XIII

»Jeg skal nok komme efter det!« meente Otto. »Den stærke Kjærlighed kan dog ikke være duftet bort?« Han lagde nøie Mærke til hvert lille Træk. Eva var den stille, blyfærdige Skabning, som før, en Huusalf, som virkede venligt ind paa det Hele. Vilhelm talte med hende, men ikke lidenskabeligt, heller ikke med affecteert Ligegyldighed. Alligevel kunne vi ikke ganske stole paa Ottos Iagttagelses-Evne, hans Blik fløi for ofte til en kjærere Gjenstand, Sophie tilhørte dog egentlig hans Opmærksomhed.

De spadserede i Haven.

»Engang, som De vistnok veed,« sagde Otto, »sværmede Deres Broder for den smukke Eva. Er det da ikke lidt farligt, at hun er her? Har kun Mama været forsigtig?«

»For Vilhelm er jeg fuldkommen rolig!« svarede Sophie. »Bare De tager Dem iagt! Eva er meget elskværdig og har taget sig betydeligt op til sin Fordeel, siden hun kom her. Min Søster Louise sværmer nu formeligt for hende, og Mama betragter hende næsten som et Pleiebarn. De har nok seet, at hun ikke bliver tilsidesat. Hun er ellers svag, hun ligner de fine Bjergblomster, som i Snee og Kulde trives, men i den lune Bjergkløft, hvor Solen skinner, bøie Hovedet. Jeg synes virkelig, hun er blevet svagere, siden hun fik Pleie og gode Dage. Da jeg i Roeskilde saae hende, var hun langt mere livsblomstrende!«

»Maaskee tænker hun paa Deres Broder! tænker paa ham med stille Liden!«

»Det troer jeg ikke!« svarede Sophie. »Ellers vidste nok Louise Noget om det, hun har Evas hele Fortrolighed De kan berolige Dem, hvis De er skinsyg!«

»Hvor falder De paa det? Min Tanke seer opad og ikke nedad!« sagde han med en Slags Stolthed »Jeg føler det, aldrig kunde jeg blive forelsket i Eva. Fatte Kjærlighed til hende, nei! idet jeg tænker derpaa, synes jeg ordentligt at jeg faaer Noget mod hende. Men De siger det af Spøg, De vil drille mig, som De saa ofte har gjort Snart skulle vi skilles ad! om to Maaneder er jeg ikke længer her i Danmark! to lange Aar ude -! hvor meget kan der ikke skee i disse? Vil De tænke paa mig? Ret tænke paa mig, Frøken?« Han bøiede sig og kyssede hendes Haand.

Sophie blev blodrød. Begge taug.

»Staae I to her!« sagde Moderen, som kom fra Sidegangen.

Otto bøiede sig dybere og knækkede en af de smukke Levkøier, som hang ud over Rabatten.

»Tager De Louises kjæreste Blomster?« sagde hun smilende. »Dette Bed er der just lyst Fred over!«

»Jeg var saa uheldig at knække den!« sagde Otto forvirret.

»Det var den mørkerøde Nellike, han vilde plukke til min Krands paa Middagsbordet!« sagde Sophie. »Naar han tog den, havde jeg min Samvittighed fri!«

Og de spadserede alle tre, de talte om Kirsebær, Stikkelsbær, Lærredet paa Blegen og om den varme Sommerdag.

Om Aftenen sad Eva og begge Søstrene ved deres Haandarbeide, Otto og Vilhelm havde taget Plads ved Siden af Der taltes om Kjøbenhavn.

Sophie vidste at fremsætte en Mængde komiske Smaatræk, hun havde grebet hos de unge Damer der. Otto gik over i hendes Ideer, og vidste snildt at understøtte det, hun fremsatte. Hvad der egentlig interesserede den qvindelige Ungdom, blev nu bragt paa Bane.

»I det Pigen bliver confirmeret vaagner allerede Sværmeriet!« sagde Otto. »Man sporer en Slags Henbøien mod det mandlige Hjerte. Endnu tør hun ikke ret udtale den, uden for to Fremmede: Præsten og Doctoren. De to sværmer hun for, især den første; ham staaer hun i et Slags aandelig Rapport til. Hans legemlige Elskværdighed smelter over i den Aandelige. Hendes første Kjærlighed kan man saaledes bedst kalde Præste-Kjærligheden.«

»Det er ypperlig sagt!« udbrød Sophie.

»Han prædiker sig dybere ind i Hjertet!« vedblev Otto. »Hun smelter'i Taarer, kysser hans Haand, gaaer i Kirke, men ikke for Guds Skyld, men for den søde Præst!«

»O det kjender jeg saa godt!« sagde Sophie og loe.

»Fy, det mener Du ikke med!« sagde Louise. »Og jeg veed ikke, hvorledes De, Hr. Thostrup, kan sige Sligt. Det er jo hæsligt! De kjender ikke en ung Piges Sjæl! kjender ikke den rene Følelse, hvormed hun bøier sig mod den Mand, som aabner hende Religionens Helligdomme. Spot dog ikke med det Uskyldige, det Rene, der staaer saa langt fra hvert jordisk Indtryk!«

»Jeg forsikkrer,« sagde Otto smilende, »var jeg Digter jeg vilde da i hundrede vittige Epigrammer latterliggjøre denne Præste-Kjærlighed; og var jeg Lærer, jeg skulde fra Kathedret protestere mod den!«

»Det vilde være at kaste Gift i en Brønd!« sagde Louise. »De, som Mand, kan ikke føle det Rene, det Hellige, der bevæger sig i en ung Piges Bryst. Eva, Du holder vist med mig?«

»Det er heller ikke Hr. Thostrups Alvor!« svarede hun, og saae med mild Alvor paa ham.

Vilhelm loe høit.