XIV

Næste Formiddag kom Besøg, det var to unge Damer fra Nyborg, Veninder af Sophie og Louise. Før Middagsbordet vilde man spadsere, gjennem Skoven ud til »Høie-Lykke«, hvor Hørren stod i Blomster. Otto skulde ledsage dem.

»Jeg er med!« sagde Kammerjunkeren, der i fuld Trav satte ind i Gaarden, just som Damerne med Otto begyndte deres Udflugt. Hele Selskabet bestod saaledes af fem Damer og to Herrer.

»Qvæget er dog ikke paa de Marker, vi skulle over?« spurgte Eva.

»Nei min gode Pige!« sagde Sophie, »Du kan være ganske rolig! Desuden have vi jo to Herrer med!«

»Ja de skulde ikke kunne forsvare os mod de uvorne Tyre!« svarede Louise. »Men vi have intet at frygte! der hvor vi gaae, kommer først Qvæget efter Malkning. Jeg er heller ingen Helt! desuden er det ikke længe siden, at den ene Tyr nær havde stanget Røgteren ihjel. Den flængede forleden et heelt Stykke af Armen paa Sidsel, De husker nok hende med de sammengroede Øienbryn!«

»Ja, her er da i Skoven en vild So med elleve Grise!« sagde Sophie med ironisk Alvor, »den vil ikke være god at møde!«

»Den bliver ligesaa slem som Tyrene!« sagde Kammerjunkeren, og loe af Eva.

Samtalen tog en anden Retning.

»Skulle vi ikke besøge Peer Krøbling?« spurgte Sophie. »Saa kunne Herrerne see den smukke Smededatter; hun er dog virkelig for kjøn til at være hans Kone!«

»Er Peer Krøbling blevet gift?« spurgte Otto.

»Nei han skal først paa Søndag!« svarede Kammerjunkeren. »Men Bruden er alt i Huset. I Søndags otte Dage blev der første Gang lyst for dem, og strax flyttede de sammen. Tidt skeer det endda tidligere, naar Manden ikke kan undvære en Kone. - Hun har taget ham for det rene Væsen, han har paa Kistebunden!«

»Ja hos Bonden er det sjeldent Kjærlighed, som gjør Udslaget!« sagde Louise. »Ifjor havde vi en ganske ung Pige, som giftede sig med en Mand, der kunde være hendes Bedstefader. Hun tog ham ene og alene, sagde hun, fordi han havde saadant godt Leertøi!«

»Det var skrøbelige Sager, at gifte sig paa!« udbrød Otto.

De vare imidlertid komne til Udkanten af Skoven. Her laae et lille Huus, Humleranken hang frodig ud over Gjærdet, Katten stod og skjød Ryg paa det brystfældige Rækværk om Brønden.

Sophie, i Spidsen for det hele Selskab, traadte ind i Stuen, hvor Peer Krøbling sad midt paa Bordet og syede; men let og puslende, som en Kobolt, foer han ned af Bordet for at give dem Haandkys. Den smukke Smededatter rørte i Gryden paa Ildstedet. Sancthans Urter, stukne ind mellem Bjelken og Loftet, skjøde frem i frodig Vext, og spaaede Husets Beboere en lang Levetid. Paa det røgede Loft glindsede Sildesjæle, som man kalder en bestemt Deel af Sildens Indvold, og hvilken Peer Krøbling, efter Almuetro, havde slængt op under Loftet, forvisset om, at, saalænge den hang der, vilde han slippe for: »den Kale.«F47

Otto tog ingen Deel i Conversationen, men bladrede i et Bundt Viser han fandt; de vare med Naal og Traad hæftede sammen i et Stykke blaat Karduuspapir. Størstedelen vare: »nye, sørgelige Viser« - »om det gruelige Mord -,« »den frække Forbryder -« »Fanden i Laxegaden -,« »Roats Fald,« og lignende Sager, som nu have fortrængt hos Bonden de bedre gamle Folkeviser.

