XII

Otto bestilte strax Vogn og indtraf saaledes til Gaarden, omtrent ved Familiens Spisetid. I det mellemste Gaardsrum holdt to Calescher og en holstensk Vogn, to fremmede Kudske med Tresser om Hattene stode i dyb Passiar, idet Otto rullede ind af Porten. Hans Postillon blæste i Hornet.

»Stille dog!« udbrød Otto.

»Her ere Fremmede i Dag paa Gaarden!« sagde Postillonen, »jeg vilde lade dem vide, at her kommer Een til!«

Otto stirrede hen imod Haven, saae op mod Vinduerne, om ingen af Damerne viste sig der; kun fra Sidelaagen tittede et qvindeligt Hoved frem, paa hvilket Haaret var skudt tilbage under Huen. Otto kjendte de sammengroede Øiebryn. »Er hun den første, jeg her skal see!« sukkede han, og Vognen rullede ind i den inderste Gaard. Hundene gjøede, de kalkunske Haner klukkede, men ingen Vilhelm viste sig; Kammerjunkeren kom, den fortræffelige Nabo, og lidt efter Sophie, begge tilraabte leende, »Velkommen!«

»See der have vi vor Mand!« sagde Kammerjunkeren, »ham kunne vi bruge til Comedien!«

»Det var deiligt De kom!« raabte Sophie, »vi tage Dem strax i Arbeide.« Hun rakte ham Haanden, han trykkede den til sine Læber. »Vi ville have Tableaus i Aften,« sagde hun. »Præsten har aldrig seet det; Vilhelm have vi da ingen Gavn af, han er i Svendborg og kommer først hjem om to Dage. De maa være Officieren, Kammerjunkeren skal være Søvngjængersken, der kommer med Lyset ind af Vinduet. Vil De ikke nok?«

»Alt hvad De forlanger!« sagde Otto.

»Tal ikke derom!« udbrød Sophie og lagde Fingeren paa Munden. Mama kom ned af Trappen.

»Kjære Thostrup!« sagde hun og trykkede med sand Inderlighed begge hans Hænder. »Jeg har rigtig længtes efter Dem! Nu er Vilhelm borte! De maa i hele to Dage tage tiltakke med os.«

Otto gik igjennem den lange Gang, hvor de gamle Billeder hang; det var, som om ogsaa disse ønskede ham Velkommen. Een Nat med mange Drømme syntes ham kun at være hengaaet, siden han var her sidst; eet Aar i Tidens Løb er jo heller ikke saameget, som een Vinternat i Menneskets Liv.

Her var saa hyggeligt, saa hjemligt; ingen skulde see paa Træerne udenfor, at de siden havde staaet bladløse, bedækkede med Snee; frodigt grønne bevægede de sig i Solvarmen, som da Otto sidst saae ud af dette Vindue.

Han fik det røde Kammer som ifjor. Middagsklokken ringede.

Louise mødte ham paa Gangen.

»Thostrup!« raabte hun glad og greb hans Haand. »Nu er det snart Aar og Dag siden jeg saae Dem!«

»Ja, der er skeet meget i det Aar!« sagde Kammerjunkeren. »Kom snart over til mit, saa skal De see, hvad jeg har ladet gjøre til Fornøielse: en Keglebane! Frøken Sophie har slaaet sin Potte derovre!«

Kammerjunkeren tog Mama til Bords. Otto nærmede sig Sophie.

»Vil De ikke tage Kammerjunkerens Søster?« hvidskede hun.

Mekanisk gjorde Otto sin Compliment for Frøkenjacoba.

»Tag De een af de Unge!« sagde hun, »det vil De dog heller!«

Otto bukkede, kastede et Blik til Sophie, hun havde den gamle Præst; Otto smilede og førte Jacoba til Bordet.

Jomfruen, bekjendt ved sin Syæske, kom paa hans venstre Side. Han betragtede nu Selskabet, der, foruden de alt omtalte, bestod af et Par Damer og Herrer, han ikke kjendte. Een Stol stod tom, men den blev snart besat, en ung Pige, beskeden i sin Pynt, ganske klædt som Louise, traadte ind.

»Hvorfor kommer Du bag efter?« spurgte Sophie leende.

»Det veed nok Eva og jeg,« sagde Louise og smilte til den Indtrædende.

Eva satte sig. Det var maaskee det fuldkommen Eensartede i hendes og Louises Paaklædning, der ledte Otto til saa nøie at betragte disse to, og imod hans Villie at gjøre Sammenligning. En simpel mørkebruun Kjole havde de hver, et lille, seladongrønt Silketørklæde skjulte Halsen. Louise forekom ham yndig, smuk kunde hun ikke kaldes; Eva derimod var idealsk, der var Noget hos hende, som bragte ham til at tænke paa de blegrøde, fine Hyacinter. Hvert Menneske har sin usynlige Engel, siger Mythen, begge ere de forskjellige og dog hinanden lige. Eva var Englen, Louise derimod det menneskelige Væsen i al dets Reenhed Ottos Øie mødte Sophies, der forenedes begge. Hvilken Kraft, hvilken Skjønhed! følte han. Hendes Aand staaer høit over Louises, og i Skjønhed er hun en Pragtblomst og ikke, som Eva, en frin, skjør Hyacint. Han drak Veltalenhed af disse Øine og blev interessant, som Fætteren, skjønt han ikke havde været i Paris.

Kammerjunkeren talte om Grise, men det var ogsaa underholdende; han drak maaskee sin Begeistring af de samme Kilder, som Otto. Om den grønne Boghvedes Kraft var det han talte, hvorledes Svinene, der aad den, bleve som de vare gale! derfra skrev det sig vist om Djævelen, der var faret i Svinene; kun kulsorte Sviin kunde fordøie den grønne Boghvede, havde de een eneste hvid Plet paa Kroppen, saa blev den ene Plet syg. »Det er mærkeligt!« udbrød han.

