. »Saa sandt han der lever, kan han være vis paa Taushed fra min Mund Det er min Forløser, som her hænger paa Korset, som han er prikket i min egen Hud og som han staaer ved Veiene i mit Fædreland. Her er det eneste Sted i Landet, hvor Korsets Tegn staaer under aaben Himmel, her holder jeg min Andagt; for han veed, Hr. Thostrup, jeg er ikke af hans Tro, men af Jomfru Marias. Her har jeg skaaret det hellige Tegn i Træet, som det staaer over hver Dør i mit Fædreland. Et I. et H. og dette S.F45 Deri ligger mit eget Navn, for H siger Heinrich, men /. siger Jeg, og S. siger Synder. Det er: jeg Heinrich Synderen. Nu har jeg holdt min Andagt, og nu har han givet mig en net Skilling, nu gaaer jeg i Aften til min Seng i Kroen, og er Pigen smuk og lader sig besnakke, saa er jeg ung endnu, og saa vil jeg bilde mig ind, jeg er Hr. Thostrup, og har vundet den deiligste, fine Frøken.Juchhei! det er Comediantspillerliv vi føre!« Otto forlod ham, men hørte, hvor Heinrich sang:
»Tra ri ro,
Der Sommer der ist do!
Zum Biere, zum Biere,
Der Winter liegt gefangen,
Und wer nicht dazu kommt,
Den schlagen wir mit Stangen.
Jo, jo!
Der Sommer, der ist do!«F46

Som paa den klare solbelyste Dag pludselig en Taage kan skyde sig frem, slukke det varme Sollys, skjule den grønne Kyst og forandre Alt til Graat i Graat, saaledes blev det for Otto, der nylig følte sig saa lykkelig og ungdomsglad.

»De kan roligt sove!« sagde Verten, da Otto kom tilbage til Slagelse. »De skal betids nok blive kaldet paa, at De kan komme med Posten.«

Men hans Hvile var, som den Febersyges.

Posthornet lød i den tomme Gade. De rullede afsted; det var ved Daggry.

»Er det et Rettersted?« spurgte een af de Reisende, og pegede paa Høien, hvor, i denne Afstand, Korset kun tog sig ud som en Pæl.

»Det er hellig Anders's Kors!« svarede Otto, og levende stod for ham Erindringen fra Aftenen forud.

»Existerer det virkeligt?« sagde den Fremmede. »Jeg har læst om det i Gjengangerbrevem.«

Det var en smuk Morgen, Solen brændte varmt, Søen var blikstille, desbedre gik da Dampskibet. Børten, som alt var seilet ud to Timer tidligere, laae endnu neppe en halv Miil fra Land Seilene hang slappe, ikke en Luftning rørte sig.

Dampskibet gled tæt forbi; Børtpassagererne, meest Kudske, Haandværkssvende og Bønder, stode ved Relingen, nysgjerrige efter at see det; de hilsede. En af de forreste støttede sig til sin Knortestok, løftede paa Huen og raabte høit, »Godmorgen mine høie Herskaber!« Det var tydske Heinrich. Han vilde altsaa ogsaa til Fyen.

Ottos Hjerte bankede stærkere, han stirrede i den brusende Søe, der skummede om Hjulet, hvor Solstraalerne malede en deilig Regnbue.

»Det er smukt!« sagde tætved een af de Fremmede. »Meget smukt!« svarede Otto, og undertrykkede det Suk, som vilde trænge frem fra hans Bryst.

Neppe to Timer vare til Ende, - Rebene kastedes op paa Nyborg Skibsbroe, og Skibet gjordes landfast med Øen Fyen.