Med Louise, Eva og een af Damerne fra Nyborg gik Otto langsomt foran de Andre, som endnu havde nogen Spøg at sige, før de forlod Peer Krøbling og hans Brud.

»Skal vi gaae over Marken hen til Kjæmpehøiene?« sagde Louise. »Det er klart i Veiret idag, vi ville kunne see Sjælland De Andre komme nok efter os, her fra Stien opdage de os strax.«

Otto aabnede Ledet og de gik hen over Marken. De vare alt et betydeligt Stykke derinde, da Kammerjunkeren med sine to Damer betraadte Stien, hvorfra de kunde see dem.

»De vil op til Kjæmpehøiene!« sagde han.

»Der vil de nok faae en lille Skræk!« sagde Sophie. »Nede i Hjørnet af Marken ligger Ungqvæget De kan let, i den Afstand de der see det, falde paa, at det er Køerne og de uvorne Tyre!«

»Skal vi ikke hellere kalde dem tilbage?« spurgte den anden Dame.

»Lidt bange maae vi dog gjøre dem,« sagde Sophie. »Raab til dem: der er Qvæg!«

»Ja det kan jeg raabe med en god Samvittighed!« sagde Kammerjunkeren, og nu skreg han saa høit han kunde: »der er Qvæg! vend om! vend om!«

Eva hørte det først. »O Gud!« sagde hun, »hør hvad de raabe!«

Otto saae rundt omkring, men opdagede intet Qvæg.

»Nu staae de stille!« sagde Frøken Sophie, »raab nok en Gang!«

Kammerjunkeren raabte som før, og Sophie efterlignede Køernes Brølen. Ved denne Larm reiste Ungqvæget sig.

Nu blev Louise det vaer. »O Gud!« udbrød hun. »Ja, dernede i Hjørnet af Marken er alt Qvæget!«

»Lad os løbe!« raabte Eva, og tog Flugten.

»For Guds Skyld, løb ikke!« raabte Otto. »Gaae stille og langsomt, ellers kunne de komme!«

»Skynd Dem! skynd Dem!« lød det fra Skoven.

»O Gud!« skreeg Eva høit, idet hun saae Qvæget løfte Halen iveiret ved at see de Flygtende.

»Nu komme de!« raabte Damen, som var med, og udstødte et høit Skrig.

Eva flygtede foran, som baaret af Vinden, Damen fulgte hende, Louise løb bagefter.

Nu saae Otto virkeligt alt Qvæget, der, ved Damernes Flugt, instinctmæssig satte efter, jage hen over Marken i samme Retning, som de.

Der var nu intet at gjøre, uden som de andre at komme hen til Ledet. Dette fik han aabnet og lukket igjen, Qvæget var tæt ved dem, men ingen havde Øie for at see, om det var stort eller smaat.

»Nu er der ingen Fare meer!« raabte Otto, saasnart han havde Ledet vel tillukket, men Damerne flygtede alligevel i en stor Halvkreds om Træerne, henimod det Sted, hvor Kammerjunkeren med sine to Damer stode i en livsalig Latter.

Sophie maatte, over den Morskab, støtte sig op til et Træ. Det havde været et ubetaleligt Skuespil, at see denne Flugt: Eva i Spidsen og Hr. Thostrup der foer forbi, for at aabne Ledet.

Louise var bleg som en Død, hun rystede over sit hele Legeme; Veninden hvilede Arme og Pande op mod et Træ og trak tungt Veiret.

»Bu!« raabte endnu Sophie og loe.

»Men hvor er Eva?« spurgte Otto, og raabte hendes Navn.

»Hun løb foran mig!« sagde Louise. »Hun staaer vist ogsaa ved et Træ og samler Kræfter.«

»Eva k raabte Sophie. »Hvor bliver min Helt: »I want a hero!««F48

Otto gik tilbage for at søge efter hende. I det samme kom Vilhelm.