I Begeistringen blev hans Tale næsten Skrig, hvorfor ogsaa Frøken Jacoba sagde, man skulde næsten troe, at han selv havde spiist grøn Boghvede.

Otto udskår imidlertid af den grønne Melonskal en Mand, og lod denne ride paa Randen af sit Viinglas; det drog Sophies Opmærksomhed fra Kammerjunkeren. Hele Selskabet fandt Udskæringen meget net, og Jomfruen fremstammede en Bøn om at faae den, saa skulde den ligge i hendes Syæske.

Ud paa Aftenen var Alt i Bevægelse til de forestaaende Grupperin ger.

Eva maatte være Hero. Med en Fakkel i Haanden skulde hun knæle paa et Bord, der var drapperet til en Balkon. Den stakkels Pige folte sig ganske ulykkelig ved saaledes at træde frem; Sophie loe af hendes Frygt, og forsikkrede, at hun vilde blive beundret, og derfor maatte og skulde hun.

»Føi min Soster deri!« sagde Louise bedende, og Eva var villig, loste sit lange brune Haar, og lod Sophie ordne Drapperiet.

Otto maatte iføre sig en Officierdragt. Han presenterede sig for Sostrene.

»Guldet er jo ikke riet paa Kraven!« sagde Sophie, og paatog sig dette Arbeide. »Han kunde godt beholde Kjolen paa, mens hun gjorde det,« sagde hun. Hendes fine Haand kom til at berøre Ottos Kind, det var ham som et electrisk Slag, hans Blod brændte, hvor gjerne havde han ikke vovet at trykke denne Haand til sine Læber.

De brast alle i Latter, da Kammerjunkeren kom i et hvidt Skjørt, der naaede ham til lidt under Knæerne, og med en stor hvid Dametrøie; Frøken Sophie maatte sætte hans Krøller. Hun arrangerede det nydeligt, hendes Haand strøg Haaret fra hans Pande, gled over hans Kinder, han kyssede paa den, hun slog ham over Ansigtet, bad ham ikke glemme sig; »vi ere Damer!« sagde han, og reiste sig i sin hele Pynt. Alle loe, Otto kunde det ikke, han følte Lyst til at prygle ham. Tilskuerne samledes i et mørkt Værelse; Fløidøren aabnedes.

Eva, som Hero, i et hvidt Liin, Haaret ned over Skulderen og Faklen i Haanden, stirrede ud over Havet. Ingen Maler kunde tænke sig det skjønnere; de store mørkeblaae Øine udtalte Veemod og Kjærlighed: det var fuldkommen Evas naturlige Blik, kun her saae man hende rolig. De fme sorte Øienbryn hævede Udtrykket, den hele Skikkelse var som aandet frem.

Nu fulgte et nyt Billede, Faust og Margrethe i Løvhytten, bag ved stod Mephistopheles med sit djævelske Smiil. Kammerjunkerens Jomfru var Grethe; saasnart Døren aabnedes, gav hun et høit Skrig og løb sin Vei, hun vilde ikke, hun var saa bange. Gruppen var forstyrret, man ioe og fandt det moersomt; men Kammerjunkeren skjændte høit, og bandede, at hun skulde derind igjen; herved tiltog Tilskuernes Latter, og denne blev da ikke svagere, da Kammerjunkeren, forglemmende sin Habit som Søvngjængerske, traadte halv ind i Rammen, hvor Billedet fremstilledes, og satte Jomfruen ned paa Bænken. Det var kun en kort Tid, man saae denne Gruppe. Dørene lukkedes; Tilskuerne applauderede, men der lod sig ogsaa en Fløiten høre. Latter og Tale bruste gjennem Stuen; det var ikke mueligt at faae fuldkommen Ro, uagtet alt et nyt Billede straalede fra Rammen. Det var Sophie, som Correggios Magdalene; den rige Haarvæxt bølgede over Skulderen og den runde Arm, foran laae Dødninghovedet og den hellige Bog.

Ottos Blod kom i hurtigere Bevægelse, aldrig havde han endnu seet Sophie skjønnere. Publicum derimod kunde endnu ikke ganske glemme den komiske Scene forud, man hørte derfor en undertrykt, svag Latter.

Den fik endelig Lov at tumle sig ved det følgende Billede, hvor Kammerjunkeren, som Søvngjængersken, med Haanden halvt bøiet om det slukte Lys, viste sig ved det aabne Vindue.

Et stormende Bifald skjænkedes alle de Spillende.

»Frøken Sophie har gjort det Hele!« raabte Kammerjunkeren, og nu lød hendes Navn fra Publicums Læber.

Først to Dage efter indtraf Vilhelm. Han og Otto sov i Værelse sammen. Denne fortalte om Grupperingerne og sagde, hvor smuk Eva havde været som Hero.

»Det kan jeg tænke!« svarede Vilhelm, men gik ikke videre ind derpaa; han loe af Kammerjunkeren og den forstyrrede Gruppe.

Otto nævnede endnu engang Eva, men Vilhelm gled med sine Svar let hen derover. Otto kom ikke efter, hvorledes Forholdene stode.

»Skal vi nu ikke sove?« sagde Vilhelm; de bøde hinanden god Nat, og det blev stille.

Den gamle Mand, Søvnen, som Tieck har tegnet ham, med Kassen, hvoraf han tager sine Drømmemarionetter, begyndte nu sine natlige dramatiske Eventyr, der varede ved, til Solen skinnede ind af Vinduerne.