Kammerjunkeren beklagede, at han ikke havde faaet det Væddeløb at see; og nu fortalte han ham Historien.

»O, kom dog! kom dog!« hørte man Otto raabe. De fandt ham knælende i det høie Græs. Eva laae udstrakt paa Jorden, hun var hvid i Ansigtet, som en Død, hendes Hoved hvilede paa Ottos Skjød.

»Gud i Himlen!« raabte Vilhelm og kastede sig ned foran hende. »Eva, Eva! o hun er død! det er din Skyld, Sophie! Du har dræbt hende!« Bebreidende fæstede han sit Blik paa Søsteren, hun brast i Graad og skjulte sit Ansigt med Hænderne.

Otto løb til Bondehuset og bragte Vand Peer Krøbling selv hoppede, som en Bjergpusling, bag efter ham, mellem de høie Nælder og store Skræpper, der af og til sloge sammen over ham.

Kammerjunkeren tog Eva paa sine stærke Arme og bar hende til Bondehuset, Vilhelm slap ikke hendes Haand. De øvrige fulgte tause efter.

»See at faae hende hjem!« sagde Vilhelm, »selv vil jeg hente Lægen!« og han styrtede ud af Huset, foer gjennem Skoven, hen til Gaarden, hvor han befalede et Par Karle at bringe en Bærestol til den Syge; fik derpaa en af de letteste Vogne forspændt, satte sig selv i den som Kudsk, og jog afsted mod Nyborg, den nærmeste By, der dog var næsten tre Mile borte.

Sophie var utrøstelig. »Det er min Skyld!« sagde hun og græd.

Otto fandt hende siddende udenfor Huset ved Hyldebusken. Hun kunde ikke udholde at see Evas Bleghed.

»De er uskyldig deri!« sagde Otto. »Tro mig, imorgen vil Eva være fuldkommen rask igjen! hun selv,« tilføiede han beroligende, »bar sig saa uklogt ad Jeg varede hende, hun skulde ikke løbe. Hendes egen Frygtsomhed er Skyld i Alt.«

»Nei, nei!« sagde Sophie, »min Taabelighed, min Overgivenhed har gjort den hele Ulykke!«

»Nu er det meget bedre!« sagde Kammerjunkeren, der traadte ud af Huset. »Det er ogsaa Satans hvor fiin hun er! og er det at løbe for nogle Kalve, noget Ungqvæg! jeg kan ikke lade være endnu at lee, naar jeg tænker derpaa, skjøndt det tog den Ende!«

Nu indtraf Karlene, som Vilhelm havde sendt med Bærestolen.

Eva troede nok, at hun kunde gaae, naar hun maatte støtte sig paa een af dem. Bedre var det hun blev baaret, meente de.

»Du føler ingen Smerter?« spurgte Louise, og kyssede hende søsterligt paa Panden.

»Nei slet ikke!« svarede Eva. »Vær ikke vred paa mig, fordi jeg saaledes har forskrækket Eder. Jeg er saa frygtsom, og Tyrene vare tæt ved!«

»Det var, Gud hjælpe mig, kun Kalve!« sagde Kammerjunkeren. »De vilde lege! de løb, fordi de andre løb!«

»Det var en daarlig Spøg af mig!« sagde Sophie og greb Evas Haand »Jeg er meget ulykkelig derover!«

»O, nei!« sagde Eva, og smilte saa veemodig glad »Imorgen er jeg vist ganske rask igjen!« hendes Øie syntes at søge Nogen.

Otto forstod disse Blik. »Der er sendt Bud efter Lægen! Vilhelm er selv kjørt.«

De vare omtrent midt i Skoven, da Moderen kom dem imøde, hun var ligesaa bleg som Eva.

De søgte alle at berolige hende; Eva bøiede Hovedet, for at kysse hendes Haand. Kammerjunkeren fortalte hende Historien, og hun rystede paa Hovedet. »Hvilken uklog, taabelig Spøg!« sagde hun, »der see vi Følgerne!«

Først seent paa Eftermiddagen kom Vilhelm og Lægen, denne fandt Patienten uden al Fare, og forordnede, hvad der endnu maatte gjøres. Rolighed og den varme Sommerluft vilde være det Bedste for hende.

»Seer De,« sagde Otto, da han mod Aften mødte Sophie i Haven! »idag skjulte Vilhelm ikke sin Følelse!«

»Jeg frygter, De har Ret!« sagde Sophie, »han elsker Eva! det er dog meget ulykkeligt. Siig mig, hvad De veed derom.«

»Jeg veed saa godt som Intet!« sagde Otto, og fortalte om den lille Jonas, og om det første Møde.

»Ja, alt det har han selv sagt os! men veed De intet mere?« Hendes Stemme blev blød og fortrolig, hendes Øie hvilte paa Ottos.

Han sagde hende den korte Samtale, han sidste Efteraar havde med Vilhelm, hvorledes denne var blevet vred for hans oprigtige Advarsel, og hvorledes de siden aldrig meer havde talt sammen om Eva. »Jeg maa sige min Frygt til Mama!« sagde Sophie. »Næsten glæder jeg mig nu til, at han reiser bort herfra om to Maaneder, skjøndt vi da ogsaa miste Dem!«

Og Ottos Hjerte bankede, hans Hjertes Hemmelighed laae paa Læberne, hvert Øieblik vilde han udtale den. Men Sophie havde altid et Spørgsmaal endnu om Broderen; de vare alt ude af Haven, alt inde i Gaarden; Otto havde Intet sagt.

Derfor var han saa taus, da han og Vilhelm seent om Aftenen kom ind paa deres Værelse. Vilhelm sagde heller ikke eet Ord, men hans Øie hviilte flere Gange forventningsfuldt paa Otto, som ventede han, at denne skulde bryde Tausheden. Vilhelm gik til det aabne Vindue, inddrak den friske Luft, pludselig vendte han sig om, slyngende sine Arme om Otto, og udbrød: »Jeg kan ikke udholde det! Een maa jeg sige det! jeg elsker hende, vil aldrig opgive hende, om de end Alle ere derimod! Nu har jeg flere Maaneder stille skjult mine Følelser, jeg kan det ikke længer, eller jeg bliver en sygelig Skråntning, og dertil er jeg ikke skabt!« -

»Hun veed det?« spurgte Otto.

»Nei, og ja! Jeg veed ikke hvad jeg skal svare! her hjemme har jeg aldrig talt ene med hende. Sidste Gang, da Weyse spillede paa Orgel i Roeskilde, havde jeg kjøbt et smukt Silketørklæde, som jeg bragte med; jeg veed ikke, jeg vilde gjøre hende en Glæde. Da kom der en Kone forbi med smukke Levkøier; jeg stod i det aabne Vindue, hun tilbød mig en Bouquet og jeg kjøbte den. »Det er smukke Blomster!« sagde Eva da hun traadte ind! »For mig ville de visne,« sagde jeg! »sæt De dem i Vand og behold dem!« Hun vilde kun have een eneste, jeg nødte hende dem Alle paa, hun blev rød, hendes Øine saae mig forunderligt dybt i Sjælen. Jeg veed ikke, hvilket Menneske jeg blev, men det var mig umueligt at give hende Tørklædet, jeg syntes det var en Fornærmelse. Eva gik med Blomsterne. Men næste Morgen forekom det mig, at hun var urolig, at hun blev rød og bleg, da jeg sagde Levvel! - Hun maa have læst Tanken i min Sjæl -! -«

»Og Tørklædet -!« afbrød Otto!

»Ja det forærede jeg ogsaa min Søster Sophie!« sagde Vilhelm.